(Dørene lukkes præcist)

Bedømmelsesudvalg:

• Universitetslektor Björn Johansson,Örebro Universitet, Institutionen för juridik, psykologi och socialt arbete
• Adjunkt Birgitta Frello, UCC
• Lektor Hanne Knudsen, DPU, Aarhus Universitet (formand)
  

Hovedvejleder

• Lektor Jette Kofoed, DPU, Aarhus Universitet

Forsvaret ledes af lektor Niels Christian Mossfeldt Nickelsen, DPU, Aarhus Universitet

Afhandlingen ligger til gennemsyn hos DPU, Tuborgvej 164, bygning D, lokale 329, sekretariatet.

Af praktisk grunde bedes man tilmelde sig ph.d.-forsvaret her.

Resumé:
Afhandlingen ”Mobning og interventioner – positioneringsteoretiske analyser af gruppesamtaler med børn” laver en empirisk undersøgelse af udvalgte interventionssamtaler, der har til hensigt at skulle reducere eller stoppe mobning. Ambitionen i afhandlingen er at skabe indsigt i de magtkampe og forhandlinger, der udspiller sig under interventionssamtalerne, og at skabe indblik i, hvordan disse forhandlinger interagerer med aktuelle in- og eksklusionsprocesser, der findes i de respektive klasser.

Empirien, undersøgelsen er baseret på, er dels transskriberede lydoptagelser af interventionssamtaler, dels observationer i klasserne og dels interviews med børnene, der deltager i samtalerne. Afhandlingens teoretiske afsæt er både teori om mobning og positioneringsteori. Teorien om mobning bruges til at lave bestemmelser af aktuelle og potentielle mobbemønstre i de udvalgte klasser, med brug af begreber som sociale og moralske ordener, værdigheds- og foragtproduktion, mobbebærende entydighedshistorier og social eksklusionsangst. Positioneringsteori (med henvisning til Bronwyn Davies og Rom Harré) anvendes som den prisme, interventionssamtalerne analyseres igennem. Med brug af positioneringsteori fremanalyseres både forhandlinger af betydning og vigtige positioneringsforhandlinger, der udspiller sig.

I analyserne rettes der særligt fokus på to cases. Den ene af disse er Pigemøder i en 5. klasse, og den anden er Anerkendende samtaler i en 3. klasse. Analyserne skaber indsigt i, hvordan interventionssamtalerne approprieres til fortsættelse af mikropolitiske forhandlinger, men det på måder, der tilpasses de dominerende principper, der rammesætter de respektive interventionssamtaler. Der peges bl.a. på, hvordan pigemødet, der er domineret af et princip om ”the talking cure”, fordrer og legitimerer en bestemt vinkling af fortællinger, der, trods det at de i afhandlingen vurderes som foragtproducerende, vinder frem og bliver dominerende på mødet. Analysen af den anerkendende samtale, der er inspireret af Appreciative inquiry, retter fokus mod en runde, hvor børnene skal give hinanden ros og kritik (hvoraf det sidste italesættes som ”gaver”). Her vises det bl.a. hvordan positivt formulerede talehandlinger, sagtens kan rumme devaluerende positioneringer.

Afhandlingen konkluderer overordnet, at samtalerne frem for at reducere aktuelle mobbemønstre, potentielt styrker disse. En vigtig indsigt fra afhandlingen er således, at interventionssamtaler rummer den mulighed, at de kan virke som en paradoksal kraft, der mod intentionen forværrer i stedet for at forbedre forholdende for de involverede børn.