DPU

Aarhus Universitets segl

Lærere skal sætte mål for elevers læring

Elever på de ældste klassetrin skal vide, hvorfor de skal arbejde med formler i matematik og læse Hosekræmmeren i dansk. Det kræver, at deres lærere har klare mål for, hvilke kompetencer eleverne skal opnå. Det konkluderer et netop afsluttet forskningsprojekt fra Aarhus Universitet om kompetenceorienteret undervisning. Forskerne fremlægger resultaterne på en konference den 29. januar 2013.

Hvad skal vi lave i dag? Sådan tænker alt for mange lærere forud for deres undervisning, men i stedet bør de tænke: Hvad skal eleverne lære, og hvordan når vi dertil?

God undervisning kræver klare kompetencemål, mener en gruppe didaktikforskere fra Aarhus Universitet, Københavns Universitet samt UC Sjælland, der de sidste tre år har arbejdet med forsknings- og udviklingsprojektet KOMPIS - kompetencemål i praksis.

Projektet undersøger, hvordan undervisningen i højere grad kan blive orienteret mod, at elever i 7., 8. og 9. klasse udvikler kompetencer, de kan bruge til at håndtere livet i samfundet uden for skolen. Forskerne har haft fokus på dansk, matematik og naturfagene.

”Vores forskning peger på, at elever, der ved, hvad de skal lære, og hvorfor de skal lære det, har nemmere ved at lære det. Tilsvarende har lærere, der sætter klare mål for deres undervisning, et tydeligere billede af hvordan og hvornår eleverne lærer det, de skal,” siger Tomas Højgaard, lektor i matematikkens didaktik ved Aarhus Universitet. Han har været medansvarlig for matematikdelen i projektet.

Kompetencemål stiller høje krav til lærerne

Arbejdet med kompetencemål er ambitiøst og for nogle lærere meget krævende, men projektet viser samtidig, at det er muligt at arbejde målorienteret, hvis lærerne får den nødvendige efteruddannelse og støtte.

”Lærerne har været nøglepersoner i projektet. Og deres engagement er vigtigt. Vi har stillet store krav til dem med projektet, og det har ikke altid været lige nemt for dem alle. Men de har taget godt imod udfordringen, og vi har ydet al den støtte, de har haft brug for i processen,” siger Jeppe Bundsgaard, lektor i danskfagets didaktik ved Aarhus Universitet. Han har været medansvarlig for danskdelen i KOMPIS-projektet. 

Forskning og praksis spiller sammen

De fleste af lærerne har haft stor succes med og glæde ved at arbejde med kompetenceorienteret undervisning. Og det er lykkedes dem at integrere kompetencemål som del af undervisningen.

”De matematiklærere, jeg har arbejdet sammen med, giver udtryk for, at deres undervisning – og dermed deres lærerpraksis – på en varig måde er ændret til det bedre. Med KOMPIS-projektet har vi altså fundet en måde, hvorpå forskning og praksis spiller sammen på forbilledlig vis,” siger Tomas Højgaard.

Konference

Forskerne fremlægger erfaringerne fra KOMPIS-projektet på en konference d. 29. januar 2013 i Roskilde. Konferencen henvender sig til forskere og praktikere samt andre med interesse i feltet.

Program og tilmelding


Fakta om KOMPIS-projektet

Forskerne har gennemført projektet i samarbejde med lærere og elever på 7., 8., og 9. klassetrin på fire skoler i Slagelse Kommune.

Forskere fra Københavns Universitet samt UC Sjælland bidrager som ligeværdige partnere til projektet.

Læs mere om KOMPIS-projektet på www.kompis.dk 

Kontakt

Tomas Højgaard
E-mail: thje@dpu.dk
Tlf.: 2056 7003

Jeppe Bundsgaard
E-mail: jebu@dpu.dk
Tlf.: 3119 2607