”I alle fire nordiske lande er der gennemført store strukturreformer af den offentlige sektor, og bortset fra Finland resulterer de bl.a. i, at det kommunale selvstyre omgås, når det handler om indholdet af skolerne”, siger Lejf Moos, der er lektor ved DPU, Aarhus Universitet.

Lejf Moos har medvirket i den første komparative undersøgelse af de kommunale skolechefer i Norden; forskningsresultaterne præsenteres ved en fællesnordisk konference den 5. december i Oslo.

”Reformerne i de nordiske lande har betydet, at der bliver en stadig stærkere statslig styring helt ud i de enkelte skoler både hvad angår form og indhold. I gamle dage var det eksempelvis kommunerne, der skulle lave de lokale læreplaner. Det er slut nu. Konsekvensen er, at det bliver sværere for borgerne, at kunne få indflydelse på, hvad der sker i skolen i de enkelte kommuner, og det svækker mulighederne for at lave skoler, der tager udgangspunkt i de lokale styrker og svagheder i kommunerne”, siger Lejf Moos.

Lejf Moos fortæller, at medlemmerne i af de kommunale skoleudvalg og skolecheferne i undersøgelsen helst ville bruge deres kræfter på skolens udvikling, elevernes læring, og støtte til skolerne og skolelederne, men at det, de i realiteten bruger deres tid på, er budgetter og implementering af tiltag, som kommer ovenfra. De lokale politiske myndigheder bliver på den måde reduceret til teknisk-administrative enheder.

Undtagelsen fra dette mønster er Finland. Finnerne har fastholdt en høj grad af lokalt selvstyre. Finland er, interessant nok, samtidig det land i Europa, der i årevis har været højest placeret i de internationale undersøgelser af elevernes præstationer i skolen.

Inspirationen kommer fra OECD

Inspirationen til forandringerne af de nordiske skolesystemer kommer fra OECD og EU kommissionen. Deres mål er at udvikle fælles normer og praksis og et af midlerne er internationale målinger og rangordninger som eksempelvis PISA, der har haft en afgørende betydning for udviklingen af den danske folkeskole.

”OECD og EU kommissionen laver ikke alene måleredskaberne, de definerer også de kompetencer og kompetencemål, der skal måles på i skolen. For at kunne have et globalt uddannelsesmarked er man nødt til at have de samme standarder og målemetoder over hele verden”, siger Lejf Moos.

Kernen i OECD’s uddannelsessyn er, at uddannelse er noget, der skal udveksles på et marked, men de særlige måder, som OECD udvikler den globale markedsplads på, synes at passe bedre til engelske og amerikanske samfund end de nordiske, lyder det fra forskerne i rapporten.

”I de nordiske skolesystemer har tanker om dannelse stået centralt og der har været en tradition for et meget stort lokalt selvstyre. De amerikanske skoler har derimod været meget fokuseret på målbare output, for hvis man skal konkurrere skal det foregå på nogle målbare faktorer. De mål der har ligget i de nordiske lande har været meget overordnede. Men det ændres i disse år. Den seneste skolereform i Danmark har f.eks. indført 1400 detaljerede kompetencemål for undervisningen”, siger Lejf Moos.

Privatisering af skoler

Der er imidlertid også fortsat nogle væsentlige forskelle på udviklingen i de fire nordiske lande. En af dem er graden af privatisering inden for skolevæsnet. Danmark har eksempelvis som det eneste nordiske land haft en lang tradition for friskoler med en særlig pædagogisk profil.

”Offentlig støtte sikrer, at en bred del af befolkningen i Danmark har mulighed for at søge mod friskolerne, hvis de ikke bryder sig om udviklingen i Folkeskolen. I disse år imødegås centraliseringsbestræbelserne eksempelvis ved, at lokalsamfund i vid udstrækning opretter friskoler, når kommuner lukker de lokale skoler”, siger Lejf Moos.

”Vandringen mod privatskoler og friskoler i Danmark ser også ud til at blive større efter skolereformen, fordi mange forældre er utilfredse med reformens indhold. Det er der også mange lærere, som er, og de siver så også i samme retning. Den mulighed har man ikke i de andre nordiske lande. I Norge og Finland finder man slet ikke friskoler og privatskoler. I Sverige har man til gengæld siden 2003 haft en privatiseringsbølge af skolerne, men her har der ikke været tale om pædagogiske overvejelser, men om at forvandle skoledrift til en vare, der sælges med profit for øje.”, siger Lejf Moos.

Nogle af de medarbejdere, der som embedsmænd i det svenske undervisningsministerium var med til at udvikle privatiseringsmodellen, lavede tilmed deres eget firma efterfølgende, som drev private skoler i Sverige. Nu forsøger de så at sælge privatskolemodellen til delstater i Indien, og der har også været stor engelsk interesse for den svenske privatiseringsmodel. Så der er en voksende global interesse for, hvordan man på denne måde kan hente penge ud af skoledrift. Spørgsmålet er, hvad det på sigt kommer til at betyde for skolerne i Norden, slutter Lejf Moos.

Yderligere information

”Nordiske skolechefer: Agenter i en brudt kæde” er redigeret af Lejf Moos, Elisabet Nihlfors, Jan Merok Paulsen.

• Hent rapporten som gratis e-bog