Af Lektor, ph.d, Frans Ørsted Andersen. Center for Grundskoleforskning. DPU, Aarhus Universitet, E: fran@dpu.dk T: 8888 9437

Overalt i landet fremlægger kommunerne i disse dage planer om skulelukninger og andre tiltag, herunder skolesammenlægninger til store børneskoler (1.-6. kl.) og ungeskoler (7.-9. kl.). Baggrunden er som bekendt alvorlig nok: det handler om kommunernes dårlige økonomi, og der skal spares. Spørgsmålet er imidlertid om skolelukningerne og -sammenlægningerne vil forbedre den offentlige økonomi ret meget. Overalt hører vi nemlig også om forældregrupper, der står klar med planer om at etablere friskoler i de nedlukningstruede folkeskoler.

Der er mig bekendt ingen økonomisk gevinst for det offentlige Danmark ved at flytte elever fra folkeskoler til friskoler. Jeg vil i stedet i artiklen her pege på en langt mere hensigtsmæssig måde at spare på skoleudgifterne på  - samt argumentere for vigtigheden af at fokusere på kvaliteten af selve undervisningen frem for at være optaget af skolens formelle, strukturelle rammer. Endelig stiller jeg mig tvivlende overfor det hensigtsmæssige i at følge besparelser på skoleområdet op med drastiske  omlægninger. Disse kræver nemlig ofte ekstra udgifter, for eksempel til bygningsændringer, mødevirksomhed og efteruddannelse. Omdanner man for eksempel to naboskoler, der begge har 1.-9.kl., til dels en børneskole 1.-6.kl. og dels en ungeskole 7.-9.kl., skal SFO'en nedlægges på den ene skole og kraftigt udbygges på den anden. Samtidig skal der ændres i faglokaler, grupperum, materialesamlinger osv. på begge skoler – alt sammen meget udgiftskrævende og en bombe under den forbedring af kommunens økonomi, der egentlig var hensigten. Endelig følges omlægningerne af uro, utryghed og usikkerhed hos elever, lærere og forældre.  

Der er mange tilfælde med uheldige sammenkædninger af besparelser, skolelukninger og- sammenlægninger med diverse pædagogiske forklaringer. En dansk skoleleder, der samtidig er byrådsmedlem, udtalte således for nylig i medierne, at de unge gerne vil gå i store "high schools" efter amerikansk forbillede. Skolelederen henviser til, at de unge fra tv og har kendskab til amerikanske high schools, som de angiveligt gerne så overført til Danmark.
Det er imidlertid en dårlig ide at indføre "ungeskoler" efter amerikansk forbillede. Amerikansk folkeskole er delt i elementary school, middle school og junior high school (der på gymnasieniveau følges op af senior high school). Men amerikansk high school pædagogik er generelt en katastrofe. Selvfølgelig kan man finde velfungerende high schools i det enorme USA, men der er desværre alt for langt imellem dem. Overalt i USA er det offentlige skolevæsen i dyb krise - ressourcestærke forældre løber skrigende bort og sætter i stigende omfang deres børn på privatskoler (hvis de har råd) – eller underviser dem selv. De amerikanske PISA-resultater (internationale målinger af elevernes udbytte af skolegangen) er elendige og langt dårligere end de danske. Amerikansk high school-pædagogik med stor vægt på prøver, tests og karakterer og læssevis af valgfag er ikke noget forbillede. Overalt i det store land kæmper de offentlige skolemyndigheder med massive problemer med pjæk, mistrivsel, manglende motivation, hærværk og drop out blandt high school elever, der slet ikke i samme omfang som deres danske kammerater har lyst til at gå videre på en ungdomsuddannelse efter folkeskolen. Langt flere danske end amerikanske unge går videre i uddannelsessystemet efter 9.kl. - på gymnasiale eller erhvervsrettede ungdomsuddannelser.

Hvis vi yderligere vil forbedre unge danskeres motivation for skolegang og uddannelse, er der  således meget, der taler for, at det ikke er USA, vi skal se på. Skal man hente inspiration ude i den store verden, kunne man passende i stedet vende blikket mod Finland, der i årevis har været udpeget som verdens bedste uddannelsesland - allersenest af det internationalt anerkendte tidsskrift Newsweek (30. august 2010). Jeg er også selv i gang med at forske i den finske skoles kvaliteter (har bl.a. skrevet om det i bogen Finsk pædagogik - finsk folkeskole). Kendetegnende for finsk uddannelse er, udover pladsen som verdensmester, at finnerne opnår mere for færre penge end os. Det sker vel at mærke i et nordisk velfærdssamfund, der på alle måder (befolkningstal og  - sammensætning, økonomi, arbejdsmarked, familieliv, forbrugsmønster, lovgivning osv.) er helt sammenligneligt med Danmark. På skoleområdet har finnerne længe været på vej væk fra opdelingen af folkeskolen i børneskoler og ungeskoler - nye skoler tilstræbes at være sammenhængende enhedsskoler med skoleforløb fra 1. til 9. kl. Finsk skoleforskning peger på, at netop gode relationer i klassen med tæt kontakt til få lærere, der har klassen i mange timer gennem flere år, er en rigtig god ide.

Det har man også lyttet til visse steder i USA - og fremsynede amerikanske kommuner og skolefolk lader sig gerne inspirere af nordisk pædagogik. Visse steder prøver man således nu at indrette det amerikanske skolevæsen på anden vis: Man nedtoner det overdrevne fokus på test, prøver og karakterer og indskrænker mængden af valgfag. I stedet lægger man mere vægt på, at eleverne kan have et godt og trygt miljø på skolen, hvor der er dygtige og engagerede klasselærere, der kan opbygge et gode relationer til alle elever i klassen samtidig med at den faglige formidling i timerne opprioriteres. Fra fokus på formalia og struktur til optagethed af kvaliteten i selve undervisningen. Desuden forsøger man at skabe mere fællesskab og sammenhold i klasser, der følges ad i mange år gennem skoleforløbet. Endelig øver man også sit fokus på den gode effekt af varierede undervisningsformer og en ordentlig daglig evalueringskultur. Den positive udvikling på sådanne amerikanske forsøgsskoler er for eksempel dokumenteret af skoleforskeren Kevin Rathunde fra University of Utah.

Ser vi på den øvrige både internationale og danske skoleforskning, sådan som for eksempel Dansk Clearninghouse for Uddannelsesforskning, DPU, Aarhus Universitet har lagt det frem, kan man generelt sige, at det netop er kvaliteten af selve undervisningen, herunder det man kalder pædagogisk relationskompetence (lærernes evne til at kommunikere og skabe et godt miljø i klassen), klasseledelse (lærernes evne til at lede, sætte sig igennem, skabe ro og sammenhold i klassen) og didaktisk ekspertise (lærerens professionelle dygtighed, evne til at planlægge undervisning og formidle det faglige stof), der har en altafgørende betydning for elevernes udbytte af undervisningen. Hertil kommer finsk forskning, der også peger på betydningen af den daglige evalueringskultur, hvor det er vigtigt at eleverne løbende får grundigt indblik i hvordan de klarer sig fagligt (og socialt) og hjælp til at forbedre deres præstationer. 

Sammenholdt med de i indledningen nævnte ekstra udgifter til bygningsændringer og efteruddannelse, er der derfor meget der tyder på, at skolelukninger og -sammenlægninger og andre strukturelle ændringer generelt er en dårlig ide. Skal man spare på skoleområdet er der såmænd en meget enkel metode til rådighed: Man kan øge lærernes undervisningstid, altså sørge for at lærerne får flere timer, hvor de reelt underviser og er sammen med deres elever. Lige nu underviser lærerne i mange danske kommuner i gennemsnit cirka 22 undervisningslektioner om ugen. Da en lektion er på 45 minutter svarer det til 16,5 arbejdstimer om ugen. Det er under halvdelen af den samlede ugentlige arbejdstid, der således går med lærernes kerneydelse. Resten af lærernes arbejdstid fyldes op af det såkaldte "professionelle råderum", herunder møder og forberedelse. Der er imidlertid intet, der hindrer kommunerne i at ændre på den fordeling, men i de lokale udmøntninger af tjenestetidsaftalen med lærerne har man åbenbart været alt for large. I Finland underviser lærerne således i gennemsnit 24 lektioner om ugen – bare 2 lektioner mere end deres danske kolleger.

De danske kommuner kunne jo tage det op igen - og fremover i forhandlingerne med Danmarks Lærerforening satse meget mere på at lærerne kommer til at gøre det, de er uddannet til og engageret i, nemlig at undervise. Jeg har faktisk mødt rigtig mange danske lærere, der foretrækker mere undervisning frem for skolelukninger og -sammenlægninger. De fleste lærere vil i øvrigt også hellere undervise end holde møder. Hvis alle danske lærere underviste bare få lektioner mere om ugen, således at cirka halvdelen af deres arbejdstid gik med undervisning (konfrontationstimer), ville kommunerne kunne hente besparelserne på den konto - og hvem ved, måske kan vi med to lektioner mere, ligesom finnerne, få verdens bedste folkeskole.