ADHD beskrives som en udviklingsforstyrrelse der er kendetegnet af en høj grad af uopmærksomhed, hyperaktivitet og impulsivitet. Symptomerne kan observeres inden børnene fylder 7 år og i forskellige situationer, og de er ikke i overensstemmelse med barnets udviklingsniveau. Derudover kan de være årsag til forskellige sociale eller uddannelsesmæssige konflikter eller forhindringer.

Omdrejningspunkt i forsøgene skulle netop være ADHD for at studierne kunne indgå i dette review, og undersøgelserne skulle rapportere mindst et resultat det vedrørte børnenes trivsel i bred forstand. Børnene skulle være ældre end 5 år og skulle have diagnosen ”ADHD” eller ”hyperkinetisk forstyrrelse” - diagnoser givet på baggrund af diagnosekriterierne i klassifikationssystemerne DSM-III/DSM-IV og ICD-10. Studierne skulle være randomiserede (eller kvasi-randomiserede) kontrollerede undersøgelser der sammenholdt træning af forældre med andre forhold, eksempelvis ingen intervention, venteliste eller ”treatment as usual” (traditionel behandling). Der blev søgt efter relevante undersøgelser frem til september 2010.

Træningsprogrammerne beskrives som psykosocial intervention rettet mod at træne forældre i at bruge teknikker der sætter dem i stand til at administrere og forstå deres barns udfordrende adfærd. Træningen foregik typisk i grupper, med 10-20 ugentlige sessioner på hver 1-2 timer. Der blev afsat tid til at fokusere på forældrenes forståelse af sygdommen og hvad den gør ved barnet, til diskussion af handlemuligheder fra forældrenes side og teknikker til selv-management som eksempelvis reducere stress eller øge egen modstandsdygtighed. Eksempler på handlemuligheder var positiv forstærkning af og specifik opmærksomhed på barnets passende adfærd og leg, ignorance af uønsket og upassende adfærd, belønningssystemer, brug af ”time out”, god kommunikation med læreren på skolen, strategier til god planlægning og anticipation af problemer.

Af i alt 12.691 fundne studier var der kun fem studier, der levede op til inklusionskriterierne. Fire studier sammenlignede forældretræning med traditionel behandling og ét studie sammenlignede forældretræning med selvhjælpsgrupper for forældre med børn med ADHD. I fire af de fem studier var børnenes adfærd den afhængige variable, og blandt disse fire studier så to af dem på børnenes adfærd i hjemmet, og to på børnenes adfærd i skolen. Den femte undersøgelse fokuserede på forandringer i forældrenes måde at opdrage børnene på.

Resultaterne fra disse studier var opmuntrende hvad angår effekten på forældrenes stressniveau og barnets generelle adfærd, men var usikre omkring andre vigtige variable som eksempelvis barnets ADHD-relaterede adfærd. 

To studier adresserede forandringer i børnenes adfærd i hjemmet. Det ene studie fandt ingen gruppeforskel, mens det andet studie kunne påvise signifikant højere scorer for forældretræning  sammenholdt med kontrolgruppen (venteliste).

Et af de to studier, der adresserede forandringer af barnets ADHD-relaterede adfærd i skolesammenhæng postod, at forskellen mellem grupperne ikke var signifikant siden de fleste børn tog medicin der virkede mest effektivt i skoletiden. Det andet studie fokuserede på børnenes sociale interaktion og fandt at forældretræning kun virkede signifikant bedre, hvis ADHD ikke optrådte sammen med rebelsk og aggressiv adfærd som selvstændig diagnose. Samme studie rapporterede små til medium effektstørrelser når det gjaldt børnenes accept blandt venner, med større effekt for piger og børn der fik medicin.

Der blev foretaget flere meta-analyser med fokus på forandringer i barnets generelle adfærd. Udfaldet af meta-analysen af tre af studierne var til gavn for forældre-interventionen, men resultaterne var ikke signifikante. En meta-analyse af to af studierne gav dog signifikante resultater for forældreindsatsen i forhold til børnenes indadvendte adfærd, såsom tilbagetrækning og angst.

Gjaldt det forandringer i forældrenes måde at opdrage børnene på og forældrenes følelse af kompetence i denne sammenhæng, gik både interventionsgruppen og selvhjælpsgruppen signifikant frem, tydeligst var resultaterne dog for interventionsgruppen.

Et studie rapporterede positive udfald for forældre der deltog i individuelle interventionsprogrammer, og kunne endda påvise en vedholdende effekt ved et senere follow-up. Dette gjorde sig især gældende for mødrene, og i modsætning dertil havde fædrene mere kortfristet gavn af en gruppeintervention.

Dette review peger på, at en indsats til forældre til børn med ADHD kan have en gavnlig effekt på børnenes adfærd. Interventionen kan også være med til at sænke stressniveauet hos forældre til disse børn, og forbedre forældrenes selvtillid.

Dog skal resultaterne ses med forbehold, da nogle undersøgelsernes metodologiske kvalitet er tvivlsom når der eksempelvis mangler information om randomisering og blinding af både deltagere og forældre. Sidstnævnte var oftest dem der både stod for interventionen og evalueringen af den samme. Derudover var der intet studie der rapporterede data for vigtige variable som børnenes præstation i skole, eventuelle ugunstige følgevirkninger eller forældrenes forståelse af ADHD.

Konklusionen må derfor være, at evidensen fra dette review ikke er stærk nok til at kunne udgøre et grundlag for klinisk praksis.

Referencer

Zwi, M.; Jones, H.; Thorgaard, C.; York, A.; Dennis, J. (2012, January 3). Parent Training Interventions for Attention Deficit Hyperactivity Disorder. The Campbell Collaboration Library of Systematic Reviews, Group: Social Welfare, 8.2.