Når inklusion ikke lykkes, betyder det i praksis, at vi fratager nogle børn muligheden for at klare sig lige så godt fagligt og socialt som andre børn. Derfor må vi ifølge Lotte Hedegaard-Sørensen, lektor ved DPU, Aarhus Universitet ikke opgive inklusionen. Men vi er nødt til at gribe det anderledes an og i langt højere grad forankre diskussionerne om inklusion i undervisningens praksis og lærernes konkrete arbejdssituationer.

Den ambition bærer den nye forskningsoversigt i Pædagogisk indblik-serien, hvor Lotte Hedegaard-Sørensen gennemgår 70 skandinaviske og internationale studier om inklusion og eksklusion i grundskoleundervisningen.

Diskussionerne om inklusion har været for abstrakte og båret af ideologi, mener hun.

”Hvis vi i stedet tager afsæt i undervisningens praksis, bliver det tydeligt, at lærerne står i en række dilemmaer, som opstår i konkrete situationer. De kan ikke løses ved at justere en undervisningsmetode eller ved at lærerne ”ændrer mindset”, som man nogle gange hører. Problemstillingen er meget mere kompleks end det, og det kræver overvejelser om, hvad det er for børn, man har i klassen, hvad deres livssituationer er, og hvordan man kan geare undervisningen til at tage højde for alt dette. Løsningen skal ses i et større perspektiv ift. sociale og kulturelle samfundsforhold, men forskningsoversigten lægger op til at diskutere, hvordan disse forhold spiller ind i skolens praksis og til at reflektere kritisk over, hvordan værdier, kultur, normalitetsforståelser og negative forventninger påvirker den,” siger Lotte-Hedegaard Sørensen.

Se på de konkrete børnegrupper

Forskningsoversigten anbefaler, at inklusion altid ses i relation til konkrete børnegrupper, og fokuserer især på tre kategorier af børn. Den første består af børn med neuropsykologiske elle andre diagnoser eller med fysiske funktionsnedsættelser. Den anden af børn i socialt udsatte positioner, der fx lever i fattigdom, i udsatte boligområder eller i familier med vold, psykiske lidelser og omsorgssvigt. Den tredje gruppe består af børn med etnisk minoritetsbaggrund, hvor sproglig og kulturel diversitet bliver omdrejningspunkt for at skabe inkluderende undervisning.

”Inklusionsopgaven er forskellig alt efter, hvilken børnegruppe der særligt er tale om. Det er indlysende, at det kalder på forskellige typer af indsatser og samarbejde med forskellige slags professionelle. Jeg mener, vi har forsømt at udvise den nødvendige ydmyghed over for, hvor stor opgaven med at skabe inklusion egentlig er. Det er svært, for ikke at sige umuligt, at finde one size fits all-løsninger, og derfor må vi holde op med at lede efter dem. I stedet må vi tale om det konkret og med afsæt i specifikke børnegrupper,” siger hun.

Alle børn lærer forskelligt

Det er en gennemgående pointe i forskningsoversigten, at den enkelte lærer ikke kan håndtere inklusionsopgaven i klassen alene. Lærerne skal være dygtigere til at håndtere forskellige former for diversitet, men især kræver det samarbejde med andre professionelle, der har den nødvendige og relevante specialviden i forhold til de børnegrupper, der er tale om.

”Det gode spørgsmål, som vi ikke har fundet løsningen på endnu, er, hvordan vi kan behandle børn forskelligt uden at stigmatisere nogen som forkerte. At give alle børn mulighed for at deltage i den samme undervisning, men på forskellige måder, kalder på en undervisning, der centrerer sig om de enkelte børns særlige interesser og forudsætninger. Det er kernen i inklusion, at det ikke kun handler om nogle børn, men om alle børn, fordi alle børn lærer forskelligt,” siger hun.

Byg bro mellem sociologi og didaktik

Forskningsoversigten peger på, at forskningen i inklusion er præget af to dagsordner, der ofte adskilles, selvom de ifølge Lotte Hedegaard Sørensen hænger tæt sammen.

Den ene dagsorden er sociologisk. Den opfatter inklusion som et socialt forhold og fokuserer på de mekanismer, der producerer eksklusion. Den lægger vægt på at kritisere magtforhold, uretfærdighed, marginalisering og stigmatisering og peger på, hvordan skolen sorterer eleverne gennem fx karaktergivning og forskelsbehandling på baggrund af ubevidste negative forventninger til bestemte elever.

Den anden er didaktisk. Den ser primært inklusion som et spørgsmål om læring og undervisning og opstiller idealer for inkluderende undervisning uden at undersøge kritisk, hvorvidt og hvordan disse idealer faktisk kan realiseres i praksis. Det er en forskning, der er optaget af, hvordan praksis ’bør’ være for at leve op til værdier som ligeværd, differentiering og rummelighed.

”Den didaktiske forskning er optaget af, hvordan vi lykkes med at inkludere, men  interesserer sig ikke særlig meget for de mekanismer, der producerer eksklusion – mekanismer, der vel at mærke ikke kun gør sig gældende i skolen, men spejler de sociale problemer i det omgivende samfund. Hvis man gør inklusion til et spørgsmål om, hvordan man kan skrue på undervisningsmetoderne, så usynliggør man de sociale problemer i samfundet, som også er skolens problemer. Men hvis man omvendt kun fokuserer på sociale in- og eksklusionsmekanismer, så taler man meget lidt ind i skolens kerneopgave, som er undervisning, og lærernes konkrete arbejdssituationer. Problemet er ikke, at der i forskningen og i diskussionerne generelt findes disse to tilgange. Problemet er, at de ikke mødes. Det forsøger forskningsoversigten at råde bod på ved at fokusere på forskning, der kobler dem sammen,” siger Lotte Hedegaard Sørensen.

Hun peger på, at opdelingen i to dagsordner skaber en uheldig opsplitning af, hvad inklusion betyder.

”I den sociologiske tilgang betragtes inklusion som noget, der primært handler om trivsel og social deltagelse i fællesskaber og ikke så meget om undervisning og læring, mens til gengæld lærerens arbejde med at skabe inkluderende undervisning for alle elever netop er i fokus i den didaktiske tilgang.  En af de helt store udfordringer i skolen lige nu er, at vi skiller ting ad, som er tæt forbundne. Ambitionen med forskningsoversigten er at skabe en forbindelse mellem inklusion som hhv. social deltagelse og læring. For lærerne, der arbejder med disse ting i praksis, giver det ingen mening at skille dem ad,” siger hun.

Forskningsoversigten om inklusion og eksklusion i undervisningen følges op af en forskningsoversigt om inklusion i de enkelte skolefag og en podcast om inklusion, der bliver tilgængelige på hjemmesiden januar 2022.

---

’Inklusion og eksklusion i undervisningen’ af Lotte Hedegaard Sørensen er den 14.  forskningsoversigt i DPU, Aarhus Universitet og Nationalt Center for Skoleforsknings e-bogsserie ’Pædagogisk indblik’. ’Pædagogisk indblik’ er skrevet direkte til lærere, undervisere, pædagoger, ledere, konsulenter, beslutningstagere, forvaltninger og alle andre, der beskæftiger sig med pædagogik eller uddannelse i praksis.

Forskningsoversigten om inklusion og eksklusion i undervisningen giver overblik over den eksisterende skandinaviske og internationale forskning på området og henvender sig især til lærere, ressourcepersoner, skoleledere, PPR-medarbejdere og andre, der arbejder professionelt med eller interesserer sig for inklusion.

Den inviterer – bl.a. via arbejds- og refleksionsspørgsmål – læserne til at diskutere og tage stilling til de spørgsmål og svar, forskningen peger på, og giver samtidig et indblik i de forudsætninger, den bygger på. 

’Pædagogisk indblik’ udgives i samarbejde med Aarhus Universitetsforlag.

dpu.au.dk/pædagogiskindblik 

Kontakt

Lotte Hedegaard Sørensen, lektor ved DPU, Aarhus Universitet

E: lohes@edu.au.dk
T: 87 16 37 54