DPU

Aarhus Universitets segl

Håndværkere og arkitekter skal lære gennem spil

'Benspænd' hedder det it-baserede læringssspil, der skal lære blandt andet håndværkerelever og arkitektstuderende om kommunikation, planlægning og procesforståelse. Spillet kan skabe en ny indgangsvinkel til læring og samarbejde, fortæller lektor på DPU, Morten Misfeldt.

Det it-baserede læringsspil 'Benspænd' er bygget op omkring konkrete bygninger på Carlsberg-grunden i Valby, som i de kommende år skal rumme en helt ny bydel. Det er tænkt som et gruppespil, hvor grupperne samarbejder internt. Gennem spillet skal studerende inden for byggebranchen lære om kommunikation, planlægning og procesforståelse på en anderledes måde, fortæller lektor på DPU Morten Misfeldt:

"Spil er et medie, der skaber rum for en anden type læring. En af fordelene ved spil er, at det appellerer lige så meget til de ikke-boglige som de boglige. Spillet kan være med til at skabe en fælles referenceramme på tværs af faggrænser. Desuden giver det mulighed for, at studerende og elever kan prøve kræfter med forskellige fagligheder," forklarer Morten Misfeldt, der er lektor på Institut for Didaktik på DPU, og som sammen med Max Møller (også DPU) er projektleder på udviklingen af spillet.

Udviklingen af læringsspillet er et samarbejde mellem det private erhvervsliv og universitetsverdenen. Samarbejdspartnerne er Center for Ledelse i Byggeriet v/Copenhagen Business School, Workz A/S og sbs rådgivning a/s. Projektet finansieres af Grundejernes Investeringsfond og Realdania, inden for rammerne af udviklingsinitiativet Renovering 2010.

"Med det nye initiativ håber vi at kunne bibringe de byggefaglige uddannelser et nyt læ-ringsværktøj, der kan give elever og studerende en generel bedre forståelse for de pro-cesser, der foregår på en byggeplads, så ikke alt dette først skal læres, når de er færdiguddannet", siger Graves Simonsen fra Renovering 2010.

Der er afsat godt seks millioner kroner til udviklingen af 'Benspænd', som forventes at være klar til studiestart 2010.

Yderligere oplysninger

Morten Misfeldt, lektor ph.d., Institut for Didaktik v/DPU: 22 72 30 94
Max Møller, Spildesigner, Institut for Læring v/DPU samt Workz a/s: 26711923


 

Fakta

Udvikling af læringsspillet "Benspænd" i regi af Renovering 2010 sker i et samarbejde mellem Institut for Didaktik  v/Danmarks Pædagogisk Universitetsskole, Center for Ledelse i Byggeriet v/Copenhagen Business School, Workz A/S og sbs rådgivning a/s.

Læringsmålene og det grundlæggende spilkoncept i "Benspænd" er fastlagt i en forundersøgelsesfase, hvor udvalgte elever og studerende har deltaget i en test af en foreløbig prototype af værktøjet. Resultatet af forundersøgelsen findes i en rapport, der kan downloades på www.renovering2010.dk

Læringsspillets faglige univers - byggesagen - vil visuelt og konceptuelt blive bygget op om-kring én eller flere konkrete bygninger på Carlsberg-grunden i Valby, som i de kommende år skal rumme en helt ny bydel.

"Benspænd" tager således udgangspunkt i et realistisk univers (byggeri/byggeplads) og er tænkt som et gruppespil, hvor grupperne samarbejder internt. Samtidig modarbejder grupperne hinanden ved at 'spænde ben'. Derved skærpes opmærksomheden på, hvad der kan gå galt i ens egen proces, og hvordan problemer ('benspænd') forebygges og løses. Læringen består bl.a. i opdagelsen og erkendelsen af hyppigt forekommende uhensigtsmæssigheder i interaktionen mellem aktørerne på en byggeplads.

Det færdige læringsspil "Benspænd" med tilhørende lærerintroduktionsmateriale forventes introduceret i undervisningen fra og med efteråret 2010.

Projektprogram for udviklingsfasen findes på  www.renovering2010.dk