DPU

Aarhus Universitets segl

Gymnasieelever indtager førsteplads

Undersøgelse blandt unge fra 16 lande viser, at danske gymnasieelever har størst indsigt i politik og økonomi.

Efter en test blandt 150 gymnasieelever viste store mangler i elevernes geografiforståelse, har gymnasieelevernes faglige niveau været til diskussion. En undersøgelse blandt 45.000 gymnasieelever i 16 lande, som offentliggøres i dag, tegner imidlertid et andet og mere positivt billede af gymnasieungdommens faglige niveau - i hvert fald når det gælder indsigt i politiske, demokratiske og samfundsøkonomiske forhold.

Sammenlignet med vesteuropæiske lande som Norge, Sverige og Schweiz og østeuropæiske lande som Tjekkiet , Polen og Slovenien indtager de danske gymnasieelever en klar førsteplads.

Det er projektleder Jens Bruun, lektor Jens Johansen og professor Peter Allerup fra Danmarks Pædagogiske Universitet, der har stået for den danske del af undersøgelsen, som indgår i det såkaldte Civic Education Study under The international Association for the Evaluation of Educational Achievement (IEA).

43 faktuelle spørgsmål

Undersøgelsen rummer besvarelser fra knap 2.800 elever i det almene gymnasium, hf, hhx og htx. Gruppen af elever er blevet stillet 43 faktuelle spørgsmål om samfundets økonomiske, politiske og demokratiske indretning. Desuden er eleverne blevet stillet en række holdningsspørgsmål om blandt andet borgerrettigheder, internationalt samarbejde, og hvordan man karakteriserer en god borger.

Ud over, at de danske elever indtager førstepladsen viser besvarelserne at:

  • Danmark er det land, hvor der er størst kønsforskel mellem drenge og piger. Drengene klarer sig bedre end pigerne. Men de danske piger klarer sig dog bedst af alle piger i undersøgelsens 16 lande.
  • Sammenlignet med især østeuropæiske lande - men også Norge og Sverige - opfatter unge i Danmark det i mindre grad som en borgerpligt, at involvere sig samfundspolitisk. Undersøgelsen viser dog også, at de unge er parate til at engagerer sig, hvis de finder det nødvendigt.
  • De danske unge har en udbredt tillid til at det er muligt at påvirke den demokratiske beslutningsproces.
  • I lighed med jævnaldrende i Sverige og Norge lægger danske unge vægt på internationalt samarbejde ved at for eksempel EU fremmer humanistiske værdier. Til sammenligning lægger unge i Østeuropa større vægt på patriotisme og respekt for autoriteter.

Et samtidsbillede

Ifølge projektleder Jens Bruun fra Danmarks Pædagogiske Universitet er undersøgelsen i lige så høj grad et samtidsbillede af ungdommen som en evaluering af gymnasiernes undervisning. Derfor har forfatterne heller ikke valgt at kalde bogen for "gymnasieskolernes politiske dannelse", men givet rapporten den noget bredere titel "gymnasieungdommens politiske dannelse".

"Det er klart, at undervisningen i gymnasierne spiller en rolle. Men det spiller også en rolle, at de unge lever i et samfund, hvor forberedelsen til deltagelse i demokratiet - sammenlignet med for eksempel de østeuropæiske lande - foregår på mange implicitte måder, fordi elementer af demokratisk organisering er en del af hverdagen fra vuggestuer til børnehaver, skoler, boligforeninger, arbejdspladser og fritidsklubber. Den demokratiske diskurs er således alle vegne i det danske samfund, og det betyder, at unge i Danmark har et mangfoldigt demokratisk erfaringsgrundlag, mens unge i mange andre lande svarer ud fra andre forudsætninger," siger Jens Bruun og peger på, at den sociale kontekst både smitter af på de unges faktuelle indsigt i demokratiets principper og deres personlige holdninger.

I alt har 16 lande deltaget i projektet: Chile, Colombia, Cypern, Danmark, Estland, Hong Kong, Israel, Letland, Norge, Polen, Portugal, Rusland, Schweiz, Slovenien, Sverige og Tjekkiet.
Den danske del af Civic Education Study er finansieret af DPU, DPI, Undervisningsministeriet og statens Samfundsvidenskabelige Forskningsråd.

Gymnasieungdommens politiske dannelse udkommer på Danmarks Pædagogiske Universitets Forlag fredag den 26. september. Bogen er på 456 sider og koster 265 kroner inklusiv moms. Den kan købes ved henvendelse til Danmarks Pædagogiske Bibliotek, Publikationssalget, Postbox 840, 2400 København NV,  bogsalg@dpb.dpu.dk