Tidens helt store investeringstrend har bløde kinder og ble på. Udsigten til at høste gevinsten ved at sætte tidligt ind for at hjælpe børn i udsatte positioner har i løbet af få år i den grad sat det lille barn på den politiske og offentlige dagsorden. Effekten af den tidlige indsats er bl.a. dokumenteret af den amerikanske økonom James Heckman, som har undersøgt de langsigtede effekter af sociale indsatser og slået fast, at den tidlige indsats giver resultater som mindre kriminalitet, bedre uddannelse og flere i jobs.

”Fra alle hold inden for udviklingspsykologien, både de teoretiske og de empiriske, er det længe blevet fremhævet, hvor vigtige de første år af et barns liv er: emotionelt, sprogligt, kognitivt og socialt. Med Heckmans økonomiske teori på banen er det også blevet noget, man er optaget af politisk. Det lille barn har altså medvind fra alle hjørner,” konstaterer Ditte Winther-Lindqvist, der er psykolog og lektor på DPU, Aarhus Universitet.

Pædagoger skal være specialister
Hun efterlyser bedre indkøring i vuggestuerne, flere hænder, mere ekspertviden om små børn og mere samarbejde med særligt udsatte familier, men også med familier i det hele taget.

”Vi kan lige så godt have et forsigtighedsprincip og arbejde ud fra at give gode barselsvilkår, god rådgivning til nye forældre og hurtigt få opsporet de familier, der har svært ved at løfte forældreopgaven og lave tilpassede indsatser, der hjælper lige netop dem, så de kommer godt i gang med forældreskabet,” siger Ditte Winther-Lindqvist, der også gerne så, at pædagoguddannelsen fik en specialisering i de 0-6-årige, der også indebar træning i at arbejde med udsatte familier og tværfagligt samarbejde.

”Det pædagogiske fag er blevet meget akademiseret. Det, vi anerkender som viden, er ikke så meget viden i praksis, men mere et spørgsmål om at pædagogerne skal være dygtige nok akademikere til at nå et bachelorniveau. Det er ikke nødvendigvis kompetencer, som gør dem dygtige til at være sammen med de små børn i daginstitutionerne og samarbejde med familierne om barnets trivsel. Det ville være meget mere frugtbart for dem at komme ud hos en sagsbehandler eller familiebehandler og se, hvordan man indgår i et samarbejde med familierne,” siger hun.

Sundhedsplejen er nøglen til de udsatte familier
Sundhedsplejen er en væsentlig aktør i den tidlige indsats og har ofte succes med at etablere en stærk tillidsrelation til de udsatte familier. Dermed har de en fod inden for hos familierne og sætter et effektivt arbejde i gang i forhold til den helt tidlige opsporing af små børns mistrivsel. Det pointerer Kirsten Elisa Petersen, der er lektor på DPU, Aarhus Universitet. Hun står bag en række undersøgelser om sundhedsplejens indsats overfor udsatte børn og deres familier – særligt i de såkaldte ghettoområder.

”Sundhedsplejerskerne er som oftest vellidte blandt familierne. De har en helt særlig position og har sjældent problemer med at komme ind i hjemmet. Og så har de den fordel, at de gennem hjemmebesøg får kendskab til hele familien. I de udsatte familier er indsatsen rettet lige så meget mod forældrene som mod barnet. Det er altså også en social indsats,” siger hun.

Fokus på tværfagligt samarbejde
Kirsten Elisa Petersen understreger vigtigheden af at få skabt et længerevarende og prioriteret tværfagligt samarbejde mellem det pædagogiske personale i institutionerne og sundhedsplejen. Et sådan samarbejde skal fokusere på det enkelte barns udvikling og samtidig have en fod inden for hos de udsatte familier. Mange kommuner arbejder allerede med forskellige typer af indsatser, men der er behov for at udvikle indsatserne endnu mere. For vuggestuen – og dermed pædagogerne – har ikke nødvendigvis tiden og ressourcerne til at arbejde særskilt og tilrettelagt med de små udsatte børn.

Desværre er der er langt fra forskningens anbefalinger til virkeligheden ude i de travle institutioner, hvor det kan være svært for det pædagogiske personale at finde tiden til den ekstra indsats i en presset hverdag, for det betyder jo, at der går tid fra de andre børn. Men det er brandærgerligt at misse den mulighed, mener Kirsten Elisa Petersen.

”Jeg er simpelthen bange for, at vi forspilder muligheden for at etablere en solid, tidlig indsats, hvis ikke vi får et særligt dedikeret blik på denne overlevering fra sundhedsplejen til det pædagogiske personale i vuggestuen. Der er risiko for, at sundhedsplejens effektive arbejde falder på gulvet, i og med der ikke er tilstrækkeligt med ressourcer i vuggestuens pædagogiske praksis til at udvikle og fastholde den tidlige indsats, som sundhedsplejen sætter i gang.”

Læs magasinet Asterisk fra DPU, Aarhus Universitet, nr. 89 marts 2019.

Kontakt
Ditte Winther-Lindqvist, lektor på DPU, Aarhus Universitet

Kirsten Elisa Petersen, lektor på DPU, Aarhus Universitet