Uddannelsespolitikken har blikket stift rettet mod fremtiden: Vi skal uddanne til innovation, disruption og 21st Century Skills. Vi frygter, at de jobs, vi kender, vil forsvinde, og derfor indretter vi uddannelsessystemet fra børnehaver og frem efter, hvad vi tror mennesker skal kunne i fremtiden.  

”Vi har i dag en ren fremtidsorienteret uddannelsespolitik, der har en tendens til at lukke ned for fortiden. Derfor famler vi ofte i blinde, når vi diskuterer pædagogiske værdier og dannelsesidealer. Det er helt fair at stille spørgsmålet om, hvad arbejdsmarkedet har brug for fremover, men det ville kvalificere hele den uddannelsespolitiske debat at se på, hvordan tidligere tider har stillet det samme spørgsmål, og hvilke andre spørgsmål om opdragelse, oplæring og dannelse  man har stillet i perioder, hvor uddannelse ikke var det eneste, man var optaget af”, siger Jens Erik Kristensen, lektor ved DPU, Aarhus Universitet.

Sammen med sine DPU-kolleger, professor Hans Siggaard Jensen og professor emeritus Ove Korsgaard, står han bag ’Pædagogikkens idehistorie’, der netop er udkommet på Aarhus Universitetsforlag. Bogen er en påmindelse om, at vi i alle spørgsmål om pædagogik og uddannelse står på en solid grund af historiske erfaringer, der stadig er bestemmende for, hvordan vi tænker og taler om tingene i dag – erfaringer, der dog i stigende grad bliver fortrængt fra den uddannelsespolitiske debat.

”Nutidens pædagogiske og uddannelsespolitiske tænkning hviler på et væld af arkæologiske lag fra fortiden. Tanker tilbage fra Antikken bliver - uden at vi er opmærksomme på det -  ved med at poppe op, når vi diskuterer, hvad det vil sige at blive menneske og borger, og hvad vi skal opdrage og uddanne børn og unge til”, siger Jens Erik Kristensen.

Dannelsens comeback som protest

Gennem de sidste 10-15 år har begreber som opdragelse og dannelse fået et stærkt comeback i den pædagogske og uddannelsespolitiske debat.  

”Dannelse er kommet til ære og værdighed igen, efter at det i en periode har været fortrængt. Det dukker ofte op i protest mod den dominerende uddannelsestænkning og skolepolitik, der ensidigt orienterer sig mod lærings- og kompetencemål, samtidig med at uddannelsessystemet tager sigte efter arbejdsmarkedet og spørgsmålet om, hvad der i sidste ende kommer ud af det”, siger Jens Erik Kristensen.

Men dannelsesbegrebets renæssance betyder også, at der er stort set lige så mange ideer og forestillinger om dannelse i omløb, som der er folk der taler om det, mener han.

”Man kan sige der er gået inflation i dannelse. Det er blevet et begreb, som alle gerne vil befrugte med deres vilkårlige værdier og idealer. Men spørgsmålet er, hvad vi egentlig mener, når vi taler godt om dannelse? ’Pædagogikkens idehistorie’ kan gøre os klogere på, hvad man har ment med dannelse gennem tiden – og hvordan det, ofte ubevidst, griber ind i de måder, vi forstår det på i dag. Bogen afdækker, hvordan det f.eks. kan være, at det var demokrati og lighed, der fyldte i uddannelsesdebatten i efterkrigstiden, mens økonomi og konkurrence gør det nu”, siger han.

Kundskaber er vejen til egenskaber

I dag har skolen skarpt fokus på elevernes faglighed. Man sådan har det ikke altid været.

”Ser man historisk på det, har pædagogikken gennem to tusind år først og fremmest handlet om karakterer og dyder – dvs. om egenskaber, og ikke kun om kundskaber, eller i så fald om kundskaber med henblik på at udvikle bestemte egenskaber”, siger Jens Erik Kristensen.

Det er nemlig først fra slutningen af 1800-tallet, at den rene kundskabsformidling kommer i centrum i skolen. Når dannelse i dag igen bliver et tema, er det i virkeligheden en genoptagelse af den diskussion om forholdet mellem kundskaber og egenskaber, der har været omdrejningspunktet i de pædagogiske ideers lange historie - herunder også i dansk skolehistorie fra 1814 til 1960. På samme måde er den aktuelle interesse for resiliens heller ikke faldet ned fra himlen. 

’”Resiliens og robusthed er begreber med en lang parallel tilbage til John Lockes hærdningspædagogik fra 1600-tallet om, at børn har godt af blive gjort modstandsdygtige gennem udfordringer. Med bogen peger vi på tværs af epoker på nogle af de helt grundlæggende temaer i den pædagogiske tænkning tilbage til Antikken: forholdet mellem kundskaber og egenskaber, mellem intellektuelle dyder og karakterdyder, mellem viden og visdom – og hvordan man har fået  dem til at spille sammen”, siger han.

Fremmedhed over for værdier

Når vi i dag taler om at skolen skal fokusere på at formidle kundskaber, er vi også tilbøjelige til at forveksle kundskaber med faglig viden.

”Kundskaber er et godt gammelt dansk begreb, der betyder mere end blot viden om et eller andet. Det er snarere en slags fortrolighedsviden, der indebærer, at man både ved noget og kan noget. Og hvor kundskaber ikke er et selvstændigt mål, men også skal hjælpe os til at udvikle karakteregenskaber, som vi er enige om at værdsætte”, siger han.

Og bestemte værdifulde karakteregenskaber er lige præcis, hvad der efterspørges igen i dag, når vi reagerer mod den betoning af faglighed og kompetencer, som f.eks. PISA-undersøgelserne er udtryk for. Men ifølge Jens Erik Kristensen har vi mistet det moralsk-etiske vokabular til at diskutere karakteregenskaber med i pædagogikken.

”Vi ser f.eks., hvordan ideen om robusthed og en stor del af resiliensforskningen er et psykologisk forsøg på at tage etiske spørgsmål om hvilke egenskaber vi sætter pris på op igen. Men diskussionen bliver let fanget af, at det kommer til at handle om, hvordan vi klæder folk på til at klare sig på arbejdsmarkedet”, siger han.

Jens Erik Kristensen mener, at der i det hele taget er en fremmedhed i uddannelsessystemet og –politikken overfor moralske problemstillinger og etiske værdier.

”Familien er den mest fundamentale pædagogiske institution vi har. Og ingen er i tvivl om, at der selv i den moderne familie, hvor tingene er til forhandling, formidles værdier hele tiden. Alligevel er vi dårligt rustet til at forstå og diskutere den værdimæssige og dannende dimension af den opdragelse, der finder sted i familien. Det gælder i endnu højere grad i forhold til den dannelse og undervisning, der finder sted op gennem uddannelsessystemet. ’Pædagogikkens idehistorie’ taler ind i et behov for at genfinde og opdatere et vokabular, der kan løfte diskussionen om, hvad opdragelse, dannelse og uddannelse dybest set handler om, op over ’jeg synes- eller ’jeg mener’-værdimarkeringer’,” siger han.

Fakta

Det begynder med Reformationen

’Pædagogikkens idehistorie’ beskriver de pædagogiske ideer fra antikken og frem, men med særligt fokus på, hvordan har den pædagogiske tænkning har udviklet sig i Danmark siden Reformationen i 1500-tallet.  Den omtaler pædagogiske tænkere – danske såvel som udenlandske - der har haft betydning i dansk sammenhæng og viser, hvordan deres tanker er blevet importeret, og hvordan og i hvilken kontekst de er blevet implementeret herhjemme, og hvem der var bannerførere for de forskellige retninger.

 ’Pædagogikkens idehistorie’ er ikke en forfatterskabsgennemgang, men handler om de pædagogiske ideer, der har gjort sig gældende på tværs af forfatterskaber, og hvordan de har dannet epoker. Ideerne sættes i forbindelse med deres historiske sam- og eftertid, heriblandt de forskellige perioders pædagogiske institutioner og professioner, undervisningsformer og didaktiske overvejelser.

Læs mere om ’Pædagogikkens idehistorie' på Aarhus Universitetsforlags hjemmeside

(hvor du bl.a. kan se indholdsfortegnelse og læse indledningen)

Kontakt

• Jens Erik Kristensen
• Hans Siggaard Jensen
• Ove Korsgaard