DPU

Aarhus Universitets segl

Forskning fra Grønland viser vej for nedbrudte samfund

Hvordan kan man vende udviklingen for lokalsamfund, der er plaget af vold og alkoholisme? Et nyt forsknings - og interventionsprojekt har formået at sænke kriminaliteten med 45 procent i en grønlandsk by. Nu uddanner de unge sig, og lokalsamfundet er under genopbygning. Metoderne bag succesen kan med fordel overføres til andre nedbrudte og katastroferamte samfund.

Forsknings- og interventionsprojektet Paamiut Asasara viser, hvordan et grønlandsk samfund, der er sunket ned i arbejdsløshed, misbrug, omsorgssvigt af børn og vold, kan rejse sig igen. Trivsel og fælles engagement er nu en lokal ressource, der bærer udviklingen fremad i byen Paamiut.

Peter Berliner, professor ved Aarhus Universitet, har ledet følgeforskningen af projektet. Han peger bl.a. på, at kriminaliteten er faldet med 45 procent i Paamiut, der for få år siden var et af de mest udsatte områder i Grønland.

”Den sociale trivsel er øget betydeligt. Det ser vi, i og med der er sket et markant fald i kriminalitet og husspektakler. Arbejdsløshedstallene er faldende, og samtidig ser vi en stor stigning i andelen af unge, der tager en uddannelse ,” siger Peter Berliner. '

Lokalsamfundet er med
Paamiut Asasara, der betyder 'mit elskede Paamiut', har mobiliseret et helt lokalsamfund med udgangspunkt i lokale værdier. Forskningen er organiseret som deltagende aktionsforskning, og herved sker der en fælles læringsproces i lokalsamfundet.

”Alle aktiviteter er udviklet og gennemført i og af lokalsamfundet under ledelse af en lokalt funderet styregruppe. På den måde bliver udgangspunktet basisdemokrati, hvilket skaber social ansvarlighed i lokalsamfundet, netop fordi beslutningerne tages i fællesskab,” siger Peter Berliner.

Erfaringer kan overføres
Flere kommuner i Grønland viser nu interesse for Paamiut Asasara-projektet, men erfaringerne kan med fordel overføres til lokalsamfund andre steder i verden, der har oplevet lignende sammenbrud. Projektet tager nemlig direkte fat om en række globale problemer - bl.a. unges mistrivsel og vold mod kvinder.

”Vi ved, at 20 procent af verdens unge mistrives – og det kalder på globale handlingsstrategier. Også vold mod kvinder er et globalt problem, der kalder på løsningsmodeller her og nu, idet vold virker ødelæggende både for de enkelte kvinder, men også på samfundsstabiliteten - økonomisk, politisk og globalt,” forklarer Peter Berliner.

Projektet sætter også fokus på alkoholmisbrug og depression blandt lokalbefolkningen, og begge dele kan overføres til andre samfund, idet det har store sociale og menneskelige konsekvenser verden over. Pt. arbejder Peter Berliner i Mexico.

”Jeg arbejder nu med at overføre erfaringerne til Mexico, hvor man står over for nogle af de samme udfordringer, men i langt større målestok,” siger Peter Berliner og understrger, at modellen også har vist sig givtig for samfund, der skal genopbygges efter naturkatastrofer.

Projektet er finansieret af Bikubefonden.

Konference
Den 8. oktober arrangerer forskerne og initiativtagerne bag projektet en konference på Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), Aarhus Universitet, hvor de deler ud af viden og erfaringer fra projektet.

Konferencen afholdes i Festsalen, Aarhus Universitet, Campus Emdrup, Tuborgvej 164, 2400 København NV., lokale A200.
Gratis deltagelse

Læs mere om konferencen

Læs mere om Paamiut Asasara på projektets hjemmeside

Kontakt
Peter Berliner
E-mail: peer@dpu.dk