Flere og flere børn bliver diagnosticeret med fx ADHD og autismespektrumforstyrrelser, og langvarigt bekymrende skolefravær, også kendt som skolevægring, udgør et stadigt mere udbredt problem. I det hele taget ser det ud til, at et stigende antal danske børn og unge oplever mistrivsel i en eller anden grad.

”Inklusionen i folkeskolen er ikke gået, som man havde håbet, og mange lærere oplever, at de er ladt alene om at håndtere et voksende antal elever med særlige udfordringer og behov. Der breder sig i dag en erkendelse af, at de politiske ambitioner fra 2012 om at inkludere 96 % af en årgang i normalklasser ikke er realistiske. Tiden er derfor moden til at gentænke inklusionen og anvise nye måder at forstå og håndtere de udfordringer på, som inklusion i sin tid var det politiske og pædagogiske svar på,” siger Claus Holm, leder af DPU, Aarhus Universitet.

Han har sammen med Louise Bøttcher, lektor ved DPU, Aarhus Universitet, redigeret bogen ’Efter inklusionen’. Bogen viser, hvordan der i forhold til inklusion findes en række komplekse spændingsfelter – fx mellem elever med særlige udfordringer og deres skoleklasser, mellem pædagogik og diagnostik og ikke mindst mellem idealer og praksis. Med det som afsæt demonstrerer bogens kapitler nye måder at anskue og reflektere over inklusionsproblematikkerne på.

Vi taler ikke om enkeltbørn

Ifølge Louise Bøttcher har debatten om inklusion lidt under en berøringsangst i forhold til at tale om de specifikke udfordringer, der knytter sig til enkeltbørn.

”Denne berøringsangst har været kontraproduktiv, for netop erkendelsen af, at børn kommer ind i skolen med meget forskellige måder at deltage og lære på, er en forudsætning for de nødvendige overvejelser om, hvilke måder det er bedst at organisere undervisningen på. Langt de fleste børn har gavn af at lære sammen med andre børn, men ikke nødvendigvis alle i samme rum eller i gang med samme aktivitet. Kommunerne skal ikke opgive inklusionen, men man må prioritere at finde de ressourcer, der skal til, for at skabe klarhed om det enkelte barns faktiske muligheder for at deltage og lære. Ellers risikerer både det pågældende barn og hele klassefællesskabet at tabe,” siger hun.

Bogen ser tilbage på årene med inklusion og giver et historisk rids over de pædagogiske institutionsidealer for børn med særlige udfordringer og behov, med inklusion som det seneste skud på stammen. Men bogen argumenterer for, at dette ideal har haft sin tid og giver bl.a. et bud på et nyt institutionsideal: den mangfoldige skole.