DPU

Aarhus Universitets segl

Den gode skole

Hvilke forhold i skolen bidrager mest til læring hos børn og unge? Det går Dansk Clearinghouse for Uddannelsesforskning nu i gang med at afdække. Clearinghouse har fået opgaven af Den Nordiske Indikatorarbejdsgruppe og samarbejdet koordineres af Danmarks Evalueringsinstitut (EVA).

Skolestyrelsen i Danmark, det svenske Skolverket, Utdanningsdirektoratet i Norge, Utbildningsstyrelsen i Finland og Ministeriet for Undervisning, Forskning og Kultur i Island indgår i Den Nordiske Indikatorarbejdsgruppe (DNI). Det er DNIs opgave at udvikle et indikatorsystem for skoler i Norden i tilknytning til en tolkning af begrebet om 'den gode skole'. Indikatorsystemer kan for eksempel udvikles for at forbedre, forenkle og sikre en mere sammenhængende dokumentation på det kommunale områder, som skolerne i de nordiske lande hører til.

Som led i arbejdet har arbejdsgruppen bedt Dansk Clearinghouse for Uddannelsesforskning om at gennemføre en kortlægning af hvilken empirisk forskning der er gennemført til belysning af sammenhængen mellem forhold (input og proces) i skolen og læringen hos skoleelever (output og outcomes) og om at kvalitetsvurdere denne forskning. Arbejdsgruppen forventer at modtage kortlægningen 1. april 2009.

Hvis arbejdsgruppen vurderer at det er relevant, vil kortlægningen blive fulgt op af en systematisk forskningssyntese der besvarer spørgsmålet: Hvilke forhold bidrager mest til grundskoleelevers læring?

Internationale erfaringer inddrages
Forskervurderingen vil blive udarbejdet af en reviewgruppe af førende forskere inden for området. Forskerne vil i første omgang få til opgave at uddrage data fra den internationale forskningslitteratur om emnet og finde ud af hvilke forhold i skolen, som undersøgelserne fokuserer på, når det handler om indlæring hos børn og unge. Det internationale udsyn er sikret ved, at der ikke kun sidder danske forskere i reviewgruppen.

På nuværende tidspunkt indgår: 

  • Professor Jaap Scheerens, University of Twente, Holland 
  • Professor Trond Eiliv Hauge, Universitetet i Oslo, Norge 
  • Professor Eyvind Elstad, Universitetet i Oslo, Norge 
  • Professer Michael Uljens, Åbo Akademi, Finland
  • Professor Per Fibæk Laursen, Aarhus Universitet, Danmark
  • Professor Anders Holm, Københavns Universitet, Danmark
  • Professor Jan-Eric Gustafsson, Göteborgs Universitet, Sverige

Der er alt i alt tale om en overordentlig kompetent samling forskere. Trond Eiliv Hauge og Jaap Scheerens er kendte eksperter inden for School Effectiveness Research, Per Fibæk Laursen har skrevet om lignende ting i to bøger, Eyvind Elstad og Michael Uljens er kendte for deres forskning i læreruddannelser, og Anders Holm er en af verdens førende økonometrikere med særlig interesse i uddannelsesforhold.

Protokollen udarbejdes
Så snart reviewgruppen er sammensat, vil den i samarbejde med Dansk Clearinghouse for Uddannelsesforskning gå i gang med at skrive en såkaldt protokol for reviewet. Protokollen vil blandt andet indeholde en strategi for litteratursøgning og beskrive kriterier for udvælgelse og sammenfatning af studier.

Når opgaven går i gang, vil protokollen blive offentliggjort på hjemmesiden for Dansk Clearinghouse for Uddannelsesforskning. På den måde kan alle interesserede følge processen tæt. "Det handler om at skabe størst mulig åbenhed om fremgangsmåden. Alle vil kunne følge med i, hvordan forskerne kommer frem til deres resultater" siger Sven Erik Nordenbo.

Flere oplysninger om fremgangsmåden ved produktion af forskningskortlægninger og systematiske reviews kan findes i konceptnotatet for clearinghouse, der findes på hjemmesiden for Dansk Clearinghouse for Uddannelsesforskning.

Yderligere oplysninger
Signe Ploug Hansen, Specialkonsulent, Danmarks Evalueringsinstitut
E: sph@eva.dk
T: 35 25 46 84

Sven Erik Nordenbo, professor, Dansk Clearinghouse for Uddannelsesforskning, DPU, Aarhus Universitet
E: sen@dpu.dk
T: direkte: 8888 9980; privat: 32593347; mobil 26792354