DPU

Aarhus Universitets segl

Bemærkninger fra dekanatet og institutlederne på DPU til Erklæring om pædagogisk filosofi på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole

DPU, Aarhus Universitet, har d. 10. maj modtaget kopi af den &#34;<a href="/fileadmin/www.dpu.dk/aktuelt/nyheder/nyhed/artikel/bemaerkninger_fra_dekanatet_og_institutlederne_paa_dpu_til_erklaering_om_paedagogisk_filosofi_paa_da/www-dpu-dk_everest_publications_nyheder_20100511134303_currentversion_erklaering.pdf">erklæring om pædagogisk filosofi på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole</a>&#34;, som angiveligt 350 forskere fra filosofiske og pædagogiske fagmiljøer i Danmark og Norden har skrevet under på, <a href="/fileadmin/www.dpu.dk/aktuelt/nyheder/nyhed/artikel/bemaerkninger_fra_dekanatet_og_institutlederne_paa_dpu_til_erklaering_om_paedagogisk_filosofi_paa_da/www-dpu-dk_everest_publications_nyheder_20100511134244_currentversion_2281_0011.pdf">se vedlagte pressemeddelelse</a>. Vi må konstatere, at den pågældende erklæring på en række afgørende punkter er ukorrekt og på andre er på et urimeligt grundlag fagligt fornærmende mod DPU&#39;s mange forskere.

Det påstås, at ledelsens begrundelse for fyringerne er, at de pågældende personers forskning ikke er relevant
Dette er ukorrekt. Begrundelsen er økonomisk. DPU har været nødt til at gennemføre en personaletilpasning, fordi vi har været igennem en ufinansieret fusion. Det koster penge at fusionere, men det har politikerne bag fusionerne ikke villet anerkende. Det har krævet en tilpasning af administrationen og en forøgelse af produktiviteten blandt VIP'erne. Derfor har DPU måttet afskedige 10 TAP'er, og derfor har DPU måttet gennemføre en prioritering af VIP-stillingerne svarende til tre stillinger, fordi der skal tilføres to stillinger til kandidatuddannelsen i pædagogisk psykologi, som er voldsomt belastet og underbemandet i forhold til den store tilgang af studerende, og en stilling til kandidatuddannelsen i pædagogisk antropologi, som skal udbydes på engelsk. På kandidatuddannelsen i pædagogisk filosofi blev alle ansøgere (i alt 35) optaget i 2009, mens der på kandidatuddannelsen i pædagogisk psykologi optages 300 i 2010, dvs. en forøgelse på 50 i forhold til 2009. Derfor overføres der to stillinger til dette område. Målet er at behandle alle studerende ligeligt, og at sikre at alle VIP-medarbejdere har rimelige arbejdsvilkår.

Det påstås, at resultatet er "et DPU uden filosofisk refleksion"
Dette er ukorrekt. Den pædagogisk-filosofiske forskningsenhed består af 16 personer, heraf tre ph.d.'er og en institutleder. Den er på grund af den nævnte personaletilpasning reduceret til 13 (og hvis man ser bort fra ph.d.'erne og institutlederen: 9). Inden for forskningsenheden findes der en række forskellige filosofiske og idehistoriske tilgange: Nogle arbejder med dannelse og uddannelse ud fra hvad man kunne kalde en klassisk filosofisk tilgang. Andre arbejder på et idéhistorisk grundlag. Og andre igen arbejder ud fra en historisk og dannelseshistorisk tilgang. Målet er, at disse forskellige grupper skal arbejde tættere sammen, både indbyrdes og med de stærke filosofiske, idéhistoriske og historiske forskningsenheder på resten af Aarhus Universitet.

Det fremføres, at den pædagogiske verden "har brug for DPU som andet og mere end en ekstra professionshøjskole"
Hermed underforstås det, at resultatet af personaletilpasningen vil være at DPU gøres til en professionshøjskole. Dette er ukorrekt, og det er en fornærmelse mod alle VIP'er på DPU.  DPU's raison d'etre er at bedrive forskning, der retter sig imod det samlede uddannelsesområde. Det gør DPU stærkere og i større omfang end nogensinde før.

DPU er netop blevet udpeget til at være vært for det nye "Center for Strategisk Uddannelsesforskning", der med et budget over de næste fem år på 60 mio. kr. er det hidtil største af sin art inden for uddannelsesforskning. DPU er hjemsted for den forskningsgruppe, der frem til 2014 skal skrive historien om den danske skole - i fem smukke bind, generøst støttet af Carlsbergfonden, et projekt der ganske enkelt vil være standardværket for dansk skolehistorie de næste 50-100 år.

DPU har fået en bevilling fra UVM, som sikrer at det er DPU, der de kommende år står for den danske deltagelse i de internationale undersøgelser af læsefærdighed, matematik- og naturfag, informations- og IT-færdigheder samt kompetencer med hensyn til demokrati og medborgerskab. Samtidig er det også DPU der står for PISA 2012.

Forskningsprojektet eXbus - om mobning - har været et af de mest succesfulde de seneste år, både som grundforskningsprojekt, fordi det har sat nye standarder for international mobbeforskning og som anvendt forskning med klare anvisninger på hvordan mobning takles i skolens hverdag. 

Forskningsprojektet GNOSIS - om det filosofiske og idéhistoriske grundlag for læringsorienteret hjerneforskning - ligger takket være en bevilling fra Aarhus Universitet på 15 mio. kr. på DPU. Og man kunne fortsætte med at opremse det væld af grundforsknings- og anvendte forskningsprojekter, som har hjemsted på DPU.

Nogle projekter er rene grundforskningsprojekter, andre lægger hovedvægten på anvendt forskning og myndighedsbetjening. Men de fleste af projekterne demonstrerer, hvordan man kombinerer forskningsdybde, forskningskvalitet og forskningsrelevans. Bag udsagnet ligger en opfattelse af, at det eneste der "løfter" forskningen på DPU er (pædagogisk) filosofi. Dette er som sagt arrogant over for al den øvrige forskning og abonnerer på en forældet opfattelse af uddannelsesforskning som primært filosofisk forskning.

Det fremføres, at rektor for Aarhus Universitet skal gribe ind og sikre, at "DPU forbliver på samme niveau som andre dele af Aarhus Universitet"
Udsagnet ligger i forlængelse af det ovenfor citerede. Svaret er derfor også det samme: DPU udfører fremragende forskning inden for det samlede uddannelsesområde. Forskningen bygger på forskellige teorier og metoder. Noget er kvalitativt, andet er kvantitativt, nogle projekter er grundforskningsprojekter, andre lægger hovedvægten på anvendt forskning og myndighedsbetjening. Der er gennem årene sket en udvikling af forskningen, så balancen mellem kvalitativ og kvantitativ forskning er blevet bedre, så balancen mellem læringsforskning, didaktisk forskning og pædagogisk forskning er blevet bedre, og således at hele uddannelsesområdet adresseres, både den institutionelle uddannelsesverden (heldagstilbud, grundskole, ungdomsuddannelser og voksenuddannelser), den private uddannelsesverden (pædagogisk ledelse, ledelse af pædagogiske processer, medarbejderudvikling osv.) og civilsamfundets socialiserings-, uddannelses- og dannelsesprocesser behandles forskningsmæssigt. Dette er der 430 personer, der har æren for: Nemlig alle medarbejderne på DPU, VIP'er så vel som TAP'er.

Med venlig hilsen

Bente Elkjær (institutleder), Martin Bayer (institutleder), Jens Erik Kristensen (institutleder), Per Lindblad Johansen (direktør), Claus Holm (prodekan), Søren Kruse (prodekan), Hans Siggaard Jensen (prodekan), Lars Qvortrup (dekan)