DPU

Aarhus Universitets segl

Anskuelsestavler som samtidskunst

DPU og Den Frie Udstillingsbygning går sammen om at udstille mere end 500 anskuelsestavler. Udstillingen retter opmærksomheden mod den måde, man dengang og i dag producerer og formidler viden på.

Anskuelsestavler. De fleste af os kender dem - enten som tidlige tiders formidlingsredskab i undervisningen, eller som nostalgiske fund fra loppemarkeder. Farverige illustrationer fra biologiens og anatomiens verden, eller naive fremstillinger af fremmede kulturer og fortidens primitive levevis. Tavlerne, som blev brugt i undervisningen fra slutningen af 1800-tallet og til langt ind i 1900-tallet, kan fra den 7. august opleves eller genopleves på udstillingen AUTOPSI. Mere end 500 anskuelsestavler.
 
Udstillet på kunstens præmisser
Udstillingen er skabt i et samarbejde mellem Den Frie Udstillingsbygning og Danmarks Pædagogiske Universitetsskole (DPU), Aarhus Universitet, som til daglig opbevarer samlingen af anskuelsestavler. 644 tavler er særligt udvalgt og installeret af billedkunstnerne Kristina Ask, Jørgen Michaelsen og Elsebeth Jørgensen. Dermed undersøger udstillingen med et nutidigt og kunstnerisk blik de visuelle fremstillinger af virkelighedsopfattelser, som gennem tiden har præget undervisningen.

Læring gennem selvsyn
Selve ordet AUTOPSI betyder selvsyn. Det henviser til det pædagogiske princip, at man lærer bedst gennem egen sanseerfaring, når man 'ser med egne øjne'. Tavlerne repræsenterer tidligere epokers måde at skildre, fortolke og formidle verden på. Udstillingen sætter fokus på det visuelles betydning og vores syn på billedet som gengivelse af virkeligheden. Integreret i kunstinstitutionens rammer får beskueren mulighed for at rette opmærksomheden mod den måde, man dengang og i dag producerer og formidler viden på. 
 
Anskuelsestavlerne kan betragtes som kulturarv eller som æstetiske objekter, men kan på denne udstilling også ses som et historisk visuelt fænomen, der tvinger os til selvkritisk refleksion over det, vi tager for givet, det vi ser, det vi tror vi ser, og det vi giver videre.

Katalog
I forbindelse med udstillingen udgives et rigt illustreret katalog med tekster, som går bag om de forskellige tilgange til anskuelsesperspektiverne. Bidragsyderne er dekan på DPU Lars Qvortrup, lektor Nina Christensen, lektor Anna Karlskov Skyggebjerg, lektor Inger Sørensen samt billedkunstner Jørgen Michaelsen.
 

 

Fakta
Fernisering: 7. august kl. 17.00 - 20.00
Udstillingsperiode: 8. august til 9. september
Webflyer
  
Kontakt
Pressekoordinator for Den Frie Udstillingsbygning Kit Leunbach
e-mail: kl@denfrie.dk
Tlf: 3333 9503

Den Frie Udstillingsbygning
Oslo Plads
København Ø