Aarhus Universitet i spidsen for globalt projekt om universitetsreformer
Aarhus Universitet står i spidsen for et globalt uddannelsesnetværk for ph.d.-studerende, der skal sammenligne og nytænke universitetsreformer i Europa, Asien, Australien og New Zealand. De unge forskningstalenter bliver alle tilknyttet et internationalt forskningsprojekt, der netop har fået bevilget 31,6 millioner kr. af EU.
Seks europæiske universiteter går sammen om at uddanne unge forskere, der skal se nærmere på de universitetsreformer, der i disse år præger den globale universitetsudvikling. Det sker med det nye internationale projekt UNIKE - Universities In the Knowledge Economy. Projektet har netop fået bevilget 31,6 millioner kr. af EU’s Marie Curie Uddannelsesprogram.
”Projektet favner bredt og internationalt og bliver søsat i samarbejde med fem andre europæiske universiteter og 15 universiteter fra Stillehavsregionen. Formålet med projektet er, at skabe et globalt netværk for forskere, herunder ph.d.’ere og post.doc.’ere, der kan kaste et kritisk analytisk blik på universitetsudviklingen i forskellige dele af verden,” forklarer Susan Wright, der er professor ved Aarhus Universitet og leder af projektet.
Europa kan lære af Asien
UNIKE-projektet åbner for et helt nyt internationalt samarbejde mellem universiteterne i Europa og i Stillehavsregionen.
”Globalt flytter magten mod dele af Asien, og vi er især optagede af den måde, man her reformerer universiteterne og forestiller sig udviklingen af regionen. Komparative undersøgelser af, hvad der foregår i Europa og i den asiatiske stillehavsregion, er derfor helt centrale i UNIKE-projektet,” siger Susan Wright.
Nye former for samarbejde
Fire virksomheder og fire NGO’er udbyder praktikophold til de tilknyttede ph.d.-studerende, der så skal undersøge samarbejdet mellem universiteter og omverdenen.
”De unge forskningstalenter skal kortlægge landskabet og undersøge, hvordan universiteterne interagerer i et landskab med mange forskellige organisationer og interesser på spil. De skal også udforske hvordan, de nuværende finansieringsformer, styringsredskaber og ledelsesformer fungerer på universiteterne, og på den baggrund finde mulige alternativer, der kan have positiv indflydelse på universitetsudviklingen,” siger Susan Wright.
Fakta om UNIKE
UNIKE forløber over fem år - fra 2013 til 2017 - og omfatter 12 nye ph.d.-projekter og tre post. doc.- projekter. Der organiseres workshops for de unge ph.d.-forskere på tværs af landegrænser hvert semester.
Partnere i projektet: Times Higher Education, Berghahn and Routledge Publishers, The Association of Pacific Rim Universities i Singapore, The Sino-Danish Center i Beijing og the Magna Charta Observatory i Italien.
Læs mere om UNIKE
Andre involverede institutioner
• The European Council of Doctoral Candidates & Junior Researchers
• The Center for Innovation and Research in Graduate Education, University of Washington State
• The Center for Graduate Education Research, Shanghai Jiao Tong University.
I forbindelse med projektet bliver der organiseret flere internationale konferencer – bl.a. en to uger lang sommerskole i New Zealand i 2015 og en afsluttende konference i Danmark i 2017, hvor alle tilknyttede forskere og partnere i projektet deltager.
For yderligere information kontakt:
Professor Susan Wright
Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), Aarhus Universitet
Mail: suwr@dpu.dk
eller
Projektkoordinator Astrid Cermak
Tlf.: 8715 1881
Mail: asce@dpu.dk