DPU

Aarhus Universitets segl

4 svar på 10 udfordringer for folkeskolen

Nydannet konsortium fremlægger forslag til kvalitets- og professionsløft af uddannelsesindsatsen i forhold til børn og unge.

Folkeskolens kvalitet er en afgørende kilde til fremtidens velstand, velfærd og demokrati.  På en række punkter står folkeskolen over for store udfordringer. Skolerådet har udpeget de 10 udfordringer, der skal løses frem mod år 2020.

1. 95 pct. får en ungdomsuddannelse

6. Lederne skaber den ambitiøse skole

2. Elevernes faglighed er i top

7. Alle forældre støtter op om skolen

3. Eleverne mestrer alsidige kompetencer

8. Alle elever udfordres gennem hele skoleforløbet

4. Skolen er et godt sted at lære og at være

9. Skolen omsætter ny viden til bedre undervisning

5. Lærerne mestrer fremragende undervisning

10. Alle arbejder aktivt for de samme mål

Et konsortium bestående af professionshøjskolerne Metropol, UCC og VIA samt DPU, Aarhus Universitet har udarbejdet et koncept for en samlet indsats, der på 4 områder tager disse udfordringer op. Svaret på de 10 udfordringer er at sætte ind med et nyt koncept for en koordineret forsknings- og udviklingsbaseret efter- og videreuddannelse og skoleudvikling på fire centrale områder:

  • Et kvalitetsløft i læsning, matematik, engelsk og naturfag. Danske elever er selvstændige og tillidsfulde. Det skal fastholdes. Men elevernes kernefaglighed skal styrkes.
     
  • En systematisk indsats for at styrke elevernes alsidige udvikling og sociale kompetencer. Det faglige arbejde skal bindes stærkere sammen med alsidighed, kreativitet og sociale kompetencer. Det hårde og det bløde hænger sammen.
     
  • Bedre klasseledelse i skolerne ikke mindst med henblik på en bedre inklusion. Undersøgelser tyder på, at lærere opfatter hver fjerde elev i klassen som "problematisk". Konsekvensen er, at de dropper ud og aldrig gennemfører en ungdomsuddannelse. Bedre klasseledelse er forudsætningen for at løse problemet.
     
  • En styrkelse af skoleledelse og organisationsudvikling. God ledelse er afgørende for at medarbejdere arbejder efter samme mål, men i Danmark er skoleledelse et forsømt område.

Den gode nyhed er, at problemerne kan løses. Den mindre gode er, at der ikke er nogle smarte og hurtige genveje til løsningerne. Det tager tid, men det virker. Konsortiet stiller sig i front for et kort- og langsigtet kvalitets- og kompetenceløft af de pædagogiske professioner - lærere, pædagoger og ledere - i den danske folkeskole.  Konsortiet - der består af professionshøjskolerne Metropol, UCC og VIA samt DPU, Aarhus Universitet - inviterer andre professionshøjskoler og universiteter til et samarbejde om det seje træk for et omfattende nationalt projekt med et systematisk kvalitets- og professionsløft i folkeskolen. Parterne er forpligtet i et koordineret, systematisk og målrettet bidrag til et kvalitets- og professionsløft.

Samarbejdet er en central forudsætning, men det er en national opgave at løfte kvaliteten i den danske folkeskole. For at adressere udfordringerne kræves et egentligt partnerskab mellem politikerne på Christiansborg, embedsmænd i Undervisnings- og Finansministeriet, Kommunernes Landsforening, Skolelederne, Danmarks Lærerforening, BUPL, Skole og Samfund, DI m.fl. Det afgørende spørgsmål for alle parter er: Er der samlet set den politiske vilje, ledelsesmæssige styrke og tålmodighed, der skal til for at skabe en bedre folkeskole for børn og unge frem mod år 2020? Udfordringerne er der, løsningerne er der, og planerne - de korte og langsigtede - er der også. Men kun et omfattende forpligtende partnerskab kan realisere det hele.

I november 2009 lancerede statsminister Lars Løkke Rasmussen den danske drøm. Han satte som et af sine mål, at danske børn i år 2020 skal være blandt top fem internationalt i læsning, matematik og naturfag. Det blev fulgt op af Marienborgmøder med folkeskolens interessenter, og siden bad statsministeren om et 360 graders eftersyn af den danske folkeskole. Eftersynet er nu gennemført af Regeringens Rejsehold.

Udfordringer, målsætninger, problemer og løsninger er nu så velkendte, at tiden er inde til at sætte politisk vilje og handlekraft bag mulighederne og til at realisere de drømme, som folkeskolen fortjener til gavn for velstand, velfærd og demokrati i det danske samfund. Håbet er, at danske politikere på Christiansborg og i kommunerne - sammen med lærerne, skolerne og brugerne - vil gøre det muligt at svare på disse udfordringer til gavn for folkeskolen.

Med venlig hilsen Med venlig hilsen Med venlig hilsen Med venlig hilsen
Stefan Hermann Laust Joen Jakobsen Harald Mikkelsen Lars Qvortrup
Rektor Metropol Rektor UCC Rektor VIA Dekan DPU, AU

Konsortiets forslag "4 svar på 10 udfordringer" er her.

 

For yderligere oplysninger kontakt følgende personer:

Dekan Lars Qvortrup, DPU, Aarhus Universitet, M: 2784 4005

Rektor Stefan Hermann, Professionshøjskolen Metropol,  M: 2613 7397

Rektor Laust Joen Jakobsen, Professionshøjskolen UCC, M: 4189 7007

Rektor Harald Mikkelsen, Professionshøjskolen VIA UCC, M: 25 52 71 23