DPU

Aarhus Universitets segl

Social arv og innovation i uddannelsesinstitutioner (dagtilbud)

Forandringer i og af uddannelsesinstitutioner (dagtilbud) med henblik på at modarbejde negativ social arv og ulighed - og sådanne tiltag anskuet som social innovation. Tiltrædelsesforelæsning v. Bente Jensen, Professor MSO.

Oplysninger om arrangementet

Tidspunkt

Mandag 15. april 2013,  kl. 15:00 - 17:00

Sted

Festsalen, lokale A220, Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), Aarhus Universitet, Campus Emdrup, Tuborgvej 164, 2400 København NV


To dagsordener er på færde i diskursen om social arv og uddannelse. Den ene dagsorden handler om, at den sociale arv brydes gennem uddannelse og udviklingsprogrammer, der starter tidligt. Den anden dagsorden drejer sig om, at vi - på trods af de mange uddannelsestiltag og reformer -  stadig har et klassesamfund. I titlen på denne tiltrædelsesforelæsning gemmer  sig de to dagsordener og en ansats til at sætte en ny forskningsmæssig dagsorden. Med afsæt i tidligere og aktuel forskning undersøges praksisforandringer, der har til formål  at modarbejde social arv og ulighed i de uddannelsesinstitutioner, som samfundets børn møder tidligst i livet, i dagtilbud.

Tiltrædelsesforelæsningen ’Social arv og innovation i uddannelsesinstitutioner (dagtilbud)’ tegner et bredt billede af den forskningsmæssige viden om, hvad der virker i dagtilbuds arbejde med udsatte børn, og hvad der evt. ’modvirker’, når det drejer sig om at bekæmpe social arv og ulighed. Indsatser i uddannelsesinstitutioner (dagtilbud), som børn møder fra tidligste alder, anskues som en social innovation, der kan rumme nye muligheder. Denne form for social fornyelse resulterer i bedste fald i varig værdiforøgelse, dvs. styrker børns læring og trivsel, uanset deres sociale baggrund.

Det sker på baggrund af aktuel dansk og international viden om systematiske programmer til fremme af børns læring og trivsel samt nye former for forældresamarbejde. Der gives eksempler fra den internationale forskning på området med koblinger til foreløbige erfaringer og resultater fra VIDA-projektet, et omfattende dansk interventionsprojekt, der sigter mod læring og social innovation i dagtilbud gennem en målrettet, vidensbaseret, reflekteret og handlingsrettet indsats.

Læs mere om VIDA-projektet.

Bente Jensen har i en årrække forsket i relationer mellem uddannelse, livschancer og social arv med særlig vægt på den tidlige uddannelse, der finder sted i dagtilbud. Forelæsningen sætter fokus på, at det er i spændingsfelter mellem øgede samfundsmæssige muligheder og en række stadig eksisterende ulighedsskabende tendenser i uddannelsessystemet, at vi skal forstå og udforske betingelser for at modarbejde negativ social arv og ulighed. I forelæsningen peges på kvalitets- og kompetenceudvikling i dagtilbud gennem organisatoriske læreprocesser og innovation som ny mulighed.

Læs mere om Bente Jensen.