DPU

Aarhus Universitets segl

Sanselighed og kreativitet

Forskningsprogrammet i Pædagogisk Samtidsdiagnostisk inviterer til konference.

Oplysninger om arrangementet

Tidspunkt

Mandag 21. maj 2012,  kl. 11:00 - 16:00

Sted

Lokale D174, Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), Aarhus Universitet, Campus Emdrup, Tuborgvej 164, 2400 København NV

Oplægsholdere:

Helle Skovbjerg Karoff: Pjat og den euforiske stemning
Pjat bliver ofte udgrænset og elimineret i den pædagogiske tænkning og praksis, men i et legeperspektiv vil det pjattede rumme en række kvaliteter, når det kommer til både at fastholde og udvikle legen. Med afsæt i konkretelegesituationer taget fra et længerevarende etnografisk arbejde vil præsentationen tage det pjattede alvorligt. Pjat bliver forstået i lyset af legeperspektivet stemningspraksis og vil blive forstået som en særlig stemning, hvor det euforiske er i centrum, ligesom pjattet indeholder en række æstetiske kvaliteter, der skal undersøges nærmere.

Lars Geer Hammershøj: Kreativitet og sanselige kræfter
Min tese er, at den klassiske forestilling om de fire faser i den kreative proces lader sig interpretere som bevirket af et samspil mellem indbildningskraft, afgørelseskraft og overskridelseskraft. Disse er nærmere at forstå som sanselige kræfter, der udover som kræfter at bevirke en forandring også hver især er baseret på henholdsvis sanser, følelser og stemninger. På baggrund er en videreudvikling af det socialanalytiske sanseordensskema lader kreativitet sig således forstå som en proces, der baserer sig på interessefølelse og de ekstatiske stemninger foruroligelse og begejstring.

Cathrine Hasse: Kreativitetens relationelle udviklingszoner
Kreativitet kan forstås kulturelt som ‘relationelle udviklingszoner’, hvor det vi relaterer os til bliver afgørende for hvilke former for kreativitet der genkendes og udvikles. Kreativitet kan eksempelvis hænge sammen med genkendelser af fremtidsdrømme og måder at konstruere fortider på. Set ud fra denne teoretiske indfaldsvinkel har jeg antaget at organisationer som uddannelser og arbejdspladser forstået som kulturer har potentielle udviklingszoner, der gør det muligt for at fremme kreativitet som en særlig form for ’sprezzatura’ – en kulturel handleviden. Eksempelvis om hvad det vil sige at ’lege’. Organisationers aktuelle udviklingszoner kan ekspanderes ved at bryde kulturelle selv-følgeligheder. Omvendt kan kreative udfoldelser blive forudsigelige, hvis organisationens kulturelle kraftfelt i praksis ekskluderer det potentielt ekspanderende.

Anne Marie Pahuus: Arbejde, tilblivelse og kreativitet
Hvis der er en kreativitet knyttet til det arbejdsmæssige, hvori består den da?  Hvori består tilblivelsen og forvandlingen? I oplægget holder jeg arbejdslivsstudier, bl.a. beskrivelser af arbejdssituationer som oplevelser af ’at tingene spiller’ sammen med en livsfilosofisk analyse af skønhedsoplevelsen som den æstetiske, følelsesmæssigt og forståelsesmæssigt engagerende oplevelse. Alt sammen for at vise, at sansen for kreativitet kan bane vej for en forståelse at et med arbejdet foreneligt engagement, der ikke slider én op.

Alle er velkomne! Tilmelding er ikke nødvendig.

Kontaktperson: Lars Geer Hammershøj, lgha@dpu.dk