At skelne mellem sport og kropskultur er en nøgle til forståelse af idrættens idéhistorie. Det giver nemlig ingen mening at kalde alle de fra historien kendte former for leg og spil, kamp og dans, gymnastik og legemsøvelser, yoga og jogging for sport. Det giver derimod mening at sige, at alle kulturer og kulturepoker har en form for kropskultur. Ofte med en tydelig adskillelse mellem overklassens og underklassens aktiviteter. Hos oldtidens grækere var det for eksempel kun sønner af bystatens borgere, der modtog undervisning i idræt, musik og litteratur.Især athenerne anså paideia, der omfattede såvel fysisk som åndelig dannelse, for at være et centralt værdibegreb, der adskilte dem fra andre folkeslag (kaldet barbarer). De olympiske lege og efterhånden også gladiatorkampe udgjorde vigtige institutioner i det græsk-romerske rige. Hvordan disse institutioner og kropskulturelle aktiviteter blev vurderet vil blive belyst ved inddragelse af Platon, Seneca og Augustin.

Forelæsningen er åben for alle studerende.

Se hele forelæsningsrækken.

Kontakt Ove Korsgaard, ove@dpu.dk

Forelæsningsrække v. Ove Korsgaard:
Idræt og kropskultur i pædagogisk og idéhistorisk perspektiv
Forelæsningsrækken bygger på den idé, at idræt og kropskultur indgår i såvel en personlig som samfundsmæssig dannelsesproces. På en og samme tid afspejler og påvirker idrætten og kropskulturen samfundets sociale og kulturelle processer, hvilket bliver særlig tydelig i perioder med store samfundsmæssige forandringer. Det skyldes, at prægningen af kroppen er af afgørende betydning for identitets- og bevidsthedsdannelsen. Den kropslige formning er ikke et perifert område i forhold til bevidsthedsdannelsen. Tværtimod er idrætten og kropskulturen af afgørende betydning, fordi der til kroppen er knyttet oplevelsesformer af stor lyst og intensitet. Og det er som bekendt dem, der driver værket, hvorunder bestemte tænke- og handleformer befordres.

At kroppen har grundlæggende kulturel betydning er de seneste årtier blevet fremhævet af sociologisk orienterede tænkere som Norbert Elias, Michel Foucault og Pierre Bourdieu. Ifølge deres analyser er kulturen så at sige indskrevet i kroppen, samtidig med at kroppen med sine behov stiller krav til organiseringen af samfundets sociale og kulturelle liv. At filosofihistorien er langt mere optaget af bevidstheden end af kroppen, er let at konstatere. Men faktisk interesserer en række filosoffer sig mere for idræt og kropskultur end filosofihistorien lader ane. Det gælder store tænkere som Platon, Augustin, Rousseau, Kant og Nietzsche; den sidste er ligefrem blevet kaldt sportens filosof. Disse og andre tænkere vil blive inddraget i forelæsningsrækken.