DPU

Aarhus Universitets segl

Åben forelæsning: En introduktion til neurofeedback

Forskningsenheden for Kognition og Neurovidenskab inviterer til åben forelæsning med Søren Bo Andersen

Neurofeedback, også kaldet EEG biofeedback eller neuroterapi, er en metode der sigter mod at udvikle selv-regulering og kontrol af hjerneaktivitet.

Metoden er en form for instrumentel læring og adfærdsregulerende træning. Ved visuel og/eller auditiv feedback af computerfiltrerede EEG hjernebølger, kan der opnås en grad af kontrol over specifikke hjernebølger associeret med specifikke "mentale tilstande". Træningsmetoden bliver primært brugt til at forbedre kognitive evner samt impulskontrol i klienter med opmærksomheds- og/eller adfærdsforstyrrelser, såsom ADD og ADHD.

Præsentationen vil gennemgå historien og teorien bag neurofeedbacktræning samt udviklingen og brugen af normative EEG databaser i daglig klinisk praksis. Kontrollerede neurofeedbackforsøg vil blive gennemgået og vurderet. Til sidst diskuteres nyere kliniske anvendelsesområder og metodiske tilgange til neurofeedbacktræning og der vil også være tid til en kort praktisk demonstration af neurofeedback software og hardware.

Om Søren Andersen
Søren Andersen har en Ph.D i psykologi fra Portsmouth University i England med speciale i personlighed og individuelle forskelle. Siden 2000 har han arbejdet som forsker og kliniker indenfor neurofeedbackfeltet senest som chefpsykolog for Mental Fitness- og Forskningscenter og for firmaet BrainValue. Desuden er Søren medstifter af firmaet PeakMind - en neurofeedbackklinik baseret i England. Han er bestyrelsesmedlem i den internationale forening Society of Applied Neuroscience, som har til formål at udvikle og højne kvaliteten af europæiske uddannelser indenfor neurofeedbacktræning. Han repræsenterede ligeledes Danmark ved det europæiske COST Action B27 initiativ, hvor han var medlem af en diagnose- og behandlingsgruppe. Gruppen undersøger, hvordan EEG og neurofeedback kan anvendes i behandlingen af forskellige kognitive og emotionelle forstyrrelser. I sin forskning undersøger han primært personlighed, herunder individuelle forskelle, og hvordan disse hænger sammen med spontane EEG processer samt hvilken indflydelse neurofeedbacktræning har på læringsprocesser. Et andet forskningsprojekt finansieret af det engelske Economic and Social Research Council (ESRC) satte fokus på hvordan neurofeedbacktræning kan anvendes til at mindske menneskers angst. Søren har fungeret som vejleder for bachelor- og specialestuderende på Swansea University og Aalborg Universitet.

Tilmelding
Deltagelse er gratis, men tilmelding nødvendig til Institut for Læring: ifl@dpu.dk