”Der er risiko for, at det splitter mere, end det samler eleverne i en demokratisk samtale. Det er netop den demokratiske samtale, som er vigtig.”

Sådan lød det fra Folketingets formand Søren Gade, da han begrundede, at Folketingets Præsidium havde besluttet, at emnet 'Anerkend Palæstina som selvstændig stat’ ikke skulle være diskussionsemne til Skolevalget 2026. (Ritzau,16. maj 2025)

Politik vs. pædagogik

Problemet er, at ungdomspolitikernes engagement og retorik skal forenes med den pædagogiske ambition om at indlemme helt unge mennesker i den politiske debat. Og det er en svær balancegang, påpeger Jonas Lieberkind:

”På den ene side hensynet til demokratiets generelle principper og på den anden side de pædagogiske hensyn, som man nødvendigvis må tage i forhold til de konkrete elever. Det handler ikke bare om jøder og palæstinensere, men om unge mennesker generelt, der skal opleve demokratiet og dets bemærkelsesværdige spilleregler på egen krop for første gang. Jeg er derfor ikke af den overbevisning, at børn og unge uden videre er klar til at tage en hvilken som helst politisk diskussion på et hvilket som helst tidspunkt og i en hvilken som helst alder.”

At kunne det forudsætter politisk og demokratisk dannelse, understreger han, og det er noget, man udvikler gennem sin skoletid – gennem hele livet. Derfor er der altså, ifølge Jonas Lieberkind, grænser for, hvor langt den demokratiske samtale rækker i skolen.

”Det kan også være transkønnethed eller ligestilling mellem kønnene, som der kan være meget forskellige holdninger til i en klasse,” siger hun.  

Eva Lindhardt er i færd med at undersøge, hvilke udfordringer lærere oplever, når de underviser i kontroversielle emner, og hvordan de kan adressere de emner på en konstruktiv måde. Hun undersøger både lærer- og elevperspektiver, når hun prøver at blive klogere på, hvordan man i skolen kan have samtaler om det, man er uenige om.

Vores demokratiske samfund og klasserummet kan begge ses som uenighedsfællesskaber, fortæller Eva Lindhardt. Begrebet er introduceret af den norske religionsdidaktiker Lars Laird Iversen. Han kritiserer det konsensussøgende klasserum for ikke i tilstrækkelig grad at forberede eleverne til demokratisk deltagelse. Samtidig ser Iversen en risiko for at ekskludere minoriteter i bestræbelserne på at opnå majoritetskonsensus.

”Med begrebet uenighedsfællesskab sætter Iversen fokus på, hvordan skolen kan være et øverum for deltagelse i den offentlige uenighed fx om kontroversielle emner som kønsidentitet eller kolliderende rettigheder som ytringsfrihed versus ikke-diskrimination. Det handler blandt andet om, at man som lærer inviterer eleverne til at ’gå på besøg i hinandens synspunkter’ og derigennem lægger op til, at eleverne lærer at forstå og diskutere gennem ’undersøgende samtaler’,” forklarer Eva Lindhardt og uddyber:

”Lad eleverne nysgerrigt undersøge hinandens synspunkter eller forskellige positioner, og bed dem så vende tilbage til deres eget synspunkt. Ser de anderledes på det nu? Og har de opnået en større forståelse for de andres ståsted? Det at forstå og være enig er ikke det samme. Man kan godt forstå andres synspunkter, og hvorfor de har dem, uden nødvendigvis at være enig. Det handler for læreren om at skabe et trygt ’uenighedsfællesskab’,” siger hun og fortsætter: 

”Det kan også være en måde at forstå, hvad man egentlig selv kommer fra. Vi møder alle verden med fordomme, men dem kan man netop adressere i mødet med noget andet.”

Danske unge er gode til at samtale

Klasserummet er på mange måder et mikrokosmos for demokratiet – ikke kun når der er skolevalg, men hver eneste dag gennem hele skoleåret.

I forskningsprojektet De unge borgere (2021) undersøger Jonas Lieberkind og kollegaen Jens Bruun, hvad der kendetegner nutidens unge, og hvordan de forholder sig til demokratiske og politiske aspekter af samfundet.

”Her ser vi, at den danske skole er bundet op på det deliberative demokrati, som bygger på en oplyst debat. Er der et problem i klassen, et socialt eller fagligt problem, så har vi i Danmark et åbent klasserum, hvor vi diskuterer med hinanden og meningsudveksler. Og det er de danske unge vældig gode til. De er gode til at samtale,” fortæller Jonas Lieberkind og fortsætter:

”Det er i og for sig godt, for det er et grundlæggende demokratisk princip i den danske skole – vi kan håndtere konflikter og uenighed. Dette er ikke et udtryk for en systematisk didaktisk metode i den danske grundskole, men snarere et udtryk for en særlig demokratisk kultur, et demokratisk sindelag, om man vil, som bygger på forestillingen om et ’fælles vi’.”

Det sindelag bunder blandt andet i Hal Kochs (1904-1963) idé om demokrati som livsform, som har præget den danske demokratiske kultur og derfor også skolen, forklarer Jonas Lieberkind, men peger på, at forestilling om ’det fælles vi’ i disse år er udfordret. 

”Vi kan godt prædike frihed og alle mulige abstrakte forestillinger om et demokratisk Danmark. Sagen er bare, at de abstrakte begreber for eksempel frihed betyder noget forskelligt for de forskellige grupper i samfundet. Den forskel har man bare været dårlig til at forstå i Danmark. Men vi bliver nødt til at erkende, at vores homogene kultur i disse år viser sig at være knap så homogen,” siger han og peger på debatten om Skolevalget som et klart udtryk for den uenighed.

Demokrati er kaos

I sin analyse trækker Jonas Lieberkind på den franske filosof Jaques Rancière, der i sin bog Hadet til demokratiet (2013) analyserer den stigende polarisering i de vestlige demokratier.

”Rancière leverer en forklaringshorisont, som jeg finder brugbar, når vi skal forstå, hvad der er på spil i de moderne demokratier, og hvorfor den demokratiske samtale nogle gange kommer til kort,” siger han og fremhæver et sigende citat fra bogen:

Demokratiet er hverken et samfund, der skal styres, eller et styre af samfundet. Det er selve dette ustyrlige, som ethvert styre, når alt kommer til alt, må opdage som sit eget fundament. (Hadet til demokratiet, Rancière, 2013)

”Demokrati er, hvis vi tager afsæt i Rancières analyse, ikke en livsform. Det er ikke harmoni, men tværtimod kaos, skandale og ustyrlighed, fordi vi som samfundsborgere grundlæggende ser forskelligt på verden, fordi vi har vidt forskellige baggrunde og vilkår,” forklarer Jonas Lieberkind og fortsætter:

”Målet med demokrati og den demokratiske samtale er ikke enighed. Forskellighed er et grundvilkår i den demokratiske samtale. Og derfor skal vi lære at være sammen, selvom vi er uenige og grundlæggende ikke forstår hinanden.”

Den larmende klasse

Rancière skelner i sin analyse af demokratiet mellem voice and noise (stemme og larm). Voice er de mennesker, der har en stemme i samfundsdebatten – eliten. Noise er de mennesker, der i elitens optik larmer og forstyrrer den demokratiske orden, som den kulturelle og vidende elite har skabt for sig selv. Elitens paradoksale udfordring er imidlertid den, at denne demokratiske orden også giver mulighed for, at de larmende kan komme til orde. Derfor hader eliten demokratiet.

Larmen kommer i disse år til udtryk som protester og opgør med den uddannede elite: Trumpisterne vs. de veluddannede ’woke’ demokrater i USA. De gule Veste i Frankrig, som i randområderne langt fra storbyerne modsætter sig elitens argumenter for grøn omstilling, fordi de ikke har råd til den.

I Tyskland har man overset ’the working poors’, som vender deres vrede mod udlændinge og den kulturelle elite, og som ved det seneste forbundsvalg i hobetal stemte på det højreekstreme – og racismedømte – parti Alternative für Deutschland (AFD).

Herhjemme så man tegn på dette allerede med Dansk Folkepartis store vælgeropbakning op gennem 90’erne og 00’erne. Deres opbakning steg på trods af – eller måske netop i kraft af – at daværende statsminister Poul Nyrup offentligt stigmatiserede dem, og dermed deres vælgere, som nogen, der aldrig ville blive ’stuerene’.

”Nu er det Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne, der repræsenterer en række af de perspektiver, som man tidligere ikke har lyttet nok til. De stemmer har måske altid været der, men er blevet nedtonet af den veluddannede elite,” fortæller Jonas Lieberkind og understreger at ’Hadet til demokratiet’ skal forstås i brede termer:

”Det handler også om MeToo – at man havde svært ved at høre de kvinder, som bliver krænket af magtfulde mænd. Om minoriteter. Om de nedslidte og lavtuddannede, hvis sociale, politiske og demokratiske ret til overførelsesindkomst og lige behandling i sundhedsvæsnet ofte bliver overhørt.”

Bagerste række skal også have taletid

Tager vi Rancières analyse med ind i skolen og helt ind i klasselokalet, står forskellen mellem eleverne tydeligt frem, påpeger Jonas Lieberkind. Her kan voice frit oversættes til de talende og vidende elever fra den øvre kulturelle middelklasse med akademiker-forældre, der dagligt stimulerer dem med intellektualiserede samtaler om samfundet og verdens tilstand.

Noise er derimod de elever, der forstyrrer og larmer i timerne – ofte er det eleverne på bagerste række, der ikke byder ind med noget fagligt i samtalen, og som læreren sjældent inviterer til at deltage i undervisningen.

Jonas Lieberkind efterlyser derfor, at lærerne baserer deres undervisning på et klart, entydigt og gerne fagligt relevant sprog, som ikke privilegerer bestemte elevgrupper.

”Undervisningen skal også give plads til de forskelle, der ikke lader sig ytre klart og velbegrundet, og de uenigheder, som måske slet ikke er sproglige, men viser sig på anden vis: en elev reagerer på tonen, en anden bliver tavs og trækker sig fra diskussionen, mens andre ruller med øjnene – og belyse hvori uenighederne består,” siger han og henviser til, at der i skolen er brug for en ny type didaktik, der også giver taletid, til de elever, der ikke kan formulere sig så klart og akademisk.

”Eleverne på bagerste række, og de andre elever, som ikke umiddelbart deltager i en given diskussion, har også krav på at være en del af samtalen og herved få samme demokratisk dannelse som alle andre.”

Den ubehagelige uenighed

I klasselokalet kan konfrontationen med hinandens forskellighed og deraf uenigheder og konflikter skabe ubehag blandt eleverne og hos læreren, fortæller Eva Lindhardt.

”Det kan være ubehageligt at erkende, at de forestillinger og normer, som jeg møder verden med, ikke er det eneste perspektiv, eller måske kan opleves ekskluderende af andre.  Derfor er det nødvendigt at udvikle en samtalekultur, der rummer en respekt for hinandens rettigheder.”

Man taler om at gøre klasserummet til et safe space i form af det konsensussøgende klasserum. Men på den måde risikerer man at udelukke visse elevstemmer. I stedet skal vi skabe trygge ’uenighedsfællesskaber’, mener Eva Lindhardt og uddyber:

”Et uenighedsfællesskab sætter fokus på, at der ligger et læringspotentiale i at forholde sig undersøgende og kritisk til andres positioner.”

Når først klasserummet er åbent for samtale, er der ifølge Eva Lindhardt ikke noget, eleverne af princip ikke kan tale om. Men der kan være gode grunde til, at en lærer vurderer, at man ikke skal tage et emne op på et bestemt tidspunkt med lige præcis den gruppe elever.

”Læreren må vurdere, i hvilke sammenhænge emnet er kontroversielt. Er det fx en transnational eller en national konflikt? Men også i forhold til den konkrete skole og klasse må læreren gå ind og vurdere, om der er elever i netop denne klasse, der kan føle sig udsatte eller eksponerede i forhold til det konkrete emne. Det betyder ikke, at emnet skal undgås,” siger hun, men understreger at lærerne her skal være særligt opmærksomme på, hvordan de adresserer emnet og planlægger øvelser og aktiviteter.

”Der findes ingen enkel opskrift på, hvordan man bedst underviser i kontroversielle emner. I de konkrete situationer må læreren bruge sin professionelle dømmekraft. Men fagdidaktikken kan være med til at kvalificere disse professionelle skøn.”

Elever skal have indflydelse på rammesætningen

De kontroversielle emner kommer nemlig ofte op i kulturfag som historie, religion eller samfundsfag. Derfor understreger Eva Lindhardt vigtigheden af, at fagdidaktikken forholder sig til kompleksiteten i at undervise i kontroversielle emner.

”Det er vigtigt, at faglærerne går ind i det her. Kulturfagene er dannelsesfag, der skal åbne verden for eleverne gennem faglighed, hvilket også indebærer at eleverne introduceres til nogle af de kontroverser og uenigheder, der er i det omgivende samfund – og måske i klasserummet. Det er blandt andet herigennem, elever får udfordret deres egne synspunkter og fordomme og styrket deres kritiske tænkning.”

Men disse samtaler kræver god forberedelse og rammesætning, som konkret skal sikre, at eleverne lærer at respektere hinandens ligeværd. Eva Lindhardt uddyber:

”Det indebærer, at når man har ret til at have en holdning og ytre den, så er man også forpligtet på at give andre den samme ret. Hvis der ikke kun skal være uenighed i klasserummet, men også fællesskab, må vi have en fælles ramme for samtalen.”

Hendes forskningsprojekt undersøger både læreres og elevers perspektiver på, hvad denne ramme kan være. Og her er en vigtig indsigt, at hvis samtalerne skal fungere, er det helt afgørende, at eleverne selv er med til at definere, hvordan klassen kan have gode samtaler, om det de er uenige om. På den måde kommer der flere stemmer i spil.

Jonas Lieberkind er enig i, at læreren skal gå ind og moderere uenigheder og konflikter mellem eleverne i klassen. Men målet med samtalen skal ikke nødvendigvis være enighed, understreger han. Og vi kan heller ikke forvente, at der i kølvandet på en demokratisk samtale opstår fælles forståelse blandt eleverne. Netop derfor er det væsentligt, at læreren har blik for de sociale og kulturelle forskelle i klasselokalet, påpeger han:

”Vi skal passe på med at tro, at vi kan klare alle konflikter gennem dialog. Det kan vi ikke. Det er kun de veltalende, der kan slippe afsted med det. Men det ville godt nok være spændende, hvis man som lærer kan gøre sine elever opmærksomme på den ulighed.”