Asterisk nr. 111 - Juni 2025 - Tema: Samtalens grænser
Lyt til artiklen
”Når jeg hører, at demokrati er samtale, får jeg røde knopper,” erklærer Bertel Haarder, da Asterisk møder den tidligere minister og det mangeårige folketingsmedlem til en snak om samtalens grænser. Det er ikke, fordi Bertel Haarder ikke går ind for samtale, skynder han sig at tilføje. Men han mener, det er en misforståelse af udråbe samtalen til essensen af demokrati.
Det har ellers været kutyme i Danmark, siden teologen Hal Koch i kølvandet på Anden Verdenskrig udgav bogen Hvad er demokrati?. For Hal Koch var demokrati meget mere end en styreform. Det er en livsform, der lever og ånder gennem samtalen, hvor vi træffer beslutninger og løser konflikter sammen og i det hele taget taler os til rette om livets store og små forhold. Ikke kun i politiske diskussioner op til folketings- og andre valg, men som en grundindstilling i vores daglige liv med hinanden.
Det er i det lys, man skal se Bertel Haarders bidrag til antologien Demokrati – 40 indlæg, der blev udgivet i forbindelse med Krogerup Højskoles 50-års jubilæum i 1996. Demokrati er ikke samtale kaldte Bertel Haarder sit bidrag, og man fornemmer den polemiske brod rettet mod Hal Koch, der var højskolens første forstander.
Det er nemlig ikke altid, vores samtaler følger den kochske bog, hvor alle lytter åbent og interesseret til hinandens synspunkter og perspektiver. Tværtimod kan samtaler blive tyranniske, mente Bertel Haarder dengang – og det mener han stadig.
”Mit bidrag dengang skal først og fremmest ses som en reaktion på mine oplevelser som statskundskabsstuderende på Aarhus Universitet sidst i 1960’erne med flokmentalitet og flertalstyranni, hvor det kun var ’de rigtige meninger’, der var velkomne i de politiske samtaler,” siger han.
”Hvis man sætter grænser for samtalen ved at udelukke bestemte holdninger og oplevelser af virkeligheden fra den, er den ikke længere fri, men autoritær.”
Bertel Haarder
Skal Bertel Haarder pege på nutidige pendanter til sine erfaringer fra studietiden, falder især metoo- og wokebevægelsen i øjnene.
”Begge bevægelser har været påkrævede og har ført en masse godt med sig, det vil jeg gerne understrege. Men de er også skejet ud, metoo-bevægelsen i hekseafbrændinger og retsløshed, og wokeismen i det, nogen kalder ’hensynsbetændelse’. Altså det fænomen, at man skal tage så meget hensyn til bestemte samfundsgrupper, at det kan virke undertrykkende og tyrannisk på alle dem, der skal udvise hensynsfuldheden, og hvor ytringsfriheden derfor bliver reduceret til det rene ingenting, ” siger Bertel Haarder.
For nylig er sammenlignelige symptomer blevet diagnosticeret i den danske folkehøjskole. I hvert fald af to unge danskere, Ayman Ahmad Mouhammad og Nikoline Jakobsen, der i debatindlæg i Politiken i april og juni har fortalt om deres oplevelser som elev på hhv. Krogerup og Rødding Højskole. ”Tolerance er noget man prædiker – men ikke praktiserer” og ”Jeg fandt et miljø, hvor nogle holdninger ikke skal siges højt”, lyder f.eks. to af budskaberne.
Selv om en sag altid kan ses fra flere sider, ser Bertel Haarder begge indlæg som et kærkomment indspark i debatten om de rigtige meningers tyranni.
”De rejser det grundlæggende spørgsmål om, hvad samtalen egentlig er værd, hvis man oplever, at der ikke er plads til afvigende meninger. Hvis man sætter grænser for samtalen ved at udelukke bestemte holdninger og oplevelser af virkeligheden fra den, er den ikke længere fri, men autoritær,” siger han.
”At sige, at nu slutter samtalen, er også at sætte en nødvendig grænse for samtalen. Samtaler, der bare fortsætter i det uendelige, indtil nogen har fået deres vilje, er jo nærmest psykisk vold.”
Bertel Haarder
Samtalen kan altså ifølge Bertel Haarder blive autoritær, hvis det opleves som forbudt at bruge bestemte ord, bringe bestemte emner på bane eller give udtryk for bestemte holdninger.
Men også samtalen som form kan virke autoritær, mener han.
”Samtale er godt, men ikke i ubegrænset mængde og ikke i ubegrænset længde. Som studerende oplevede jeg møder, der fortsatte indtil dem, der havde arrangeret dem, havde fået deres vilje, fordi vi andre var gået hjem. Samtalen bliver autoritær, når den bruges til at styre andre og få sin vilje. Og så har det jo ikke længere noget med demokrati at gøre,” siger Bertel Haarder og tilføjer:
”Og spørgsmålet er, om det har noget med samtaler at gøre.”
Som modtræk til endeløse møder og grænseløse samtaler er forpligtende dagsordner en velsignelse, mener han. For dagsordner sætter en grænse for, hvor længe der må tales, og de sikrer, at man på et givet tidspunkt skrider til afstemning for at få sagen afgjort.
”At sige, at nu slutter samtalen, er også at sætte en nødvendig grænse for samtalen. Samtaler, der bare fortsætter i det uendelige, indtil nogen har fået deres vilje, er jo nærmest psykisk vold,” siger Bertel Haarder.
Hvis man i traditionen fra Hal Koch nærmest definerer demokrati som samtale, forveksler man ifølge Bertel Haarder mål med middel.
”Målet i et demokrati er at træffe beslutninger, finde løsninger og løse konflikter, så man kan leve videre med hinanden i samfundet eller i forskellige sociale sammenhænge. Her er samtalen et uundværligt redskab, men den er netop et middel – ikke et mål i sig selv,” siger han.
Det afgørende for et demokrati er derfor ikke nødvendigvis samtalen, men at borgerne accepterer resultatet af de demokratiske processer.
”Kriteriet for et velfungerende demokrati er, at der træffes beslutninger, som borgerne finder legitime. Og det er jo faktisk en omskrivning af K. E. Løgstrups definition af demokrati som ’en skikkelig måde at være uenig på’, som jeg synes er så rammende. Fordi det skikkelige består i at acceptere beslutningerne – også dem, man er uenige i. Men det vigtige er, at man er enig om spillereglerne for, hvordan beslutninger træffes,” siger Bertel Haarder.
Det er vi herhjemme – endnu. Men ifølge Bertel Haarder bør vi være på vagt, så vi ikke ender med amerikanske tilstande. Borgernes accept af spillereglerne for politiske beslutninger forudsætter, at de har ytrings- og meningsfrihed til fx at kritisere beslutningerne og mene noget andet end magten.
”Ellers kan man jo bare manipulere folk. Det er derfor, USA i dag på visse måder mere ligner et diktatur end et demokrati. Et diktatur lever i kraft af, at der ikke er informations- og ytringsfrihed, og at folk fodres med løgne, som de tror på. Og det er jo det, der sker i USA. Det er uland, når det gælder den folkeoplysning, der kunne hjælpe borgerne til at gennemskue de løgne og den misinformation, der spredes i de sociale mediers ekkokamre,” siger han.
”Vores forskning viser, at holdninger i høj grad også dannes gennem følelsesmæssige og fysiologiske impulser og af psykologiske mekanismer, der ligger dybt i os.”
Lene Aarøe
Men hvorfor spreder vi løgne og misinformation? Det har Lene Aarøe, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet et bud på. Hun forsker i mekanismerne bag vores politiske holdningsdannelse og har påvist, hvordan vi i høj grad er i vores følelsers vold, når vi tager stilling. Konsekvensen er blandt andet, at vi har svært ved at se klart, når vi forholder os til informationer, og det kan underminere den demokratiske samtale og true sammenhængskraften i vores samfund, fortæller hun.
I den bedste af alle verdner tager vi politisk stilling på baggrund af viden og argumenter, men så rationelt går det ikke for sig. Vores politiske holdninger dannes tværtimod gennem en vifte af faktorer, forklarer Lene Aarøe.
”Det er velkendt, at nogle af dem er sociologiske: De værdier og erfaringer, vi har med os fra vores opvækst og barndomsmiljø. Det er også velkendt, at de er et produkt af vores økonomiske interesser. Men vores forskning viser, at holdninger i høj grad også dannes gennem følelsesmæssige og fysiologiske impulser og af psykologiske mekanismer, der ligger dybt i os,” siger hun.
For at illustrere, hvordan det viser sig, trækker Lene Aarøe et eksempel frem fra den danske debat. I 2012 tonede en mand frem på TV og erklærede, at han hellere ville være på kontanthjælp end tage et lavtlønsjob. Manden blev landskendt som Dovne Robert, og forklaringen på de stærke følelser, der kom til udtryk i debatten efterfølgende, finder vi ifølge Lene Aarøe i menneskets evolutionshistorie.
”Gennem evolutionen er vi blevet gode til at spotte ’freeriders’, der udnytter fællesskabet uden at bidrage til det. Menneskearten har i det meste af sin historie levet sammen i mindre grupper, hvor der har været fødevareknaphed og mangel på andre nødvendige ressourcer. Derfor har vi som art udviklet avancerede systemer, hvor vi deler ressourcer med hinanden for at overleve. Men for at det kan fungere, er det vigtigt, at man deler, når man kan, og derfor kan forargelsen over Dovne Robert ses som et udslag af denne evolutionært udviklede psykologi,” siger Lene Aarøe.
Problemet var den måde, casen kom til at præge den offentlige samtale og den politiske holdningsdannelse på.
”Dovne Robert var langt fra repræsentativ for kontanthjælpsmodtagere, men han kom til at forme folks forståelse af, hvad en kontanthjælpsmodtager er, og opbakningen til kontanthjælpssystemet faldt på baggrund af denne ene historie,” siger hun.
Gennem evolutionen er vores psykologi nemlig pr. default indstillet til at slå ned på de enkelttilfælde, hvor vores artsfæller udnytter fællesskabet i stedet for at bidrage til det. Og denne psykologi spiller altså fortsat ind, når vi tilegner os informationer og danner politiske holdninger i dag. Vi er generelt disponerede for at reagere på informationer, der er levende og personlige, og som gør generelle problemstillinger konkrete, fordi de handler om mennesker af kød og blod.
Problemet er, at denne psykologi langt fra altid passer ind i et moderne massesamfund, hvor store befolkningsgrupper lever tæt på hinanden med en høj grad af anonymitet, forklarer Lene Aarøe. Her oversvømmes vi af informationer om mennesker, vi ikke kender, og det kan lede til fejlopfattelser af virkeligheden og unødig polarisering i den offentlige samtale.
”Når sådanne enkeltcases ikke er repræsentative for det underliggende samfundsproblem, kan der opstå ubegrundede stereotyper, fejlslutninger og fjendebilleder,” siger hun.
Får fejlopfattelser først vind i sejlene, truer det sammenhængskraften i samfundet og skader den demokratiske samtale. Lene Aarøes forskning peger på, at det derfor kan være effektivt at bringe konkrete og personlige modfortællinger i omløb, som – i tilfældet Dovne Robert - er mere repræsentative for den gennemsnitlige kontanthjælpsmodtager i Danmark.
”Vores forskningsresultater tyder på, at når folk får præsenteret flere sider af en sag gennem konkrete personhistorier, kan det afbalancere deres informationsbillede, så de ikke så nemt bliver ledt på af veje,” siger hun.
”I de senere år har vi set, hvordan gennembruddet af digitale medier ikke har ført til det virtuelle forsamlingshus, vi drømte om. I stedet er den demokratiske samtale helt forstummet eller udartet til mudderkastning.”
Lene Aarøe
At vores holdningsdannelse i så høj grad er styret af følelser, har dog også sine gode sider. Det kan styrke vores engagement i samtalen.
”Mange er med rette bekymrede for de farer, der ligger i, at følelser bliver styrende i politik. Men følelser er jo også et signal om, at der kan være noget på spil for folk, fx når det vækker vrede og forargelse herhjemme, at det land, vi troede var vores nærmeste allierede, truer med at overtage Grønland. Der hvor det bliver farligt er, når følelserne bliver udløst på et fejlagtigt grundlag, eller kammer over, så vi ikke længere kan være i den demokratiske samtale,” siger Lene Aarøe og tilføjer:
”Følelserne er gået for vidt, når uenighed slår over i decideret politisk had, og når amerikanske holdningsundersøgelser fx viser accept i dele af befolkningen af at bruge vold mod politiske modstandere. Der er vi gudskelov ikke herhjemme”.
Det skyldes ifølge Lene Aarøe bland andet, at vi har et flerpartisystem, der fremmer kompromisdannelser. Desuden at vi har en høj grad af tillid til, at vores samfundsinstitutioner generelt set varetager hele befolkningens interesser. Og endelig bidrager ikke bare vores public service-medier, men også de fleste kommercielle medier, til saglig informationsspredning i samfundet.
Alligevel bevæger den demokratiske samtale sig også i Danmark i en uheldig retning.
”I de senere år har vi set, hvordan gennembruddet af digitale medier ikke har ført til det virtuelle forsamlingshus, vi drømte om. I stedet er den demokratiske samtale helt forstummet eller udartet til mudderkastning. Alligevel må vi holde fast i idealet om den demokratiske samtale, fordi det holder os op på at gå i dialog med hinanden, selv når det er svært. For det er svært at sætte sig i en andens sted og at acceptere, at andre kan have andre værdier, andre interesser og andre opfattelser af tingene end mig,” siger Lene Aarøe.
Det er dog ingen hemmelighed, at viljen til at gå åbent og fordomsfrit ind i konstruktive samtaler med dem, man er uenig med, kan ligge på et lille sted i disse år. Lene Aarøe har samen med forskerkolleger undersøgt, hvordan politisk polarisering i USA hænger sammen med social gruppeidentitet. At støtte et politisk parti er nemlig ikke kun et spørgsmål om politiske holdninger, men også om følelser - følelsen af at tilhøre og kæmpe for en gruppe.
”Det betyder, at folk orienterer sig mere mod at forsvare denne gruppes status end mod at få bestemte holdninger repræsenteret. Vi ræsonnerer til fordel for vores gruppe og fortolker informationer i lyset af det, vi allerede mener. Vi er derfor ubevidst tilbøjelige til at fejllæse nye informationer og møder det, der udfordrer vores gruppes status, med uproportioneret modstand,” siger hun og tilføjer:
”Det svarer til, at fansene hepper på deres sportshold og forsøger at ’booste’ det ved at råbe negative ting om modstanderen. Det er de samme dynamikker, der udspiller sig i politik, og derfor bliver polariseringen så dyb og følelsesladet.”
Denne dynamik i vores holdningsdannelse er ifølge Lene Aarøe en af mange gode grunde til at holde fast i skolens rolle som demokratisk dannelsesinstitution.
”Vi kan ikke lide at blive i tvivl om, hvad der er rigtigt og forkert, og så bekæmper vi tvivlen ved at ræsonnere til fordel for det, vi mener i forvejen, og til forsvar for de sociale grupper, vi identificerer os med. Vi har brug for træning til at komme ud over denne basale psykologiske mekanisme, og skolen er en af de allervæsentligste øvebaner, vi har, til at lære at håndtere politisk uenighed – og at regulere de følelser, der ellers styrer vores politiske holdningsdannelse,” siger Lene Aarøe.
Når det kan være svært at styre sine følelser i den demokratiske samtale, må vi da i det mindste kunne respektere kendsgerninger, fakta og viden som det fælles grundlag for samtalen, skulle man mene. Det, der er sandt for alle, uanset politisk ståsted.
Men sådan forholder det sig ikke, forklarer Oliver Kauffmann, der er lektor ved DPU, Aarhus Universitet.
Sandheden har nemlig længe været ilde hørt. Når vi bruger det udtryk, betyder det normalt, at vi helst er fri for at høre sandheden, fordi den er ubehagelig. Men op gennem det 20. århundredes filosofi og videnskabsteori har en ny betydning sneget sig ind: Vi vil slet ikke høre tale om, at der skulle findes en Sandhed med stort S, som er fælles for alle mennesker. Sandheden er nemlig altid pakket ind i sprog – ’diskursiveret’, som det hedder, dvs. indlejret i de måder, vi taler om verden på, der igen er formet af magt- og vidensformer i samfundet.
”I dag bliver vi nærmest vrede, når nogen insisterer på at tale om sandhed. Det er blevet en refleks, at sandhed altid er sandhed i en bestemt kontekst,” siger Oliver Kauffmann.
Det skyldes ikke mindst den franske filosof Michel Foucaults (1926-1984) påvisning af, hvordan sandhed og magtstrukturer i samfundet hænger uløseligt sammen, og den amerikanske videnskabsteoretiker Thomas Kuhns (1922-1996) påvisning af, at sandhed altid produceres inden for et bestemt paradigme for, hvad der kan gælde for sandt. Begge har haft kolossal indflydelse på især humanistisk og samfundsvidenskabelig forskning og uddannelse, fortæller Oliver Kauffmann.
”For mig at se er det svært at komme uden om, at ethvert udsagn om verden, der kunne kandidere til at være en sandhed, altid vil optræde i en kontekst, hvor det vil kunne bruges og misbruges i et spil om magt og interesser,” siger han.
Det sætter en grænse for samtalen: Vi kan ikke komme bagom ordene til en fælles sandhed. Vi er kort sagt i ordenes vold.
”Der er åbenlyst en grænse for samtalen, men det kan være svært at fastlægge den.”
Oliver Kauffmann
Men ifølge Oliver Kauffmann er vi i en tid med strategisk brug af misinformation og fake news og en galopperende klimakrise nødt til at gentænke, hvordan vi alligevel kan tale om fælles forpligtende viden, sandheder og kendsgerninger. Ellers bliver det potentielt umuligt at handle politisk over for presserende problemer, ligesom den demokratiske samtale risikerer at køre helt af sporet.
Det synspunkt finder man blandt andet hos den franske sociolog Bruno Latour (1947-2022), forklarer Oliver Kauffmann. Latour er et af hovednavnene inden for socialkonstruktivismen. Her er grundidéen, at viden og kendsgerninger altid er socialt konstrueret, dvs. produceret og indlejret i bestemte sociale og kulturelle kontekster og forståelser af verden.
I den seneste del af sit forfatterskab har Latour åbnet for at tale om kendsgerninger, men uden at vende konstruktivismen ryggen.
”Latour erkender, at konstruktivismen møder sin grænse, når jorden brænder, så at sige. Det er en trussel mod menneskeheden, hvis man hævder, at den menneskeskabte klimakrise blot er et konstrueret perspektiv på verden. Men for Latour bliver klimakrisen til en kendsgerning gennem vores engagement i klimaet, ikke fordi den er en kendsgerning i sig selv,” siger Oliver Kauffmann.
Det kan lyde spidsfindigt, men Oliver Kauffmann nævner Latours overvejelser som et eksempel på, hvordan vores udveksling af sproglige perspektiver når sin grænse, når jorden kalder på handling.
”Der er åbenlyst en grænse for samtalen, men det kan være svært at fastlægge den. I det øjeblik man begynder at tale om kendsgerninger eller hæver noget op som almengyldigt, kan man jo i princippet straks problematisere det. Men når man så møder forskellige politiske grupperingers pragmatiske brug af fake news, misinformation og håndplukkede, belejlige lokale sandheder, revet ud af sammenhængen - ja så bliver det tydeligt, at denne problematisering er gået for vidt,” siger Oliver Kauffmann.
Vejen ud af denne blindgyde er ifølge Oliver Kauffmann at gøre op med det, han kalder en fejlagtig dikotomi, dvs. to positioner, der gensidigt udelukker hinanden.
På den ene side, at der skulle findes et særligt privilegeret perspektiv, hvorfra vi kan afdække objektive kendsgerninger og sandheder om virkeligheden. Og på den anden side, at objektiv viden slet ikke er mulig, men at vi kun har subjektive perspektiver på verden. Min mening og min sandhed er lige så gode som dine, og ’alting flyder’, som den græske filosof Heraklit sagde i Oldtiden.
”For mig at se er modstillingen problematisk. Det handler ikke om at vælge side, men om at forbinde de to positioner og være i dem samtidig. Og det er jo netop det, vi gør, når vi i en samtale kan blive enige om, at vi er uenige. Det er jo allerede en lille bitte kendsgerning, der forbinder os. Forudsætningen for, at vi kan blive enige om det, er den evne, vi har i os til at kunne træde uden for os selv og forsøge at se tingene udefra. Den evne er for mig at se noget af det dyrebareste vi har, fordi den sætter os i stand til at komme ud over det rent subjektive,” siger Oliver Kauffmann og uddyber:
”At vi er i stand til at se tingene udefra, er ikke det samme som at påstå, at der findes et sted derude, hvorfra man kan se, hvordan tingene virkelig er. Men denne evne til at kunne sætte os i den andens sted er jo et forsøg på en form for objektivitet.”
”Som mennesker er vi både kultur og natur, og denne dobbelthed i vores eksistens bør afspejle sig i skolens fag.”
Oliver Kauffmann
Ifølge Oliver Kauffmann kan man derfor se det som en del af skolens demokratiske dannelsesopgave at lære eleverne at mestre det, han kalder dobbeltsynet: At vi som mennesker har vores eget perspektiv på tingene, men samtidig er i stand til at skifte perspektiv og sætte os ud over vores eget.
”Det er et fint, illustrativt kundskabsideal, at vi skal lære at mestre dobbeltsynet, så vi ikke er spærret inde i subjektive følelser og perspektiver, blot fordi der ikke findes objektive sandheder,” siger han.
Hvis undervisningen i skolen i højere grad betoner sammenhængen mellem de enkelte fag, kan det være en måde at realisere dobbeltsynet på, mener Oliver Kauffmann. Kulturfagene handler om, hvordan kulturprodukter påvirker os, omslutter os og skaber mening med os og i os intellektuelt og følelsesmæssigt. Her er vi i vores perspektiv på verden, forklarer han.
I naturfagene derimod handler det om metodisk at skabe afstand til sit objekt. Eleverne lærer, at i disse fag er vores meninger, holdninger og følelser principielt irrelevante. Her træder vi uden for vores perspektiv på verden.
”Som mennesker er vi både kultur og natur, og denne dobbelthed i vores eksistens bør afspejle sig i skolens fag. Derfor er det problematisk, hvis elever kan gå fra én lektion, hvor de har lært om metaforer i digte, til den næste lektion, hvor de lærer om elementarpartikler i fysik, uden at nogen fortæller dem, at de ting hænger sammen. Hvorfra kan vi vide, at de hænger sammen? Ja, vi ved da i hvert fald, at de på en eller anden måde hænger sammen i os selv, når vi som kropslige væsner, der kan sønderdeles til molekyler og atomer, samtidig har en bevidsthed, der gør os i stand til at føle, tænke og eller endda have et åndsliv,” siger Oliver Kauffmann og tilføjer:
”Vi er og kan begge dele. Men selv om det i princippet er enkelt, er det i praksis vanskeligt at forstå og leve med den dobbelthed, vi selv repræsenterer som mennesker.”
Vender vi tilbage til Bertel Haarder, er menings- og ytringsfrihed forudsætningen for, at borgerne kan finde politiske beslutninger legitime. Men selv om vi har ytringsfrihed, kan vi ikke slippe afsted med at sige hvad som helst. Injurier, racisme-paragraffen og imam-loven er eksempler på samtalens juridiske grænser.
Men når vi er i ordenes og de politiske følelsers vold, handler den allervigtigste grænse, vi kan sætte for os selv, mere om etik og dannelse, mener Bertel Haarder.
”Vi skal grundlæggende opføre os ordentligt over for hinanden. Det bør være ordentlighed, der er årsag til, at vi ikke går og siger alle mulige forfærdelige ting til og om hinanden – og ikke frygt for straffelovgivningen,” siger han.
Bertel Haarder husker, hvordan han under Muhammed-krisen i 2006 deltog i et interreligiøst dialogmøde i Istanbul. Her fik han den tidligere tyrkiske præsident Süleyman Demirel til bords under middagen.
”Vi snakkede om Muhammed-krisen. Han var sekulær, og vi var helt enige om, at man ikke skulle indskrænke ytringsfriheden i Danmark og juridisk forbyde den slags satiriske tegninger. Alligevel lagde han sin hånd på min og sagde: ’Men ethvert land må selvfølgelig tænke på, hvem det ønsker som sine venner.’ Og han havde jo fuldstændig ret. Hvis man vil have venner, må man opføre sig ordentligt,” siger Bertel Haarder.
Bertel Haarder: Demokrati er ikke samtale, in: Demokrati - 40 indlæg, Forlaget Krogerup, 1996
Lene Aarøe: Evolutionary psychology and the study of politics, in: Handbook of Innovations in Political Psychology, Edward Elgar Publishing, 2025
Oliver Kauffmann: Remarks on science, epistemology and education in Bruno Latour’s Down to Earth, Nordicum-Mediterraneum vol.15(3), 2020.
Bruno Latour: Ansigt til ansigt med Gaia - Otte forelæsninger om det nye klimatiske regime, Forlaget Mindspace, 2025.
Fhv. medlem af Folketinget og Europa-Parlamentet (V) og minister, bl.a. undervisningsminister !982-1993 og 2007-2010. Højskolelærer på Askov højskole 1968-1973. Har udgivet en række debatbøger.
Foto: Steen Brogaard
Professor ved Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet og forsker i politisk psykologi. Hun undersøger blandt andet, hvordan psykologiske dispositioner former borgernes holdninger og reaktioner på politisk kommunikation. Hun har i 2025 modtaget Holst-Knudsen forskertalent-prisen.
Lektor i læringsteori ved DPU, Aarhus Universitet. Han forsker i forholdet mellem læring, erkendelse, krop og bevidsthed, og han leder forskningsnetværket EMBED (EMBodied EDucation). Han underviser bl.a. på DPU’s kandidatuddannelse i pædagogisk filosofi.
NR. 111
TEMA: Samtalens grænser
JUNI 2025
