Hvad er centralt for journalisten? Hvordan ser verden ud fra journalistens perspektiv? Og hvordan arbejder man som journalist?

Det er læringsspørgsmålene i 7.b, der de næste par uger arbejder med et scenariedidaktisk forløb, hvor klassen omdannes til en redaktion, og eleverne skal producere deres egen trykte avis.

”Gør vi den traditionelle undervisning til det rigtige, så bliver elevdeltagende undervisning som den scenariedidaktiske undervisning til dér, hvor vi giver slip. Men vi ved, at der i den traditionelle undervisning både sidder elever, der ikke kan følge med – og elever, der keder sig eller føler, at det, de lærer, er fuldstændig irrelevant,” siger han.

Han peger på, at der er meget at lære for både elever og lærere, når man skifter den klassiske klasseværelsesundervisning ud med en elevinddragende undervisning som den scenariedidaktiske.

”Både elever og lærere er vant til en meget struktureret hverdag, hvor der er procedurer for, hvordan man opfører sig. Klokken ringer, vi går ind, vi sætter os ned. Og når læreren kommer ind, lægger vi mobiltelefonen væk og tager bogen frem. De procedurer kan man ikke på samme måde læne sig op ad, når man har en undervisning, hvor eleverne skal lære nye praksisser i hvert forløb, og hvor de netop skal larme og løbe rundt, fordi de er engagerede, og der sker ting, der ikke er kontrollerbare,” siger han og fremhæver, at det derfor er en ny rolle, læreren skal indtage – og det er ikke nødvendigvis en nem rolle:

”Som lærer skal man både skabe noget, der minder om en praksis. Det kan være en redaktion, en købmandsbutik eller en tømrervirksomhed, som man ikke nødvendigvis har meget kendskab til. Og samtidig skal man identificere det, man kan kalde læringspotentialer, i den praksis og sætte ind med den rigtige faglighed på det rigtige tidspunkt.”

Tid til at gentænke lærerens autoritet

Jørn Bjerre, der er lektor i pædagogisk sociologi på DPU, Aarhus Universitet, ser efterspørgslen efter autoritet som en generel pædagogisk udfordring. Når vi efterlyser autoritet i undervisningen, er det, i hans optik, ofte fordi, der er noget, vi ønsker at kontrollere.

”Vi så det senest, da undervisningsminister Mattias Tesfaye foreslog at give lærerne lov til at fastholde elever,” siger han og fremhæver, at det kan være reelt nok at efterlyse en autoritet, særligt når man begynder at arbejde mere elevinddragende.

Men han foreslår, at vi frem for at tale om autoritet i traditionel forstand, begynder at tale om autoritet på en måde, hvor den også rummer den demokratiske opdragelse.

”Det kan godt være, at der er et fravær af autoritet i undervisningen, men frem for at kigge tilbage på noget, vi havde engang, mener jeg, at vejen frem er at tale om autoritet på en ny måde. Den måde, vi lige nu taler om autoritet på, hænger for mig at se ikke sammen med de demokratiske idealer, som vores samfund bygger på,” siger Jørn Bjerre og fortsætter:

”Når vi efterlyser autoritet, er det ofte fordi, vi ikke synes, at eleverne er, som de skal være. At de ikke er undervisningsparate. Men det er symptombehandling at forsøge at løse det gennem autoritet. I stedet bør vi tage det lange lys på og forstå, hvad der er på spil i de situationer.”

Meningsfuld undervisning

Jeppe Bundsgaard kan godt følge den overvejelse. Han oplever, at når lærerne træder ud af den autoritære rolle, de ofte indtager i den traditionelle undervisning, så udfordrer eleverne i mindre grad deres autoritet.

”I starten vil man måske blive mere udfordret, fordi både lærere og elever er vant til noget andet, men over tid vil eleverne opleve en meningsfuldhed. Relationen kan potentielt blive mere ligeværdig, og lærerens rolle vil frem for at fortælle eleverne, hvad de skal gøre, være at udfordre dem og sparre med dem.”

Han peger på, at læreren i en undervisning som den scenariedidaktiske vil være nødt til at bevæge sig i en dobbelthed, hvor der på den ene side er meget, han eller hun ikke ved, og meget, som ikke kan kontrolleres, men hvor der på den anden side kan opsættes rammer og findes metoder til at undersøge det, man ikke ved.

”Efterhånden vil læreren føle sig mere kompetent med opgaven, og hun vil udvikle metoder til at håndtere sin manglende viden om et givent emne, fx ved at undersøge det sammen med eleverne. Men hun vil være nødt til at turde være åben om, at det ikke er alt, hun ved,” siger Jeppe Bundsgaard.

Myndighed som bærende element

I begyndelsen af 2025 udgav Jørn Bjerre bogen Myndighed – undervisningens fundament: Roller, rammer og refleksionspraksis. Her argumenterer han for at tale om autoritet inden for det, han kalder en myndiggørende kontekst. Han præsenterer i bogen ni principper, der kan skabe det, han kalder en ’myndiggørende undervisning’.

Mens autoritet henviser til, at nogle har magt over nogle andre og fortæller dem, hvad de skal gøre, beskriver Jørn Bjerre myndighed som en relation mellem en, der forsørger og en, der forsørges, og hvor målet er, at man ikke har brug for at blive forsørget længere.

”Autoritet og myndighed er to meget forskellige begreber, der også er blevet behandlet meget forskelligt i idéhistorien. Hvor autoritet bliver brugt til at snakke om forvaltning og ledelse, har myndighed at gøre med en pædagogisk aktivitet, hvor man gør nogen i stand til at tale på egne vegne,” siger han og forklarer, at det inden for det myndighedsbegreb, han læner sig op ad, ikke er nok at have autoritet, man skal have det på en legitim måde. Autoriteten kan kun opstå, hvis den anden, i dette tilfælde eleven, anerkender ens myndighed.

Balancekunst i undervisningen

I den myndiggørende undervisning har læreren ansvaret for at rammesætte undervisningen, men det er eleverne, der spiller hovedrollen, forklarer Jørn Bjerre. Som underviser arbejder man sammen med eleverne for at få dem til at forstå, hvorfor de skal forholde sig til den viden, man formidler.

”Som lærer bliver man ikke myndig bare fordi, man kan sit stof. Man bliver en myndig lærer, når man kan bringe sit stof i spil på en måde, som bliver relevant for andre. Det er altså ikke nok, at man som lærer ved, hvor man skal hen. Man skal også vide, hvordan man får nogle andre med sig derhen. Og det gør man ved, at lave det, jeg kalder ’rolleovertagelse’, hvor læreren forsøger at forstå verden med elevernes udgangspunkt.”

Ifølge Jørn Bjerre er den myndiggørende undervisning en balancekunst, hvor man på den ene side ser verden gennem elevernes øjne og på den anden side tager ansvar for at hjælpe dem et nyt sted hen. Og netop det kan de ni principper, han præsenterer i sin bog hjælpe til.

Læreren skal forstyrre eleverne

Med inspiration fra den canadisk-amerikansk sociolog Erving Goffman beskriver Jørn Bjerre undervisning som en rollefunktion, hvor man sætter sit private selv til side for at træde ind i en professionel rolle. Det første skridt er at reflektere over, hvor man gerne vil hen med sin undervisning.

”Herfra er der mange forskellige muligheder for at udfylde sin rolle. Men det er vigtigt, at man tør omfavne de muligheder, der er i rollen. Det kan man fx gøre ved at tage ansvar for at forme elevernes forståelse af verden ved at tage beslutninger og ved at sætte en retning,” forklarer han.

Rolleovertagelse, hvor man mentalt overtager elevernes rolle, er et andet vigtigt princip i den myndiggørende undervisning: Hvordan forstår de verden? Og hvordan kan jeg som lærer bringe det i spil i undervisningen?

Her er det, ifølge Jørn Bjerre, vigtigt, at man som underviser er bevidst om at gå hen til eleverne med henblik på at gå tilbage til sig selv og omformulere den retning, man har sat, til noget eleverne forstår.

”Hvis læreren nøjes med at ’gå hen til eleverne’ og bliver dér, så kan elevindflydelsen tippe over. Vi ser i meget pædagogik, men også i forældreskab, at man gør barnet så vigtigt, at det, barnet gør, er rigtigt, og så glemmer man, at dialogen er asymmetrisk, og at man har et ansvar for at bringe noget ind, som udvikler barnet i en retning, det ikke selv kender,” siger Jørn Bjerre og fremhæver, at man som underviser har et ansvar for at forstyrre og udfordre – og for at gøre noget, der også er ubehageligt.

”Ubehageligt i den forstand, at det er ubehageligt at skulle ændre den måde, man ser på verden, men det er samtidig det, der udvikler.”

Myndighed er også rammer og ritualer

Det er en problemstilling, Jeppe Bundsgaard kan genkende i forhold til scenariedidaktikken.

”Faldgruben i den scenariedidaktiske undervisning er, at man glemmer, at eleverne skal lære noget. At man som lærer har et ansvar for at flytte dem et nyt sted hen. Det at lave en masse produkter, som eleverne er glade for, må ikke blive målet. At lære noget kræver refleksion over det lærte i praksis. Det at skrive gør, at man bliver bedre til at skrive, men man skal også gerne have et sprog for det,” siger han og fremhæver, at det derfor er vigtigt, at lærere sætter rammerne og organiserer den scenariedidaktiske undervisning på en måde, der sikrer denne refleksion.

Og netop rammerne spiller, ifølge Jørn Bjerre, en vigtig rolle i den myndiggørende undervisning.

”Undervisningen bliver først til undervisning, når læreren sætter nogle rammer for eleverne. Man må som lærer sikre, at undervisningens rammer flugter med de idéer, man præsenterer. Det handler fx også om den rækkefølge, man præsenterer stoffet i,” siger Jørn Bjerre og fremhæver det, han kalder ’ritualisering’ som en vigtig del af rammesætningen i den myndiggørende undervisning.

”Myndighed er også at pege ud, hvad der er særligt vigtigt og har særlig betydning. Og at gentage det. Det er det, vi ser ved morgensang, men det kan også være faglige ritualer. Den plads, du giver bogen på bordet, eller den måde, man opretholder regler, er også ritualisering,” siger han og slår fast, at ritualisering er noget af det mest myndiggørende:

”Når man som lærer på den måde tydeligt repræsenterer skolens værdier og retning, bliver man for alvor myndig som lærer.”