Asterisk - December 2025
Dansk grundforskning i skoleelevers tidlige skrivning er blevet omsat til et digitalt værktøj, der leverer data om elevernes skriftsproglige udvikling. De mange data kan styrke skriveundervisningen, men med flere og flere data fra digitale værktøjer og læringsplatforme i skolen følger også større krav til dataforståelse hos både lærere, forældre og politikere.
SPOT PÅ NY FORSKNING
Asterisk har talt med DPU-forskerne Kristine Kabel og Maja Hojer Bruun samt Janus Madsen fra virksomheden WriteReader om digitale værktøjer i skolens skriveundervisning og om dataforståelse som vigtig kompetence.
Indtil for få år siden var mange forskere optaget af, at børns skriftsproglige udvikling er individuel og foregår i spring, der kan være svære at forudse. Men det danske grundforskningsprojekt ATEL (Automated Tracking of Early Stage Literacy Skills) vakte i 2022 international opsigt, da det påviste typiske mønstre i børns tidlige skriveudvikling.
ATEL-projektet var et samarbejde mellem DPU, Aarhus Universitet, DTU, Nationalt Videncenter for Læsning og virksomheden WriteReader. Resultaterne fra projektet er nu omsat til et digitalt værktøj, der med hjælp fra kunstig intelligens automatisk kan vurdere elevernes skriveudvikling. Det nye værktøj giver lærere mulighed for at planlægge og gennemføre undervisning i skrivning med afsæt i hver enkelt elevs faglige niveau og udvikling.
Ifølge Kristine Kabel, lektor ved DPU og deltager i ATEL-projektet, er den nye viden om mønstre i børns skriveudvikling nyttig for lærere. Men mønstrene i børns skriveudvikling må ikke forveksles med normer for, hvordan børn burde kunne skrive og hvornår, understreger hun.
”Vi kan se, at der er stor forskel på, hvad og hvor meget eleverne kan skrive i de mindste klasser. Det er jo ikke den store overraskelse for lærerne, men vores forskning bekræfter, at de skal forholde sig til et rigtigt stort spænd i klassen, og at det derfor er meningsløst at tale om normer for, hvordan elever burde kunne skrive i hhv. 0., 1., 2. og 3. klasse,” siger hun.
’Skriv og Læs +’, som det nye værktøj hedder, er derfor udviklet som en støtte til lærerne, når de skal udvikle og planlægge undervisningen.
”For os er det vigtigt at understrege, at det er et fremadrettet undervisningsværktøj – selvom der kan være en risiko for, at nogen vil bruge det som et bagudrettet evalueringsværktøj,” siger Kristine Kabel.
”For os er det vigtigt at understrege, at det er et fremadrettet undervisningsværktøj – selvom der kan være en risiko for, at nogen vil bruge det som et bagudrettet evalueringsværktøj”
Kristine Kabel
Den risiko er helt reel, mener Maja Hojer Bruun, lektor ved DPU, Aarhus Universitet. Og det skyldes den måde, vi kulturelt er disponeret for at læse data på. Som en del af et forskningsprojekt om professionel ekspertise, automatisering og brug af kunstig intelligens inden for uddannelse, sundhedsvæsen og byplanlægning har hun brugt ATEL-projektet som case.
”Vi ville gerne undersøge det her nye vurderingsværktøj med både pædagogiske og antropologiske briller. Hvordan er det udviklet, hvilke dilemmaer stiller dets måde at visualisere data på, og hvordan bruger lærerne værktøjet?” siger hun.
Maja Hojer Bruun har derfor sammen med ph.d.-studerende Thea Sofie Engstrøm Vejlin interviewet ATEL-forskningsgruppen samt lærere fra Svendborg Kommune, der har deltaget i ATEL-projektet. Det nye digitale værktøj giver forskellige muligheder for grafisk visning af data om elevernes skriveudvikling, og ATEL-projektet er en interessant case, fordi ATEL-forskningsgruppen selv har været optaget af, hvordan man visuelt kan markere de usikkerheder, som datavisningerne er forbundet med, forklarer hun.
”Når man vil lave en grafisk fremstilling af den slags data, hvordan visualiserer man så den statistiske usikkerhed, sådan at data ikke bliver tolket som absolutte sandheder? Det har fx været et problem i forbindelse med de nationale test, hvor mange har læst tallene for, hvordan eleverne scorer, som indiskutable fakta. Alle, der underviser elever og studerende og evaluerer deres indsatser ved jo, at uanset hvordan man så end laver evalueringer, så er det øjebliksbilleder med en masse kontekst, der risikerer at forsvinde, når man visualiserer evalueringsdata,” siger Maja Hojer Bruun.
Udfordringen er, at elevers resultater i en national test, svar på en trivselsmåling eller score i en skriveapp, ikke afspejler omstændighederne omkring den situation, de er et billede af, forklarer hun.
”Hvis en elev har haft problemer med at logge ind i systemet, og der er gået tid med det, kan man så sammenligne den elevs præstation med elever, der kunne logge ind med det samme? Nej, ikke umiddelbart, og det ved de lærere, vi har interviewet jo godt,” siger Maja Hojer Bruun.
Spørgsmålet er derfor, hvordan datausikkerheden kan integreres i grafiske fremstillinger af data. Når det er vigtigt, er de fordi vi er tilbøjelige til at læse data i sådanne fremstillinger som sandheder uden modifikationer.
”Data udøver en særlig magt, og de får deres eget liv. De bliver ofte læst, som om de er meget mere sikre, end de egentlig er,” siger hun.
Det nye ’Skriv og Læs +’-værktøj er da også designet sådan, at lærerne hele tiden kan sammenholde værktøjets automatiske vurdering af elevernes skrivning med deres egen kontekstviden. Hvis fx William fra 3. b har skrevet en tekst, der scorer dårligere end den tekst, han skrev for en måned siden, behøver det ikke være et tegn på, at han er gået tilbage i sin skriveudvikling.
”Læreren kan klikke på den tekst, William skrev for en måned siden og se, at den handlede om fodbold, som læreren ved, at William interesserer sig for. I den nyeste tekst derimod skulle eleverne skrive om ’Folk og røvere i Kardemommeby’. Læreren ved, at det ikke lige er noget, William et specielt interesseret i, og i øvrigt var han også lidt sløj den dag – så det kan være med til at forklare, at det blev en dårlig tekst,” siger Maja Hojer Bruun.
Men der er altid en fare for, at konteksten forsvinder ud af billedet ved grafiske visualiseringer af automatisk genererede data, forklarer hun. Det kan bl.a. ske til skole/hjem-samtaler, hvor det ifølge Maja Hojer Bruun er blevet almindeligt, at lærerne fortæller forældrene, hvordan deres barn klarer sig, ved at vise dem resultaterne fra forskellige test.
”Nogle af de lærere, vi har snakket med, fortæller, at de godt kunne finde på at bruge grafiske fremstillinger af data til at motivere forældrene til at engagere sig mere i deres børns skolegang og fx læse noget mere med dem. De siger måske til forældrene: ”I kan se her på den graf, at William har vist gode takter, men nu er han gået lidt i stå”. Og så er de her datavisualiseringer pludselig blevet den form for sandhed, ingen har ønsket de skal blive – og slet ikke lærerne,” siger hun.
”Vi lever i en datatid, og for at vi kan bruge data rigtigt, må vi forstå den magt, data kan udøve på os – ikke mindst, når de tages ud af konteksten.”
Maja Hojer Bruun
Det er med andre ord vigtigt at være opmærksom på de faldgruber, der følger med, når man visualiserer data.
”Det er vigtigt, at lærere uddannes i at bruge den slags dataredskaber. Men netop lærerne har jo den nødvendige kontekstviden om eleverne, så faktisk er det endnu vigtigere, at politikere, beslutningstagere i kommuner og forældre – ja hele vores offentlighed faktisk – lærer, at de her grafiske fremstillinger af data skal tages med et gran salt. Vi lever i en datatid, og for at vi kan bruge data rigtigt, må vi forstå den magt, data kan udøve på os – ikke mindst, når de tages ud af konteksten og bruges politisk til fx at måle og sammenligne skoler,” siger hun.
Dataforståelse er derfor blevet en kompetence, vi alle er nødt til at mestre i dag, mener Maja Hojer Bruun.
”Man kan sige, at vi har bestemte kulturelle måder at aflæse datafremstillinger på. Vi er disponerede for at læse grafer fra venstre mod højre og vil gerne se en opadgående kurve, hvis det er en graf over noget, vi gerne vil have mere af over tid – fx skriftsprogskompetencer. Nedadgående kurver giver os derimod et negativt indtryk, selv når vi godt ved, at læring går op og ned. At kunne læse og forstå grafer er derfor en vigtig del af vores digitale dannelse og teknologiforståelse,” siger hun.
Datavisualiseringer er altså et nyttigt redskab, hvis vi formår at styre uden om faldgruberne. Det handler i sidste ende om, hvem der har fortolkningsretten til data.
”Fortolkningsretten bør være lokal og tilhøre dem, der kender konteksten og hele tiden tager den med i betragtning. Ellers kommer nuancerne ikke med, og så bliver data brugt til noget, det ikke var meningen, de skulle bruges til. At afkoble data fra lærernes vurderinger kan mindske lærernes autoritet – og omvendt kan det styrke den, hvis vi er enige om, at lærerne har det sidste ord, når data skal fortolkes,” siger Maja Hojer Bruun.
På baggrund af tusindvis af elevtekster har ATEL-forskningsgruppen defineret forskellige trin i elevernes skriveudvikling inden for fire dimensioner af skriftsprog:
Det nye værktøj kan levere grafiske fremstillinger af både de enkelte elevers individuelle og klassens samlede udvikling i forhold til alle fire dimensioner inden for en given periode. Lærerne kan altså både se, hvordan de enkelte elever ligger i forhold til hinanden og i forhold til klassen, forklarer Janus Madsen fra virksomheden WriteReader, der deltog i ATEL-projektet og står bag det nye værktøj.
”Tanken med værktøjet er, at det kontinuerligt kan levere en stor mængde data om elevernes skrivning, som kan hjælpe lærerne med at planlægge undervisningen, og måske hejse et flag i forhold til elever, der har brug for initiativer, der ligger ud over den almindelige undervisning,” siger han.
”Værktøjet er en støtte til læreren i undervisningen – og skal ikke bruges til at pege på, om 2.b på den og den skole ligger over eller under landsgennemsnittet.”
Janus Madsen
Det nye værktøj er baseret på kunstig intelligens, og ATEL-forskningsgruppen har udviklet et sprogmodul, der er trænet til at ”oversætte” elevernes skrivning til konventionel skrivning og stavning.
”For at værktøjet kan vurdere elevernes tekster, er vi nødt til kunne forstå, hvilke ord og betydninger de prøver at skrive. Hvis eleven fx har skrevet ’jai ælsr is og somr”, vil sprogmodellen oversætte det til ’Jeg elsker is og sommer’. Den kunstige intelligens kan altså støtte lærernes arbejde, men i sidste ende er det lærernes kendskab til eleverne og de konkrete undervisningssituationer, som fortolkningen af elevteksterne bygger på,” siger Janus Madsen.
Janus Madsen understreger ligesom Kristine Kabel, at ’Skriv og Læs+’ er et lærings- og undervisningsværktøj – og ikke et evalueringsværktøj.
”Værktøjet er en støtte til læreren i undervisningen – og skal ikke bruges til at pege på, om 2.b på den og den skole ligger over eller under landsgennemsnittet. Det vigtige er at have fokus på, om eleverne udvikler sig i en positiv retning. Med værktøjet kan lærerne se, om en elev gør fremskridt, om udviklingen er stagneret, eller om der ligefrem er tale om tilbageskridt – og kombineret med den viden, lærerne i øvrigt har om deres klasse og de enkelte elever, bedre vurdere, om der er noget, de skal være særligt opmærksomme på,” siger Janus Madsen.
Hvis værktøjet nu viser, at 2.b ikke klarer sig så godt i stavning, og læreren derfor beslutter at indføre diktat mandag, onsdag og fredag, ville det stride mod alt det, værktøjet står for, forklarer Janus Madsen.
”Værktøjet er en hjælp til at anlægge et holistisk blik på undervisningen, hvor stavning ses i sammenhæng med de tre andre skriftsprogsdimensioner. De grafer, værktøjet viser, er ikke hele sandheden om børns skrivning. Men det ved lærerne jo godt, de kender deres elever og kan se bagom de vurderinger, værktøjet leverer,” siger han.
Også Kristine Kabel understreger, at det nye digitale værktøj – eller tilsvarende værktøjer – kun er en støtte for det holistiske blik på undervisningen.
”Lærere kan bruge det nye værktøj i forhold til alle elever i en klasse og specifikt til deres tekster og skriftsprog. Men det kan ikke levere al den viden, lærere har brug for, når de skal undervise. Lærere bruger jo altid deres viden om de enkelte elever og den enkelte klasse, om hvilke skriveopgaver, der kan engagere dem, hvordan de sociale relationer mellem eleverne er, hvilke erfaringer de hver især har med skrivning i forvejen, og hvordan man kan bygge bro i den enkelte klasse mellem det, der optager eleverne i deres hverdagsliv her og nu og så det faglige indhold i undervisningen,” siger hun.
Maja Hojer Bruun og Thea Sofie Engstrøm Vejlin: ”Inscribing uncertainty. Visualizing edu-automation through spatializing techniques”, in ‘Discourse . Studies in the Cultural Politics of Education, 2025’
Nu kan vi se mønsteret i børns skriveudvikling - artikel i Asterisk 100, marts 2022
Differentiering nødvendig fra dag 1 i skolens skriveundervisning - nyhed på dpu.au.dk, marts 2022
Ph.d. og lektor i pædagogisk antropologi på DPU, Aarhus Universitet. Hun forsker i læring og digitale teknologier, bl.a. generativ AI i uddannelse. Hun underviser på DPU’s kandidatuddannelse i pædagogisk antropologi.
Lektor ved DPU, Aarhus Universitet. Hun forsker i fagdidaktik i danskfaget med fokus på litteraturundervisning og elevernes skriftlighed, skriveudvikling og literacy. Hun underviser på DPU’s kandidatuddannelser i didaktik.
Direktør i WriteReader og leder af ATEL-projektet. Han er uddannet lærer og har arbejdet med at udvikle læremidler i mere end 25 år. Han har siden 2012 været involveret i flere forskningsprojekter om tidlig skrivning i ind- og udland.
NR. 111
TEMA: Samtalens grænser
JUNI 2025
