”Det er meget vigtigt, at jeres børn læser 20 minutter om dagen!”

Hvis man har været forælder til et skolebarn og frekventeret forældremøder og Aula i løbet af de sidste 20 år, ligger den sætning i toppen af hitlisten over mest hørte og læste strofer. Budskabet har været, at børn død og pine skal læse 20 minutter hver dag. Til gengæld har der været mindre indblanding i, om poderne nu knækkede læsekoden med en Jumbobog, Ole Lund Kirkegaard eller manualen til robotstøvsugeren i hænderne. Men i en tid, hvor Danmark opruster geopolitisk, kommer der også fokus på den åndelige oprustning. Nu handler det ikke bare om at og hvor meget poderne læser – eller ikke læser – men i høj grad også om hvad de læser.

Litteratur får os aldrig til at gå i takt

For Stefan Kjerkegaard er det dog vigtigt at skelne mellem oprustning i militær og så i åndelig forstand.

”At læse litteratur er at forstå verden fra andre ståsteder end ens eget, og det kan vi godt kalde åndelig oprustning. Problemet er, at oprustnings-metaforikken associerer med alt det andet, der sker lige nu i verden. Litteraturen går ikke ind for at lave soldater, og den viser os netop, at der ikke findes et ’os mod dem’,” siger han.

Litteraturen kan aldrig bruges til at ensrette os eller til at give os et bestemt verdenssyn – heldigvis, understreger Stefan Kjerkegaard:

”God litteratur får os aldrig til at gå i takt. Den vil altid lære os, at der er en grund til, at vi mennesker gør, som vi gør, og ser på verden på en bestemt måde – gennem synsvinkler, perspektiver og forskellige stemmer.”

Litteraturen kan placere os inde i bevidstheden på et andet menneske, lære os at se tingene fra sider, vi ikke selv havde set, og have sympati med mennesker, som vi ikke bryder os om, fortæller Stefan Kjerkegaard.

”Dét tror jeg er vigtigt, og det er for mig åndelig oprustning: At vi lærer at se tingene fra forskellige sider, så vi også kan forstå, at russerne ikke er det samme som Putin.”

En indre rystelse og flamme

Vi vender tilbage til Stefan Kjerkegaard om lidt. Men først skal du møde Thomas Thurah. Han er forfatter og lektor på læreruddannelsen på Københavns Professionshøjskole og har gennem mere end 20 år skrevet en lang række fagbøger om litteraturlæsning i grundskolen blandt andet med udgangspunkt i kanonlitteraturen. Og så har han netop afleveret sin ph.d.-afhandling om affektivt orienteret litteraturlæsning på DPU, Aarhus Universitet. Den handler om, hvordan vi i højere grad kan forbinde det kognitive (altså tanker) og det emotionelle (altså følelser), når vi læser litteratur.

”Jeg undersøger, hvordan litteraturen bliver noget, som eleverne bliver berørt af og engagerer sig i. Det handler om, hvordan der i mødet mellem tekst og læser sker noget, som påvirker eller flytter læseren,” forklarer Thomas Thurah.

Og netop den måde at læse tekster på og blive vakt som menneske er også en åndelig oprustning, mener Thomas Thurah. Han sammenligner det, der sker med os, når vi bliver berørte af en tekst, med en lille, indre rystelse. Når Thurah taler om litteraturlæsning, bruger han ofte sprogbilleder med tørre og våde aviser. For når tekster berører os som læsere, er det som en ild, der nemt bliver tændt i en tør avis, forklarer han. Men når tekstlæsningen ikke rigtig rammer os, er det som at forsøge at tænde gnister i våde aviser.

Han pointerer, at der i dag er mange våde aviser i litteraturundervisningen i skolen. Den analytiske og begrebsorienterede tilgang med analysehjul og spørgsmål om komposition, virkemidler og synsvinkler fylder godt i klasselokalerne. Og det selvom vi ved fra undersøgelser, at den måde at læse og dissekere tekster på ikke virker særligt stimulerende for elevernes læseinteresse og motivation, pointerer Thomas Thurah.

”Hvis vi gerne vil have elever til at læse litteratur og blive påvirket af den, så skal vi tænde en ild. Og med de redskaber, vi gør brug af i dag, er det svært. Det handler om at kunne komme i en vibrerende kontakt med den tekst, man læser, og med de mennesker, man taler med om teksten,” siger Thomas Thurah og henviser til den tyske sociolog Hartmut Rosa og hans resonansbegreb (se også Asterisks interview med Hartmut Rosa om resonans).

Åndelig mobilisering

Vi kan med fordel give mere plads til sanseligheden og til både tanke- og føleprocesser, når børn og unge læser. Og lige her er en stærk kobling til åndelig oprustning. For Thomas Thurah ser åndelig oprustning som en forening af det kognitive og emotionelle.

”Åndelighed handler netop om en hel masse andet end rationalitet. Åndelighed er både at føle, sanse og at tænke. Og hvis åndelighed skal give mening, må det blive til ord, så vi kan formulere os om det. Hvis litteraturlæsning primært handler om formelle analyser og begreber, så bliver det ikke åndeliggjort,” siger han.

Men hvis vi formår at gøre netop det med vores børn og unge, så klæder vi dem måske også på til at blive ordentlige, oplyste og modstandsdygtige samfundsborgere?

”Litteraturlæsning udvikler vores empatiske evne, fordi det træner os i at anlægge forskellige perspektiver. Det er en måde at blive en bedre samfundsborger på, fordi vi bliver i stand til at se verden fra forskellige perspektiver. Det er åndelig mobilisering, når elever udvikler en sensibilitet over for det, de oplever i en tekst, og øver sig i at sætte ord på det i stedet for at tale i formelle analytiske begreber,” siger Thurah.

Smagen af Holsteins æble

Gennem læsning og møder med ældre litteratur kan vi skabe forbindelser til vores fælles fortid og de forfædre, der befolkede den. Det handler ikke bare om at afkode eller aflæse en historisk virkelighed.

”At læse er i høj grad et spørgsmål om at mærke en særlig stemning og opleve noget igennem og i kraft af den stemning. En vibreren. En affekt. Og vi bliver ikke bragt i affekt af, at der står ’1700-tallet’, ’stænderforsamlinger’ eller ’det moderne gennembrud’ på forsiden af en bog. Men vi kan muligvis blive bragt i affekt af en litterær tekst, som koncentrerer en anden tids dilemmaer i skikkelse af nogle personer i nogle særlige miljøer, der bliver bragt i nogle dilemmaer og kriser. Dét kan bringe os i vibration,” siger Thomas Thurah.

Han henviser til den tysk-amerikanske teoretiker Hans Ulrich Gumbrecht, som bruger begrebet ’past made present’ – altså når fortiden bliver gjort nærværende. Og det kan netop ske gennem en litterær tekst, at 2026-mennesket kommer i kontakt med sit lands historie og sine forfædres liv, livssyn og værdier. Om det er smagen af et gravenstener-æble i et Ludvig Holstein-digt fra 1915 eller barske sociale skildringer af udsatte og underklassen i 1930’erne i Tove Ditlevsens forfatterskab.

”Vi skal sanse det. Ellers kan den abstrakte socialistiske fortælling om menneskenes frigørelse og retfærdighedens udbredelse være lige meget. Men når vi mærker fortvivlelsen fra fortiden, så holder teksten op med at være en våd avis. Så bliver den til ild, og der opstår en forbindelse mellem det nationale fællesskab og personerne i den konkrete tekst,” siger Thomas Thurah.

Og det er netop dén forbindelse, som er interessant. Men den kan være svær at etablere.

Tove er den yngste

Thomas Thurah har som journalist, forfatter, litteraturelsker og didaktiker gennem alle årene haft et stærkt fokus på, at eleverne skal læse tekster, som de kan forstå. Det kan være vanskeligt, når man sidder i 8. klasse i Glostrup eller Bjerringbro og skal læse en alenlang tekst af en kanonforfatter, som har skrevet ordene ved stearinlysets skær i 1887.

”Vi forsømmer at tænke på, at nogle af de forfattere, vi beder børn og unge om at læse, er urgamle. De er i bogstaveligste forstand fra en anden virkelighed. Hvis du skriver fødselsårene op for de forfattere, som står på grundskolens kanonliste, så er den yngste født omkring første verdenskrig. Tove Ditlevsen er født i 1917,” siger Thomas Thurah.

Kanonteksterne er ofte lange, sproget er kroget, og sætningerne er svære at forstå. Og netop sværhedsgraden i teksterne fylder også for lærerne, når de skal undervise i kanonlitteraturen. Epinion lavede en rapport i 2020, som undersøgte lærernes brug af kanonlisterne i dansk og historie. Rapporten viser blandt andet, at lærerne finder det svært at undervise i teksterne, netop fordi de er svære at afkode for eleverne.

Spiseligt sprog

Problemet er ikke løst med en gloseliste. For en tonselang ældre tekst fyldt med ordforklaringer er med Thomas Thurahs ord som at stikke næsen ind i skolens kemilokale. Han mener, at det er essentielt, at vi gør sproget spiseligt for børn og unge, når vi nu gerne vil have dem til at læse tekster fra vores fælles fortid. Derfor har han selv udvalgt korte tekster og moderniseret sproget i de tekster, som han har givet eleverne til de mange workshops i forbindelse med sin ph.d.

Da læsere i 1800-tallet levede sig ind i H.C. Andersens eventyr, var sproget i teksterne, som det er for os at læse nutidsdansk. Han taler for, at vi tilpasser teksterne, så læseoplevelsen bliver lige så autentisk for eleverne i 8.b, som den var for datidens læsere.

”Ved at omskrive og modernisere teksterne gør vi elevernes nutidige møde med H.C. Andersens tekst mere autentisk. Og det er ikke at tage noget fra teksten – det er at give teksten dens friskhed og umiddelbarhed tilbage. Vi skal hjælpe eleverne ind i teksterne. For de skal have oplevet at blive berørt af tekster, før de vil gide at række ud efter litteraturen,” siger Thurah.

Giv BookTok en krammer

Her skal vi tilbage til litteraturforsker Stefan Kjerkegaard, som til dagligt underviser studerende på nordisk-studiet på Aarhus Universitet og leder forskningsprojektet Young Literary Practices (YoungLit). Sammen med en række kolleger undersøger han, hvordan 15-29-årige unge engagerer sig i litteratur på nye måder.

”En af grundmissionerne i YoungLit er uden fordomme at være nysgerrig på, hvordan unges adkomst til litteraturen er. Hvad enten unges vej ind i litteraturen går gennem BookTok-bøger, Instagram eller handler om at blive set med en lækker bog på en café, jamen så lad os omfavne det, i stedet for at sige ’den måde må du ikke læse litteratur på’. Jeg mener, vi skal væk fra, at der findes bestemte måder, som er rigtige, når det kommer til litteratur. I stedet må vi være nysgerrige på, hvad det er for en læsekultur, der er omkring bøgerne,” siger han.

Stefan Kjerkegaard har selv elsket litteraturen, fra han som teenager forsvandt ind i Bjarne Reuters fantasyroman Shamran. ”Litteratur er en måde at lære andre mennesker og verden at kende på. Ikke som en virkelighedsflugt, men som en flugt ind i virkeligheden, hvor man lærer verden at kende. Derfor er det vigtigt for mig, at vi får unge til at læse og have et forhold til litteratur. Og så er jeg på en måde ligeglad med, hvordan de får det,” forklarer Stefan Kjerkegaard.

Læsning rykker ind i det sociale rum

Forskningsprojektet viser, at fællesskaber er vejen ind i litteraturen for mange unge. Ifølge Stefan Kjerkegaard er der en tendens til at glemme fællesskabet i litteraturundervisning både i skolen og på universitetet.

”Der er en idé om, at vi skal være alene og næsten munkeagtige, når vi sidder og læser. At vi skal sidde for os selv og slide os igennem teksterne – og det begynder måske allerede med ideen om, at helt små børn skal sidde og læse 20 minutter om dagen,” siger han.

Men den idé køber mange af de unge litteraturbrugere ikke. YoungLit afdækker nogle af de fællesskaber, som opstår omkring litteratur, hvad enten det er forfatterskoler eller digitale fællesskaber om litteratur på fx TikTok. Som en del af forskningsprojektet besøgte Stefan Kjerkegaard Brønderslev Forfatterskole, som er blevet lidt af en institution for unge forfatterspirer. Det er et ugekursus for unge skrivetalenter fra 13 til 20 år, og fx har Yahya Hassan gået der.

”Det var omvæltende for mig at være i Brønderslev og følge de unge. De havde så fint et fællesskab. Dér fik jeg selv omdefineret mange ting om unge og litteratur. Fx at unge uden videre kunne springe rundt mellem tunge klassikere og young-adult-værker,” siger Stefan Kjerkegaard og fortæller begejstret om unge, som mimede titler som Hærværk, Iliaden og Heartstopper (en graphic novel-bestseller fra 2018) for hinanden.

”Det gav mig troen på litteraturen tilbage at se, at der var så mange unge, der var engageret i litteraturen,” siger han og fortæller om en dreng, som satte ord på værdien af at være i et fællesskab omkring litteraturen: ”Han fortalte, at det var socialt selvmord at interessere sig for litteratur hjemme i hans skole. Men så kunne han tage på forfatterskole i Brønderslev og tale med andre, der interesserede sig for litteratur og være den, han var.”

Men det kan være svært at overføre de lystfyldte litteraturfællesskaber til skolen, for det bliver meget hurtigt til lektier, som Stefan Kjerkegaard siger, og så dør det lidt.

”Vi er nødt til at være åbne for unges måde at læse og engagere sig i litteratur på.”

Jeg skriver, derfor læser jeg

Et meget karakteristisk træk ved en del unges tilgang til litteratur er, at flere unges vej ind i at læse litteratur faktisk begynder med at selv at skrive litteratur. Det ser Stefan Kjerkegaard i YoungLit-forskningsprojektet, men også i mødet med sine mange studerende på nordisk-studiet. Han er meget optaget af skriveforskeren Deborah Brandt, som udfordrer det magthierarki, der er mellem at læse og skrive: Først skal vi lære at læse, og så skal vi skrive.

”Jeg tror, vi skal prøve at imødekomme og være nysgerrige på, at mange unge skriver mere, end de læser. For mange unge er det deres vej ind i litteraturen at skrive selv. Hvis man skriver selv, tror jeg på, at man også bliver nysgerrig på at læse noget mere.”

Det synspunkt vil mange nok udfordre og sige ’du kan ikke selv skrive stor litteratur, før du har læst alle de store’?

”Ja! Og det er lige præcis det, jeg gerne vil udfordre. For eksempel kan det jo helt konkret være nemmere at fastholde koncentrationen, når du gør noget. Så måske har unge nemmere ved at koncentrere sig om at skrive end om at læse? At skrive kan være lige så litterært, så hvorfor ikke give dem mulighed for det,” spørger Stefan Kjerkegaard og pointerer, at vi har forskning, som viser, at det at skrive også skaber resiliens.

”Det handler ikke om, at alle skal udgive digtsamlinger. Det handler om, at vi som mennesker bliver bedre til at være i verden gennem skrivning og læsning af litteratur,” siger han.

Litteraturkanoner er også et værn

Og med det sagt skal vi lige runde de gamle litterære mestre på vores kanonlister igen. Det første kanonudvalg blev nedsat i midten af 1990’erne, og i 2004 fik vi obligatoriske kanonlister for grundskolen og gymnasiet. Den nye litteraturkanon kommer med bred politisk velsignelse. Der er nemlig ret stor enighed på tværs af det politiske spektrum om, at det er en god ide, at vi i Danmark har kanonlister, og at der dermed er en vis central styring med, hvilke tekster børn og unge skal møde, fra de træder ind i skolen i børnehaveklassen, til de dimitterer fra ungdomsuddannelserne med hvide huer eller sikkerhedssko.

Thomas Thurah pointerer, at det er interessant at spejle kanondebatten ind i det politiske spektrum. For både til højre og venstre på det politiske spektrum er der opbakning.

”Der er dem, som synes, at kanonlæsning er en god ide ud fra et nationalkonservativt eller nationalsindet synspunkt. De vil sige, at det rodfæster vores nationale identitet som danskere og kristne startende med Jellingstenen,” forklarer Thomas Thurah.

”Og så er der andre fra den modsatte politiske fløj, som også argumenterer varmt for kanonlæsning – men ud fra et socialt inkluderende synspunkt om, at flere skal have muligheden for at uddanne sig og blive dannet blandt andet gennem litteraturen.”

Så der kan være vidt forskellige motiver til at bakke op om kanonen. Og det begejstrer egentlig bare Thurah, fordi det er med til at holde debatten om, hvad vi skal læse, varm. Det er først, når debatten om, hvad vi skal læse, forstummer, at vi for alvor har et problem, mener han.

Det er jo ikke tavlerne fra Sinai

En kanon er også et tidsbillede – og dén erkendelse er måske den største forskel på gymnasiets nye litteraturkanon og den gamle. I dag er alle bevidste om, at en litteraturkanon har en udløbsdato, fortæller Stefan Kjerkegaard.

”I arbejdet med den første kanon, forestillede man sig måske i højere grad, at ’nu laver vi en kanon, og så skal den stå der de næste tusind år’ – som Moses’ tavler fra Sinaibjerget. Arbejdet i det nye udvalg har i højere grad båret præg af, at vi godt ved, at den her kanon er et udtryk for tidsånden lige nu og bliver erstattet af noget andet om nogle år,” siger han.

Der gik imidlertid blot en uges tid, før den første lille ændring kom. Direkte fra børne- og undervisningsministerens personlige læsehjerte. Mattias Tesfaye havde ellers sagt, at han ”ikke ville ændre et komma i udvalgets forslag”. Men allerede ugen efter udsendte ministeren en ny pressemeddelelse om, at han havde besluttet sig for at give Martin Andersen Nexø – fadder til arbejderhovedværket Pelle Erobreren – en plads i kanonen. Og sådan kan en politisk ambition om åndelig oprustning blive meget konkret.

For Stefan Kjerkegaard er det væsentligt, at de udvalgte kanonforfattere bidrager til, at vi lærer at se tingene fra forskellige perspektiver.

”Deres litteratur får i hvert fald ikke folk til at tro på, at der findes én form for virkelighed. Tværtimod. Hvis du læser værker af de her forfattere, så vil du tværtimod få et mere nuanceret blik på verden.”

Og det er måske netop åndelig oprustning: Et nuanceret blik på verden i en sort-hvid tid?