Demokratiet er den mest pissebesværlige styreform, vi kan forestille os, lyder det fra Mikkel Thorup, professor i idéhistorie ved Aarhus Universitet. Det kræver tolerance, tålmodighed, endeløs snak og hårdt arbejde med at sætte sig ind i det ene og det andet. Borgerne skal forfølge deres personlige interesser, men samtidig se ud over deres egen næsetip og kæmpe for det fælles bedste. Derfor kan demokratiet nærmest kun skuffe os.

Et moderne projekt

Der har gennem tiden været mange demokratilignende institutioner og praksisser forskellige steder i verden, forklarer Mikkel Thorup. Vi siger gerne, at demokratiet opstod i antikkens Athen, og det er ikke uden en vis nordisk stolthed, vi taler om Altinget, der blev oprettet i Island i 930 som et af de første parlamenter i verden.

”Demokrati er en bestemt praksis for kollektiv beslutningstagen, hvor man så vidt muligt inddrager de mennesker i beslutningen, som beslutningen angår. Man etablerer en form for lighed mellem deltagerne, og til gengæld forpligter beslutningen alle deltagere,” siger Mikkel Thorup.

Lighed er måske et lovligt flot ord at bruge, for i de tidlige demokratier var en række grupper af befolkningen udelukket fra det. Vi nævner i flæng og i tilfældig historisk og kulturel rækkefølge: slaver, kvinder, fattige og de unge. Det afgørende nye ved det moderne demokrati er, at det i princippet inddrager alle, pointerer Mikkel Thorup. Blandt milepælene er den amerikanske uafhængighedserklæring fra 1776 og den franske erklæring om menneskets og borgerens rettigheder fra 1789, der begge formulerer tanker om det enkelte individs rettigheder, som det har alene i kraft af, at det er menneske.

”I den moderne demokratitanke deltager vi ikke i demokratiske praksisser, fordi vi er medlemmer af et bestemt fællesskab, en klan, en stamme eller en socialgruppe, men simpelthen fordi vi er individer med universelle rettigheder,” siger Mikkel Thorup.

Demokratiet er tæt forbundet med det moderne oplysningsprojekt, som den tyske filosof Immanuel Kant i sit korte skrift Hvad er oplysning? fra 1784 definerede som ’menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed’.

”Det handler om frigørelse fra autoriteter, om at realisere frihed både som individer og som kollektiver. Det er derfor, truslerne mod demokratiet dybest set er trusler mod vores frihed. Går demokratiet tabt, er det ikke bare vores individuelle frihed, vi mister, men også vores kollektive handlekraft i verden,” siger Mikkel Thorup.

Deltagelse gør os til borgere

I den moderne demokratitanke kræver det altså ingen kvalifikationer at deltage i det, ud over at man er født som menneske og har levet tilpas længe, afhængigt af valgretsalderen i det enkelte demokrati.

Samtidig ligger det i denne tanke, at deltagelse i demokratiske praksisser er med til at danne individet til borger i samfundet.

”Som individer er vi disponerede for at forfølge vores egne interesser. Vi spørger: hvad kan jeg få ud af tingene? Men som borgere må vi spørge: Hvad er det for et fællesskab, vi ønsker at have sammen?  Tanken er så, at vi ved at deltage i demokratiske samtaler og beslutningsprocesser overskrider vores egne horisonter og sætter os ind i de andres, så vi sammen kan tale os frem til vores fælles interesse i sagen. Sagt lidt højpandet udvider vi vores empatiske opmærksomhed gennem demokratisk deltagelse,” siger Mikkel Thorup.

Demokratisk skuffelse

Så langt den ideelle side af sagen. Men virkeligheden er ofte en ganske anden, og ifølge Mikkel Thorup er en af de alvorligste trusler mod demokratiet i dag, at mange oplever en demokratisk skuffelse, fordi deres erfaringer med demokratiet ikke matcher deres høje forventninger til det.

Skuffelsen indtræder fx, når man oplever, at den økonomiske ulighed stiger, at det politiske system professionaliseres, eller at ens lokalområde bliver tømt for deltagelsesmuligheder, økonomiske ressourcer og politisk opmærksomhed – og man samtidig føler, at man intet kan gøre for at vende den udvikling.

”Mange mennesker i de vestlige samfund i dag føler sig ikke hørt eller set som dem, de faktisk er, selvom de har ytringsfrihed og for de flestes vedkommende også stemmeret. De oplever, at de står i en livssituation eller har nogle holdninger eller en position i samfundet, der gør, at de ikke bliver opfattet som fuldt ligeværdige borgere. Eller de oplever en afmagt over for en generel samfundsudvikling, de ikke bryder sig om, men som de trods deres demokratiske rettigheder ikke kan ændre,” siger Mikkel Thorup.

Hvor nogle i deres frustration trækker sig helt fra demokratiet – som vi fx ser det i lande med faldende valgdeltagelse – reagerer andre med vrede og had, fx på de sociale medier. Polariseringen i debatten kan i det hele taget ses som et udslag af demokratisk skuffelse, mener Mikkel Thorup.

”Det er jo ikke for at undskylde for folk, der kommer med trusler og siger forfærdelige ting om hinanden. Men man kan delvist fortolke det som brutale udtryk for den frustration og afmagt, man kan føle, når man gerne vil inkluderes i de demokratiske processer, men oplever at stå uden for dem,” siger han.

Demokratisk dannelse på otte sekunder

Selvom de demokratiske forventninger altså for manges vedkommende slår om i skuffelse, er det først og fremmest en succeshistorie, at vi faktisk har så høje forventninger. En succeshistorie, vores uddannelsessystem har en stor del af æren for, mener Mikkel Thorup.

”Paradoksalt nok er uddannelsessystemet medskyldig i den udbredte skuffelse, fordi det er lykkedes med at skabe nogle demokratisk sindede borgere, der føler, at de både har evnerne og retten til at deltage i demokratiet på lige fod med alle andre,” siger han.

Løsningen er dog ikke at nedjustere folks demokratiske forventninger, men at kvalificere dem gennem demokratisk oprustning i skolen og de øvrige uddannelsesinstitutioner. Og noget af det, vi skal oprustes til, er at føre gode demokratiske samtaler i en tid, hvor alle er afsendere af kommunikation.

I dag skal vi nemlig navigere i et horisontalt kommunikationslandskab, hvor de hierarkiske strukturer i kommunikationen er blevet nivelleret. Dels fordi de klassiske, kuraterede medier er på tilbagetog, dels fordi traditionelle autoriteter generelt har mistet status, og dels fordi befolkningen samlet set er blevet løftet, både hvad angår viden og demokratisk selvtillid.

”Det kræver, at vi lærer at forholde os til os selv som kilder og at afkode de budskaber, vi selv afsender. Her bliver det vigtigt at mobilisere klassiske dyder som opmærksomhed, tålmodighed og gensidig tolerance på ny som demokratiske dyder. Ellers bliver vi demokratisk tyndslidte i en tid, hvor alle taler om alt og gør det hurtigere og hurtigere, mens ingen holder fokus på noget i længere tid ad gangen,” siger han.

Vores hyperaccelererede tidsalder truer i virkeligheden selve begrebet om demokratisk dannelse, mener han.

”Næsten alle de forestillinger, vi har om dannelse, bygger på, at det er en form for drøvtygning – at man stille og roligt akkumulerer en stadigt mere kompleks og nuanceret bevidsthed om sig selv, sine medmennesker og det samfund, vi lever i. Men sat på spidsen er skolens utaknemmelige opgave i dag at finde ud af, hvordan man udfolder demokratisk dannelse på otte sekunder,” siger Mikkel Thorup. Hvilket nogenlunde svarer til den gennemsnitlige tid, folk kan holde opmærksomheden på en reel på Instagram eller en video på TikTok.

Brug den døde lærdom

Demokratisk dannelse handler dog først og fremmest om at lære at praktisere demokrati ved at deltage i det. Til det formål kan det være nyttigt at lære en masse om demokratiet, dets historie og institutioner. Her er der fx stof at hente i den demokratikanon, Undervisningsministeriet udgav i 2008 med 35 nedslag i demokratiets udviklingshistorie.

Et af dem handler om diskussionen herhjemme efter Anden Verdenskrig mellem teologen Hal Kock og juristen Alf Roos, om hvad der definerer demokratiet, og om det primært er en livsform eller en styreform. Et andet om Grundtvig og et tredje om Grundlovens indførelse i 1849.

”Hvis elever blot skal vide noget om de forskellige positioner og milepæle i forhold til demokratiet, er det død lærdom, i hvert fald i demokratisk forstand. Til gengæld kan det være godt at bruge det som afsæt for vigtige diskussioner om, hvad det vil sige at deltage i demokratiet, hvilken rolle nationalfølelsen spiller i det demokratiske sindelag, og hvilke borgere vi ønsker at inkludere i og ekskludere fra demokratiet og hvorfor,” siger Mikkel Thorup.

Vi bliver aldrig færdige med demokratiet

Demokratikanonen kan altså bruges didaktisk til at åbne for samtaler om demokratiet, så længe den ikke bruges som facitliste for vores forståelse af demokrati. Det ville være imod demokratiets ånd at fastlægge en gang for alle, hvad det er. Demokratiet vil altid være et ufærdigt projekt, pointerer Mikkel Thorup.

”Demokratiet lever af samtalen om sig selv, og vi lærer at være demokrater ved, at vi konstant diskuterer, hvad det betyder. Om vi har et godt demokrati, og hvordan det kan blive bedre. Om der er grænser for demokrati og ytringsfrihed, og om der er situationer, hvor vi er villige til at sætte demokratiske principper til side, fordi andre hensyn vejer tungere, ” siger han.

Helt aktuelt peger han på, om man kan have demokrati, når man er i krig. Og i hvilken grad vi er villige til at give køb på den personlige frihed i en overvågningstidsalder med fokus på tryghed, sikkerhed og kriminalitetsbekæmpelse.

”Mange af demokratiets dilemmaer er uløselige, og grunddilemmaet er afvejningen mellem fællesskabet og individet. Hvor meget kan staten bestemme over individet, uden at demokratiet holder op med at være demokrati, og hvor lidt kan vi tåle, at staten blander sig, før det går afgørende ud over fællesskabet?” siger Mikkel Thorup.

Hvad med resten?

Det er ved at deltage i sådanne samtaler om demokratiet og dets dilemmaer, hvad enten de foregår i et klasselokale i skolen eller i den store offentlighed, at vi bliver demokratisk dannede. Samtaler, der også kan handle om, hvad vi gerne vil lære af historien. Er det, at demokratiets historie i Danmark er en solstrålehistorie – eller at det har været en lang, brydsom og vanskelig proces at inkludere stadigt flere befolkningsgrupper i demokratiet?

En proces, der slet ikke er slut. For nok fik kvinder valgret i Danmark i 1915, og nok blev valgretsalderen sænket til 18 år i 1978, men ved det seneste folketingsvalg i 2022 var 10,4 procent af den voksne befolkning udelukket fra at stemme, fordi de ikke havde dansk statsborgerskab.

”Historisk set har den almindelige stemmeret hellere ikke omfattet fx kvinder, fattige, tyende og tidligere straffede. Der er stor demokratisk læring i at forstå, hvordan demokratiet gennem tiden har ekskluderet bestemte befolkningsgrupper og stadig gør det. Jeg tror, vi bliver bedre borgere af at forholde os til demokratiets dilemmaer og diskutere, hvem vi vil og ikke vil inkludere i demokratiet, og hvilke historiske og aktuelle grunde der kan være til det, ” siger Mikkel Thorup.

Der er ingen opskrift på det sande demokrati, og ethvert demokratisk samfund kan sætte barren for, hvem der er med, præcis som det har lyst til, mener Mikkel Thorup. Men til gengæld må vi åbent diskutere, hvorfor vi sætter den, som vi gør – og ikke mindst om den skulle sættes anderledes.

”Det hjælper os til at blive opmærksomme på, hvad det egentlig er for en form for demokrati, vi lever i. Og dermed til bedre at forstå den demokratiske skuffelse hos mennesker, der formelt har stemmeret, men som alligevel føler, at de i praksis ikke bliver set og hørt,” siger han.

Stem når du bliver 16

Med grundloven fra 1849 blev valgretsalderen fastsat til 30 år. Siden er den blevet sænket flere gange, senest i 1978 til 18 år. Men Mikkel Thorup ser gerne, at vi sænker den til 16 år.

”Enhver fastsættelse af valgretsalder er dybest set vilkårlig.  Argumentet mod at sænke den til 16 ville være, at der er man ikke moden nok, og man ved ikke nok. Men det var det samme argument, man brugte imod at sænke den til 18 år. Grænsen skal sættes et sted, og min pointe er, at man ikke først skal have en vis viden og modenhed for at kunne deltage, men at modenhed og viden kommer gennem at deltage. Det er selve den demokratiske deltagelse, som fx at stemme til folketingsvalg, der motiverer én for demokratiet og gør én modtagelig for læring om samfund og demokrati,” siger han.

Bestemte forkundskaber er altså i Mikkel Thorups øjne ikke strengt nødvendige forudsætninger for at deltage. Vi skal ikke først dannes til demokrati for at kunne deltage, det er selve deltagelsen, der gør os demokratisk dannede. Dermed ikke sagt, at han ikke kunne ønske sig mere samfundsfag og historie på skoleskemaet.

”Intet ville gøre mig gladere end det. Men for mig er det ikke et kriterie for, om man skal have stemmeret eller ej. Det vigtige er, at vi med udvidet stemmeret tvinger det politiske system til at tage flere befolkningsgrupper alvorligt: Og nok så vigtigt: Det ville også være en måde at engagere og ansvarliggøre folk på,” siger Mikkel Thorup.

Fra stemmeret til stemmepligt

Men demokratisk oprustning er ikke kun at give stemmeret til flere. Mikkel Thorup smider endnu en trumf på bordet: Stemmeret skal være stemmepligt.

Stemmepligt findes allerede i lande som Belgien, Tyrkiet og Australien, og man kan ifølge Mikkel Thorup diskutere, om det er en succes. Men eftersom der i dag er en social og uddannelsesmæssig slagside i forhold til, hvilke befolkningsgrupper der stemmer til valgene, vil det sikre en større repræsentation af hele den stemmeberettigede befolkning.

”Folk med lav uddannelse og lav indkomst har en stærk tendens til at stemme mindre. Det betyder, at politikerne i mindre grad tilgodeser deres interesser. Med stemmepligt ville det politiske system være mere tilbøjeligt til at tage alle befolkningsgrupper og deres interesser alvorligt. Det ville simpelthen skabe en bredere repræsentation af forskellige sociale, økonomiske og geografiske interesser, end vi har i dag,” siger Mikkel Thorup.

Men er det ikke et overgreb på den personlige frihed som central demokratisk værdi at tvinge folk til at stemme? Ikke mere end det er at tvinge folk til at køre med sikkerhedssele, mener han. Demokratiet er nu engang fyldt med dilemmaer og paradokser. Vil vi have demokrati som styreform, må vi leve med, at det er ’ustyrligt’, som Mikkel Thorup kalder det.