”Jeg ønsker inderligt, at du vil blive en del af det mindretal, der bevarer og dyrker den menneskelige intelligens' kraft og videregiver evnen til kritisk tænkning og dybdegående læsning… til fremtidige generationer.”

Sådan skrev den britiske historieprofessor Richard Drayton sidste år i et brev til sine førsteårsstuderende på universitetet og siden i et opslag på Facebook. Han peger på, at vi står over for en periode i menneskets historie, hvor vi vil se en splittelse mellem dem, der besidder evnerne til at læse komplicerede tekster og forstå sammenhænge, og så dem, der ikke gør.

Det er Johnny Laursen, lektor i historie på Aarhus Universitet, der gør mig opmærksom på opslaget. For ham indkredser det den dybt bekymrende epoke, vi står overfor.

Historiefaget kan skabe fundamentet

For Johnny Laursen er der ingen tvivl om, at vejen til igen at skabe et solidt fundament under vores folkestyre og demokrati går gennem genopbygning af det fælles fundament, hvor viden og kendskab til historien står centralt.

Han bifalder derfor også, at regeringen har taget initiativ til det, de kalder en åndelig oprustning. Selv om han ikke er pjattet med ordet. Og han peger på, at især en opkvalificering af historiefaget kan være nøglen.

”Alle fagligheder er videnskab, der er baseret på forskning, men særligt historiefaget er kendetegnet ved at insistere på, at vores viden skal bygge på et fundament af oprindelige kilder. Historiefaget kan derfor være med til at indgyde en stærkere tradition for at undersøge kilderne til den viden, vi samler op,” siger han.

Johnny Laursen peger på, at vi samtidig skal opkvalificere historieundervisningen både i grundskolen og på ungdomsuddannelserne og stræbe efter at formidle et historisk helhedsbillede.

”Måske er tiden kommet til at sætte fokus på overblikket og skrue ned for den tematiske tilgang. Det er ikke et udtryk for, at vi skal tilbage til en gammeldags historieundervisning, men jeg tror, det ville styrke udbyttet for nogle elever og gøre det nemmere at navigere i store historiske spørgsmål, hvis vi styrkede helhedsbilledet. Det vil kræve flere undervisningstimer, og også stærke faglige kompetencer hos underviserne,” siger han og fremhæver, at der i grundskolen lige nu undervises mindre i historiefaget end tidligere. Det samme gør sig gældende på læreruddannelsen, hvor undervisningsfaget historie er skåret kraftigt ned.

Misbrug af demokratiet

Historiefaget burde imidlertid ikke nedrustes, men tværtimod oprustes. En af tidens største farer er, at vi får et samfund, der bygger på løsagtig viden og dermed også løsagtige værdier. Det åbner, for at de, der har ilde hensigter, kan manipulere med os og med demokratiet, fortæller Johnny Laursen og nævner, at modstandere af demokratiet ofte har forstået den magt, der ligger i at kunne kontrollere en befolknings viden og uddannelse.

Et eksempel er den tyske nazist Wilhelm Frick, der var allieret med Hitler. Tilbage i 1920’ernes Tyskland blev han den første nazistiske indenrigs- og kultur- og undervisningsminister i delstaten Thüringen.

”Det var det samme, der skete, da den nazistiske magtovertagelse kom i 1933. Og vi ser det i næsten alle totalitære diktaturer i det 20. århundrede. Det første, man kontrollerer, er politiet, og dernæst sætter man sig på kultur og uddannelse. På den måde sikrer man sig magt over både de fysiske magtmidler og over sindelaget,” siger Johnny Laursen og tilføjer, at det også var det, George Orwell forstod, da han i sin dystopiske roman 1984 ironisk skrev om Ministeriet for kærlighed og Ministeriet for sandhed, der i virkeligheden var dybt manipulerende.

”Det er, som om vi i demokratierne i vores trang efter ikke at regulere mister fokus på det, der er vigtigt. Vi glemmer nogle gange, at netop viden og uddannelse er fundamentet for vores demokrati, og det er her, vi skal sætte ind, hvis vi vil styrke vores folkestyre,” siger han og fremhæver, at det er derfor, at han har stor sympati for regeringens fokus på det, de kalder åndelig oprustning.

Sammenhængskraft som værn

Johnny Laursen henviser til den danske socialdemokrat Hartvig Frisch, som blev kendt for bogen Pest over Europa, der udkom i 1933, og som byggede på hans iagttagelser af blandt andet fascismens magtovertagelse i Rom. Hartvig Frisch kom til at spille en betydelig rolle for socialdemokraternes strategi for at imødegå de bevægelser, der var både til venstre og til højre i den periode.

”Det handlede blandt andet om at have viljen til at besidde statsapparatet og magten over de statslige institutioner. Men han pegede også på vigtigheden af samfundets samlingskraft,” siger Johnny Laursen og fortæller, at Hartvig Frich var ordfører for socialdemokraterne, da man havde den første grundlovsdiskussion i 1939.

”Her havde han nogle fantastiske formuleringer om, at man ikke må lade folkestyrets fjender bruge demokratiet selv til at underminere demokratiet. Han refererede blandt andet til det grundlovsbestemte forbud mod foreninger, der søgte at virke med vold eller forsøgte at fratage andre deres borgerrettigheder. Især jødernes skæbne i Tyskland vejede her tungt,” siger Johnny Laursen.

Der er, ifølge Johnny Laursen, mange paralleller mellem datidens diskussioner om, hvordan man bedst forsvarede demokratiet mod ydre og indre fjender og de diskussioner, som rejser sig i dag.

”Spørgsmålet om den indre sammenhængskraft har i denne tid rejst sig med ny styrke, og jeg forudser, at der også vil følge diskussioner om, hvor langt vi kan gå, før forsvaret for demokratiet svækker selve friheden,” siger Johnny Laursen.

Fællesskab i frihed

I USA har også en anden historiker, nemlig Timothy Snyder, gennem mange år haft fokus på, hvad vi kan lære af tiden før og under 2. verdenskrig. Blandt andet har han skrevet boget Blodbad, der handler om folkemordet i Østeuropa.

I 2018 udgav han bogen Vejen til ufrihed. Her peger han på, at den fragmentering og mangel på fællesskab og fælles forståelse, der i dag kendetegner USA, handler om, at man i mange år har dyrket en forkert opfattelse af, hvad det vil sige at være fri.

Vil man forstå, hvad der er gået galt med den amerikanske frihed, må man, ifølge Timothy Snyder, skelne mellem to frihedsbegreber: negativ frihed (frihed fra) og positiv frihed (frihed til).

Ifølge Timothy Snyder har amerikanerne betragtet frihed som frihed fra begrænsninger, hvilket i praksis har udmøntet sig i at se frihed som et fravær af en magtfuld, formynderisk stat.

I bogen taler Timothy Snyder for en positiv frihed. En frihed, som er noget – ikke blot et fravær af noget, men en frihed, som man skaber sammen, og som skal kultiveres i et samfund.

”Vi har heldigvis endnu ikke et ministerium for sandhed, sådan som Orwell forudså det i 1984. Men vi har magtfulde teknologier og medier, som udbreder noget, der ikke er sandt. Skal vi være stærke nok til at møde den udfordring, er det netop det fællesskab i frihed, som Snyder taler om, vi skal bygge. Og det skal bygges på fælles viden,” siger Johnny Laursen.