Uddannelser skal ikke opruste børn og unge til et stærkt ’vi’, men løfte dem til at blive selvstændige subjekter, der vender sig mod verden. Det mener en af tidens store stemmer i uddannelse, den hollandske uddannelsesfilosof. Gert Biesta. Han er professor i uddannelse ved Maynooth University i Irland og måske særligt kendt for sit forfatterskab med bøger som God uddannelse i målingens tidsalder, Den smukke risiko i uddannelse og pædagogik og Verdensvendt uddannelse.

Kamptilstand

Det store skræmmeeksempel er for Gert Biesta det nazistiske uddannelsessystem før og under Anden Verdenskrig.

“Der så man denne refleks til at sige, at ‘verden er usikker. ​Vi føler, at vi bliver truet, så vi er nødt til at styrke os selv ved at få klarhed over, hvem vi er, og hvor vi kommer fra’. ​Før man ved af det, kan man skabe, ja, næsten en slags monster, hvor folk stopper med at tænke selv og tror, at hvis vi er stærkere, kan vi modstå dette. Vi kommer i en kamptilstand og forbereder os på at kæmpe tilbage.”

”Det, som nazisternes uddannelser var rigtig gode til, især over for unge mennesker, var, at de gav en masse klarhed ved at sige, at dette er vores tyske identitet. Det er, hvad det vil sige at være en god tysk borger uden nogen mulighed for tvivl eller for at stille vanskelige spørgsmål. Jeg tror, at vi netop har brug for denne mulighed for tvivl i uddannelse.”

Gert Biesta nævner den tyske uddannelsestænker Klaus Mollenhauer, der voksede op i det nazistiske Tyskland og efter Anden Verdenskrig var dybt optaget af, hvordan det kunne gå så galt, når nu Tyskland havde et så veludviklet uddannelsessystem. Mollenhauers diagnose var, at det tyske uddannelsessystem gjorde unge mennesker for sikre på dem selv.

”Hvis du er 100 procent sikker på dig selv, er du meget farlig. For så kan du ikke længere tvivle på dig selv. Derfor skal vi stræbe efter, med Klaus Mollenhauers ord, et element af ’selvusikkerhed’. At have en bevidsthed er, at du aldrig er 100 procent sikker på dig selv,” siger Gert Biesta.

Hvad du og verden har brug for

Nu vil man uddannelsespolitisk flytte fokus fra ’mig’ til ’vi’ ved at betone fælles viden og fælles rødder. Kan det ikke være en god udvikling?

”Jeg tror, at det er det forkerte svar på det rigtige problem. ​Hvis vi siger, at vi har skabt en slags neoliberal kultur, hvor alle kun er interesseret i sig selv, er det et reelt problem. ​Løsningen er ikke at gøre individer til et ’vi’, men snarere at vende individet mod verden. Det at være et subjekt i verden er at finde ud af ikke kun, hvad du vil, men hvad verden faktisk har brug for fra dig. ​For mig er det en helt anden tilgang end at sige, at måden at overvinde individualismen på er at gå tilbage til en fælles identitet.”

I din bog Verdensvendt uddannelse argumenterer du for, at uddannelse bør orientere sig mod verden snarere end at orientere sig mod læreplaner. Vil du uddybe?

”Der er en langvarig diskussion inden for uddannelse om: Skal eleven eller læreplanen være i centrum? ​Jeg mener, at vores job som undervisere er at skabe en forbindelse mellem eleverne og læreplanerne. ​Men det er aldrig kun for elevernes skyld eller bare for læreplanernes skyld. ​Det er for at opmuntre eleverne og forberede dem på deres liv i verden.”

”​Verden stiller os hele tiden spørgsmål. ​At være åben for disse spørgsmål er for mig den virkelige udfordring i uddannelse centreret omkring verden. ​Verden er ikke et objekt for vores fornøjelse. Verden og andre mennesker har brug for os. ​Man kan sige, at de leder efter os, og vi har noget at give. Det er vigtigt at anerkende, at alle mennesker kan have forskellige ting at give til verden. Det er en meget anderledes tilgang end at gå tilbage til en slags fælles identitet.” 

”​Den måde, hvorpå verden viser sig i dag med kriser, krig og usikkerhed, gør disse spørgsmål meget vanskeligere. ​Hvad kan vi gøre? ​Hvad skal vi gøre? ​Men du kan ikke løse problemet ved at sige, at hvis vi bare får klarhed over, hvem vi er, så vil vi være okay.”

Vi skal løfte os op

Du nævnte tidligere, at en reaktion på disse usikre og endda frygtsomme tider er at gå i kamptilstand. Det får mig til at tænke på, at hvis vi som mennesker udsættes for farer, reagerer vi typisk med enten ’kamp’, ’flugt’ eller ’frys’. Hvad skal vi gøre, når vi konfronteres med vores frygt for fremtiden?

“I den udstrækning at fremtiden bliver mere frygtindgydende, er forsvarsreaktionen nærmest biologisk programmeret. Udfordringen er imidlertid ikke at fryse, kæmpe eller flygte. Det er at finde vores højere selv, at løfte os selv op fra disse biologiske reflekser.”

Gert Biesta foretrækker ’opløftelse’ frem for ’oprustning’ som billede på, hvad der er den væsentlige opgave for skolen. Skolen skal hverken se mennesker som planter, der har brug for kultivering, eller soldater, der skal hærdes med et skjold eller en rustning, men som væsner, der har behov for at ’løftes op’ og ’vækkes’.

Han er inspireret af den franske uddannelsestænker Philippe Meirieus begreb om, hvordan ’det infantile’ hjemsøger os hele livet. Det infantile er at forfølge sit eget begær og sine egne ønsker. Kamp, flugt eller frys er ’infantile ønsker’, som handler om den enkeltes overlevelse, mener Gert Biesta. 

”Udfordringen er at løfte os selv op over ’infantile ønsker’ og søge efter vores højere selv eller vores bedre selv. Meirieu påpeger, at det er virkelig svært at gøre på egen hånd; at løfte sig selv op over disse instinktive reaktioner. Der skal vi hjælpe hinanden. Vi har virkelig brug for sociale konfigurationer for at hjælpe hinanden. Jeg tror, skolen kan være en sådan social konfiguration, hvis den bevæger sig ud over dette spørgsmål om, hvordan vi kan blive stærkere, eller hvad vi skal kæmpe imod.”  

”Jeg er stor fortaler for skolen. Nogle mener, at meget kan læres online eller i praksis frem for i skolen. Jeg kan godt lide ideen om, at det græske ord 'skole' betyder fritid. Det er netop den tid, vi frigør. Den tid, vi giver den nye generation.”

Mere plads til subjektifikation

Gert Biesta mener, at skolen ikke kun skal bidrage til udvikling af kvalifikationer og socialisering. Det er helt afgørende, at skolen gør det muligt for eleven at udvikle et selv.

Han mener, at skolen har tre formålsdomæner, som overlapper hinanden:

• Kvalifikation, der handler om at lære færdigheder, tilegne sig viden og kunne handle på færdigheder og viden.

• Socialisation, der handler om at kunne orientere sig i traditioner, kulturer og værdier.

• Subjektifikation, der handler om at blive et selv, forstået som et selvstændigt subjekt, der kan handle i verden.

Ifølge Biesta fungerer uddannelse altid i relation til de tre domæner.

Du har tidligere udtalt, at der er et læreplanshierarki, hvor kvalifikation og socialisation typisk rangerer højest, mens subjektifikation taber. Hvordan?

”Noget af det, der sker i Danmark, er, at der har været stor vægt på kvalifikation. Nu siger man så, at det ikke længere er godt. Men hvis man så hopper over til et meget stærkt socialiseringsprogram, glemmer man subjektifikation. Skoler skal give orientering og retning, men ikke programmer, der siger ’disse værdier skal du leve efter’. Der er ikke noget galt med god kvalifikation eller socialisation, men vi skal altid forstå, at vi kvalificerer og socialiserer mennesker til deres egen ansvarlige frihed.”

Hvad verden kræver

Hvordan gør vi det? Hvordan opmuntrer vi til subjektifikation i vores uddannelsessystem?

”Vi skal give plads til et meget specifikt spørgsmål: Hvad beder verden dig om? ​For mig er det et spørgsmål om subjektifikation; at det ikke kun handler om, hvad du vil, men også om, hvad verden kræver af dig. Faktisk møder du dig selv, når du tager dette spørgsmål alvorligt.”

”Jeg startede min undervisningskarriere som fysiklærer, og nogle siger, at fysik er meget teknisk, og at der ikke er plads til subjektifikation. Jeg er uenig. Jeg tror, ​​at hvis man virkelig forstår fysik og bliver en dygtig fysiker, kommer den viden med et ansvar. Hvad kan man gøre med den viden? Hvilke etiske spørgsmål rejser det, for eksempel at vide, hvordan man bygger en atombombe? Inden for sundhedsuddannelse kan man sige, at vi har så meget teknologi, der kan gribe ind i menneskekroppen, men burde vi gøre det? Det handler om at rejse disse moralske eller eksistentielle spørgsmål. Jeg tror, ​​at det kan gøres i enhver del af curriculum. God kvalifikation er først færdig, når vi også har stillet disse spørgsmål. At konstant bringe de eksistentielle spørgsmål tilbage i fagene er en konsistent måde at være opmærksom på subjektifikation.”

Forestil dig, at du er lærer i en skole med mindre elever. Hvordan ser du egentlig denne subjektifikation finde sted, og hvad bør du gøre for at fremme den?

"Subjektifikation er ikke et resultat. Subjekthed handler i høj grad om lærerens tilgang; det handler om at finde alle mulige måder, hvorpå du kan rejse dette spørgsmål til dine elever. Med små børn henviser jeg ofte til håndværk og kunst. Hvis du for eksempel arbejder med ler, har du måske en idé om, hvad du vil gøre med leret, men leret tillader ikke alle dine ideer. Så hvis du vil trække leret meget højt op, vil du se, at det vil kollapse under sin egen vægt, og det er oplevelser af subjektifikation. Dine ideer får et realitetstjek, hvor du indser, at ikke alt, hvad du ønsker, er muligt. Du kan også flytte det ind i den sociale sfære, hvor man møder andre elever, som ikke altid vil gøre det, du ønsker at gøre.”

At være et selv

Jeg har hørt dig sige, at subjektifikation handler om at være et selv – frem for at være sig selv. Kan du uddybe det?

”At være sig selv handler om identitet og selvsikkerhed. Subjektifikation er ikke at være sig selv, men at være et selv. Det er at forsøge at leve sit liv på den bedst mulige måde. Det betyder at være åben over for, hvad verden har brug for fra dig, og hvad du har at give.

Ordet ’subjekt’ er godt, fordi det har en dobbelt betydning: Et subjekt er grammatisk den, der handler, men ordet ’subjekt’ betyder også underkastet (på engelsk: subjected, red.). Vi kan handle i verden, men vi har ikke fuld kontrol over livet. Vi skal være et sted midt imellem. Subjektifikation er ikke en proces. Det er en orientering for lærere, for fagene og for uddannelse i et demokratisk samfund.”

I dag kan vi lære en masse af YouTube og Chat-GPT. Hvorfor er skolen og dens lærere vigtige, når eleverne kan tilegne sig viden fra alle mulige kilder?

”​Hvis man vil lære, kan man få et job eller gå på internettet, og man vil lære meget. ​Men der er ting, som man ikke kan lære på internettet eller gennem et job. ​For eksempel de større politiske eller historiske spørgsmål. ​Og de spørgsmål, man som elev ikke ved, findes.

Gode lærere åbner døre, hvor eleverne ikke engang vidste, at der var døre. ​Gode lærere stiller spørgsmål, hvor eleverne ikke engang vidste, man kunne stille spørgsmål. ​Alt, hvad eleverne kan gøre selv, bør de gøre selv. ​Men det eneste, man aldrig kan gøre selv, er at stille et spørgsmål, hvor man ikke ved, at der er et spørgsmål. ​For mig er det en virkelig vigtig grund til at undervise, at lærere viser forskellige slags muligheder for eleverne.”

Det lyder nærmest som en slags sund algoritme?

“Problemet med algoritmer er, at de kun kan gentage. ​De kan aldrig afbryde, hvorimod læreren kan afbryde og forstyrre. ​Læreren kan se en elev tænke i en bestemt retning og derefter sige, ’lad os se på denne bog’, ’lad os se denne film sammen’, eller ’har du nogensinde overvejet dette spørgsmål?’ ​For mig er skønheden i at undervise at bringe de ting ind, som eleverne ikke ledte efter eller ikke vidste, at de kunne være på udkig efter. Det er også vigtigt for undervisningen, at vi stiller vanskelige spørgsmål, som eleverne måske ikke altid synes, er behagelige."

”Nogle gange tror folk, at jeg er tilhænger af progressiv uddannelse og siger: ’Lad bare børn lege og udforske, så skal alt nok gå’. Jeg er meget mere tilhænger af god traditionel uddannelse, hvor man arbejder hårdt med ting for at forstå dem og blive i stand til at handle. Jeg kan ikke lide romantiske synspunkter, der siger: ’Sæt bare børn sammen, og lad dem bestemme, hvad de vil lære’. Risikoen er, at de mister kontakten med det virkelige liv. Det er vigtigt at tage viden og tradition alvorligt, men altid hjælpe eleverne med at forblive i et forhold til det. Dét er subjektifikation.”

Børnecentreret uddannelse er problematisk

I Danmark debatterer vi aktuelt, om opdragelse og undervisning har for meget fokus på det enkelte barns behov og for lidt fokus på fagene og fællesskabet. Hvordan er ’børnecentreret uddannelse’ et problem?

”Det problematiske ved børnecentreret uddannelse er, når vi tror, ​​at barnet selv kan stille sine kriterier til rådighed. Hvis vi siger, at ’børnecentreret’ betyder, at vi følger barnet og lader dem udvikle alle deres talenter og muligheder og selv opdager dem, så glemmer vi, at mennesker har evner til at gøre vidunderlige ting, men også til at gøre de mest forfærdelige ting.”

”Hvis vi blot siger, at vi skal lade alt udvikle sig, glemmer vi at stille det virkelig vigtige spørgsmål om kvaliteten af ​​det, der udvikler sig. Jeg er ikke sikker på, hvor meget egentlig børnecentreret uddannelse der rent faktisk findes, for når børn begynder at gøre dumme eller farlige ting, vil de fleste lærere sige ’vent et øjeblik’ eller ’lad os tale om det her’. Den pædagogiske intuition er der ofte, men ikke sproget.”

”Det er en misforståelse at tro, at den bedste uddannelse er, når børn kan udvikle sig fuldt ud, fordi denne udvikling kan gå i så mange retninger. Vores opgave som lærere er ikke at fortælle børn, hvordan de skal blive. Det er vigtigt, at de kan udtrykke og udforske, hvad der er i dem, men de har brug for at få et realitetstjek, og det kan skolen og dens lærere give dem.”