Men demokratiet trues, når uenigheden bliver til polarisering, altså når uenigheden bliver til stærk modvilje. Det er velkendt, at USA i de senere år har været præget af meget stor polarisering, men i 2022 konkluderede en gruppe forskere fra VIVE, at selvom der er en vis polarisering i Danmark, så er det ”ikke på et niveau, der bør give grund til stor bekymring i et demokratisk perspektiv”.

Men Weeekendavisens måling peger på en foruroligende udvikling. I et velfungerende demokrati accepterer man, at andre stemmer på andre politiske partier, men også at de dyrker en anden religion, end man selv gør. Hvis uenighed bliver til modvilje mod dem, man er uenige med, og modviljen bliver så stor, at man ikke længere accepterer deres demokratiske rettigheder, herunder religionsfrihed, er der tale om en bekymrende polarisering.

Religionsfag styrker demokrati

Evnen til at indgå i uenighedsfællesskaber er en central demokratisk kompetence. Den udvikles ikke gennem konsensus, men gennem mødet med forskellige perspektiver og livsforståelser. Her har religionsfaget en særlig styrke, fordi der arbejdes med spørgsmål, som mange oplever som personligt betydningsfulde og derfor også potentielt konfliktfyldte. Derfor er det ærgerligt, at religionsfaget ofte glemmes i uddannelsesdebatten, senest i drøftelserne om den nye ungdomsuddannelse epx, der skal forene almendannelse med praksisrettede erhvervskompetencer. Hvor på uddannelsen skal eleverne lære om religiøs og kulturel diversitet og kompleksitet? Det er en vigtig kompetence, ikke kun hvis man vil arbejde på en international arbejdsplads, men også for pædagogen, læreren og sygeplejersken.

Den danske tradition for ikke-konfessionel, videnskabeligt funderet religionsundervisning i grundskolen, men især i det almene gymnasium, er noget ganske særligt. Faget har ikke til formål at formidle religiøs sandhed, men at udvikle elevers og studerendes evne til at analysere, diskutere og forklare religiøse og ikke-religiøse fænomener. Denne tilgang afspejler de værdier, som Inglehart forbinder med nordifikation. Inglehart bemærker, at de nordiske lande har høj grad af eksistentiel tryghed, og at religion ikke ophøjes til en samfundsmæssig norm. Ifølge Inglehart forbindes tryghed og tillid i denne situation med tolerance, ligestilling mellem kønnene og opbakning til demokratiske institutioner – i modsætning til situationer, hvor mennesker oplever deres liv og eksistens som truet.

Dansk samfundssind

Man kunne indvende, at religion er et privat anliggende, men dette er et synspunkt snarere end en nøgtern betragtning af verden anno 2026.

For cirka 20 år siden påpegede den tyske sociolog Jürgen Habermas, at religion ikke forsvinder fra det offentlige rum i sekulære europæiske samfund, sådan som sekulariseringsteorierne ellers havde forudsagt.  I stedet er samfundene i en situation, hvor sekularisering sameksisterer med en fortsat religiøs tilstedeværelse i politik, uddannelse, sundhedsvæsen og hverdagsliv. Denne situation kræver ifølge Habermas en gentænkning af det sekulære samfund, så det kan rumme borgere, for hvem religion har betydning. Hvordan formuleres et nyt fælles ’vi’?

Andre lande beundrer det danske samfunds niveau af tryghed, tillid, frihed, økonomisk sikkerhed, tilfredshed med livsbetingelserne og demokrati, men det er os som danskere, der skal værne om det, altså opruste åndeligt. Begrebet åndelig oprustning minder om begrebet samfundssind, som spillede en central rolle i coronabekæmpelsen i Danmark. Begge begreber italesætter, at der er behov for at stå sammen og i fællesskab gøre, hvad der er nødvendigt for at forhindre, at en kritisk situation udvikler sig. Samfundssind er et unikt dansk begreb, men også her er der international anerkendelse: Danmark var et af de lande, som kom bedst igennem pandemien. Måske var samfundssind en del af opskriften? Begrebet om den åndelige oprustning bygger altså videre på en succesfuld ide om, at stærke samfundsfællesskaber kræver en indsats, en hjælpende hånd for at motivere og skabe opbakning.

Mod et fælles vi

Kritikerne af begrebet åndelig oprustning bl.a. professor Svend Brinkmann har påpeget, at hvis åndelig oprustning forstås snævert som nationalkristen værdiformidling, risikerer man at forsimple forestillinger om kultur og identitet og derved fremme polarisering frem for at skabe et fælles ’vi’. Dermed risikerer man at ødelægge det, man vil beskytte. Men sådan behøver det ikke at være.

Hvis man vil fremme et fælles ’vi’, må bekæmpelse af polariseringen stå centralt. Ikke bekæmpelsen af meningsforskelle, for demokratiet er som nævnt et uenighedsfællesskab. Det lever af, at folk er uenige. Men med udgangspunkt i den stærke danske tradition, hvor meningsforskellene og forskellighed ikke fører til indskrænkning af rettigheder. I den sammenhæng kan det ikke-konfessionelle religionsfag spille en væsentlig rolle i at styrke sameksistens og demokratisk forståelse.

Det er ikke så mærkeligt, at politikerne vender blikket mod såvel grundskolen som ungdomsuddannelserne. Når samfundet efterspørger forandring, rettes blikket af gode grunde altid mod skolen, fordi det, der læres her, læres af en hel generation og kan sætte spor langt ind i voksenlivet. Spørgsmålet er derfor ikke, om skolen skal bidrage til demokratisk og kulturel robusthed, men hvordan. Her har religionsfaget en helt særlig styrke.