Undervisningsministeren beskrev skolen som ”en indre forsvarslinje”, hvor børn bliver en del af ”et stort ’vi'” og lærer ”vores værdier”. For demokratiet kræver ”et stærkt ’vi’. At vi har en patriotisme. En fædrelandskærlighed. Og en forståelse af, at vi har noget til fælles, vi, der bor her,” udtalte han.Mattias Tesfaye plæderede samtidig for, at kulturfag som dansk, historie, sprog, kristendom og billedkunst skulle blive ”det store dyr i skolegården”, efter at uddannelsespolitik i mange år har været optaget af at styrke tekniske fag og elevernes kompetencer i konkurrencestaten.Selv om historien forstås baglæns, og ofte først med mange års afstand, tøver Jens Erik Kristensen ikke med at kalde interviewet for et nybrud.

 “Skolehistorisk kommer det interview formentlig til at stå som starten på et paradigmeskift,” lyder diagnosen fra Jens Erik Kristensen, der er idéhistoriker og lektor emeritus ved DPU, Aarhus Universitet. Han er i fuld færd med at lægge sidste hånd på sine bidrag til et digert fembindsværk om det moderne Danmarks idéhistorie sammen med et stort hold forskere. Værket fokuserer på de centrale idédebatter i dansk historie fra 1500 til i dag, og et af de sidste kapitler handler om åndelig oprustning.

Fra jeg til vi

Jens Erik Kristensen ser i disse år et paradigmeskift i den politiske tænkning om skole og uddannelse, hvor pendulet svinger fra jeg til vi. Åndelig oprustning er et led i den udvikling.

“Vi er vidne til et paradigmeskift," siger Jens Erik Kristensen. “Det er ikke individet, men fællesskabet, der er i centrum for den nye skoletænkning. Det er et skift fra en pædagogik, der i mange år har været fokuseret på det enkelte barn til en besindelse på det kollektive og på et vi. Det er kernen i åndelig oprustning: at vi skal besinde os på, hvem vi er, og ikke kun have fokus på, hvad der er godt for den enkeltes udfoldelse og udvikling. Det er et skift mod den kollektive styrke, som skole og uddannelse også skal bidrage til,” siger han.

Den aktuelle politiske tænkning fjerner sig fra, hvad Jens Erik Kristensen betegner som det pædagogisk-psykologiske paradigme, hvor pædagogikken betoner det enkelte barns udvikling, læring og kompetencer. Det paradigme hænger sammen med det nye børnesyn, som vandt indpas fra i 1970’erne og frem med rødder i mellemkrigstidens reformpædagogik.

“Handler skole – og opdragelse i familien – om at tage udgangspunkt i det enkelte barn, eller handler det mere om, hvad familien og skolen bør kræve og sætte af grænser for børnene? Debatten om åndelig oprustning er et brud med dette børnesyn og et opgør med spørgsmål som ’hvad har du lyst til at lære i dag?’, ’hvor er du i din individuelle læringsproces?’ og ’hvordan nurser vi din personlige læringsstil og dine multiple intelligenser?’ Det er spørgsmål centreret om mig og ikke vi. Åndelig oprustning handler ikke om det barnecentrerede, men om de kollektive krav, værdier og forpligtelser,” siger Jens Erik Kristensen.

Ånd i skolen

Den politiske dagsorden med åndelig oprustning skærper opmærksomheden på det fælles kulturhistoriske værdigrundlag for danskere – og den dagsorden bliver til en central opgave for skoler og ungdomsuddannelser.

Det er i og for sig ikke nyt, at ministre forsøger at skrue op for fællesskab og fædrelandsfølelse i fagene og kalder på mere ånd og almendannelse i skoler og uddannelser. Tilbage i 1980’erne slog Bertel Haarder et slag for at styrke de såkaldte åndsfag, dansk og historie, og i 2000’erne kom de nationale kanondebatter. Senere har ministre som Merete Riisager og Søren Pind plæderet for at styrke almendannelsen i skole og uddannelse. Det nye er, at vi står i en radikalt anden geopolitisk situation med en ny verdensorden.

”Åndelig oprustning er et ekko af, at når vi opruster militært, må vi også opruste åndeligt både som fællesskab og individuelt. Militær oprustning uden patriotisme, uden vilje til at forsvare fædrelandet, giver ikke mening, hvad enten man forstår fædrelandet som Danmark eller Europa,” siger Jens Erik Kristensen.

Fremtiden tegner sig i klimakatastrofer, kunstig intelligens, sociale mediers indflydelse, trivselskriser og geopolitisk uro. Kort sagt som ét stort krisescenarie – en verden med polykriser. Vi kan ikke forebygge alt, men vi kan ruste befolkningen til at stå mere modstandsdygtigt og kampberedt.

”Det er ikke tilfældigt, at resiliens er blevet et generaliseret nøglebegreb i en sådan verden, der bliver mere og mere uforudsigelig. Der er grænser for, hvor meget man kan forebygge. Står man over for en uvis fremtid, kan man derimod styrke sin modstandskraft,” siger Jens Erik Kristensen.

Ny dannelsesdagsorden

Det er endnu for tidligt at sige, hvad fagfornyelsen kommer til at betyde, men pilen peger på et større fokus på dannelse. Helle Rørbech, der er lektor i fagdidaktik ved DPU, Aarhus Universitet, vurderer, at såvel debatten om åndelig oprustning som fagfornyelsen er med til at sætte en ny dannelsesdagsorden.

“Fagfornyelsen retter sig mod en mere dannelsesorienteret folkeskole. Der har længe været et mål-orienteret fokus, og nu flytter fokus sig mod skolens overordnede formål. Det er en bevægelse tilbage til at tale om dannelse, og det tilbyder nogle andre måder at tale om fagene på. Danskfaget har tidligere været et dannelsesfag, og det bliver det igen på nye måder,” siger hun.

Helle Rørbech ser debatten om åndelig oprustning som en nyorientering, hvor åndsfagene og de praktisk-musiske fag i højere grad får mulighed for at bidrage til dannelsespotentialer.

Hun har beskæftiget sig indgående med spørgsmålet om, hvordan skolen kan danne eleverne ind i et demokratisk fællesskab og har i sin forskning især fokus på danskfaget. Her ser hun, at man ofte refererer til tre forskellige, men overlappende perspektiver, når litteratur kobles sammen med skolens demokratiske dannelsesopgave og udvikling af elevernes kultur og identitet.

Det første perspektiv har nationen som afsæt. Det bygger på en forestilling om litteratur som en fælles national ejendom. Det at læse ældre tekster af danske forfattere forstås som en måde at videregive den fælles ejendom til eleverne på. Det kan fx være ved at læse H.C. Andersens Den grimme ælling med den begrundelse, at H.C. Andersen er en stor dansk forfatter, og forbinde eventyret med hans liv og med Danmark.

Det andet perspektiv betoner traditionen og fremstiller litteratur som en kulturarv, der videreformidles fra generation til generation i litteraturundervisningen. Eleverne læser ældre tekster af danske forfattere for at få en forståelse af, hvordan andre mennesker har forstået og oplevet verden (i primært Danmark) og derigennem sætte elevernes refleksioner over deres verden i bevægelse. Fx ved at læse Den grimme ælling med et sideblik til eventyrgenren og den kultur- og litteraturhistoriske periode, eventyret er skrevet i.

Det tredje perspektiv betoner elevbaggrunden. Her begrundes valget af litteratur i elevdiversiteten i et multikulturelt samfund. Læreren søger gennem sit tekstvalg at gøre det muligt for elever med forskellige baggrunde både at identificere sig med litteraturens karakterer og verden og at møde noget fremmed og anderledes i den. Fx ved at forbinde Den grimme ælling til egne oplevelser eller andre tekster, de har læst.

Ifølge Helle Rørbech er det en udfordring ved alle tre perspektiver, at de kan stivne i et statisk kulturbegreb og en statisk litteraturundervisning. Hun peger på, at danskfaget skal forberede eleverne til et samfund i forandring, hvor det at forstå og forholde sig til mange forskellige kulturer og perspektiver er afgørende for demokratiet.

“Kultur er ikke stationært. Arven er hele tiden til fortolkning og må ses i en større sammenhæng end det nationale. Opdragelsen til demokrati og til de demokratiske værdier og dyder må ændre sig i takt med, at det samfund, som eleverne dannes ind i, ændrer sig,” siger hun.

At skabe et sammensat vi

Helle Rørbech fortæller, at man kan se debatten om åndelig oprustning som en tilbagevenden til nationen og traditionen, og understreger, at hvis undervisningen skal være dannende, er det afgørende at inddrage elevernes erfaringer og forholde dem til det samfund, de er en del af.

“Ønsket om at skabe et vi skal ikke forvitre i en snæver romantisk forestilling om et vi som ét folk med ét sprog og én kultur. Det er et vi, der inkluderer et sammensat fællesskab. Det er også en bestræbelse på at uddanne til demokrati fx gennem fortolkningssamtaler. Litteratur stiller tit spørgsmål ved læserens verdensbillede snarere end at bekræfte det,” siger Helle Rørbech.

“Hvis man arbejder dannende med litteratur, skal man i højere grad forbinde teksterne med elevernes oplevelser og erfaringsverden og stille sig de didaktiske spørgsmål: Hvordan  sætter litteraturen gang i forestillinger, refleksioner og diskussioner? En litterær tekst sætter noget i gang, når den ikke bare bekræfter elevernes verden, men bliver en tænketing. Det vil sige, at teksten bliver noget, eleverne  tænker med. Noget, man deler og diskuterer, og hvis fortolkningsmuligheder man forhandler,” siger hun.

Dialogisk fællesskab

Helle Rørbech påpeger, at danskfagets læremidler ofte er orientereret mod litteraturanalyse og fagbegreber, men forskning viser, at det ikke er den mest engagerende måde at beskæftige sig med litteratur på. I stedet er det væsentligt at inddrage elevernes erfaringer i et dialogisk fællesskab.

“Man skaber ikke kun et vi gennem tekstvalget. Fællesskab er også noget, lærerne skaber og vedligeholder gennem litteraturundervisningen i klasserummet. Fællesskab handler om at skabe et vi – et situeret vi, der ideelt set inkluderer de elever, der er til stede i klassen uanset baggrund og erfaringer,” siger Helle Rørbech og tilføjer:

“Det ligger i skolens DNA, at den er en central institution i et moderne demokrati. Her mener jeg, at elevernes erfaringer er utrolig vigtige at bygge på i mødet med det faglige stof. Det handler i mindre grad om at vælge litteratur, fordi det er skrevet af en nyere eller ældre dansk forfatter, men i langt højere grad at tænke over, hvordan litteratur kan vække noget hos eleverne, og hvordan litteratur kan engagere dem i verden. Elever skal ikke have overleveret ét svar. Den dannelse, de kan få i fagene, skal ikke være monologisk. Det er både hvad – altså stoffet – og hvordan – altså metoder, arbejdsformer og aktiviteter – der skal bidrage til dannelsen,” siger hun.

Ny formålsparagraf

Helle Rørbech og Jens Erik Kristensen bifalder debatten om dannelse. Samtidig er de dog begge bekymrede for, om og hvordan man gør åndelig oprustning til et mål for skolen og de humanistiske fag.

“Humaniora har på sin vis altid bidraget til nationens åndelige oprustning, men det er næppe klogt at forsøge at spænde de humanistiske fag og uddannelser foran et så politisk omstridt projekt, som den åndelige oprustning indtil videre er,” siger Jens Erik Kristensen.

I stedet for at pålægge humaniora et mål om at opbygge fædrelandsfølelse og bidrage til patriotisme mener han, at det ville være klogere at lægge op til en revision af folkeskolens formålsparagraf.

”Man kan ikke bare skubbe projektet over til lærerne og sige, de skal fikse det. Man må autorisere dem. Det gør man med et nyt formål, der kan bemyndige dem. Hvis det skal give mening med en styrket åndelig, kulturel og demokratisk oprustning og dannelse, vil det kræve en revision af skolens formålsparagraf. Skolens formålsparagraf er jo samfundets trosbekendelse til fælles værdier. Måske er der brug for en ny trosbekendelse?” siger Jens Erik Kristensen.