Asterisk nr. 113 - Januar 2026 - Tema: Oprustning
Da historikeren Søren Mørch i 1990’erne afskrev den nationale fortælling som en farce, syntes patriotismen udtømt og folkeskolens opdragende rolle forbi. I dag har fjender igen meldt sig på banen, og det rejser spørgsmålet, om folkeskolen kan genrejse fortællingen om patriotisme og en eksistentiel offervilje for fædrelandet.
Historikeren Søren Mørch skrev midt i 1990'erne sin ’sidste Danmarkshistorie’, hvor han afskrev den nationale fortælling som en ideologisk konstruktion, der gjorde hans generation villige til at ofre liv for Gud, konge og fædreland. Gamle Danmark, det var nu et overstået kapitel. Faktisk sluttede det allerede i 1960’erne. Årsagen var, at man havde opgivet at overtale skolelærerne til bogstaveligt talt at tæske den nationale fortælling ind i eleverne. Det nationale havde derfor antaget farcens form, hævdede Mørch, som henviste til fodboldstadioner, hvor roliganismen som bekendt fungerer, fordi der ingen rigtige fjender findes.
I 2026 kan man mene, at Søren Mørch var både forkert og rigtigt på den, da han kastede både fædrelandet og folkeskolens rolle i forhold til samme på den historiske mødding. Forkert på den fordi skolen rent faktisk har spillet en væsentlig rolle i fædrelandets tjeneste, også fra 1960’erne og frem. Og måske rigtigt på den, fordi vi netop i 2026 står i en situation, hvor spørgsmålet om offervillighed får samme alvor, som dengang Mørch gik i skole.
Forskeren Lise Togeby skriver i 1976 i artikelsamlingen Historien om folkeskolens historieundervisning i dette århundrede på sin vis om Mørchs barndom. Det vil sige, at hun beskriver, hvordan befolkningen frem til 2. verdenskrig stort set samlede sig om kristelige og nationale værdier. Historieundervisningen tog udgangspunkt i det Grundtvig-Koldske mål om at sætte elevernes fantasi og følelser i bevægelse via malende personbeskrivelser og gerne krigshistorier, som idealiserede karakteregenskaber som mod, udholdenhed, offervilje og trofasthed. Det var historieundervisningens hovedopgave.
”Med et ledende spørgsmål må man spørge, om patriotismen blev tabt, eller om den egentlig ikke blot iklædte sig en demokratisk, måske endda velfærdspatriotisk, form."
Claus Holm
Men i efterkrigstiden blev der gjort op med den nationalromantiske historieundervisning, og idéen om, at historieundervisningen skulle have en opdragende rolle endsige fremmane særlige karakterdyder som mod og offervillighed hos eleverne forsvandt. Og dog. I 1970’erne kom der fokus på køn, samfundsklasser og sociale forhold i en historieundervisning, som samtidig blev mere videnskabelig – og som fremhævede tolerance, forståelse for forskelligheder og kritisk sandhedssøgen i en skole, som byggede på åndsfrihed og demokrati.
Så med et ledende spørgsmål må man spørge, om patriotismen blev tabt, eller om den egentlig ikke blot iklædte sig en demokratisk, måske endda velfærdspatriotisk, form. Formentlig. Og det var ikke den eneste og sidste fornyelse af patriotisme, som vi har været vidner til siden 1970’erne.
Da Søren Mørch skrev sin Danmarkshistorie, havde læsechokket fra 1991 og senere PISA-undersøgelserne fra 2001 sat spørgsmålstegn ved de danske elevers grundlæggende kundskaber og kompetencer til at klare sig i det globale videns- og konkurrencesamfund. En økonomisk patriotisme, der vægtede nyttige og konkurrencedygtige færdigheder, så dagens lys. Folkeskolens primære opgave var ikke længere at danne den enkelte til at være deltager i et demokrati, men at udvikle den enkelte til soldat i nationernes konkurrence.
Globalisering rimede også mere på individualisering og forskellighed end på nationalt fællesskab, og ikke mindst under indtryk af Muhammedkrisen lancerede den borgerlige regering i 2004 og 2006 henholdsvis en litteratur- og en historiekanon, som skulle gøre eleverne mere fortrolige med St. St. Blicher og fortællinger fra Danmarks historie og desuden give eleverne kendskab til andre kulturer – om ikke andet så for fortsat at kunne sælge Lurpak i Mellemøsten.
”Det store spørgsmål er, om man vil bede lærerne om at lære eleverne at blive lige så frivilligt offervillige for nutidens demokratiske samfund, som de var for Gud, konge og fædreland."
Claus Holm
Så uanset indpakningen har vi været vidne til en folkeskole som i over 150 år har knyttet patriotisme til forskellige værdier. Gud og fædrelandet i det gamle Danmark, demokrati i velfærds-Danmark, nyttige og konkurrencedygtige færdigheder og kærlighed til kanoniserede danske værdier i 00'ernes globale verden. Og hvor er vi så med viljen til at forsvare fædrelandet i dag? Vi er paradoksalt nok der, hvor vi må genopfinde en fædrelandskærlighed, som knytter sig til, at fjenderne er tilbage. Vi taler ikke mere om at ofre sig i kammeratlig kappestrid, i den økonomiske konkurrence eller i demokratiske dueller. Krig er en potentiel risiko.
Det ved politikerne. Og det fremgår for eksempel også af den politiske aftale om folkeskolens fagfornyelse, hvor polarisering og pres på demokratiske værdier kræver en skole, der står solidt på demokratiets og videnskabens side. Og i det såkaldte råudkast til den nye fagplan for historiefaget står der, at elevernes historiebevidsthed og identitet skal styrkes og derved udvikle ’engagement, perspektiv og dømmekraft i nutidens demokratiske samfund og i fremtidens’.
Velfærd og demokrati er fredsommelige begreber, men det bliver nu værd at huske på, at disse fænomener er født i kampen mod totalitære ideologier, det være sig enevælden, Estrup, nazismen, kommunismen eller den aktuelle auto-kratisme. Så den eksistentielle offervilje, Søren Mørch beskrev, er pludselig på dagsordenen igen, fordi truslerne igen er alvorligere. Det store spørgsmål er, om man vil bede lærerne om at lære eleverne at blive lige så frivilligt offervillige for nutidens demokratiske samfund, som de var for Gud, konge og fædreland. Svært at svare på. Ét er dog helt sikkert, enhver tale om fædrelandskærlighed som moderne farce er forbi.
Leder af DPU, Aarhus Universitet, ph.d. og lektor ved Afdeling for pædagogisk sociologi ved DPU.
NR. 113
TEMA: Oprustning
JANUAR 2026
