Asterisk nr. 109 - November 2024 - Tema: Hvad er egentlig formålet med uddannelse?
Skolens vigtigste opgave er at lære eleverne at være i verden og forholde sig åbent til den. Sådan lyder det fra den tyske sociolog Hartmut Rosa, der er verdensberømt for sin resonansteori. Asterisk har mødt ham til en samtale om resonans i skolen, hvor samvær og opmærksomhed er udfordret af skærme og teknologi, men hvor lærerens engagement til gengæld er afgørende.
Lyt til artiklen
Normalt kommer der ikke superstjerner til Haslev. Men de sidste par dage i oktober i år har den midtsjællandske provinsby fået besøg af en af tidens mest toneangivende samfundstænkere: den tyske professor Hartmut Rosa.
Asterisks udsendte var med på konferencen, som var arrangeret af Emmaus Talks, og interviewede efterfølgende resonansprofessoren for at blive klogere på, hvordan hans teori om resonans kan omsættes i uddannelse og pædagogik.
Hartmut Rosa har, efter syv timer i rampelyset, fortsat meget på hjerte, når han åbner for sin talestrøm og svarer på hvert eneste spørgsmål, som om det er det mest interessante, han nogensinde er blevet stillet.
Det første vi skal have svar på er: Hvad er resonans, og hvordan opstår det?
”Resonans opstår når vi bevæger os i takt med svingningerne i verden. Vi oplever, at noget ’kalder på os’, og vi reagerer og svarer verden. Det kræver, at vi møder verden nysgerrigt, åbent og tillidsfuldt, og at vi svarer den med engagement. Vi skal åbne for vores sanser og aktivere, det jeg kalder en vidvinklet opmærksomhed over for omgivelserne,” forklarer Hartmut Rosa og understreger, at resonans er relationelt. Det vil sige, at man altid resonerer med nogen eller med noget, fx naturen.
Men der er ikke en magisk pille eller et aftenkursus, man kan melde sig til, og så kører det bare. Man er nødt til at arbejde med sin måde at være i verden på:
”Resonans får dig ikke til at handle helt anderledes, men det ændrer dit fokus og skærper din opmærksomhed mod verden omkring dig.”
Når der ifølge Hartmut Rosa er behov for at skabe bedre betingelser for resonans i vores moderne samfund, som han benævner accelerationssamfundet, så er det fordi, han ser, at højt tempo og konstante forandringer skaber en følelse af, at tiden er knap. Det fører til øget mistrivsel, som bunder i et meningstab, fordi vores relationer til omverdenen bliver afstumpede og flygtige. Det bevirker, at vi føler os fremmedgjorte over for os selv, hinanden og verden omkring os.
”Internettets algoritmer, som især dominerer på de sociale medier og i de nye AI værktøjer, simulerer resonans.”
Hartmut Rosa
Problemet er, at mange af os er blevet mestre i at distancere os til verden, blandt andet på grund af sociale medier og mobiltelefoner:
”Skærme sluger al vores opmærksomhed, hvis de er i rummet, og sammen med de sociale medier begrænser de vores udsyn i verden. Så de fleste af os skal øve os på at mærke og opleve verden fremfor at distancere os fra den,” siger Hartmut Rosa, der især bekymrer sig om de unge.
”Vi er lige nu vidner til en hel ungdomsgeneration, der oplever stress og depression i et omfang, vi aldrig har set før. Og jeg ser det som en konsekvens af deres manglende tillid og lyst til livet. Skærmene og ikke mindst de sociale medier har slukket for deres lyst til at forbinde sig til verden, og de oplever derfor ikke lykken ved at bevæge sig ind i verden og mærke og opleve den.”
For mange unge er den digitale verden lige så virkelig, som den analoge verden er. De forbinder sig til hinanden online. Hvordan forklarer du de unges mismod og mistrivsel med afsæt i deres online verden?
”Internettets algoritmer, som især dominerer på de sociale medier og i de nye AI værktøjer, simulerer resonans. De lover os resonans, hvis bare vi ser videre eller får likes på de billeder, vi poster. Man kan argumentere for, at det har elementer af resonans i sig – noget kalder på os. Men der sker ingen transformation, for når vi finder ud af, at relationen ikke er oprigtigt, så går vi fra resonans til dissonans. Og dermed meningstab. Det samme gælder generativ AI, som prøver at give os en følelse af, at vi kommunikerer med et rigtigt menneske.”
Hvorfor er oprigtighed vigtigt for resonansoplevelsen?
”Hvis vi tager generativ AI; på den ene side øger den min ’self-efficacy’ (mestringsoplevelse, red.), fordi jeg pludselig kan foregive at vide mere eller arbejde hurtigere. På den anden side, så stiger forskellen mellem, hvad jeg kan gøre gennem teknologien, og hvad jeg kan gøre som person. Det er jo ikke mig, der gør det eller mestrer den viden. Og når jeg indser, at resonansen opstod på et falsk grundlag, føler jeg mig fremmedgjort. For hvad kan jeg egentlig? Hvem er jeg? ”
”Men måske vil vi gerne snydes. Vi accepterer det i hvert fald, alt imens AI gør os dummere, fordi vi ikke anstrenger os for at lære – vi spørger bare ChatGPT og glemmer lynhurtigt svaret igen, fordi vi i processen ingen modstand møder. Der sker ingen læring, ingen transformation og derfor ingen resonans.”
”Vi er nødt til at værne om det fysiske samvær i skolen, for skærmene har en tendens til at slå det ihjel.”
Hartmut Rosa
Hvad gør skærme, i form af computere og digitale læremidler, ved elevernes mulighed for at opleve resonans i skolen?
”Der er noget omkring fysisk samvær, som vi ikke har forsket nok i, og som vi derfor ikke forstår godt nok endnu. Men når børn er sammen i et klasselokale, opstår der en resonant kontekst, som bliver ødelagt, når eleverne sidder med hovedet begravet i hver sin skærm. Så jeg mener, at vi er nødt til at værne om det fysiske samvær i skolen, for skærmene har en tendens til at slå det ihjel.”
”Når man vender sig mod skærmen, gør man sig døv over for resonansakserne og udelukker dermed muligheden for at blive berørt af noget udefra. Men hvis det lykkes læreren at skabe en resonant atmosfære i rummet, så kan man godt tillade, at eleverne nogle gange skal søge efter noget på nettet eller bruger generativ AI til at løse en opgave.”
Hartmut Rosa kommer altså ikke med entydige svar, og undlader dermed at vælge side i den til tider heftige debat om børn og unges skærmforbrug – ikke mindst i skolen. En debat, der samtidig er ret mudret, i og med mobiltelefoner, sociale medier, computerspil og digitale læremidler bliver blandet sammen under samlebetegnelsen ’skærm.’
Men her kan resonansbegrebet ifølge Hartmut Rosa fungere som et pejlemærke – som et konkret værktøj, der kan hjælpe lærerne til at navigere i, hvorvidt og hvornår det giver mening at bruge teknologi og skærme i undervisningen. Han siger:
”Masser af mennesker prøver at gøre sig til dommere over resonans og argumenterer for, at der kan opstå dårlig resonans – fx når der er skærme involveret. Men sådan ser jeg det ikke. Når der opstår resonans mellem mennesker, eller mellem mennesker og ting, så er det i min optik altid godt.”
”Men som lærer og skoleleder skal man tænke grundigt over, i hvilke kontekster man tillader og bruger skærme, og i hvilke kontekster man hellere skal undgå dem. Er skærmene med til at skabe resonans, eller blokerer de for den? Det er det pejlemærke, de skal gå efter. Elever kan jo gøre overraskende opdagelser på internettet, ligesom digitale læremidler kan pirre til deres nysgerrighed og skabe muligheder for aktiv deltagelse.”
”Jeg har selv oplevet at undervise en gruppe universitetsstuderende fra Shanghai og en gruppe fra mit universitet i Jena (i Tyskland red.) samtidig via den samme zoom-forbindelse. På den måde kunne de diskutere med hinanden på tværs af verden. Og det gjorde de ganske livligt. Her kan man argumentere for, at teknologien og skærmene var med til at skabe resonans for både de tyske og de kinesiske studerende. På den måde kan skærme og teknologi forbinde mennesker på tværs af verden, som har brug for, at vi taler mere sammen.”
Begrebet resonans henter Rosa fra fysikken og musikken, hvor resonans forstærker lyd ved tilbagekastning fra en overflade eller ved samtidig vibration hos en genstand i nærheden. Overført til den menneskelige verden betyder det, at resonans opstår, når verden påvirker os, og vi lader os bevæge i takt med de svingninger, vi møder i den.
Rosa argumenterer for, at moderne samfund er karakteriseret ved en konstant acceleration af teknologisk innovation og sociale forandringer. Derfor benævner han vores senkapitalistiske samfund accelerationssamfundet, og forholder sig kritisk, til hvorvidt de mange muligheder egentlig giver os bedre liv.
Fremmedgørelse opstår, når resonansen udebliver. Konsekvenserne kan være mistrivsel og meningstab, fordi vores relationer til omverdenen bliver afstumpede. Det kan føre til isolation, angst, depression og udbrændthed.
Kilde: Hartmut Rosa
”Læreren kan understøtte den resonans ved at skabe trygge læringsmiljøer, hvor eleverne kan undres og ytre sig.”
Hartmut Rosa
Resonansbegrebet skal altså bruges som pejlemærke for, hvad der skaber mening og værdi for os mennesker. Det gælder ikke mindst i uddannelse. Men det er netop et pejlemærke og ikke en opskrift eller guidebook a la ’7 steps til resonans’. Hartmut Rosa tilbyder ikke den slags. Faktisk føler han sig ofte misforstået, når hans teori bliver omsat i managementtermer og brugt af konsulenter til fx at opnå fastsatte mål.
Hans pointe er netop, at resonansprocessen hverken kan eller skal planlægges og kontrolleres. Vi ved ikke, hvor processen ender, og heller ikke altid, hvor den starter. For processen er ukontrollabel, som han har skrevet om i sin bog Det ukontrollerbare (2020).
Men hvis lærerne ingen guidelines har, hvordan skal de så arbejde med at skabe resonans for eleverne?
”Man kan ikke skabe resonans for andre – heller ikke sine elever. Men som lærer kan man forsøge at skabe gode betingelser for, at resonans kan opstå i klasserummet. I skolen handler det først og fremmest om at skabe forbundethed mellem lærer og elever og elever imellem. Læreren kan understøtte den resonans ved at skabe trygge læringsmiljøer, hvor eleverne kan undres og ytre sig,” siger Hartmut Rosa.
Grundlæggende handler det om at hjælpe eleverne til at opnå det, forskerne kalder ’self-efficacy’, som bedst kan oversættes til ’mestringsoplevelse’, der dog i følge mange forskere ikke er en dækkende oversættelse, og derfor bruger de fleste den engelske term.
Det er, mener Hartmut Rosa, vigtigt at skelne mellem to former for self-efficacy. I den ene form er fokus på at nå sit mål, fx gode karakterer. I den anden form sker der transformation, når eleverne opnår erkendelser, aha-oplevelser, der ændrer deres syn på noget, fordi de bliver klogere på fænomener i verden.
Kun den sidste form relaterer sig til resonans, fordi eleverne får mulighed for at engagere sig aktivt i stoffet, så de kan udvikle deres egne stemmer, forklarer professoren og uddyber, hvordan det hænger sammen med, hvad han ser som skolens primære opgave:
”Politikere, og endda offentligheden, har nogle gange en idé om, at skolens opgave er at transmittere færdigheder til eleverne. Men skolens primære opgave er i mine øjne, at forme måden børn og unge forholder sig til verden. Her kan vi med fordel trække på klassiske dannelsesidealer. For det er ikke bare mine idéer det her. Det var det, som Humboldt (1769-1859, red.) i sin tid kaldte ’bildung’. Vi skal ganske enkelt have større fokus på dannelse i skolen.”
”Lærerens rolle og ageren er altafgørende for resonans. Eleverne har brug for rollemodeller i form af lærere, der taler tydeligt med deres egen stemme, og som de kan se op til.”
Hartmut Rosa
Så hvordan kan vi skabe en ny plads for resonans i skolen?
”Lærerens rolle og ageren er altafgørende for resonans. Eleverne har brug for rollemodeller i form af lærere, der taler tydeligt med deres egen stemme, og som de kan se op til. Læreren skal vise eleverne, at hun fx elsker bøger, musik eller matematik. Når eleverne ser gnisten i lærerens øjne, kan der opstå resonans i lærer-elev-relationen og også i elevens relation til faget, fordi læreren tydeligt viser, hvor interessant det, hun underviser i, er. Jeg plejer at sige, at det skal knitre i klasselokalet – med energi og engagement.”
Men lærerne skal også udfordre eleverne og give dem modstand. For resonans opstår, når noget pirrer eller ligefrem irriterer, forklarer Hartmut Rosa. Det kan godt være, at det ikke lige er det, eleverne har lyst til at lære nu og her, men det er måske vigtigt og meningsfuldt i et bredere perspektiv.
Det er samtidig helt misforstået at tro, at læring handler om, at eleverne skal levere de rette svar – dvs. de svar, læreren forventer af dem:
”Det lærer eleverne ikke noget af, for de oplever ikke resonans – tværtimod. Resonans opstår et sted mellem konsonans (vellyd, red.) og dissonans (mislyd, red.). Det er noget, der er anderledes end dig, og som giver dig lidt modstand. Men du er stadig i stand til at forbinde dig til det. Det bliver så et spørgsmål om at bygge bro mellem identitet og forskel. Mellem sig selv som individ og verden – det ukendte. Det er det, vi skal lære eleverne i skolen i dag.”
Hvis eleverne lærer at forbinde sig mere til verden, bliver det næste spørgsmål, om det så er en verden, der er værd at forbinde sig til.
Hartmut Rosa er ikke ubetinget begejstret for vores senkapitalistiske samfund, accellerationssamfundet, fordi tempoet er højt og tiltagende. Det eneste, der i hans optik haster, er at få skruet ned for tempoet.
Hvordan kan resonanspædagogikken være med til at ændre samfundet i en bedre retning?
”Der er ingen tvivl om, at uddannelse og pædagogik kan være nøglen til at ændre samfundet i en mere resonant retning. Men vi skal have blik for balancerne. Lige nu har verden en struktur, som ikke er særlig resonant. Højt tempo, effektivitet og målorientering præger vores moderne vestlige samfund. Skoleeleven er nødt til at passe ind i samfundets strukturer, for hun skal jo begå sig i den verden. Derfor er det for risikabelt at ændre for meget på skolens struktur og på undervisningen, hvis ikke samfundet følger med den udvikling.”
”Når vi gennem uddannelse ændrer personlige træk i vores måder at være i verden, er vi også nødt til samtidig at ændre indretningen af vores samfundsinstitutioner, og måden vores samfundsøkonomi fungerer. Vi skal med andre ord have gang i en simultan og kollektiv bevægelse mod et mere resonant samfund.”
Hartmut Rosa og Wolfgang Endres: Resonanspædagogik – når det knitrer i klasselokalet, Hans Reitzels Forlag, 2017.
Hartmut Rosa: Fremmedgørelse og acceleration. Hans Reitzels Forlag, 2014.
Hartmut Rosa: Det ukontrollerbare. Eksistensen, 2020.
Hartmut Rosa: Resonans. En sociologi om forholdet til verden. Eksistensen, 2021.
Tysk professor i sociologi og politologi ved Friedrich Schiller Universitetet i Jena og førende repræsentant for den nyeste kritiske teori (fjerde generation), der har til formål at afdække undertrykkelse, ufrihed og uretfærdig magtudøvelse i samfundet. Han er også direktør for Max Weber Center for Advanced Cultural and Social Studies ved Universitetet i Erfurt i Tyskland.
NR. 109
TEMA: Hvad er egentlig formålet med uddannelse?
NOVEMBER 2024
