Det er en væsentlig del af folkeskolens formålsparagraf, hvor der i stk. 3 står: Folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati.

Den opgave er mere ’fluffy’ end at hjælpe eleverne til at opnå læse- og regnefærdigheder, forstår man på Jonas Lieberkind, der er lektor på DPU, Aarhus Universitet og en af hovedkræfterne bag den danske del af den store internationale undersøgelse ICCS, som står for International Civic and Citizenship Education Study.

Undersøgelsen, der er den absolut største af sin art, tager temperaturen på unges demokratiske dannelse og betingelserne for unges deltagelse i demokratiet. Mere end 82.000 elever i 8. klasse i 23 forskellige lande har deltaget – herunder 4.769 danske elever i 8. klasse fra 134 danske skoler.

Jonas Lieberkind må om nogen vide, hvordan det står til med åndsfrihed, ligeværd og det demokratiske mindset i den danske skole anno 2024.

”Det står grundlæggende godt til,” siger han. ”Vi har en skole i Danmark, som på rigtig mange niveauer forstår at give eleverne demokratisk dannelse gennem en række forskellige værdier og kompetencer.”

Sammen med svenske elever opnår de danske det højeste testgennemsnit i Europa, når det handler om kundskaber og færdigheder inden for demokrati og politik. Men træerne vokser ikke ind i himlen, for selvom de danske elever klarer sig godt, er deres resultater faldet voldsomt fra 2016 til den seneste ICCS-undersøgelse i 2022.

Viden i top, engagement i bund

For at forstå nuancerne skal vi lige have en ting på plads: Vi må skelne skarpt mellem demokratisk dannelse og politisk dannelse, pointerer Jonas Lieberkind.

Hvor den demokratiske dannelse handler om at give unge viden om fx demokrati og samfundets institutioner og opbygning, så handler den politiske dannelse også om at have politiske holdninger og give aktivt udtryk for netop disse. Og den skelnen er vigtig, for hvor danske unge har en solid demokratisk dannelse og særdeles stærke samfundsfaglige kundskaber, så står det ganske anderledes til med deres politiske dannelse.

”Vi kan se, at danske unge generelt har stor viden om og indsigt i emner, som relaterer sig til politiske, sociale og økonomiske spørgsmål. De har høj tillid til systemet, og stort set alle regner med at stemme til valg. Så på alle de her overordnede parametre går det godt. Men lige så snart det handler om at involvere sig i samfundet uden for det formelle demokratiske system, så er danske unge meget reserverede,” fortæller Jonas Lieberkind.

Danske elever identificerer sig nemlig i mindre grad end elever i andre europæiske lande med at være ’aktivt involverede’ og ’globalt engagerede’ samfundsborgere. De har altså tilsyneladende en lavere motivation eller interesse for at engagere sig og deltage aktivt i samfundet. Samtidig er danske elevers oplevelse af medbestemmelse på skolen og i hverdagen blandt Europas absolut laveste. Den pointe vender vi tilbage til. 

Bogreolens betydning

I ICCS-undersøgelsen spørger man helt konkret de unge til, hvor mange bøger der er hjemme hos dem, fordi antallet af bøger ses som en ret god indikator for elevens socioøkonomiske og sociokulturelle baggrund.

”Undersøgelsen viser, at ja, socioøkonomi har betydning for børn og unges politiske og demokratiske dannelse. Selvfølgelig. Socioøkonomi bonner næsten altid ud, og det betyder, at de, som står socioøkonomisk dårligere, generelt også er mindre politisk engagerede, ved mindre og har lavere forventet valgdeltagelse,” pointerer Jonas Lieberkind.

ICCS viser, at spredningen mellem de elever, som klarer sig bedst og dem, som klarer sig mindre godt, er stor i Danmark. Men trods den store spredning klarer elever med de laveste scorer sig bedre end de lavest scorende unge i de fleste andre lande.

Så danske skoler lykkes altså med at plante et højt niveau af politisk viden og demokratisk dannelse i børn og unge. Men der er stor spredning i elevgruppens viden:

”Danske unge har ret solid viden om politik og demokrati, men der er en socioøkonomisk bias, så de unge, som kommer fra ressourcestærke hjem, får mere viden end andre. Men selv de elever, som kommer fra ressourcesvage hjem, bliver løftet højt,” siger Jonas Lieberkind, som fremhæver at interesse for politik faktisk trumfer socioøkonomi.

For ICCS-undersøgelsen viser, at unge som er interesserede i politik både har større viden og større politisk selvtillid – i en grad så det kan måle sig med socioøkonomi.

”Forskningen på området viser, at når unge interesserer sig for politik eller kommer fra et hjem, hvor man interesserer sig for politik, påvirker det deres viden og politiske selvtillid. I de tilfælde har det sociokulturelle faktisk en større betydning end det socioøkonomiske. Det betyder, at hvis du kommer fra en familie, som ikke har den store indtægt, men som er politisk engageret, så vil du også selv være tilbøjelig til at blive politisk interesseret og engageret,” forklarer Jonas Lieberkind.

Nordens skole er en lighedsskole

Lighedsspørgsmålet i skolen er et evigt aktuelt spørgsmål, og for at få rigtig hånd om det, må vi have Christian Christrup Kjeldsen på banen. Han er lektor på DPU, Aarhus Universitet og er i sin forskning blandt andet optaget af ulighed i uddannelse.

Han pointerer, at der ikke står noget specifikt i folkeskolens formålsparagraf om, at skolen skal skabe lighed. Ambitionerne om lighed ligger til gengæld som en solid puls i hele den nordiske skoletradition:

”Det står ikke direkte i lovgivningen, at skolen skal sikre mest mulig lighed. Men vi har i den nordiske skoletradition en egalitær tænkning om, at alle skal have lige muligheder i livet, og at børns baggrund ikke skal betyde noget for deres uddannelses- og livschancer. Og her er en fælles skole for alle et udmærket fundament,” siger Christian Christrup Kjeldsen og henviser til den seneste folkeskolereform fra 2014, som kredser om netop lighed.

”Et af de operationelle mål i reformen var at reducere den sociale baggrunds betydning for elevernes faglige udbytte. For i Danmark må det ikke være sådan, at du ikke får lige så meget ud af skolen som andre, fordi du kommer fra et hjem uden klaver. Man ønskede med reformen at minimere hjemmets betydning for børns resultater i læsning og regning. Så man kan sige, at der er tonet rent flag i forhold til, at politikerne med reformen ønskede at minimere uligheden,” siger han.

Ambitionerne om at sikre alle børn lige læring er der altså. Men ude i virkeligheden er der et stykke vej endnu. PISA-undersøgelserne, som kortlægger elevernes kompetencer i læsning, matematik og naturfag blandt 15-årige, viser tydelige forskelle på, hvor dygtige eleverne er alt afhængig af deres sociale baggrund.

”Et sted mellem 10 og 15 procent af variationen i elevernes resultater kan forklares med deres hjemmebaggrund. Der er en sammenhæng mellem de to variable: elevernes sociale baggrund og elevernes resultater, og dén samvariation er højsignifikant både i PISA-undersøgelsen og i de to andre internationale undersøgelser TIMSS og PIRLS. Danmark ligger faktisk i den lave ende, når vi sammenligner os med andre lande, men det er jo en sølle trøst for den enkelte, der kommer fra en lav socioøkonomisk baggrund. Og derfor kan vi ikke bare hvile på laurbærrene, når det handler om at skabe lige muligheder for eleverne,” siger Christian Christrup Kjeldsen.

Den dannende samtale omkring spisebordet

Når vi kigger på, hvordan ungdommen bliver klædt på til at være engagerede samfundsborgere, skal vi huske, at skolen ikke er den eneste arena, som former os, understreger begge forskere.

Vi må ikke undervurdere samtalerne derhjemme foran fjernsynet, rundt om spisebordet, i fodboldomklædningsrummet eller på gaden med vennerne.

”Der er studier, som undersøger unges tro på deres egen politiske deltagelse. Og her kan man se, at det har betydning, om der fx bliver diskuteret forskellige emner rundt om middagsbordet. Vi taler tit om socioøkonomi forstået som økonomi, uddannelsesbaggrund og job- og arbejdsmarkedsstatus. Men det viser sig faktisk, at de politiske snakke derhjemme har større betydning for den politiske selvtillid end forældrenes uddannelsesbaggrund,” siger Christian Christrup Kjeldsen.

Unge er tavse på udebane og debatterer derhjemme

Og netop tableauet med spisebordet omkranset af hjemmets fire vægge får tilsyneladende en mere og mere fremtrædende rolle som arena for unges demokratiske dannelse og holdningstilkendegivelser.

Det er en udtalt tendens i ICCS-undersøgelsen, at danske unge bliver mindre tilbøjelige til at give udtryk for deres holdninger og ytre sig i det offentlige rum og at de i højere grad foretrækker at tage politiske diskussioner i mere private rammer med familie eller venner.

”Danske unge står tilsyneladende stærkere, når de skal ytre sig i trygge rum. Hjemme i familien vil de gerne have de politiske samtaler. Og her ligger de ekstremt højt i forhold til unge i andre lande,” siger Jonas Lieberkind, der anser det for at være et problem, at der bliver diskuteret mindre i klasserummene, og at eleverne over tid oplever, at klasserummet bliver mindre åbent.

”Samtidig ser vi, at interaktionen i familien stiger. De politiske diskussioner ryger ud af klasserummet, som ellers er en lille intim offentlighed, og ind i familierne. Det skaber en tilbøjelighed til, at vi lukker os inde med vores politiske holdning og diskuterer mindre med hinanden,” siger han og fortsætter:

”Tendensen er, at unge i stigende grad er konsensussøgende og tilpasser sig, når de er ude i det offentlige rum, mens de er langt mere samtalende, debatterende og offensive i mindre rum.”

Politisk selvtillid m/k

Vi ved altså, at socioøkonomisk baggrund spiller ind på børn og unges lyst til at involvere sig i politik, men det gør deres køn tilsyneladende også.

Den nyeste ICCS-undersøgelse viser forskelle på kønnenes viden om politik: Pigerne ved mere end drengene – og gabet er voksende. Når det handler om politisk selvtillid, ser det lidt anderledes ud. Her må vi skelne mellem det, forskerne kalder intern politisk selvtillid og ekstern politisk selvtillid.

Intern politisk selvtillid dækker over, hvordan eleverne vurderer deres egne evner til at forstå politik og mene noget om politik – altså fx deltage i partipolitik. Ekstern politiske selvtillid handler om elevernes tillid til sig selv som borgere, der kan formidle politiske synspunkter og deltage i politiske processer – fx stemme til valg.

Når det handler om piger og drenges eksterne politiske selvtillid (students’ citizenship self-efficacy), er der i ICCS ikke forskel på drenge og piger i 8. klasse. Til gengæld kan man se, at jo større politisk interesse eleverne har, jo større ekstern politisk selvtillid. I ICCS trumfer interesse altså køn.

Udsatte piger har mindre politisk selvtillid

Christian Christrup Kjeldsen står sammen med forskerkolleger fra fem lande bag det store EU-finansierede forskningsprojekt G-EPIC, som står for Gender Empowerment through Politics in Classrooms. Projektet fokuserer på udsatte unge i Europa, og her finder forskerne kønsforskelle.

De deltagende elever fra Danmark kommer fra skoler med lav socioøkonomi og stor andel af elever med indvandrerbaggrund. I projektet måler forskerne på den interne politiske selvtillid – Students’ sense of internal political efficacy – og spørger fx de unge om deres tro på sig selv og egne evner, når det handler om at deltage i partipolitik.

Her træder kønsforskellene frem. Forskerne ser, at pigernes interne politiske selvtillid er lavere end drengenes.

”Projektet har fokus på den interne politiske selvtillid hos udsatte unge og i særdeleshed piger i udsatte positioner, fordi vi kan se, at de i mindre grad end drengene har den. Hvis vi fx ser på lysten til at påtage sig et politisk tillidshverv, så er der en kønsbias i retning af drengene. De har mere politisk selvtillid rettet mod det partipolitiske end pigerne,” fortæller Christian Christrup Kjeldsen.

Sløj medbestemmelse

Når vi kigger på danske elevers mulighed for reel demokratisk deltagelse i hverdagen på skolerne, ser det ret sort ud. Både Christian Christrup Kjeldsen og forskerkollegaen Jonas Lieberkind ser klare røde flag, når det handler om elevernes reelle medbestemmelse i skolerne. Den er nemlig rekordlav i Danmark.

ICCS-undersøgelsen viser, at danske elevers oplevelse af medindflydelse i skolen ligger i den europæiske bund – langt under fx svenske og norske elever. I undersøgelsen bliver eleverne fx spurgt, om de oplever, at skolen opfordrer dem til at udtrykke deres holdninger. Det gør danske elever ikke i udpræget grad.

Der viser sig dermed en stor kontrast mellem på den ene side elevernes store viden om demokrati og samfund og på den anden side deres oplevelse af selv at have indflydelse på skolen, undervisningen og hverdagen i klassen.

”Det er en besynderlig diskrepans, at vi har en skole, der lægger vægt på og lykkes med at give eleverne viden om demokrati, men som i så lille grad selv udøver det,” konstaterer Jonas Lieberkind.

Elevråd fungerer ikke altid

En spritny rundspørge fra Børnerådet, Unicef og Danske Skoleelever bekræfter billedet. Her angiver 60 procent af eleverne, at de sjældent eller aldrig er med til at vælge emne i undervisningen. Samme andel af eleverne efterspørger mere medbestemmelse i undervisningen, og kun syv procent oplever, at undervisningen tit eller meget tit tager udgangspunkt i deres interesser.

Ifølge Folkeskoleloven har elever fra 5. klassetrin og op ret til at danne et elevråd på skolen. På Børne- og Undervisningsministeriets hjemmeside understreges det, at ’hvis eleverne ikke af sig selv danner et elevråd, skal skolens ledelse opfordre dem til at gøre det.’

”Spørgsmålet er så, hvor gode skolerne og skolelederne er til at lære eleverne om betydningen af elevrådet og inddrage elevrådets perspektiver,” siger Jonas Lieberkind.

Forskernes erfaring er, at skoler og skolebestyrelser langt fra altid formår at inddrage og engagere eleverne. Jonas Lieberkind peger på, at den manglende medindflydelse er bekymrende.

”Du skal ikke kun vide noget om demokrati, du skal også mærke det og opleve, at de holdninger du har, også kan påvirke din hverdag, hvis du ytrer dig. Skolen skal også være en erfaringskontekst for demokrati, og det oplever de unge altså ikke, at den er. Det skader i sidste ende motivation og trivsel,” pointerer Jonas Lieberkind.

Jeg har medindflydelse, ergo trives jeg

Forskningen viser nemlig, at der er en klar kobling mellem medbestemmelse og trivsel.

”Ofte psykologiserer vi trivselsudfordringerne. Men trivsel handler også om, hvorvidt man har medindflydelse på den institution, man er en del af,” siger Jonas Lieberkind og peger på, at de færreste voksne ville bryde sig om at tilbringe ti år af deres liv i en institution uden indflydelse på, hvad de skal læse, hvor de skal være hvornår, og hvornår de må gå på toilettet.

”Det påvirker børn og unges trivsel, at de har så lidt medbestemmelse, og at der er så mange timer hver dag, hvor der er nogle andre, der bestemmer over, hvad de skal. Lærerstyret undervisning virker, men der er forskningsbelæg for at sige, at der er en sammenhæng mellem, hvordan du har det og den indflydelse du har, dér hvor du er. Jeg tror på, at hvis man giver plads til elevernes forskelle og inddrager dem som en ressource og giver dem medindflydelse på deres læring, så vil det også skabe bedre trivsel,” siger han.

Tillid til systemet

Det er et samfundsproblem, at eleverne føler, der har så lidt medbestemmelse på deres skole, mener Jonas Lieberkind, for vi står over for en gryende polarisering i det danske samfund.

”Den polarisering bør skolen kvalificere pædagogisk og didaktisk, men det kan skolen ikke, hvis diskussionerne rykker hjem i stuerne. Vi ser det fx på kønsområdet, hvor vi aldrig har set så store forskelle på drenge og pigers holdning til ligestilling mellem kønnene. Der er mange niveauer i den diskussion. Men det er en bemærkelsesværdig polarisering,” siger han og henviser blandt andet til undersøgelser som viser, at en stigende procentdel af drengene oplever, at ligestillingen har taget overhånd.

Uanset køn og socioøkonomisk baggrund engagerer danske unge sig tilsyneladende ikke politisk i samme grad som unge i resten af Europa. De har ikke den store lyst til at råbe op, debattere eller engagere sig i fx demonstrationer eller andre offentlige politiske tilkendegivelser. Og det gælder uanset køn og socioøkonomisk baggrund.

”Når vi spørger eleverne, om de forventer at involvere sig i forskellige samfundsmæssige spørgsmål, ligger danske elever meget, meget lavt,” forklarer Lieberkind.

Han peger på, at de unges ageren kan være udtryk for en kultur, vi har i Danmark for at stole på velfærdsstaten.

”Vi kan se, at danske unge støtter op om det politiske system – ikke nødvendigvis den enkelte regering – men de har generelt en enormt positiv attitude omkring vores system med magtens tredeling og så videre. De har høj tillid til systemet,” siger Jonas Lieberkind og tilføjer:

”Og det interessante er, at de bevarer den høje tillid i en tid, hvor nogle af de her systemer har vist sig ikke at fungere så perfekt. Der fx er ulighed i sundhed, og der bliver skåret i uddannelsesmulighederne, pillet ved SU’en osv.”

Drømmen om den aktive borger

Jonas Lieberkind peger på, at den aktive del af det at være samfundsborger gradvist er blevet nedtonet i læringsmålene for skolen gennem de sidste 30 år. Han oplever heller ikke den store politiske bevågenhed eller prioritering af feltet.

”Man kan spørge, om det er skolens opgave at skabe aktive samfundsborgere? Vi vil jo i hvert fald gerne skabe samfundsborgere, som stemmer til valgene – og det er lykkedes. Men vil vi også skabe borgere, som er aktive i civilsamfundet og protesterer eller demonstrerer? Hvis vi vil det, så er vi ikke i mål, for vi har en gruppe meget konsensussøgende elever uden så meget drive, hvad det angår,” siger Jonas Lieberkind.

I hans optik er demokratisk og politisk dannelse lige så vigtigt som kernefaglige kompetencer i dansk og matematik eller digital dannelse. Han siger:

”Når lærerne møder glade op på skolen hver morgen, så er det jo også fordi, de ser et større formål ved at lave skole end at lære børn at læse og regne. Det handler også om at blive et godt menneske og en god borger. Dén diskussion så jeg gerne komme på det pædagogiske landkort igen.”