Vi forsømmer at åbne verdner

Antropolog og professor MSO på DPU, Aarhus Universitet, Eva Gulløv, kan godt følge Grethe Kragh-Müllers betragtninger.

Ser man på det historisk, kan man – lidt hårdt trukket op – sige, at børnesynet i 1940’erne og 1950’erne var præget af lydighed. Man var optaget af, at børn skulle lære at indrette sig og anerkende de voksne som autoriteter. I 1960’erne og 1970’erne gjorde man oprør mod autoritetsregimerne og det kuede barn og ønskede at skabe et frirum, hvor barnet kunne udvikle sig i fællesskabet.

Netop det er blevet udfordret de sidste 20 år, mener Eva Gulløv:

”De markante læringsdagsordener, vi ser i disse år, går på den enkeltes dygtiggørelse – og på, at fællesskabet skal dygtiggøre den enkelte. Det at lære at folde sig ud på sin egen måde, det fantasifulde, det kreative og det afprøvende, som tidligere stod centralt i småbørnspædagogikken, er blevet underkastet rationalet om, at ’vi skal videre i kæden’, ’videre til næste trin’,” siger hun og bruger udvikling af sprogkompetencer som eksempel:

”Det har alle dage være en vigtig del af småbørnspædagogikken. Men mens vi i 70’erne talte om at lære at udtrykke sig, sætte ord på sine følelser og kommunikere med andre, måler vi i dag sprogkompetencer på antallet af ord. Det er altså blevet et spørgsmål om at øge mængden af ord, snarere end hvad man kommunikerer om, og hvordan man bruger sproget,” siger Eva Gulløv.

Hun fremhæver, at hun ikke er imod en læringsdagsorden, men at det læringsbegreb, der dominerer i dag, er alt for snævert.

”Det stærke fokus på at få alle med har været den legitimerende faktor, der har fået læringsdagsorden i dagtilbud til at stå så stærkt. Det er sympatisk, men det er det samme projekt de skal med i. Man må ikke afvige. Og det er problematisk. Alene det at bryde med den sociale arv betyder, at vi skal bryde med det, barnet kommer med. I stedet for at se det som noget, der potentielt kan rumme ressourcer eller i hvert fald som noget, vi kan arbejde med,” siger hun.

Bestræbelserne på at få alle børn ind i det standardiserede uddannelsessystem, mener Eva Gulløv, risikerer at tage styringen over det pædagogiske projekt og det, vi traditionelt har tillagt høj værdi i dagtilbud. For eksempel at åbne verdner for børn og gøre dem nysgerrige og aktive i at udforske verdner og se mangfoldighed.

”Det kan være ved at kigge på stjerner, arkitektur eller filosofere. Jeg ser det simpelthen ikke længere ude i daginstitutionerne,” siger hun og peger på musikken som et andet eksempel:

”Vi har haft en virkelig imponerende musiktradition i de danske børnehaver, men i ni ud af ti børnehaver, hører du ikke en tone i dag. Musik kan ikke måles og er ikke del af læringsdagsordenen. Men i de institutioner, hvor de faktisk bruger musik, kan man se, hvordan børnene interagerer på nogle helt andre måder, og hvordan det for eksempel inddrager børn, der er generte eller ikke har samme dansksproglige kompetencer. Man sætter et nyt sprog ind, som alle står lige i forhold til, og det har nogle kæmpe fællesskabende potentialer,” siger hun.

Børn udvikler sig gennem leg

Grethe Kragh-Müller mener, at vi igen skal begynde at tale om, hvordan vi skaber de bedste betingelser for små børns trivsel og udvikling, og derfor også hvad god pædagogisk kvalitet egentlig er.

”Jeg forstår faktisk slet ikke det her udvidede læringsbegreb, hvor det kan virke som om, man ikke skelner mellem undervisning og læring. Når jeg interviewer børn, siger de, at det bedste er at lege sammen og have nogle venner. Og mens de leger og har det sjovt, så udvikler de sig og lærer en masse om sig selv og omverdenen. Læring er noget, der foregår indeni den enkelte, og vi lærer hele tiden,” siger hun og refererer til en situation, hvor en pædagog var i gang med at lære en flok treårige månedernes navne. Til sidst spurgte pædagogen: ’Hvilken måned er vi i nu?’ Og en lille dreng svarede prompte: ’Fastelavn!’

”Det er jo spild af tid at forsøge at lære børn, der endnu ingen tidsfornemmelse har, den slags,” siger hun og fremhæver, at det faktisk er svært at forhindre børn i at udvikle sig, hvis de har det godt.

”Børn er udstyret med nysgerrighed og funktions-og legelyst, og når der er gode betingelser for det i det fysiske og relationelle miljø, så udvikler de sig. For helt små børn handler det om at udvikle personligheden og få viden om verden. Og det kræver en tryg relation til deres pædagoger, som skal se dem som de små mennesker, de er,” siger hun.

Kvaliteten skal være i børnehøjde

Både når Grethe Kragh-Müller læser de nationale undersøgelser af kvaliteten i vuggestuer, og når hun tager afsæt i sine egne observationer i vuggestuer, ser hun to typer af institutioner. I den første type institution, vil man noget med børnene, og der er et overordnet pædagogisk pejlemærke og en professionel følelsesmæssig involvering.

Her lader pædagogerne, ifølge Grethe Kragh-Müller, børnene forstå, at de har lyst til at lære dem at kende og være sammen med dem. De er engagerede i at lave sjove og spændende ting sammen med børnene, og de sørger for, at der er gode lege- og udforskningsmuligheder.

”Når det er til stede i en vuggestue, så er der god kvalitet,” siger hun og forklarer, at den anden type institution er der, hvor pædagogerne snakker om, ’at sundhedsplejerskerne skal forberede børnene lidt bedre på at komme i vuggestue.’

”I sådan en type vuggestue ser man mest børnene som nogle, der skal køres ind, indordnes i rutiner og gøres klar til noget i fremtiden. Når man snakker om struktur og forudsigelighed, så tror man, at de faste rammer giver en fast ramme inden i det enkelte barn, men sådan er det jo ikke. God kvalitet handler om, at man er til stede og har et pædagogisk mål med det, man gør,” siger hun.

Eva Gulløv genkender det billede, Grethe Kragh-Müller tegner, og peger på, at man især i store institutioner eller institutioner med dårlige normeringer ofte har svært ved at slække på strukturerne.

”Så bliver det et mål i sig selv, at dagens program forløber gnidningsfrit og forudsigeligt. Men praktikalitet er ikke kvalitet i børnehøjde. Selvfølgelig skal det praktiske være i orden, men det må ikke overskygge samvær, nærvær og barnets oplevelse af selv at kunne påvirke det, der foregår,” siger hun.

Ældre pædagoger tør give slip

Når Eva Gulløv er ude i daginstitutionerne og lave observationer, oplever hun gang på gang, at ældre pædagoger er mere tilbøjelige til at give slip på læringsdagsordenerne og i stedet skabe nogle aktiviteter med fokus på kreativitet og fantasi.

”Lidt hårdt optrukket oplever jeg, at de yngre pædagoger er mere optagede af at kunne retfærdiggøre deres aktiviteter med henvisning til noget, der passer ind i den etablerede dagsorden og fremmer skolefærdigheder. Jeg tror blandt andet, det handler om, at pædagoguddannelsen er gået fra at være en kritisk medspiller til at være styret af prædefinerede målsætninger. Uddannelsen lægger simpelthen ikke op til, at de studerende skal udvikle deres egen – og dermed på sigt også børnenes – kreativitet og fantasi,” siger hun og understreger, at der er mange dygtige undervisere på pædagoguddannelserne, men at også de er bundet op på et alt for snævert læringsbegreb.

Ligesom Eva Gulløv peger Grethe Krogh-Müller på forbedringer i pædagoguddannelsen som en vej til at løfte kvaliteten af pædagogikken i vores dagtilbud:

”Der er for mig at se to problemer. Det ene er minimumsnormeringer, og det har vi i princippet fået løst, bortset fra at mange kommuner har forsøgt at spare på en anden måde – nemlig ved at slå institutioner sammen og ved at skære ned på antallet af uddannede pædagoger. Vi ved fra de nationale undersøgelser af kvaliteten i dagtilbud, at begge dele mindsker den pædagogiske kvalitet,” siger hun og vender tilbage til det andet problem: Pædagogernes uddannelse:

"Når jeg spørger dem, der kommer ud fra pædagoguddannelsen i dag, hvor mange der har hørt om børns udvikling, så er der måske tre, der rækker hånden op. Ved man ikke noget om børns udvikling, så er det svært at tilrettelægge aldersrelevant pædagogik med god kvalitet. De pædagoger, der var fra den gamle børnehaveuddannelse, havde mere viden om, hvad pædagogik er. De havde også haft forskellige typer af værkstedsfag som musik og rytmik. Hvis man har et godt fundament at stå på, er man nok mindre tilbøjelig til at agere efter nogle ydre målinger,” siger hun.

Eva Gulløv supplerer:

”Man kan ikke reducere pædagogik til læring og undervisning. Skal det pædagogiske arbejde understøtte børns udvikling, trivsel og samspil, kræver det, at det pædagogiske personale ved noget om børns udvikling, og at de er trænet i at iagttage børn, analysere sociale samspil og opbygge støttende, kreative miljøer, som børnene selv har mulighed for at påvirke. Pædagogerne skal turde sætte sig selv på spil og skabe uforudsigelighed i trygge rammer,” siger hun.