”Manosfæren dækker et udbredt og sammensat netværk af grupperinger, der dyrker antifeminisme og generelt reaktionære kønsforestillinger som grundlag for begær efter hypermaskulinitet.”

Dorte Marie Søndergaard

Manosfæren

Frygten for tab af privilegier er en drivende kraft i manosfæren og fx blandt de manfluencers, der har suget incel-frustrationerne og kvindesynet fra PickupArtists og Trandcons til sig sammen med alle aggressionerne fra de andre digitale fællesskaber af misogyne unge mænd.

Manosfæren dækker et udbredt og sammensat netværk af grupperinger, der dyrker antifeminisme og generelt reaktionære kønsforestillinger som grundlag for begær efter hypermaskulinitet. Red Pill-bevægelsen dækker i vid udstrækning de samme digitale bevægelser. Den tager navn fra filmen The Matrix, hvor det at tage den ’røde pille’ handler om at lade skællene falde fra øjnene og indse, at kvinder og feminisme har frarøvet mænd magten og deres biologisk grundfæstede dominans.

Analyser af disse positioner i dagens kønsforhandlinger finder man blandt andre hos professor Debbie Ging fra Dublin og herhjemme i et helt nyt speciale skrevet på DPU af Christian Devantier Larsen om algoritmisk medierede maskuliniteter. Det interessante er nemlig, at tech-industrien støtter opdyrkningen af denne form for misogyne digitale fællesskaber gennem deres algoritmer, der som bekendt er konstrueret ud fra økonomiske interesser. Ekstreme holdninger og synspunkter, drama, sex, had og menneskelig usikkerhed bidrager til at fastholde platformenes brugere i længst mulig tid, og det er i både virksomhedernes og manfluencernes økonomiske interesse.

Det sammensatte billede

Brydningerne er stærke. De rummer mange samtidigt eksisterende, men forskelligartede tendenser, som ikke nødvendigvis indgår i nogen form for indbyrdes dialog. Man ved om hinanden, man taler om hinanden, men man taler ikke meget med hinanden.

De normativt fastholdte begrænsninger for liv repræsenterer for mange en tryghed. For mange er de ydermere grundlaget for privilegier, de absolut ikke ønsker at slippe; for de unge mænd i manosfæren er der tale om privilegier, de overtales til at opleve som biologisk naturlige, men nu truede. Derfor overtales de også til at føle et behov for dyre kurser og træning i, hvordan de kan tilbageerobre tabt terræn.

Men hos atter andre skaber kønsordenen et stærkt ubehag på grund af den snærende grænsesætning og disciplinering. Her finder man sympati for 90’ernes dekonstruktion af kønnet og ideen om de muligheder, der lå i at opløse kønskategorier som binær kategorisering.

En del progressive bevægelser i den ende af spektret griber derfor også til en anden forhandlingsstrategi. De skaber opbrud ved i stedet at omfavne ideen om adskilte kønskategorier, nu blot ikke som todelt kategorisering i mand og kvinde, men i form af køn som noget, der konstrueres og organiseres i et utal af forskellige kategoriseringer.

Diskussionen om de mange køn

Strategien og de positioner, der udpeges som nye former for tilgængelige køn, skaber opstandelse og tegner en ny horisont for potentiel transformation. Kritikere ynder at udpege det voksende antal af kønskategorier som latterligt: ’FaceBook, hvordan er det nu, er det 50 eller 70 køn, man kan angive i år?’

Også spørgsmålet om irreversible medicinske indgreb rettet mod biologiske kroppe som en forudsætning for effektiv identitetsmarkering indenfor en af de mange kategorier, kan få blodet til stige op i kinderne hos mange både kritikere og feminister med andre forhandlingsstrategier som præference: ’Er dette en ny form for misforstået biologisme? Var vi ikke enige om at nedtone biologiens betydning og åbne livets muligheder uanset kropslig morfologi’, spørger de.

Men svaret fra dem, der enten i praksis eller som politisk projekt, dyrker muligheden for at bevæge sig mellem kategorier, nu blot med udgangspunkt i et tilbud om rigtig mange af slagsen, ser de medicinsk kønsaffirmative behandlinger som frisættende – kroppen, og hvad den trak med sig af mulighedsbegrænsninger i den gamle kønsorden, var netop allerede et fængsel, der skulle sprænges, argumenterer de. Ingen tid for dem til at vente på, at den sprængning skulle ske gennem diskursive dekonstruktioner.  

Materialiteten, biologien, er her geninstalleret som den stærkeste kraft, med diskursen, det kulturelle og sociale som følgevirkning – måske integreret i, men ikke stærk nok til at udgøre drivkraften.

Det flydende køn

I lyset af sådanne perspektiver kan de potentielle videretolkninger af begrebet om de flydende køn være interessante at se på. Det er selvsagt ikke alle i den non-konforme forhandlingsgruppe, der foretager irreversible kropslige indgreb for at sikre indmelding i en ønsket identitetskategori på livslangt sigt.

En anden positioneringsambition handler om adgangen til at dyrke muligheden for at skifte kønspositioner flere eller mange gange gennem et liv, eller måske bare på tværs af kontekster i samme tidsperiode. Strategien er historisk kendt, men ikke nødvendigvis dyrket som den mest centrale helt aktuelt. Alligevel udgør den en mulighed, der ligger lige for i de aktuelle åbninger på forhandlingsscenen.

I Torrey Peters prisbelønnede roman, der også i dansk oversættelse hedder, Detransition, Baby! vender vi tilbage til binariteten som accepteret udgangspunkt for kønsforhandlende positioneringer, men nu med lidt flere forestillinger om bevægelser mellem positionerne. I bogens fiktive univers får vi introduceret muligheden for bevægelse fra cis til trans og tilbage til cis – eller, og det står åbent, er det nu en egentlig cis-positionering, hvis man har været i transition før genindmeldelse i denne cis-kategori?

Måske er det en ny og tredje kønspositionering, der følger detransition? Romanen åbner mange interessante overvejelser og skildrer med stor indfølelse både non-konforme og konforme positioneringsbegær og -dilemmaer.

At dømme ud fra presseomtale og anmeldelser var dette trepunktsmønster i forhandlings- og positioneringsbevægelse nyt og vovet indenfor tidens scene af kønsforhandlinger, da den udkom i 2021. Men hvorfor i grunden det, ville nogen spørge - hvorfor stoppe horisontudvidelsen i bevægelserne mellem disse tre positioneringer? Eller hvorfor tale om transition overhovedet – hvorfor denne forpligtelse på mure omkring kategoriseringer, der kræver identifikation og nødvendiggør overskridelse – kunne murene ikke bare rives ned i stedet for?

Skuffende progression

En sådan mulighed vil mange af de progressivt kønsforhandlende angiveligt omfavne med entusiasme – fjern alle disse barrierer! Åbn mulighederne for udfoldelse, udtryk, positioneringer og identitetsmarkeringer!

Men vejen derhen er træg. Progressionen er skuffende, og dermed er vi tilbage ved diskussionen mellem på den ene side dekonstruktionsstrategien fra 90’erne og på den anden side den aktuelle version af dekonstruktion, der omfavner, men mangfoldiggør kategoriseringsmønstrene.

Et af argumenterne for udvidelse af kønskategorier og for retten til at bevæge sig mellem dem uanset kropstegn, lyder derfor også, at netop sådan en udvidelse ser ud til at udgøre den for tiden stærkeste form for dekonstruktion. Den virker – folk provokeres, de diskuterer, engagerer sig, tager stilling.

”Hver tid har sine ambitioner og forhandlingsstrategier i forhold til sociale ordner. Og det er interessant at se dem skifte og ændre form.”

Dorte Marie Søndergaard

Perspektiverne

Alle disse forskellige bud på forhandling af køn er interessante at følge. Og ikke mindst er det interessant at se virkningerne og effekterne af de strategier, der tages i anvendelse. For styrken i forhandlingerne og deres effekter afhænger selvfølgelig af, hvilke aktual-historiske betingelser, forhandlingernes virkningskraft skabes igennem.  De er jo alle situerede i og produkter af og i deres tid.

Min egen bog om kønsforhandlinger, Tegnet på Kroppen. Køn, koder og konstruktioner blandt unge voksne, er netop blevet genudgivet med et nyt indledningskapitel, der forsøger at sætte såvel analyserne af 90’ernes kønsforhandlinger som den analysemodel og det blik på køn, bogen tilbød, ind i en aktuel kontekst. Pointen i bogen var at skille det eksisterende og tavst selvfølgelige ad og sige: Prøv at se, hvilke livsmuligheder vi sammen skaber og åbner og lukker for os selv og andre gennem denne her type af mekanismer. Lad os overveje om det er det, vi ønsker.

Bogen var analytisk radikalt dekonstruerende og akademisk nysgerrig. Den blev et stærkt indlæg i kønsforhandlingerne, fordi den gav folk tænkeredskaber, uden nogensinde selv at missionere for en bestemt alternativ social orden. Forhandlingsstrategien lagde sig narrativt helt tæt på unges oplevelser og liv – med humor som den dirk, der åbnede indsigter ind i det allerede kendte. Det var strategien på det tidspunkt. Det er det ikke i dagens forhandlinger. I dag gør man noget andet.

Hver tid har sine ambitioner og forhandlingsstrategier i forhold til sociale ordner. Og det er interessant at se dem skifte og ændre form. Både jeg selv og mine meget kloge yngre kolleger har færten af, at der igen er nye strategiskift og forandringsambitioner på vej.

Strategien med udvidelse af kønskategorier og forpligtelsen på at markere kønsidentitet i særlige former kommer til at morfe ind i nye mønstre og bestræbelser på at skabe værdige livsmuligheder. Manosfæren kommer til at finde stadig nye måder at kæmpe for maskulinitetsprivilegier på, i alliance med politisk højredrejning og i sammenstødene mellem tech-virksomheder og de offentlige reguleringsbestræbelser.

Alting ændrer sig og har altid gjort det – men tempo og retninger varierer selvsagt. Ingen magt er entydig.