De spørgsmål vender vi med to DPU-forskere, Gritt B. Nielsen og Rikke Toft Nørgård, der i deres forskning udfordrer den gængse forståelse af, hvad der udgør akademiske sandheder, og hvordan man som forsker og universitet producerer ny viden.

”Hvis vi skal passe på vores universiteter, skal vi få viden ud at leve via nye samarbejder og partnerskaber,” lyder det fra Rikke Toft Nørgård, hvis nyfortolkning af Aarhus Universitets motto lyder:

”Vi skal søge det flydende under den faste grund. Og den faste grund er på midten – hvor parterne mødes. Og hvor man er nysgerrige på hinanden og den viden, der flyder i dybet.”

Kæmper for pluralistisk pensum

Rikke Toft Nørgårds forskning vender vi tilbage til, når vi lige har været omkring Gritt B. Nielsen, som er lektor i pædagogisk antropologi. Hun har i forbindelse med sit forskningsprojekt Figting for e/quality forsket i nogle af de studenteraktivistiske grupperinger, der for tiden vokser på universiteterne – både i Danmark og i udlandet. Gennem samtaler med de unge prøver hun at blive klogere på, hvad de kæmper for.

”De kæmper blandt andet for pluralisme og mere diversitet på deres uddannelser og i pensum. De tror ikke på én sandhed, men på mange, og på at viden skal forstås som situeret,” fortæller Gritt B. Nielsen og fortsætter:

”Medierne rammesætter ofte de studerendes tiltag som en trussel mod ytringsfriheden og den akademiske frihed. Men der behøver ikke være tale om en trussel. Jeg vil opfordre universitetsledelser og forskerne til nysgerrigt at undersøge, hvilke udviklingsmuligheder de unges stemmer kan tilføre universitetet og forskningen.”

Akademiske sandheder forandrer sig

En række sager, der har været oppe i medierne, har affødt diskussioner om ytringsfrihed, undervisningsfrihed, cancel culture og krænkelsesparate studerende. Det handler blandt andet om afskaffelsen af udklædningslege til fester, en mail fra universitetsledelsen til hvordan, man kan skabe inkluderende rum – også for queer studerende – diskussioner om hvorvidt Den Danske Sang er krænkende eller ej samt kritik af et forslag om at inkludere binært køn i en statistikøvelse på biologistudiet.

Men ofte har debatterne været både skævvredne og ude af proportioner i forhold til de processer, der har fundet sted internt på institutionen, pointerer Gritt B. Nielsen:

”Langt de fleste steder er der god og konstruktiv dialog mellem studerende, undervisere og ledelse om, fx hvilke former for diversitet der kan være vigtig at holde sig for øje på et givent studie eller kursusplan. Det er de fagligt forankrede diskussioner, der er det centrale, for alle fag har forskellige videnskabsteoretiske traditioner, og derfor bliver forståelsen af ’sandhed’ også forskellig,” siger Gritt B. Nielsen og uddyber:

”Den akademiske sandhed forandrer sig i takt med, at videnskaben opnår nye erkendelser. Og sandheden ser forskellig ud, alt efter hvem og hvilket fagfelt, der ser på den.”

Den faste grund er på midten

Og så til Rikke Toft Nørgård, der er lektor på DPU, Aarhus Universitet. Hun forsker blandt andet i fremtidens universitet, som hun undersøger ved at invitere unge til at deltage i og være medudviklere af forskning og innovation.

Det gør hun fx i forbindelse med et større Horizon Europe forskningsprojekt, EPIC-WE. Projektet undersøger, på tværs af sektorer og europæiske landegrænser, hvordan man kan nytænke humaniora ved at samarbejde med kreative industrier, kulturinstitutioner og samtidig inddrage unge mellem 15-25 år i forskningen.

Her bliver ingen idéer skudt ned som mærkelige eller for vilde. Tværtimod arbejder Rikke Toft Nørgård med det hun kalder ’spekulative og utopiske’ forskningsmetoder, hvor hun åbner universitetets døre for verden uden for og inviterer til kulturmøder mellem erhvervsliv, kulturinstitutioner, universiteter og unge medborgere.

Og den nytænkning af forskningsmetoderne ser hun som en måde at passe på universitetet. En måde at værne om det. Hun siger:

”Hvis ikke universitetet er åben for det ukendte og det endnu ikke erkendte og lader sig inspirere af strømninger, ideer og interesser i verden, så mister det betydning – og i længden måske også sin legitimitet som vidensinstitution.”

De sidste mange år har vi ellers mest hørt forfaldshistorien fra akademia. At udefrakommende interesser dræber de akademiske friheder, og at private fonde samt kommercielle og politiske interesser spænder ben for den frie forskning. Men samarbejder med verden uden for universitetsmurerne gør ikke forskningen mindre fri – tværtimod, mener Rikke Toft Nørgård:

”Forskningen skal stadig være fri – endda meget vildere i sin frihed.”

Hurra for ubrugelig viden og nyttesløs undervisning

Det var den daværende amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfeld, der tilbage i 2001 i en helt anden sammenhæng talte om ’unknown unknowns’. Der er ting, vi ikke ved, at vi ikke ved og ikke ved, hvordan vi skal få at vide.

Den logik er også ledetråd i Rikke Toft Nørgårds forskning. Fremtidens humanistiske forskning skal i højere grad være optaget af at finde ud af, hvad det er, vi ikke ved, at vi ikke ved. Humaniora skal, mener hun, undersøge det ukendte, og opdage endnu ukendte metoder, utænkelige idéer og uafprøvede praksisser.

I den sammenhæng slår hun et slag for, det hun kalder ’ubrugelig viden og nyttesløs undervisning.’

”Vi skal undersøge det ukendtes ukendte – vi ved endnu ikke, hvad det er, og hvordan vi skal undersøge det. Men det finder vi ud af hen ad vejen. Ved at prøve og lytte og mærke os frem. På rejsen dertil skal vi tillade os at bruge utopiske metoder, spekulative ideer og dagdrømme som forskningspraksis, for det kommer der anderledes viden ud af – mærkelig viden og ny viden. Hvad man kunne kalde ’en dans med verden og viden’. ”

Et forsamlingshus for viden

Rikke Toft Nørgård optegner de historiske linjer for de sidste fire årtiers universitetslogik:

Modus 1: Elfenbenstårnet, som går meget langt tilbage, og som de færreste ønsker en genindførelse af. Her sad forskeren alene uden megen kontakt til sin omverden og bedrev sin egen definerede forskning.

Kontrasten hertil er den type forskning, der opstod i 00’erne, hvor Helge Sander (V) fra 2001-2010 besad posten som minister for videnskab, teknologi og udvikling. Han blev kendt for sloganet ’Fra forskning til faktura’, og i hans ministertid nåede universiteterne til modus 2: Universitetet skulle, med Rikke Toft Nørgaards ord, være en kompetencefabrik, der leverede kandidater, der var direkte omsættelige i erhvervslivet.

De sidste 10 år har forskning i fremtidens universitet imidlertid bevæget sig væk fra ideen om universitetet som kompetencefabrik og frem mod modeller for mere ligeværdige partnerskaber mellem virksomheder, institutioner, samfund og universiteter.

Det er den udvikling Rikke Toft Nørgård tager til nye højder med sin forskning, der har til hensigt at udvikle stærke humanistiske, tværsektorielle og transdisciplinære universitetsmodeller.

”Universitetet skal være et åbent forsamlingshus for et virvar af viden og folk, der åbent vil diskutere den viden og nysgerrigt udvikle den,” lyder det fra Rikke Toft Nørgaard, der uddyber, hvad modus 3 i grove træk indebærer:

”Alle må give slip på deres eneret på viden. Det handler om at stå i det åbne, at tage ansvar for den viden, man kommer med, som videreudvikles i tætte tværsektorielle og deltagelsesdrevne samarbejder på midten. I bund og grund handler det om at gå i dialog med sin omverden og skabe ting sammen med den.” 

Mere dialog, tak

At universitetet skal være et sted for dialog og samskabelse kan Gritt B. Nielsen skrive under på, for hendes forskning i studenteraktivisme viser samme behov.

”Verden i dag, ikke mindst ungdommen, forventer noget andet af universitetet, end man gjorde for 20-30 år siden. Og i stedet for at sige: ’Det kan I ikke få, så I må rette ind her’, skal vi gå i dialog og være nysgerrige på de stemmer, der presser sig på, og som ikke kommer fra de ansatte på universiteterne, men fra de studerende,” siger hun og fortsætter: 

”Det er i øjeblikket til debat, hvor uafhængigt universitetet skal være. Og det er der i og for sig ikke noget nyt i. Universitetet har altid udviklet sig i samspil med strømninger fra det omgivende samfund. Tænk bare på studenteroprøret i 1968, der for alvor satte demokrati og indflydelse på dagsordenen.”

Nytænkning frem for polarisering

På samme måde, argumenterer Gritt B. Nielsen, bevæger selve formålet med universitetets forskning og uddannelser sig i takt med sin omverden. Men det er ikke altid til at forudse, hvorhen og hvordan. For pludselig sker der ting ude i verden, som opildner til debatter, som de studerende engagerer sig i.

Deres tiltag for at fremme social retfærdighed, diversitet og inklusion resonerer med større strømninger, der oftest kommer fra USA, ikke mindst Black Lives Matters og nu Israel-Palæstina-konflikten.

Især sidstnævnte har affødt studenteraktivisme, der på ny har rejst spørgsmål om studerendes ytringsfrihed, ledelsernes måde at håndtere aktivismen på, samt hvorfor aktivismen tilsyneladende eskalerer pt.

”Faren er ekstrem polarisering. Men der er vi heldigvis ikke i Danmark. Og optimalt set kan de studerendes engagement og kritikker medføre refleksioner og dialog, der kan være vigtige for den kontinuerlige nytænkning af universitetet,” siger Gritt B. Nielsen.