Asterisk nr. 109 - November 2024 - Tema: Hvad er egentlig formålet med uddannelse?
Den lærerstyrede undervisning er på retur i landets skoler til fordel for elevernes aktive deltagelse. DPU-forsker Helle Rørbech giver et vue over tidens tendenser i fagdidaktikken, der viser nye veje til at realisere skolens formål om at udvikle erkendelse og fantasi hos eleverne og give dem lyst til at lære mere.
Lyt til artiklen
Hvad har H.C. Andersens eventyr med japanske haikudigte at gøre? Ikke det store, skulle man tro, og i traditionel litteraturundervisning ville de to genrer nok blive taget op hver for sig.
Men Helle Rørbech, lektor i fagdidaktik ved DPU, Aarhus Universitet har i et af sine forskningsprojekter undersøgt, hvordan eleverne i en skoleklasse skrev haikudigte og lavede papirklip som en del af deres arbejde med at fortolke H.C. Andersens eventyr De vilde svaner. Haikudigtets tre linjer kan illustrere og dermed understøtte elevernes arbejde med eventyrets tredelte handlingsforløb, og farvekontrasterne i papirklippet kan illustrere temaet om to verdener, der er hinandens modsætninger.
Denne måde at tilrettelægge undervisningen på er et eksempel på det, Helle Rørbech kalder den kunst-og æstetikbaserede didaktik. Den benytter sig af kunstbaserede praksisser til at åbne det faglige stof for eleverne, og den er sammen med undersøgende undervisning og den såkaldte scenariedidaktik blandt tidens toneangivende didaktiske tendenser.
De er alle tre del af de senere års nybrud inden for fagdidaktikken, der handler om at flytte fokus fra lærerstyret undervisning til elevernes aktive deltagelse – og ifølge Helle Rørbech viser de nye veje til at realisere de gode intentioner i skolens formålsparagraf om at give eleverne lyst til at lære mere og udvikle deres erkendelse og fantasi.
”Læreren får en ny didaktisk opgave – nemlig at tilrettelægge en læringssti eller en erkendelsesvej, der kan åbne stoffet for elevernee.”
Helle Rørbech
I den traditionelle lærerstyrede undervisning er der fokus på undervisningens indhold – stoffet og de faglige problemstillinger. Læreren forklarer med hjælp fra læremidler stoffet for eleverne og stiller så spørgsmål til dem i relation til stoffet, enten direkte i klassen eller i form af arbejdsspørgsmål, eleverne kan arbejde med at besvare sammen eller hver for sig, forklarer Helle Rørbech.
De tre nye tilgange har det til fælles, at de flytter fokus til elevernes læring.
”Læreren får en ny didaktisk opgave – nemlig at tilrettelægge en læringssti eller en erkendelsesvej, der kan åbne stoffet for eleverne, med afsæt i deres erfaringsverden og oplevelse af stoffet,” siger Helle Rørbech.
I den undersøgende matematikundervisning undersøger og systematiserer eleverne fænomener enten fra deres omverden eller internt fra matematikken. Det handler fx om at stille og præcisere spørgsmål, at matematisere, at søge efter viden og mening, at udforske, at analysere dokumenter og data, at eksperimentere, at forklare, at ræsonnere og at bevise.
Kilde: Nationalt Center for Udvikling af Matematikundervisning
inddrager elementer fra kunstbaserede praksisser, hvor eleverne skaber teater, video, poesi eller klipper og klistrer som måder at åbne det faglige stof. Den æstetiske erfaring er vigtig for den faglige erkendelsesproces.
Kilde: Helle Rørbech
er et begreb og en tilgang, der gør det muligt tale om fællestræk for elevaktive undervisningsmetoder som projektarbejde, undersøgende undervisning, rollespilsundervisning, storylinemetoden, entreprenørskabsundervisning osv.Det er undervisningsmåder, der bl.a. indebærer meningsfulde opgaver og realistiske og udviklende arbejdsformer og -relationer.
Kilde: Håndbog i Scenariedidaktik
De tre tilgange overlapper hinanden og kombineres også med elementer fra traditionelle undervisningsformer.
Hun ser de tre tilgange som et modsvar til det, hun kalder instrumentaliseringen af folkeskolen.
Tager man danskfagets litteraturundervisning som eksempel, viser det instrumentelle sig, når eleverne skal lære bestemte begreber for begrebernes egen skyld. Eller når helhedsoplevelsen af en litterær tekst splittes ad i analytisk arbejde med delelementer af teksten, som fx komposition og fortælleforhold, i stedet for at anlægge et mere holistisk syn på den. Eller når undervisningen låser sig fast i bestemte, overleverede praksisser for, hvordan man kan have samtaler om og arbejde med fx litterære genrer og litteraturhistoriske perioder.
Kort sagt bliver undervisningen instrumentel, når den primært har fokus på at øve sig på begreber og metoder, på at nå et pensum eller på at opfylde nogle bestemte læringsmål.
”De tre tilgange adresserer alle det forhold, at den viden, den læring og de erfaringer, som eleverne kan opnå i undervisningen, kan blive væsentligt begrænset, hvis undervisningen bliver instrumentel,” siger Helle Rørbech.
De tre tendenser kan altså ses som et forsøg på at vriste fagene fri af instrumentaliseringen, mener hun. De handler på hver deres måde om at åbne op for, at elevernes erfaringer og deres oplevelse og forståelse af det faglige indhold får en større stemme i undervisningen.
”Læreren får dermed en helt anden opgave end at være den, der fx repræsenterer mesterfortolkningen af en litterær tekst, og som stiller eleverne spørgsmål, der skal sikre, at de forstår og når frem til en lignende fortolkning. I stedet benytter de sig af alternative praksisser for at tilrettelægge en didaktik, der har fokus på elevernes aktive læring,” siger Helle Rørbech.
Hun understreger, at selv om der er tale om et nybrud i didaktikken, er selve ideen om en elevcentreret og praksisbaseret didaktik ikke af nyere dato. Det er trods alt 100 år siden, at den amerikanske filosof og pædagogiske tænker John Dewey (1859-1952) opfandt erfaringspædagogikken, og der har siden 1990’erne været en didaktisk interesse for æstetiske læreprocesser.
I de aktuelle uddannelsespolitiske diskussioner er det ikke ualmindeligt, at folkeskolen bliver beskyldt for at være for akademisk. Man kan derfor nemt komme til at reducere de tre didaktiske tilgange til forsøg på at gøre skolen mere praktisk, forklarer Helle Rørbech.
”Men det er ikke overdreven teoretisering, der er skolens fare - men instrumentaliseringen. I alle tre tilgange har undervisningen både teoretiske og praktiske dimensioner, men det er den særlige didaktiske tilrettelæggelse af disse dimensioner, der gør dem forskellige fra instrumentaliseringen,” siger hun.
At undervisningen kan blive instrumentel, kan der ifølge Helle Rørbech være både uddannelsespolitiske og sociologiske forklaringer på. Det kan handle om, at standardiserede testformer og målstyret undervisning har fyldt for meget i skolen. Nogle vil føre årsagskæden helt tilbage til konkurrencestat og new public management.
Men holder vi os til didaktikken, udspringer instrumentaliseringen blandt andet af den såkaldte nedsivningstænkning, forklarer Helle Rørbech.
”I den tænkning baserer man undervisningen på, at vi har nogle fag i skolen, der udspringer af de tilsvarende videnskabelige discipliner på universiteterne: litteraturvidenskab, matematik, fysik osv., som skolens undervisningsfag så opfattes som light-udgaver af,” siger hun.
Ingen af disse forklaringer er dog nødvendigvis dækkende, mener Helle Rørbech. For det kan også ganske enkelt handle om, at undervisningsformer, der engang har været velfungerende, kan forvitre. Didaktiske tilgange kan i udgangspunktet have et stort potentiale, men stivne med tiden.
”Når vi bringer en ny didaktisk tilgang ind i skolen, skal vi tænke det som noget foranderligt; som noget, der består af både gentagelse og fornyelse af tidligere didaktiske praksisser, og som noget, der selv skal fornyes,” siger hun.
”Vi skal arbejde frem mod en åben, praksis- og kunstbaseret, undersøgende, intellektuel og verdensvendt folkeskole.”
Helle Rørbech
Scenariedidaktikkens modsvar til den instrumentelle undervisning er at koble sig på praksisser fra andre domæner end skolens og arbejde med virkelighedstro scenarier fra den praktiske verden uden for skolen.
Den undersøgende undervisning tilrettelægger en erkendelsesvej, der starter på elevernes banehalvdel. Ved at tage afsæt i elevernes erfaringer og forudsætninger bliver den undersøgende tilgang vejen ind i stoffet og de faglige problemstillinger.
I sin egen forskning har Helle Rørbech især fokus på den kunst- og æstetikbaserede tilgang, hvor man nærmer sig det faglige stof gennem æstetiske udtryksformer.
I danskfagets litteraturundervisning har man fx traditionelt arbejdet med fortolkning af tekster ud fra en fast procedure, hvor eleverne først læser en tekst, dernæst analyserer den ved at adskille tekstens enkeltdele – komposition, metaforer, handling, motiver, fortælleforhold osv. – og til sidst sammenfatter alle delene i en helhedsforståelse af teksten, forklarer hun.
Men tager man fx Tove Ditlevsens digt Barndommens gade, kan eleverne også udtrykke deres fortolkning af digtet gennem dramatisering, videopoesi, tegninger eller papirklip med udgangspunkt i et eller flere af digtets elementer.
”Den kunst- og æstetikbaserede tilgang giver her eleverne mulighed for at fordybe sig i et aspekt af digtet, de har lagt særligt mærke til. Det giver mere fylde til elevernes egen stemme, og de får bedre mulighed for at udtrykke deres oplevelse af digtet, end hvis de kun skal svare på spørgsmål fra læreren om, hvordan digtet fx er komponeret,” siger Helle Rørbech.
Hun understreger, at det ikke sker på faglighedens bekostning, eller at Tove Ditlevsens digt dermed dømmes ude som selvstændigt kunstværk til fordel for elevernes egne kunstbaserede praksisser. Det handler om at undgå, at elevernes fortolkningsarbejde bliver lukket inde i eller styret af lærerens spørgsmål, hvor læreren har svaret på forhånd.
”På den måde kan diskussionerne i klassen blive kvalificeret af elevernes egne æstetiske produkter. Tag fx linjen ’Jeg gav dig de stærkeste våben’. Det giver jo en helt anden undervisning, når man tager udgangspunkt i, hvordan eleverne har fortolket våbenmetaforen i deres produkt, end hvis læreren spørger: hvilke metaforer kan I finde i digtet, og hvad betyder de,” siger hun.
”Man hører nogle gange den kritik mod skolen, at den er verdensfjern, men jeg vil hellere argumentere for, at skolen er verdensvendt.”
Helle Rørbech
Hvis skolen skal være meningsfuld for eleverne, er der ifølge Helle Rørbech ingen vej udenom at tage afsæt i deres erfaringsverden. Hvis undervisningen alene taler ud fra en voksendefineret verden, hvor læreren har patent på at vide, hvordan tingene i virkeligheden forholder sig, så mister de fleste elever hurtigt gejsten.
Men selvom undervisningen starter på elevernes banehalvdel, er det i hver af de tre didaktiske tilgange en pointe, at spillet skal flyttes længere frem på banen, for nu at blive i metaforen. Eleverne skal nemlig ikke kun møde det, de allerede kender. De skal også møde noget, de ikke kender i forvejen – noget, der er fremmed for dem, forklarer Helle Rørbech.
”Skolen skal også bringe noget på banen, der ligger fuldstændig uden for elevens erfaringer og forståelseshorisont. Skolen skal jo, hvis vi taler i traditionelle dannelsestermer, åbne stoffet for eleverne og åbne eleverne for stoffet. I stedet for stoffet kunne man også sige verden,” siger hun og tilføjer:
”Man hører nogle gange den kritik mod skolen, at den er verdensfjern, men jeg vil hellere argumentere for, at skolen er verdensvendt. Vi bør i det hele taget undgå at tale om skolen og verden som modsætninger, for dels udgør skolen sin egen del af verden, dels er skolens fag en måde at undersøge verden på og åbne den for eleverne.”
De tre didaktiske tilgange repræsenterer hver sit forsøg på at understøtte skolens formål. En didaktisk forvandling af skolen, kunne man sige, hvis man køber præmissen om, at instrumentalisering udgør en fælde for undervisningen, og at der er brug for at udforske og etablere nye forbindelser mellem fag, skole og verden.
Tager man altså den danske skoles formålsparagraf alvorligt, kan vejen frem være at gribe til undersøgende undervisning, hvor læreren ’stilladserer’ elevernes egne undersøgelser af verden, og ikke bare overleverer sin egen og fagets viden til dem. Man kan også gribe til scenariedidaktikkens imitationer af samfundets professioner og praksisformer, og man kan lade eleverne nærme sig stoffet gennem æstetiske praksisser, der sætter fantasien på arbejde.
Eller med Helle Rørbechs ord:
”Jeg vil sige det på den måde, at vi skal arbejde frem mod en åben, praksis- og kunstbaseret, undersøgende, intellektuel og verdensvendt folkeskole.”
T.R. Heiden & H. Rørbech: Entangled worlds: the becoming of interpretive spaces in pupils’ engagement with literature through process drama. In: Research in drama education: The journal of applied theatre and performance. Advance online publication, 2024
H. Rørbech: Bildung, diversity and spaces in didactic practice. In E. Krogh, A. Qvortrup & S.T. Graf (Eds): Bildung, knowledge and Global Challenges in Education. Routledge, 2023
H. Rørbech: “Jeg tror, man lærer bedst, når man har noget i hænderne”. Forskerklumme. Nationalt videncenter for Læsning 08.18.2024. 1-4.
Lektor ved DPU, Aarhus Universitet og leder af Afdeling for Fagdidaktik, Generel pædagogik og Pædagogisk filosofi. Hun forsker i fagdidaktik, litteraturundervisning, dannelse og på det seneste også kunstbaseret undervisning. Hun underviser på DPU’s kandidatuddannelse i Didaktik - Dansk.
NR. 109
TEMA: Hvad er egentlig formålet med uddannelse?
NOVEMBER 2024
