Asterisk nr. 109 - November 2024 - Tema: Hvad er egentlig formålet med uddannelse?
Lyt til artiklen
Den franske socialfilosof André Gorz gjorde i bogen The immaterial opmærksom på, at den moderne vidensøkonomi beror på en personlighedstype, der er optaget af at afbalancere instrumentelle aktiviteter med aktiviteter, der har værdi i sig selv, og at dette er uddannelsessystemets grundvilkår.
Hvis det er sandt, kan man spørge, i hvilket omfang det danske uddannelsessystem klæder vores børn og unge på til at balancere hensynet til deres kommende rolle som humane ressourcer på arbejdsmarkedet med deres eget behov for selvrealisering.
Fra politisk hold findes svaret i det omfattende reformforslag Forberedt på fremtiden, som indebærer en forkortelse af universiteternes kandidatuddannelser og af professionshøjskolernes bacheloruddannelser samt en blanding af gamle og nye kortere arbejdsmarkedsrelevante ungdomsuddannelser. Kortere uddannelse skal gøre de unge mindre akademiske og mere praktiske, mindre kloge på viden og mere kloge på arbejdet.
”Inde på skolen ovre på gymnasiet, inde på professionshøjskolen og oppe på universitetet har viden haft værdi i sig selv."
Claus Holm
Forskerne Lars Qvortrup og Karen Wistoft peger på, at der er sket et skifte fra en opfattelse af, at man er klog, hvis man kan demonstrere sin forstand, til at man er klog, hvis man kan bruge sine færdigheder i praksis. Snak ikke om alt det, du ved, men vis, hvad du kan med din viden – på arbejdsmarkedet, vil regeringen nok tilføje.
Inden for uddannelsessektorens mure har svaret traditionelt været det modsatte. Inde på skolen ovre på gymnasiet, inde på professionshøjskolen og oppe på universitetet har viden haft værdi i sig selv – det at blive klogere, mere oplyst og mere selvstændigt tænkende. Her har mange i de seneste årtier anskuet de voksende politiske krav om instrumentalisme og praksisfærdighed med hovedrysten, visse med væmmelse og nogle med frygt.
En af dem, som har sat ord på frygten, er den amerikanske medieforsker, forfatter og lærer Neil Postman (1931-2003). I bogen The End of Education fra 1995 spørger han, hvad formålet med uddannelse ideelt set burde være i fremtiden, og han svarer selv, at uddannelse bør motivere de unge via ’store fortællinger’. Fortællinger om hvem vi er, hvorfor vi eksisterer, og hvordan vi kan bidrage til det fælles gode.
Så Postmann hævdede allerede dengang, at den megen vægt på praktiske færdigheder udgjorde en truende meningskrise for uddannelsessystemet. At den i yderste konsekvens kunne lede til afslutningen på skole og uddannelse, som vi kender det.
Alt det, vi i dansk sammenhæng typisk italesætter som personlig myndighed i et samfund med frihed og folkestyre.
”Gennem de seneste 30-40 år har vi motiveret og vejledt børn og unge til uddannelse og arbejdsmarked med henvisning til deres personlige lyst og motivationer på det personlige plan."
Claus Holm
Men hvad vil fx nutidens gymnasieelever mon svare, hvis man spørger dem til deres behov for balancering af hensynet til egennytte og arbejdsmarkedsbehov, hvilken slags mening skal fremtidens uddannelsessystem egentlig skabe for dem? Søger de store fortællinger, store fællesskaber – det demokratiske fællesskab eller arbejdsfællesskabet?
Næppe, for gennem de seneste 30-40 år har vi motiveret og vejledt børn og unge til uddannelse og arbejdsmarked med henvisning til deres personlige lyst og motivationer på det personlige plan. Når vi bag skolemurene og i elfenbenstårnene fortæller dem om videns værdi i sig selv, så spørger de fleste unge, hvorfor de fik 10 og ikke 12 til prøven. Og når erhvervslivet taler til de unge om arbejdsmarkedets behov for humane ressourcer, så svarer mange unge med deres forventninger og ønsker til fleksible drømmejob og selvrealisering.
Det er på den ene side forvirrende, på den anden side tydeligt, at det er de små personlige fortællinger, som vil dominere de næste generationer, for det er sådan, vi har opdraget dem. De træder ikke uden videre til side for inklusionen, fællesskabets eller andres forventninger – hverken arbejdsfællesskabets eller det demokratiske dittos.
Så svaret på, om fremtidens danske uddannelsessystem – på balanceret vis – kommer til at leve op til arbejdsmarkedets, de unges og systemets egne forventninger og forhåbninger, afgøres af de personlige fortællingers magt over os – en magt, som har det med at være uambitiøs på fællesskabets vegne. I 1970’erne blev det personlige politisk, i dag står det personlige tilbage i al sin ensomhed.
Men der er håb, i hvert fald hos Neil Postmann. I afslutningen på sin bog forsøger han at ramme en balance mellem pessimisme og optimisme. Pessimisme, fordi vi er ved at blive så forskellige, at uddannelse ikke længere skaber rammen om en fælles og forenende fortælling; optimisme, fordi ingen endnu har opfundet noget bedre end uddannelsessystemet til at klæde unge på til at balancere tilværelsens mange fordringer og livets store og små formål.
Leder af DPU, Aarhus Universitet, ph.d. og lektor ved Afdeling for pædagogisk sociologi ved DPU.
NR. 109
TEMA: Hvad er egentlig formålet med uddannelse?
NOVEMBER 2024
