Asterisk nr. 114 - September 2026
Hvor lang tid og hvor mange produkter bruger en pige i 5. klasse på at gøre sig klar til dagen? Har drenge reelt andre muligheder end at elske fodbold? Hvordan påvirker influencerne børnenes liv? Da forskere fra DPU og Psykologisk institut ved Aarhus Universitet undersøgte, hvordan mobning blandt børn udspiller sig i dag, var det også et studie i de sociale dynamikker, der er med til at forme børns trivsel og tilblivelsesmuligheder – uanset om de fører til mobning eller ej.
SPOT PÅ NY FORSKNING
Asterisk har talt med DPU-forsker Dorte Marie Søndergaard om projektet Mobning, marginalisering og konflikter mellem børn.
Børnelandskabet derude er ekstremt kønnet! Med det statement indleder Dorte Marie Søndergaard, professor ved DPU, Aarhus Universitet, sin beskrivelse af de fund, hun gjorde sammen med Frederikke Skaaning Knage, adjunkt ved Psykologisk institut på Aarhus Universitet, da de undersøgte, hvordan mobning udspiller sig blandt børn i 2020’erne.
Og det er ikke ment som en kompliment. Allerede i 5. klasse tegner der sig nemlig tydelige mønstre af, hvad det vil sige at være en dreng, og hvad det vil sige at være en pige. Mønstre, der fx viser sig i børnenes leg, i deres fritidsinteresser, og i den måde, de forskellige sociale platforme med influencere og andre ’trendsettere’ påvirker, hvad børnene samles om og bliver opslugt af.
Det er med andre ord mønstre, der både viser sig i børnenes analoge og digitale liv, og de er på godt og ondt med til at forme børnenes udviklings- og udfoldelsesmuligheder, forklarer Dorte Marie Søndergaard.
Tag nu bare fodbold, der nærmest definerer, hvad det vil sige at være dreng. Ifølge rapporten ’Børns fritidsliv’ (2025) fra Børns Vilkår går halvdelen af alle drenge i 4. klasse i Danmark til fodbold. Og så er der dem, der bare spiller med i skolegården, hvor drenge leger fodbold, og hvor forskerne kunne observere, hvordan de ofte gør det med en voldsomhed og alvor, som gjaldt det liv og død.
”Selvom mange drenge - og også nogle piger – synes, det er sjovt at gå til fodbold, så har fodbold opnået en dominans i mange drenges liv, der nærmest virker drengeundertrykkende,” siger Dorte Marie Søndergaard.
Læg dertil stemningen på stadion, hvor masser af fædre sørger for at integrere deres sønner i en fodboldkultur, der ofte er voldsomt konkurrencepræget og til tider endda aggressiv.
”Det er tankevækkende, hvor meget vi indsnævrer særligt drenges udfoldelses- og dermed udviklingsmuligheder, når fodbold gøres til så dominerende en fritidsaktivitet. Pigerne går til en masse forskellige ting og leger alt muligt i frikvartererne. De gør sig erfaringer med mange former for aktiviteter og lærer hinanden at kende på mange forskellige måder. Men for drenge er fodbolden blevet så selvfølgeliggjort, at det kan virke som det eneste rigtige fra de er helt små. Mange af dem har råbt og konkurreret og lært at tænke i vindere og tabere, i grupper mod grupper, sammen med far og kammeraterne fra de var 4-5 år gamle,” siger Dorte Marie Søndergaard.
Men hvad har det nu med mobning at gøre? Ikke nødvendigvis ret meget, og så måske alligevel en hel del. At mange drenge tidligt kan møde den aggressive os mod dem-mentalitet på stadion, er ikke en forklaring på, at nogle af dem senere bliver involveret i mobning. Fodboldkulturen er blot en af de mange sociale dynamikker, der er med til at forme børnenes tilblivelsesmuligheder og trivsel.
”Det er dynamikker, der griber ind i hinanden, og som kan være det vækstlag, hvorfra mobning gror frem”, siger Dorte Marie Søndergaard.
Faktum er i hvert fald, at mobning trods årtiers mobbeindsatser i skolen stadig finder vej ind i danske børns skole- og hverdagsliv og endda ser ud til at være i fremmarch. På initiativ af Mary Fonden har Dorte Marie Søndergaard sammen med Frederikke Skaaning Knage derfor gennemført et projekt, hvor de gennem interview med mere end 100 børn og observationer i en række 5. klasser i forskellige folkeskoler på tværs af landet har undersøgt, hvordan mobning blandt børn udspiller sig i dag.
Resultaterne blev præsenteret i foråret i rapporten ’Mobning, marginalisering og konflikter mellem børn’ og fik stor omtale i en række medier.
”Hvis man ser mobning som udtryk for en relationel dysfunktion i en børnegruppe – som et symptom på nogle sociale dynamikker, der er blevet ødelæggende - så er det vigtigt at undersøge, hvordan disse dynamikker etablerer sig, udfolder sig og opløses igen i forskellige sammenhænge,” siger Dorte Marie Søndergaard.
”De tilbud, børnene får fra influencerne på mobilen, er tit sjovere, hurtigere, mere overraskende og dramatiske end den udviklings- og orienteringsstøtte, de modtager fra forældre, skole og fritidstilbud.”
Dorte Marie Søndergaard
Det er netop disse dynamikker anno 2026, som projektet giver et indblik i.
Og hvor mange drenge altså er optaget af fodbold og fortæller, at de ofte følger profiler med fodboldindhold på sociale medier, møder pigerne til gengæld utallige livsstilsinfluencere.
”Vi ser, hvordan piger helt ned til 10 år har morgenrutiner, hvor de bruger 40 minutter på at blive ”klar til dagen”. Pigerne påvirkes massivt af de influencere, de følger, og for mange af dem bliver det helt afgørende, hvilke skin routines de følger, og hvordan de lægger en gennemsigtig mascara og en næsten usynlig make-up, som ikke støder an i deres unge alder,” siger Dorte Marie Søndergaard.
I skolen, gennem fritidsaktiviteter og fra forældre får børn og unge adgang til bestemte måder at opleve, udvikle kompetencer, få informationer om verden og danne relationer på. Dagen igennem bevæger børn og unge sig igennem et univers af opdragelses- og dannelsestilbud, eller forskellige former for udviklings- og orienteringsstøtte, som Dorte Marie Søndergaard også kalder det.
Og også influencerne byder ind med udviklings- og orienteringsstøtte, selvom det måske ikke er sådan, de selv opfatter det.
”De tilbud, børnene får fra influencerne på mobilen, er tit sjovere, hurtigere, mere overraskende og dramatiske end den udviklings- og orienteringsstøtte, de modtager fra forældre, skole og fritidstilbud. Det er nemt at blive fan af en influencer, i modsætning til den kedelige skole eller de kedelige forældre. Men influencerne er også snyltere, der tjener penge på at fange børnenes opmærksomhed med indhold, der er mærkeligt, underholdende og chokerende nok til at de bider på,” siger hun.
Ifølge Dorte Marie Søndergaard skal man ikke undervurdere, hvor stor en opdragende og dannende magt influencerne har i børnenes liv. Det er i høj grad hos dem, børnene henter de informationer, som de navigerer og orienterer sig ud fra. Og det er ikke ligegyldige informationer, men informationer om, hvad det vil sige at blive integreret i ungdomskulturen, om hvad der skal til at for at blive mere voksenagtig eller en mere cool ung – informationer, som man tidligere først og fremmest hentede hos sine store søskende eller de større børn, man omgikkes.
”Uanset form, så kommer influencerne med inspiration til, hvordan man kan være som barn eller ung. Det kan handle om alt fra at være cool ved at være distanceret over for andre, om hvad man bør spise eller ikke spise, købe og forbruge, eller om at man kan fikse sin krop med forskellige former for kosmetiske indgreb. Mange børn og unge opsøger den slags indhold, fordi de synes, det er underholdende. De tager det ikke nødvendigvis alvorligt, men hvor nogle børn gennemskuer det og kan grine af det, bliver andre fanget ind i det. Og uanset hvad, bliver det et afsæt for børnenes forhandlinger om, hvordan man kan være eller ikke kan være som barn eller ung, og hvordan vi har og kan have relationer til hinanden,” siger Dorte Marie Søndergaard.
Det betyder ikke, at influencerne er skyld i mobning. Der er aldrig entydige eller enkle forklaringer på, hvorfor mobning opstår. Men i en skoleklasse, hvor der i forvejen foregår mobning, eller hvor mobningen er latent til stede, kan påvirkningen fra influencerne spille ind i mobbemønsteret. Det understreger, at man er nødt til at se på den helhed, som børn og unges tilblivelsesprocesser udgør, hvis man vil forstå mobning, understreger Dorte Marie Søndergaard.
Et centralt fund fra projektet er, hvor meget det betyder for de sociale dynamikker mellem børn, at de lever deres hverdagsliv på tværs af forskellige arenaer – skolen, hjemmet og fritidsaktiviteter. Der kan nemlig være meget stor forskel på, hvem de kan være for at være i de forskellige arenaer. Disse forskelle kan kaste lys over børns konflikter med hinanden, og Dorte Marie Søndergaard fremhæver en case fra projektet, der illustrerer en central pointe i forhold til at forstå, hvordan mobning kan opstå.
Den handler om en pige, der føler sig set og anerkendt både i sine fritidsaktiviteter og hjemme, men bliver udsat for mobning i sin skole. Forskellene på, hvem pigen kan være, og hvem hun bliver set som i de forskellige arenaer, er markante, og pigens reaktioner på denne diskrepans forstærker mobbemønsteret i skolen, forklarer Dorte Marie Søndergaard.
Hun pointerer, at den slags forskelle også er et vigtigt perspektiv på skolefravær.
”Hvis du f.eks. er vant til at blive set af og møde voksne med tid og overskud derhjemme og måske også i fritidslivet og så kommer hen på skolen, hvor der er utrygt, hvor der er skænderier, slåskampe og ballade, og hvor der ikke er nok voksne, eller voksne, der har mulighed for at skabe et rum, hvor alle kan være, så er det måske ikke så mærkeligt, at man spørger sig selv: hvad er egentlig meningen med at være her?” siger Dorte Marie Søndergaard.
”Digitale medier er en integreret del af børnenes liv i dag, også af den del af deres liv, der handler om at skabe relationer, både af positiv og problematisk art.”
Dorte Marie Søndergaard
Digitaliseringen og ikke mindst udbredelsen af sociale medier har også betydning for de måder, mobningen udvikler sig på. Ifølge Dorte Marie Søndergaard kan man ikke skille analog og digital mobning ad, sådan som der har været en tilbøjelighed til, når man har talt om cybermobning som en særlig form for mobning, der kræver et særskilt fokus. Udstødelse i skolegården og udstødelse fra chatgruppen på Snapchat er ikke to væsensforskellige og helt adskilte mekanismer.
”Digitale medier er en integreret del af børnenes liv i dag, også af den del af deres liv, der handler om at skabe relationer, både af positiv og problematisk art. Børnene opsøger det indhold, der er spændende, og de leger med det – også når de møder vold. De bliver både forskrækkede og fascinerede, og det siver ind i deres forestillinger om, hvordan man f.eks. skaber relationer og også hierarkier,” siger hun.
Samtidig er det slående, hvor digitalt kompetente mange børn er i den aldersgruppe, som projektet har fokus på, forklarer Dorte Marie Søndergaard. De er godt klar over, at algoritmerne styrer indholdet bagom ryggen på dem, og de er skeptiske over for, om indholdet er ægte eller manipuleret og konstrueret.
”Når børn fortæller om indholdet på digitale medier, siger de ting som: ’Vi kan ikke vide, om det vi ser, er rigtigt’. ’De lyver sikkert’. ’Det der er garanteret ikke rigtigt, men prøv at se her, hvor godt de har lavet det’. De tager altså ikke uden videre indholdet for gode varer eller labber det ukritisk i sig”, siger hun.
Vi behøver ikke slukke for strømmen til de sociale medier og den digitale verden af frygt for, at børnene ikke kender til løgn og manipulation i denne verden. Når vi alligevel skal slukke for strømmen ind imellem, er det måske snarere for at hjælpe dem med at få bedre balance mellem de arenaer, de bruger deres tid på og får deres input fra.
Men det vigtigste at forstå i den forbindelse er, at uanset om det digitale input er manipulerende, fiktivt og løgnagtigt eller ej, så er de forestillinger, horisonter og måder at forstå ting på, som børnene møder og oplever digitalt, med til at informere deres forståelser og måder at orientere sig på, understreger Dorte Marie Søndergaard.
”Det univers, som deres fantasier, ideer og blikke vokser ud af, kommer alle steder fra, og de digitale fortællinger og billeder tilbyder stærke input i den sammenhæng. Og det er ikke en ting, man kan kontrollere alene ved at sætte grænser for antallet af timer, børn bruger på nettet. I stedet må man stille sig ved siden af dem og hjælpe dem med at gennemskue og navigere i det indhold, de opsøger,” siger hun.
Forskerne har også haft fokus på børnenes leg. Fx er det bemærkelsesværdigt, at diagnoser nu er så almindelige blandt børn, at de helt selvfølgeligt inddrager dem i deres lege. Når pigerne legede med diagnoser, handlede det mest om, at dem med diagnoser skulle til lægen og huske at tage deres medicin, ”og så kunne der være ballade om det,” som Dorte Marie Søndergaard siger. Men i drengenes lege blev diagnoserne nogle gange brugt til at skabe roller, hvor det var legitimt at udvise voldsom og grænseløs adfærd.
Både voldsomheden og grænseløsheden var et gennemgående tema i mange af børnenes lege. Og vold og aggression er i slående grad blevet en del af legen, forklarer Dorte Marie Søndergaard.
”Det rejser for mig spørgsmålet om, hvorfor grænseløshed tilsyneladende er blevet et issue, som det er attraktivt og vigtigt for børnene at lege med. Hvor børn måske tidligere legede med grænser for at finde grænserne, leger nogle af dem nu med selve grænseløsheden – måske for at forstå eller komme overens med en utryg verden, hvor grænseløshed er blevet normal,” siger hun.
Alligevel var der en grænse. Børnene hentede mange temaer til legene fra den digitale verden og fx fra fodboldvold og kampsport, men når deres sportshelte var anklaget for voldtægt, blev det for alvorligt og foruroligende for dem, også selvom de kunne se, hvordan nogle mænd på internettet sagde, at ’pigen jo selv ville’.
”Her var en grænse for de 11-årige, og den blev ikke rigtig interessant at udforske. Så de leger med en verden, hvor grænserne er i opløsning, men samtidig hele tiden på en måde, hvor de arbejder på at finde ud af, hvad der er op og ned, og hvor de også passer på hinanden,” siger Dorte Marie Søndergaard.
Hvad handler den grænseløshed så om? Den handler om, at børnene har en fornemmelse af, at verden er ved at falde fra hinanden og i hvert fald i disse år er et meget utrygt sted.
”De kender til krigene og naturkatastroferne, og de taler om den amerikanske præsident som en, der gør den ene grænseoverskridende ting efter den anden. De har flygtningebørn i deres klasser, og deres forældre kan ikke garantere dem, at krigen ikke også rammer os,” siger Dorte Marie Søndergaard.
Det er en vigtig pointe i projektet, at mobning ofte kan være svær at identificere for både børn og voksne, fordi den i dag kan vise sig i mindre tydelige former, end vi måske har været vant til. Fx når den behændigt kamufleres, hvis der er voksne til stede. Eller når børn leger med grænseløshed. Det kan tage sig voldsomt ud, men det kan være en måde at udforske og forstå verden på, der heller ikke nødvendigvis behøver at tippe over i mobning.
Men nogle gange gør den det, fastslår Dorte Marie Søndergaard.
”Mobning kan gemme sig inde i folderne af disse lege, og når den bryder frem, og du som voksen bliver vidne til det, så skal du gribe ind. Man må ikke lade børn, der bliver mobbet, i stikken” siger hun.
Fordi mobning kan være svær at genkende, er man imidlertid nødt til at forholde sig undersøgende og udforskende til børns relationer og konflikter med hinanden.
”Alene ved at være udforskende viser du som voksen omsorg for børnene, samtidig med at du viser dem, at det måske ikke er ok, det de har gang i. Men du er nødt til at intervenere, når der sker mobning,” siger Dorte Marie Søndergaard.
Hun trækker tråden tilbage til mobbeforskningsprojektet eXbus, som forskere ved DPU gennemførte i perioden 2007-2012 med Dorte Marie Søndergaard som projektleder. Projektet udviklede den sociale mobbeforståelse i Danmark, en forståelse, der drejer fokus på mobningens årsager og dynamikker væk fra individer til grupper. Forklaringen på mobning skal ikke søges i individuelle elevers egenskaber og baggrund, ligesom indsatser mod mobning ikke kan reduceres til sanktioner mod enkeltelever. I stedet skal vi rette blikket mod det sociale miljø i skoleklassen eller blandt grupper af børn – mod, hvordan børn søger og danner fællesskaber også ved at inkludere nogle og ekskludere andre.
Men den sociale forståelse af mobning må ikke blive en undskyldning for ikke at gribe ind i den akutte situation, når der foregår mobning, understreger Dorte Marie Søndergaard.
”Du skal altid hjælpe de konkrete børn, når de er i problemer. Men det er ikke nok at regulere helt akut. Hvis man vil mobning til livs, må man se mobning som symptom på, at der er noget galt i skolemiljøet. Man må adressere de sociale processer og undersøge, hvad mobningen er vokset ud af, og forsøge at dreje på de processer. Man må altså arbejde med skolemiljøet, hvor der jo hele tiden opstår og opløses grupper, og hvor der hele tiden dannes fællesskaber af forskellig slags, men hvor nogle af dem uheldigvis bygges op omkring det at udelukke nogen. Skolen er vigtig her, for den skal være med til at lære børnene, hvordan man navigerer i den slags elementære processer, uden at lukke nogle børn ude,” siger hun og tilføjer:
”Det er ikke nok at råbe ’fællesskab’ som svar på alle trivsels- og mobbeudfordringer. I sidste ende er det et spørgsmål om at tilbyde børnene et skolemiljø, hvor de kan udvikle sig i et trygt rum sammen og få lov til at eksperimentere og lære at danne respektfulde relationer og begå sig socialt både sammen og på egen hånd uden at være overladt til sig selv.”
Mary Fonden har taget initiativ til forskningsprojektet ’Mobning, marginalisering og konflikter mellem børn’, der også har fået finansiel støtte fra TrygFonden.
Projektet er gennemført af Dorte Marie Søndergaard, professor ved DPU, Aarhus Universitet, Frederikke Skaaning Knage, adjunkt ved Psykologisk Institut ved Aarhus Universitet. Ditte Dalum Christoffersen, studielektor ved Roskilde Universitet har været tilknyttet som videnskabelig assistent.
Rapporten om projektet Mobning, marginalisering og konflikter mellem børn er udarbejdet af Dorte Marie Søndergaard og Frederikke Skaaning Knage og udgivet af DPU, Aarhus Universitet.
Analyser og konklusioner i rapporten bygger på observationer blandt elever i seks femteklasser på fem skoler på tværs af landet og i en række af børnenes fritidsaktiviteter samt interview med 102 10-11-årige børn fra de samme skoler.
Både de nationale trivselsmålinger og de internationale TIMSS-undersøgelser peger på, at mobning efter flere års fald igen udgør et stigende problem i børnenes skole- og hverdagsliv.
Dr.philos og professor i socialpsykologi ved DPU, Aarhus Universitet. Hun forsker i køn og sociale kategorier, mobning og marginalisering samt digital aggression blandt unge. Hun underviser på DPU’s kandidatuddannelse i pædagogisk psykologi.
NR. 114
TEMA: Frihed
JUNI 2026
