Lederen har ansvar for at holde loven

De pædagogiske lederes frihed skal altså ses i lyset af, at der er nogle fastlagte love, politiske målsætninger og kvalitetskriterier – fx folkeskoleloven, dagtilbudsloven og en lang række andre love og bestemmelser – som lederne skal leve op til.

”En leder i et dagtilbud er fx ansvarlig for dagtilbuddets kvalitet, og alt det foregår jo ikke med frihed. Her er lederne bundet af lovgivningen og de styrkede læreplaner. Så der er nogle rammer, som er ret klare, og som lederen eller ledelsesteamet har ansvaret for at dagtilbuddet lever op til,” forklarer Mie Plotnikof. 

Så mon dagtilbudslederne selv har en oplevelse af, at de har meget frihed?

”Jeg tror, at rigtig mange pædagogiske ledere og pædagogiske personaler oplever, at de har pædagogisk frihed til at vælge hverdagens praksisser og metoder,” siger Mie Plotnikof, tænker sig kort om og fortsætter:

”Så der er en vis frihed, men det er væsentligt at forstå, at den frihed altid er på betingelse af driftsforholdene, som viser sig både i økonomien, i praktiske forhold og i menneskelige ressourcer. Ingen ved fx, hvornår der kommer en maveinfluenza og lægger børn, forældre og personale i institutionen ned. Så lederne har frihed, men inden for nogle rammer, som ikke altid er forudsigelige,” siger Mie Plotnikof. 

Dagtilbudslederne vender vi tilbage til om lidt.

Friheden skrumper med røde tal

Men lad os først tage frihedstemperaturen hos lederne i folkeskolen, hvor billedet går igen. Lektor Ronni Laursen forsker også på DPU, Aarhus Universitet og har i forbindelse med sin forskning de sidste år zoomet ind på grundskolen og talt med en lang række skoleledere.

”Friheden, man har som skoleleder, er rammesat. Skolelederne bliver holdt ansvarlige for de resultater, de leverer, fx når det handler om økonomi, trivsel, karakterer og antallet af elever, som kommer videre i uddannelsessystemet. Så hvis man som leder bonner ud med røde tal her, er ens råderum og frihed til at definere skolens pædagogiske retning begrænset. Lederne skal hele tiden kunne præstere, og hvis det, de vil, konflikter med de parametre, de bliver målt på, bliver rammen mere snæver, fordi lederne skal opfylde bestemte kriterier, før de har frihed til at agere,” siger Ronni Laursen.

Han peger på en ret central pointe: Lederne kan faktisk godt lide de rammer, de har. 

”Lederne oplever en stram ramme, især en stram økonomi og nogle pædagogiske koncepter og kvalitetskriterier, som de skal leve op til. Men det betyder ikke, at lederne bare er lemminger. De har behov for en ramme og oplever faktisk, at de har gode muligheder for at bedrive ledelse inden for den ramme,” siger Ronni Laursen.

Vores skole vægter fællesskab højest

Ronni Laursen fremhæver et eksempel på en skole, som havde besluttet at vægte fællesskab højt. Skolen lå i et område, hvor man måske typisk ville gå mere op i præstation end fællesskab. Men for skolen var fællesskabet meget vigtigt, og det kommunikerede ledelsen og medarbejderne klart ud til forældrene. De lavede foldere og plancher og inviterede til forældrearrangementer med fokus på fællesskab og fællesskabsværdier. 

”Her var det jo hverken kommunen eller Undervisningsministeriet, der stod bag. Det var skolen og ledelsen selv, som havde den vision, som de førte ud i livet. Så inden for den strukturelle ramme, som er sat fra staten og kommunen, er der gode muligheder for at forme pædagogikken og føre institutionen i de retninger, man gerne vil. Men det kræver, at lederne tager det på sig. Og det gør de,” siger Ronni Laursen.

Frihed under krydspres

Al pædagogisk ledelse foregår i et krydspres fra minimum tre retninger: Et politisk og forvaltningsmæssigt pres, et pres fra de ansatte og et pres fra brugerne – som i de pædagogiske lederes tilfælde er forældrene, pointerer Ronni Laursen. 

Fra alle tre retninger er der forventninger og krav til lederen. Snævre økonomiske rammer eller krav om stramme undervisningskoncepter er fx et pres fra forvaltningen, som kan generere et yderligere pres på lederen fra medarbejderne, som måske ikke oplever, at de kan levere en god nok undervisning inden for koncepterne eller den økonomiske ramme.

Og så har presset fra forældrene ændret sig. 

”Det kan i dag komme uventet fra andre kanaler end forældrene selv, fordi de fx er gået direkte til forvaltningen eller skriver til borgmesteren, hvis de er uenige i en beslutning. Det oplever mange skoleledere som et pres, som tærer på dem psykisk. Når kritikken springer et led over, føler lederne, at de bliver sat udenfor, og det kan opleves som noget, der piller ved friheden eller autonomien for ledelsen,” forklarer Ronni Laursen.

Friheden trives – også under krydspres

Så hvordan har ledernes pædagogiske frihed det egentlig under alt det krydspres? Paradoksalt nok godt, lyder svaret fra Ronni Laursen. 

Han understreger, at han ikke direkte har undersøgt lederes følelse af frihed, men bygger sine antagelser på udsagn fra de mange frontledere herunder skoleledere, som han i sine otte år som forsker har interviewet om fx deres forståelse af god ledelse og deres muligheder for at bedrive god ledelse.

”Lederne oplever, at rammen bliver snævrere, og at de er ledere i en politisk ledet organisation, og at det betyder, at de skal stå på mål for nogle beslutninger, som de ikke altid er enige i. Men det oplever de som en del af gamet, når de siger ja til at blive leder i en offentlig institution. Samtidig oplever de også i dagligdagen, at de har en ret stor frihed til at forme det pædagogiske med de værdier, som de synes er vigtige. Og det er jo ret spændende,” siger Laursen og fortæller, at skolelederne generelt oplever, at de enkelte skoler kan etablere og dyrke deres egne fokusområder, hvad enten det er bæredygtighed, fællesskab eller forskellige kreative toninger af undervisningen.

Tag mig med i maskinrummet

Samtidig er det et ønske hos mange ledere at blive mere inddraget i de fora, hvor uddannelsespolitikken og den lokale skolepolitik bliver udviklet.

”Lederne vil gerne inviteres ind og blive en større del af maskinrummet. Mange giver udtryk for, at det er en del af ledelsesopgaven, som giver dem energi. De vil gerne gøre sig gældende og have indflydelse på udviklingen, og hvordan fremtidens skole skal se ud. Det er en stor ’driver’ for de fleste af de ledere, jeg har talt med,” siger Ronni Laursen. 

Så hvis man skal sætte det på spidsen, så drømmer mange ledere måske om at komme tættere på og påvirke det system, som regulerer dem, frem for at udnytte friheden lokalt?

Lederen ser sig selv som en embedsmand

Det er i hvert fald et faktum, at dagtilbud, skoler og uddannelsesinstitutioner over de seneste årtier er blevet mere og mere regulerede fra politisk hold. Så det er den virkelighed, de pædagogiske ledere er vant til, forklarer Ronni Lausen

”De sidste 30-40 år har vi fået en strammere og strammere ramme for at drive skole i Danmark, og de sidste 20 år er der kommet meget tydeligere kriterier for, hvad skoleledelsen skal opnå,” siger Ronni Laursen, som er optaget af, hvad den politiske styring betyder for de pædagogiske og ledelsesmæssige praksisser.

Skolelederne ser i stigende grad sig selv som systemets forlængede arm eller slet og ret som embedsmænd, forklarer han.

”Lederne har ansvaret for at implementere noget, som er besluttet højere oppe i systemet. Det kunne fx være et testsystem. Og selv om der kan være modstand, og lærerne ikke nødvendigvis synes, det er en god ide, så er der en oplevelse hos mange ledere af, at de er embedsmænd, som skal sørge for, at tingene kommer til at ske, når beslutningen nu engang er truffet. Så lederne ved godt, at de skal stå på mål for de politiske beslutninger, og de synes også, at det er vigtigt, at de gør det,” siger han og understreger så:

”Men lederne er ikke bare nikkedukker, for de sidder jo i forskellige fora fx kommunalt, hvor de er med til at påvirke beslutningerne. Men når beslutningerne er truffet i forvaltningen eller det politiske system, så tager man embedsmandkasketten på og får det bedste ud af det,” siger Ronni Laursen.

Pædagogisk frihed under ansvar

Det overrasker egentlig ikke Ronni Laursen, at det forholder sig på den måde. For som han siger, så er det jo kernen i demokratiet og de demokratiske institutioner, at man som offentlig leder udfører de opgaver, som er besluttet, og som man bliver bedt om.

”Men når det så er sagt, så mener jeg, at det er vigtigt, at vi har nogle ledere, som også gør modstand mod de beslutninger, som man kan se ikke er hensigtsmæssige ude i praksis,” siger han. 

Og det gør lederne, oplever Ronni Laursen, men modstanden foregår ofte på en lidt subtil laissez faire-agtig måde.

”Man tager det roligt og lader måske de beslutninger, man ikke er helt enig i, ligge og simre lidt. For der kommer jo mange forandringer hele tiden. Og den dygtige leder er god til at vurdere, om det her er noget, vi skal handle på nu, om det er forbigående eller måske er noget, vi lige kan vente lidt med,” siger han.

Og netop det er måske også en måde at bedrive sin pædagogiske frihed på: At være i stand til at læse de politiske vinde og agere efter det.

Regulering og frihed i en tiltagende kringlet dagtilbudsverden

Nu skal vi tilbage til Mie Plotnikof, som pointerer, at de pædagogiske lederes frihed ikke blot er udfordret af en stor grad af regulering, men også af en galopperende kompleksitet. 

”Når vi diskuterer regulering kontra frihed, er det enormt vigtigt at huske på, at de arbejdsopgaver, som daginstitutionsledere og pædagogisk personale har, i stigende grad er komplekse,” siger Mie Plotnikof.

For eksempel er mange dagtilbud gennem de sidste 20 år blevet væsentligt større, og det gør organisering og den daglige drift mere kompliceret. Og oveni det ligger højere krav til arbejdet med dokumentation, kvalitetsudvikling, evaluering samt rekruttering og kompetenceudvikling af det pædagogiske personale.

”Det er en kæmpe opgave, som lederen sidder med,” konstaterer hun. 

Og udover alle de nødvendige opgaver kommer så arbejdet med de pædagogiske værdier og den pædagogiske toning i institutionen. Måske vil man være en kunstbørnehave eller have en særlig science- eller naturprofil.

”Alt det er vi nødt til at tænke med, når vi diskuterer frihed over for regulering. Jeg tror, at de fleste daginstitutionsledere oplever, at utrolig mange af deres opgaver er bundet til at få driften til at køre. Så de store udviklingstanker er noget af det, som kan blive klemt,” siger Mie Plotnikof.

Frit metodevalg i hverdagen

Så måske er det en falsk præmis at stille op, at de pædagogiske ledere har meget frihed til at tone ledelsesopgaven og dagtilbuddet?

”Både og,” siger Mie Plotnikof. ”For de fleste pædagogiske personaler og ledere har en hel masse pædagogiske værktøjer og en bred palet af baggrundsviden, som jo inkluderer en masse frihed. De har en række forskellige tilgange eller metoder, de kan trække på. Og her er også et frihedsaspekt, som man kunne kalde metodefrihed. Så på den måde er der jo indbygget frihed i hverdagens driftsopgaver,” forklarer hun.

Men hun oplever, at det kan knibe med friheden og ressourcerne til at lave indsatser om fx ligestilling i deltagelsesmuligheder, som er et af de felter, hendes forskning centrerer sig om.

”Friheden og alle de pædagogiske visioner og drømme, man kunne have, bliver på driftens betingelser. Og når lederen er udfordret af personaleudskiftning eller sygdom, så koster det på de særlige indsatser,” siger Mie Plotnikof.

Krav og frihed i arbejdet med ligestilling

Lederne er altså underlagt ret mange rammer samtidig med, at de har pænt stor frihed. Mie Plotnikof beskæftiger sig særligt med ligestilling, ligebehandling og diversitet. Og her finder vi et godt eksempel på, hvordan dansen mellem frihed og regulering udspiller sig i praksis. 

I Danmark har vi en ligestillings- og ligebehandlingslovgivning, som arbejdsgiveren har ansvaret for at sikre, at arbejdspladsen lever op til. Loven gælder på arbejdspladser samt i uddannelses- og vejledningsaktiviteter og derfor også i dagtilbud og skoler. Så dagtilbuddene er underlagt en lovgivning på området, men lederne har deres frihed til at finde ud af, hvordan den så skal udmøntes konkret. 

”Igen er der en ramme, men det er åbent, hvordan man udmønter den. Når vi taler ligestilling, må man fx ikke opleve forskelsbehandling baseret på køn, seksualitet, religion eller kapabilitet. Men hvordan det skal foregå, er ikke udspecificeret. Der er metodefrihed. Men det er lederens ansvar, at det sker, og at der både bliver arbejdet med udvikling, kvalitetssikring og evaluering,” forklarer Mie Plotnikof.

Men hvordan er billedet i dagtilbuddene? En undersøgelse fra 2020 viser, at omkring 60 procent af de adspurgte dagtilbudsledere mener, at de arbejder med ligestilling, men kun cirka tre procent af lederne kan vise en målrettet indsats. Samtidigt viser den nationale kvalitetsundersøgelse af dagtilbud fra 2023 begrænsninger i aktiviteter med bredde til forskellige børn, påpeger Mie Plotnikof. 

”Hvor langt de fleste dagtilbudsledere meget konkret kan forklare, hvordan de arbejder med den styrkede læreplan i institutionen – fordi det er noget, som løbende dokumenteres og evalueres – så er et emne som ligestilling mere abstrakt for dem,” forklarer hun.

Kan man vælge at overse et vigtigt tema

Så når vi kigger på arbejdet med ligebehandling og ligestilling i dagtilbud, kan friheden nogle gange betyde, at det lidt bliver noget, man arbejder med på et abstrakt plan, pointerer Mie Plotnikof.

”Den frihed, lederne har, kan faktisk betyde, at man overser ligestilling og diversitet,” siger hun og understreger, at hun bevidst bruger ordet overser. For det handler ikke om, at lederne nedprioriterer eller undervurderer temaet.

”Jeg tror ikke, at der er nogen daginstitutionsledere, som vil sige, at ligestilling og ligebehandling ikke er vigtigt. For de synes, det er vigtigt. Ligebehandling er typisk en grundlæggende værdi i de fleste institutioner, men de konkrete handlinger bliver ikke lige så vigtige som fx arbejdet med læreplaner, fordi der ikke er en praksis for udvikling, dokumentation og evaluering af arbejdet,” siger Mie Plotnikof, der godt kunne ønske sig, at man arbejdede med emnet på samme måde, som man arbejder med læreplanstemaer. 

For det rykker, når fokus på ligebehandling og diversitet bliver en del af hverdagens praksis – både personalet imellem, mellem voksne og børn, børn og børn imellem og mellem børnene og det fysiske læringsmiljø, påpeger hun. Men hvordan kan man helt konkret gøre det?

Hvem bygger mælkekassetårne

Som daginstitutionsleder kan man blandt andet kigge på sammensætningen af personalet i forhold til repræsentation, herunder køn, alder, etnicitet mv. Man kan også se på, hvordan de forskellige personaler er fordelt mellem vuggestue- og børnehavestuer. Er det fx mest kvinder, som arbejder i vuggestuen? 

Lederne kan også zoome ind på de enkelte aktiviteter, som er i dagtilbuddet i løbet af ugen. For her viser der sig ofte nogle skævheder. Karikeret beskrevet er det måske ofte kvindelige ansatte, som laver kreativt værksted, og de mandlige pædagoger eller medhjælpere, der går på boldbanen. 

”Man kan jo kigge på, hvem der er i udklædningshjørnet, hvem der åbner krea-rummet eller laver konstruktionslege, og hvem der går på boldbanen og bygger mælkekassetårne i mudderet. At få øje på det her er også at arbejde med ligestilling i personalet. Og børn spejler sig jo i de voksne og kan tiltrækkes af forskellige aktiviteter afhængig af, hvem de identificerer sig med,” siger Mie Plotnikof og tilføjer: 

”Så måske skal man som leder sætte nogle rotationssystemer mellem de ansatte i søen. Det kan også handle om indretningen af de fysiske læringsrum. Er der fx lyserødt i dukkekrogen, eller har man nogle rammer, som inviterer alle slags børn ind til en variation af lege og aktiviteter? ”

Sproget er et andet sted, hvor ledere kan sætte ind. For måske er der en kultur i dagtilbuddet, hvor de voksne henvender sig til en gruppe og siger ’Kom piger’ eller ’Hej gutter’. Men hvorfor ikke sige ’Hej venner’ eller ’Hej børn’, pointerer Mie Plotnikof.

”Når vi spørger: ’Hvordan vil vi tale sammen i vores institution?’, så rammer vi lige ind i den pædagogiske frihed. For hvad er vigtigt for os her i vores daginstitution? Vil vi arbejde med en inkluderende sprogbrug, som er fokuseret på at møde alle børn som værdige og tilbyde dem lige deltagelsesmuligheder, eller vil vi have personlige tilgange til, hvordan vi tiltaler børnene,” spørger Mie Plotnikof.

Ikke frihed til at ignorere et barns behov

Men burde vi ikke bare indskrænke ledernes frihed på dette område? Regulere lidt mere og gøre arbejdet med ligestilling og diversitet til en skal-opgave? 

”Nej,” siger Mie Plotnikof. ”Jeg vil ikke foreslå mere regulering. Men lige hvad angår arbejdet med ligestilling og ligebehandling kan jeg se, at de ledere, som anskuer det som en lige så væsentlig opgave som læreplanstemaerne, arbejder mere fokuseret og målrettet med det og har nemmere ved at dokumentere og fortælle, hvordan de arbejder med det.”

Arbejdet med ligestilling og diversitet er et aspekt af de pædagogiske lederes frihed. De har friheden til at sætte en pædagogisk retning på feltet. Men friheden er langt fra total, for den er altid underlagt loven, driftsopgaven, ressourcer og økonomi, understreger Mie Plotnikof.

”Vi kan ikke tale om frihed til at arbejde med pædagogiske visioner, værdier og indsatsområder uden at forholde os til, hvad det er for nogle økonomiske og organisatoriske driftsbetingelser, som lederne har,” siger Mie Plotnikof.

Her er hun faktisk bekymret. Over økonomien, arbejdsmiljøet, arbejdspresset, fortsat ringe normeringer, stigende udfordringer med neurodiversitet og særlige behov blandt børnene, samt voksende stress, omsorgstræthed og udbrændthed blandt medarbejderne. 

Og i lyset af disse massive problemer er lederens frihed måske ikke så meget værd?