Asterisk nr. 114 - Juni 2026 - Tema: Frihed
Akademisk frihed angår os alle, fordi friheden til at skabe og udveksle viden er en grundsøjle i vores demokrati. Men skal vi forsvare friheden bedst muligt, må vi skelne mellem legitime og illegitime begrænsninger af den. Og vi må åbent diskutere de dilemmaer, som det geopolitiske opbrud stiller universiteterne i, lyder det fra DPU-professor Katja Brøgger.
Lyt til artiklen
Da Victor Orban tabte valget i Ungarn i april, var der nok mange i den vestlige verden, der åndede lettet op. Var det endelig et tegn på opbremsning i autokratiernes fremmarch? Og turde man håbe, at presset på den akademiske frihed ville lette, syv år efter at Det Centraleuropæiske Universitet (CEU) måtte flytte fra Budapest til Wien, fordi den ungarske regering åbenlyst bekæmpede dets erklærede mission om at fremme det åbne samfund?
Netop Orban er blevet et symbol på presset mod den akademiske frihed i den vestlige verden. En tvivlsom ære, han blandt andet deler med Donald Trump og hans heksejagt på DEI-forskning (diversitet, lighed, inklusion). Begges regeringer er sammen med de tiltagende spændinger mellem Europa, USA, Rusland og Kina centrale ingredienser i det geopolitiske opbrud, der de seneste 10-15 år har haft store konsekvenser for de europæiske landes forsknings- og uddannelsespolitik.
Og stadig har det. Derfor er vi i dag nødt til at forstå og tale om akademisk frihed på nye præmisser, forklarer Katja Brøgger, der er professor i uddannelsespolitik ved DPU, Aarhus Universitet.
Men hvorfor overhovedet interessere sig for akademisk frihed? Er det ikke blot en sag for forskere, der helst ser, at ledelsen, kollegerne, politikerne og den offentlige mening ikke blander sig i deres arbejde?
Akademisk frihed er dog kun et teknisk anliggende for universitetsbranchen. Det er et samfundsanliggende, fordi friheden til at skabe og udveksle viden er en grundsøjle i vores demokrati. Og den frihed bliver udfordret i disse år, ikke mindst i lyset af den geopolitiske udvikling, pointerer Katja Brøgger.
”Akademisk frihed er den mest grundlæggende værdi for universitetet. Den sikrer, at vi kan forske, undervise og kommunikere om vores forskning uden indgriben og indblanding indefra eller udefra. Akademisk frihed gør vores universiteter til en central søjle i demokratiet. Hvis vi ikke åbent kan undersøge vigtige spørgsmål, og hvis vi ikke frit kan udveksle viden, kan vi ikke opbygge eller udvikle åbne demokratiske samfund,” siger hun.
Når det er sagt, er det vigtigt at gøre sig klart, hvad akademisk frihed er, og hvad det ikke er, understreger Katja Brøgger.
Først og fremmest må vi skelne mellem akademisk frihed og ytringsfrihed. De bliver nemlig tit blandet sammen – også i debatten om forskningen på universiteterne, forklarer hun.
”Ytringsfriheden er en borgerrettighed, alle har, og som sikrer, at alle har lov til at sige, synes og mene i princippet hvad som helst, også uden at begrunde det,” siger hun.
Injurier, racisme-paragraffen og forkynderloven - også kendt som imam-loven - er eksempler på ytringsfrihedens juridiske grænser. Men bortset fra disse grænser er ytringsfriheden ubetinget. Anderledes med den akademiske frihed, der er en professionel frihed, dvs. knyttet til et professionelt virke som forsker i en bestemt institutionel sammenhæng, og derfor en betinget frihed.
Betingelserne er mange og vidt forskellige, såvel politiske og etiske som organisatoriske. En af de centrale betingelser er Det danske kodeks for forskningsintegritet, der blev opdateret i starten af 2026, bl.a. med et afsnit om forskningsfrihed.
”Akademisk frihed er ikke retten til at sige hvad som helst. Som forskere er vi professionelt forpligtede på at tale ud fra den viden, vi har oparbejdet på vores område. Her er forskningsintegriteten grundlæggende for universiteternes troværdighed. Kodekset fastlægger standarder for ansvarlighed, gennemsigtighed, ærlighed og respekt i forskningen, og forskningen skal foregå inden for de normer og rammer, som gælder inden for de enkelte discipliner,” siger Katja Brøgger.
”Hvis vi ikke åbent kan undersøge vigtige spørgsmål, og hvis vi ikke frit kan udveksle viden, kan vi ikke opbygge eller udvikle åbne demokratiske samfund”
Katja Brøgger
At den akademiske frihed er betinget, betyder også, at forskerne ikke er fritaget fra indblanding i deres arbejde. Som professionel frihed udfolder den akademiske frihed sig nemlig inden for et spektrum mellem legitime og illegitime interventioner og pres, forklarer Katja Brøgger.
Hun understreger, at hvad der er legitimt og illegitimt i dette spektrum ikke ligger fast én gang for alle. Overgangene er flydende og flytter sig med de aktuelle politiske diskussioner og samfundsudfordringer, og derfor må den akademiske frihed være under bevågenhed og vedligeholdes løbende.
”Det, vi måske oplever som indblanding i vores akademiske frihed, kan både skyldes legitime og illegitime interventioner i friheden, og det er vigtigt at skelne mellem dem. Ledelsen på universiteterne må fx gerne pålægge sine medarbejdere bestemte opgaver, dog ikke sådan, at det fratager dem deres forskningsfrihed. Det kan man som universitetsansat opfatte som en intervention i friheden, men det er legitimt i henhold til Universitetsloven,” siger hun.
Et andet eksempel på legitime interventioner er de forskellige procedurer til kvalitetssikring på universiteterne, i form af fx akkreditering af uddannelser og evaluering af forskning og undervisning.
”Det er jo en slags opsyn med det, universiteterne foretager sig. Det kan man også synes er irriterende, men igen er det inden for spektret af legitime interventioner,” siger Katja Brøgger.
Principielt er det også svært at opfatte det som et illegitimt pres på friheden, at staten har en mere overordnet interesse i sine institutioner – at den vil noget med universiteterne og holder øje med, hvad der foregår på dem, og fx bidrager til at sikre kvaliteten. Ser man på universitetshistorien, er det heller ikke et nyt fænomen.
”Det moderne universitet har siden 1800-tallet været involveret i at opbygge nationalstaterne, fx ved at uddanne embedsværket til statsapparatet – og altså levet i et spændingsforhold mellem at være frie og at have opgaver ift. at varetage nationalstatens interesser,” siger Katja Brøgger.
Under Den kolde Krig var en del af forskningen, ikke mindst på amerikanske universiteter, drevet af militære behov. Og i dag vil vi fx anse det for legitimt, at staten siger: ’Vi står i en krise med klimaforandringer, vi har brug for forskning i grønne teknologier’, fortæller hun.
”Skredet sker, når staten vil diktere, hvad der skal og ikke skal foregå på universiteterne, enten direkte gennem lovgivning eller indirekte fx gennem selektiv finansiering, der skal ‘tavs-gøre’ de forskningsområder, man ikke bryder sig om, og fremme andre. Det har vi jo set i de senere år i lande som Ungarn og USA, hvor den akademiske frihed ikke bare er under pres, men under direkte angreb fra staten. Så staten skal sikre universiteternes autonomi, hvis ikke dens interventioner skal opleves som illegitime,” siger Katja Brøgger.
Autonomien kommer bl.a. til udtryk gennem universiteternes demokratiske mandat til selv at forvalte den akademiske frihed.
”I demokratiske samfund er tilliden til universiteternes evne til at opretholde og understøtte akademisk frihed en central del af denne frihed. Staten kan bidrage til at sikre, at universiteterne lever op til dette ansvar, men hverken den eller andre eksterne aktører bør overtage opgaven. Ellers risikerer man at udhule universiteternes rolle”, siger Katja Brøgger.
Presset på akademisk frihed kommer mange steder fra. Ifølge Katja Brøgger er vi vidner til en globalt udbredt kritik af universiteter for at bedrive identitetspolitik og aktivisme frem for videnskab. En kritik, der under betegnelser som fx antiwoke giver næring til politisk-ideologiske diskussioner af, hvilke forskningsmiljøer universiteter bør have og ikke bør have, og som fletter sig ind i de aktuelle diskussioner om polarisering i vores samfund.
”Når politikere og offentligheden - eller de interne kulturer på universiteterne for den sags skyld - ud fra politiske eller ideologiske motiver fremstiller bestemte videnskabelige metoder, problemforståelser og forskningsfelter som mere ‘rigtige’ eller ‘forkerte’ end andre, kan det føre til selvpålagt censur eller konformitet i forskningen. Og det er både skidt for den akademiske frihed og for forskningen,” siger Katja Brøgger.
"Sammenblanding af politisk ytringsfrihed og akademisk frihed kan risikere at underminere befolkningens tillid til universiteterne og den viden, de skaber.”
Katja Brøgger
En af de helt store udfordringer for den akademiske frihed i dag kommer fra de stigende geopolitiske spændinger. Ifølge Katja Brøgger sker der i dag en sikkerhedsliggørelse af viden. Med det mener hun, at viden bliver knyttet til spørgsmål om udenrigspolitik og sikkerhed, fordi skabelse og udveksling af og samarbejde om viden kan true vores sikkerhed.
I 2024 kom Rådet for den Europæiske Union med anbefalinger til en styrket forskningssikkerhed i Europa, der nu er implementeret i medlemslandene. I Danmark følger universiteterne både disse retningslinjer og anbefalingerne fra Uddannelses- og Forskningsministeriets udvalg om retningslinjer for internationalt forsknings- og innovationssamarbejde (URIS), der udkom i 2022, og som skal beskytte forskning mod at blive mål for spionage eller anden form for misbrug.
Fx er der særlige forholdsregler ift. samarbejde med forskere og universiteter fra såkaldte risikolande, der udpeges af Politiets Efterretningstjeneste. Aktuelt er det Iran, Rusland og Kina, og det betyder fx, at forskningsinstitutionerne i samarbejde med forskerne har ansvar for at screene potentielle samarbejdspartnere fra disse lande.
”Når man ikke uden videre kan samarbejde med fx kinesiske forskere, eller når data først og fremmest er noget, der skal beskyttes, så de ikke bliver misbrugt, rammer det universiteternes traditionelle åbenhed i udvekslingen af viden. Når vi øger sikkerheden for at beskytte den akademiske frihed, kan det medføre begrænsninger i forskningssamarbejdet, og på den måde laver vi selv restriktioner på den frihed, vi prøver at beskytte,” siger Katja Brøgger.
Det er et af de dilemmaer, som nutidens geopolitiske landskab stiller den akademiske frihed over for.
”Vi kan ikke nødvendigvis løse dilemmaerne, men må i en europæisk sammenhæng finde en måde at håndtere dem på, som mindst muligt kompromitterer den akademiske frihed på universiteterne, men samtidig anerkender, at vi lever under realpolitiske forhold, der har rykket sikkerhedshensyn i forgrunden,” siger Katja Brøgger.
”Akademisk frihed implicerer både talerens mod til at stille sig op og tale, men også tilhørerens mod til at høre – til at lytte til forskningen med et villigt øre.”
Katja Brøgger
De sikkerhedspolitisk motiverede interventioner i den akademiske frihed er – givet den geopolitiske situation – i den legitime ende af spektret, mener Katja Brøgger. Med den tilføjelse dog, at interventionerne naturligvis bør være til løbende diskussion.
Det er EU, der har pålagt medlemslandene at implementere sikkerhedsprocedurer i forskningen, og Katja Brøgger minder om, at både interventioner i og beskyttelse af den akademiske frihed udspiller sig på tre niveauer: EU-niveau, vores nationale juridiske retningslinjer på området og så de organisatoriske rammer og praksisser i de enkelte forskningsinstitutioner.
I den modsatte ende af spektret finder vi de illegitime interventioner, i hvert fald i den liberalt demokratiske forståelse af akademisk frihed, forklarer hun. Det kan være i form af direkte censur eller politisering af curriculum, lukning af bestemte forskningsmiljøer og ideologisk motiveret rekruttering af ledelse og forskere – eller når forskere oplever chikane fra offentligheden eller fra politisk side, for slet ikke at tale om vold, intimidering og trusler.
Det allerede klassiske danske eksempel er den resolution ’Om overdreven aktivisme i visse forskningsmiljøer’, som Folketinget vedtog i 2021.
”Når politikere begynder at opfordre den ansvarlige minister til at lukke bestemte forskningsmiljøer på universiteterne, så er vi over stregen for, hvad man typisk ville gøre i en dansk sammenhæng. Selvom politikerne i sidste ende ikke gjorde mere end at vedtage resolutionen, gav de i hvert fald meget klart udtryk for, hvad de ikke mener der bør foregå på universiteterne. Den form for sammenblanding af politisk ytringsfrihed og akademisk frihed som professionel betinget frihed kan risikere at underminere befolkningens tillid til universiteterne og den viden, de skaber,” siger Katja Brøgger.
Diskussionen om akademisk frihed kan nemt få en teknisk karakter: kodeks for forskningsintegritet, GDPR-lovgivning, URIS-retningslinjer, sikkerhedspolitiske foranstaltninger, ledelsesprincipper, Universitetslov, kontrol og kvalitetsstyring.
Men det er værd også at anlægge et mere filosofisk blik på akademisk frihed, mener Katja Brøgger.
”Akademisk frihed er ikke blot en rettighed, der kan påberåbes, men en praksis, der skal opretholdes. Det er en frihed, der forudsætter et moralsk mod til at sige sandheden, upåagtet den risiko for at blive upopulær hos politikere, i offentligheden eller blandt forskerkolleger, der måtte være forbundet med det,” siger hun – blandt andet med henvisning til den franske filosof Michel Foucaults forelæsningsrække Sandhedens Mod ved Collège de France i 1984 og den amerikanske politiske teoretiker Linda Zerillis bog En Demokratisk Teori om Sandhed fra 2025.
Forskningen er med andre ord forpligtet på sandheden – ikke den med stort S, men det, der efter bedste videnskabelige overbevisning er det rigtigste eller bedste svar på et bestemt spørgsmål i en bestemt sammenhæng på et bestemt tidspunkt, også selvom videnskabens sandheder måtte være ilde hørt.
Men det er kun den ene side af sagen. Før politikerne, offentligheden eller forskerkollegerne dømmer de videnskabelige sandheder ude, må de have modet til at lytte til dem – også selvom de kan forstyrre deres verdensbillede eller være ubehagelige og måske endda smertefulde, pointerer Katja Brøgger.
”Akademisk frihed implicerer ikke blot talerens mod til at stille sig op og tale, men også tilhørerens mod til at høre – til at lytte til forskningen med et villigt øre. Når fx politikere afviser forskningsviden, og insisterer på at lave politik alene baseret på holdninger og ytringsfriheden til at gøre disse holdninger gældende, er det faktisk mangel på mod. Vi må kunne tåle uenighed og have modet til at lytte til forskeren, når deres viden er skabt inden for rammerne af god forskningspraksis,” siger hun.
Professor i uddannelsespolitik og -styring ved DPU, Aarhus Universitet med særligt fokus på universitetsområdet. Hun er forskningsprogramleder for Policy Futures og forsker b.la. i europæisk og dansk uddannelses- og forskningspolitik, akademisk frihed og universiteternes åbenhed. Aktuelt leder hun det EU-støttede Cost Action: OPEN-projekt. Hun underviser på DPU’s bachelor- og kandidatuddannelse i Uddannelsesvidenskab.
NR. 114
TEMA: Frihed
JUNI 2026
