Asterisk nr. 114 - Juni 2026
Vi har vænnet os til, at uddannelse styres ud fra økonomiske pejlemærker, for sådan har det været igennem mange årtier. Men i mange lande begynder nye pejlemærker gradvist at få indflydelse, og det rejser vigtige politiske og måske endda filosofiske spørgsmål til alle os, der som forskere, praktikere eller politikere interesserer os for uddannelse.
Lyt til artiklen
Asterisk-kommentaren er et personligt fagligt perspektiv fra en eller flere forskere på et aktuelt eller væsentligt emne inden for pædagogik og uddannelse.
Man skal lede længe for at finde et uddannelsesinteresseret menneske, som ikke synes, at trivsel og bæredygtighed er vigtige dagsordener for både forskning og praksis. Men der er et stykke vej fra at dele dette synspunkt og så til at forestille sig, at vi skulle kunne styre ikke bare uddannelsessektoren, men hele samfundet, ud fra pejlemærker for trivsel og bæredygtighed.
Ikke desto mindre er det netop det, flere og flere økonomer og politologer begynder at forestille sig. Tanken om styring ud fra trivsel spreder sig også i de store internationale organisationer som FN, OECD, World Bank og EU. Og lande som for eksempel New Zealand, Skotland og Island har allerede implementeret nye styringsredskaber, som skal hjælpe dem med at prioritere trivsel og bæredygtighed på lige fod med økonomisk vækst.
Dermed har pædagogiske og uddannelsesvidenskabelige perspektiver (som en del af bredere socialvidenskabelige perspektiver) sammen med klimaforskningens pointer bevæget sig ind i de politiske maskinrum, godt hjulpet på vej af økonomer og økonomiske og politiske tænketanke og NGO’er, der har ’trivselsøkonomi’ som overskrift for deres arbejde.
Det giver håb for fremtiden – men også anledning til både at spidse ørerne og bidrage med kvalificerede input til processen.
Trivselsøkonomi er et blandt flere alternative økonomiske perspektiver, som vil styre efter trivsel og bæredygtighed. Hvor flere af de andre retninger (fx post-growth, degrowth og doughnut-økonomi) sætter klimaet først, fokuserer trivselsøkonomien i første omgang på trivsel.
Selvom trivselsøkonomien trækker tråde tilbage til den psykologiske og sundhedsfaglige trivselsforskning, såvel som til lykkeforskningen, er bevægelsens forståelse af trivsel bredere. I en verdensomspændende bevægelse med mange aktører og indbyrdes kampe er det naturligvis vanskeligt kun at tale om ét enkelt begreb om trivsel. Men et eksempel finder vi hos den toneangivende danske tænketank Wellbeing Economy Lab, som definerer trivsel som ”fundamentale behov og rettigheder for nulevende og fremtidige generationer inden for de planetære grænser”.
I trivselsøkonomisk forstand indikerer trivsel altså ikke bare en psykisk tilstand, men derimod en opnåelse af det gode liv, velvære eller velfærd (bredt forstået) for alle mennesker, og herunder et fokus på bæredygtighed som forudsætning for fremtidige generationers velvære. Ofte defineres denne form for trivsel eller velvære som en kombination af økonomiske, sociale, menneskelige og planetære forhold – fx bolig, sundhed, mad, beskæftigelse, uddannelse, natur, klima og meget andet.
”Fremover kan man altså forestille sig, at uddannelsespolitikken i et givet land besluttes ud fra, om den bredt set gavner det gode liv for befolkningen.”
Miriam Madsen
Når trivsel gøres til økonomi, betyder det ifølge den trivselsøkonomiske bevægelse, at vi skal styre efter disse forhold frem for kroner og øre alene. Med begrebet om trivselsøkonomi gøres trivsel altså ikke alene til en politisk mærkesag, men også til et politisk styringsredskab.
Fx benyttes bruttonationalproduktet (BNP) i dagens Danmark (og mange andre steder) som indikator for, om det går godt for landet. Når der udvikles ny politik, udgør økonomien også målestokken for, hvad en reform koster, og om den kan betale sig at gennemføre.
Trivselsøkonomien vil supplere (eller, i dens mest ekstreme form, erstatte) kroner og øre med trivsel og bæredygtighed som økonomisk pejlemærke – et pejlemærke der operationaliseres i form af en række konkrete indikatorer, der tilsammen repræsenterer tilstrækkeligt mange aspekter af det gode liv. Fremover kan man altså forestille sig, at uddannelsespolitikken i et givet land besluttes ud fra, om den bredt set gavner det gode liv for befolkningen – og ikke bare om den gavner arbejdsudbuddet og produktiviteten og dermed samfundsøkonomien.
Der findes imidlertid ingen facitliste for, hvordan uddannelse gavner det gode liv.
Der er fx forskel på, om vi tænker uddannelse som noget, der skal bidrage til det gode liv nu og her – altså om livet som elev eller studerende i vores uddannelsessystem er et godt liv – eller om det skal bidrage til det gode liv i et samlet livsperspektiv – altså om uddannelse fungerer som middel til at opnå et godt levegrundlag i form af beskæftigelse og en tilstrækkelig løn. De to forståelser peger i to forskellige uddannelsespolitiske retninger.
Mange vil nok være enige om, at begge dele er vigtige. Men i et trivselsøkonomisk perspektiv kan vi ikke bare finde en blød middelvej. Her handler det konkret om, hvilke indikatorer der skal indgå i analyser af et lands tilstand og af, om en politik er værd at indføre. Skal vi måle trivsel i relation til uddannelse gennem trivselsmålinger blandt eleverne? Eller skal vi måle den gennem tests af faglige præstationer?
Mine og mine kollegers foreløbige analyser viser, at mange lande og organisationer, som har indført trivselsøkonomi i en eller anden form, vælger PISA-resultater og befolkningens uddannelsesniveau som indikatorer på trivsel i relation til uddannelse. Økonomerne har altså en tendens til fortsat at anskue uddannelse som et instrument til at oparbejde en befolknings kompetencer (eller humane kapital) som en forudsætning for en velfungerende økonomi – også i trivselsøkonomien.
”Trivselsøkonomien og de andre nye økonomiske retninger vil med tiden tvinge os til at tage stilling til, hvor meget uddannelse – og hvilken form for uddannelse – et menneske grundlæggende har behov for og bør have ret til.”
Miriam Madsen
Dilemmaet mellem at anskue trivsel i uddannelse nu og her og at anskue trivsel i et samlet livsperspektiv er blot et eksempel på, hvordan den trivselsøkonomiske tilgang rejser spørgsmål om sammenhængen mellem forskellige aspekter af trivsel, herunder hvordan uddannelse spiller sammen med andre aspekter.
Er uddannelse i sig selv en vigtig komponent i det gode liv? Eller er uddannelse nærmere et instrument til at opnå det gode liv? Kan uddannelse have så store omkostninger for samfundet eller den enkelte, at vi kommer til at gå på kompromis med andre aspekter af det gode liv?
I det markedsøkonomiske perspektiv, der har styret vores syn på uddannelse gennem de sidste mange årtier, overlades disse spørgsmål delvist til den enkelte. Det er op til en selv at afgøre, om man vil investere tid og energi i uddannelse ud over de obligatoriske 10 års undervisningspligt.
Men trivselsøkonomien arbejder for et egentligt paradigmeskifte i vores syn på trivsel: Vi skal væk fra at forstå trivsel eller velvære som et spørgsmål om personlige præferencer, afspejlet i markedsadfærd, og hen imod at forstå trivsel som et spørgsmål om at dække grundlæggende behov.
Dette paradigmeskifte indebærer, at samfundet nu må diskutere disse spørgsmål på en mere kollektiv måde. For trivselsøkonomien og de andre nye økonomiske retninger vil med tiden tvinge os til at tage stilling til, hvor meget uddannelse – og hvilken form for uddannelse – et menneske grundlæggende har behov for og bør have ret til, sådan at vi på den ene side sikrer alles ret til uddannelse og på den anden side ikke bruger unødige ressourcer på uddannelse med de omkostninger, det har for global lighed og klima.
Igen rejser trivselsøkonomien således uddannelsespolitiske spørgsmål: Skal vi i fremtiden begrænse uddannelsesniveauet for at spare på ressourcerne – eller skal vi snarere bruge mere tid på uddannelse fremover, fordi vi kommer til at arbejde mindre i et samfund, hvor vi skal reducere vores samlede produktion og forbrug?
Selvom vi endnu ikke har trivselsøkonomi som styringsredskab i Danmark, er paradigmet under kraftig fremvækst verden over. Derfor forventer jeg, at vi i stigende grad kommer til at tænke i de baner, jeg har beskrevet i denne kommentar – også i Danmark.
Vi står med andre ord foran diskussioner og beslutninger, der fordrer en bred deltagelse fra mange uddannelsesaktører. Retten til at definere indikatorer for uddannelse og til eventuelt også at fastlægge, hvad der udgør en tilstrækkelig dækning af grundlæggende behov for uddannelse, bør ikke overlades til økonomer alene. Det er spørgsmål, der skal kvalificeres med afsæt i mange forskellige faglige perspektiver.
Her kan også forskningen byde ind. Vi ved allerede fra tidligere forskning, hvordan bestemte indikatorer har påvirket den uddannelsespolitiske tænkning, og de erfaringer skal vi lære af, når vi skal designe fremtidens styringsredskaber. Samtidig skal forskningen turde levere kvalificerede indspil i drøftelserne af, hvilken rolle uddannelse skal spille i samfundet fremover.
Det gør vi i projektet EDUCONOMY. Her undersøger vi for det første, i hvilken grad trivselsøkonomiske indikatorer har ført til en ny form for uddannelsespolitik i de kontekster, hvor de allerede er indført. For det andet indgår vi i dialoger med aktører inden for trivselsøkonomi-bevægelsen om potentialer og faldgruber i udvælgelsen af indikatorer
Projektet skal dermed ikke alene levere kritiske analyser af nye økonomiske praksisser og deres indvirkning på fremtidens uddannelsespolitik, men også levere byggestenene til de forandringer, der er på vej.
Vi håber, at vi dermed kan bidrage til et uddannelsessystem, som er godt at leve i.
Projektet EDUCONOMY (Economic philosophies of education in contemporary public policy) løber fra 1. april 2026 til 30. september 2029.
Projektet er støttet af Danmarks Frie Forskningsfond.
Bevillingsnr. 10.46540/5280-00077B
I projektet deltager:
Lektor ved DPU, Aarhus Universitet og leder af Afdeling for Uddannelsesvidenskab. Hun forsker i uddannelsespolitik, -styring og -forvaltning ved hjælp af tal samt uddannelsesøkonomi, og hun underviser på DPU’s bachelor- og kandidatuddannelse i uddannelsesvidenskab.
NR. 114
TEMA: Frihed
JUNI 2026
