Der står biologi på skemaet i 7.a, og klassen er tjekket ind i LIFE-fondens laboratorium, hvor de skal agere plastproducenter i en virksomhed, der laver mobilcovers og finde ud af, hvordan virksomhedens produktion kan blive mere bæredygtig.

I 9. klasse har eleverne dansk, og på hver deres Google Chromebook logger de ind på den digitale læringsplatform MeeBook for at hente feedback på deres seneste opgave.

Både donationer fra fonde og digitale platforme, leveret af danske såvel som internationale tech-virksomheder, har gennem de senere år indtaget en markant plads i den danske folkeskole.

”Da AP Møller Fonden i 2013 donerede en milliard til folkeskolen, gjorde de meget ud af, at midlerne skulle understøtte de politiske mål med skolereformen. Donationen kom altså med betingelser, men fonden havde ikke sin egen dagsorden. Når erhvervsdrivende fonde som Lego og Novo Nordisk i dag støtter folkeskolen, har de deres egne mål, og i nogle tilfælde udvikler de også deres egne undervisningsforløb,” forklarer hun.

Hanne Knudsen fremhæver, at disse nye måder at støtte på på den ene side kan skabe nye muligheder; blandt andet kan det betyde undervisningsmaterialer af en kvalitet, som folkeskolen ikke selv kan tilbyde. Men det betyder også, at støtten i højere grad kommer til at sætte retningen for det pædagogiske arbejde. 

Hun fortæller, at fondene lige nu er i en læreproces, hvor de afprøver forskellige støttestrategier.

Når Novo Nordisk med fonden LIFE udvikler deres egne undervisningsforløb med det formål at styrke børn og unges viden om og fascination af naturvidenskab, er det, ifølge forskeren, et eksempel på forløb af høj kvalitet, men forløbene er bygget op om meget faste koncepter.

”Man tager afsæt i, at alle elever har samme udgangspunkt, og der efterlades ikke plads til at tilpasse undervisningen til de konkrete elever eller til den dynamik i klassen, som normalt er en del af underviserens professionelle handlerum,” siger hun.

Lego Fondens initiativ Playful Learning, hvor Lego gennem blandt andet partnerskaber med læreruddannelserne søger at fremme det, de kalder legende læring, har, ifølge Hanne Knudsen, en anden tilgang.

”Det er et mere åbent koncept, der inviterer undervisere til at udvikle pædagogikken. Det mobiliserer en følelse hos underviserne af, at de får lov til at udvikle god undervisning nedefra uden hele tiden at skulle ligge under for krav om data, målinger og evalueringer, og Playful Learning stiller spørgsmålet ’hvad nu, hvis vi satte lærerne fri?’ og lover på den måde pædagogisk frihed,” forklarer hun og kalder det et paradoks. For på den ene side smager Playful Learning af frihed og stiller ressourcer til rådighed for pædagogisk udvikling, men samtidig er Playful Learning fastlåst i et bestemt vokabularium, der risikerer at forstyrre lærerens pædagogiske frihed.

Netop den udfordring blev tydelig for Hanne Knudsen gennem en samtale, hun havde med en underviser på læreruddannelsen, der havde været på seminar for at evaluere et Playful Learning-forløb med sine kollegaer. 

”Hun havde fortalt ambassadørerne (undervisere på læreruddannelsen, der er særligt engagerede i Playful Learning, red.), at hun blandt andet havde arbejdet med rollespil, og umiddelbart var de meget begejstrede. Men da hun så sagde, at hun var inspireret af Donald Schøn og hans begreb om refleksiv praksis, oplevede hun, at der var mindre genklang. Det var ikke en del af Playful Learning-sproget,” fortæller Hanne Knudsen og peger på, at det netop er her nede i detaljerne, man kan se, om den pædagogiske frihed øges eller mindskes.

”Er der plads til pædagogiske diskussioner, og er der plads til at gribe de muligheder for læring, som opstår i undervisningssituationen, eller risikerer man, at forretningskoncepter kommer til at fylde så meget, at andre pædagogiske begreber, teorier og frihed træder i baggrunden?” spørger Hanne Knudsen og understreger, at det derfor er vigtigt, at offentlige institutioner er opmærksomme på de betingelser, som donationer og partnerskaber kommer med. 

Pædagogik som vare

Men det er ikke kun tidspressede lærere og en udsultet folkeskole, der er årsag til, at fonde og tech-virksomheder i den grad har vundet fodfæste i den danske folkeskole. Ifølge Lucas Cone handler det også om, at der tilbage i 1990’erne skete et skifte i vores måde at tænke pædagogik på, som har gjort løsningerne fra big tech-virksomhederne og fondene attraktive.

”Man kan sige, at vi gik fra at være meget optagede af, hvad det er for et indhold, børnene møder, og hvordan det er organiseret, til i højere grad at være fokuseret på om børnene nu lærer det, de skal. Særligt efter det såkaldte PISA-chok blev man optaget af en mere output-baseret styring, hvor det i højere grad skulle være muligt at sammenligne kommuner og lærere, baseret på målbare resultater. Det førte lidt groft sagt til, at man i højere grad begyndte at tænke pædagogik som en vare,” siger han.

Han kalder skiftet i 90’erne for begyndelsen på den markedsliggørelse, der åbnede dørene for, at private aktører kunne spille en mere central rolle i blandt andet folkeskolen. Og her tegner sig, ifølge Lucas Cone, et paradoks, for netop det, at vi i Danmark historisk har haft en decentral organisering af pædagogikken for at skabe mest mulig pædagogisk frihed, gjorde, at markedsliggørelsen havde gode vilkår.

”Det var ikke nyt at samarbejde med virksomheder og fonde. Det nye var, at man begyndte at formalisere samarbejdet. Grundlæggende skete der en bevægelse væk fra at tænke pædagogik som noget, der hører læreren og læreruddannelsen til, til at tænke pædagogik som noget, vi kan planlægge og måle på en mere gennemsigtig og konkurrencedygtig måde,” siger han.

Han peger på, at også internettets indtog omkring årtusindeskiftet var med til at skubbe til vores måde at tænke pædagogik på. 

"Den digitale bølge kom med helt nye forestillinger om et liv, der formede sig gennem netværk, og hvor man kunne blive lige, hvad man ville. Det, at den digitale bølge med en ny frihedsforståelse kom parallelt med de politiske ønsker om målstyring, konkurrence og privatisering, gjorde den til en form for kulturel pendant til de politiske ønsker," siger han og tilføjer:

”Skal vi forstå den massive investering, der skete i at udbrede iPads, personlige computere og digitale systemer fra begyndelsen af 10’erne, må vi forstå netop det her parløb mellem den digitale begejstring og de politiske strømme mod nye forståelser af pædagogik og frihed,” siger han.

Stil krav til fonde og big tech

Hverken Lucas Cone eller Hanne Knudsen mener, at vi skal lukke døren for fondene eller opsige alle abonnementer på digitale platforme i skolerne i morgen. Men vi skal have lærerens og skolernes pædagogiske frihed til igen at stå i centrum – og finde en vej, hvor fondenes engagement og brugen af teknologier i skolen går hånd i hånd med det.

Hanne Knudsen peger på, at samarbejdet med fondene ser ud til at fungere, når initiativet kommer fra de pædagogiske miljøer, og når fondene forstår, at uddannelsesinstitutionerne har deres egen historie og udvikling.

”Hvis uddannelsesinstitutioner eller kommuner har en tydelig faglig retning, så kan private midler være med til at realisere muligheder, som ellers ikke ville være der,” siger hun og fremhæver, at en model derfor kunne være, at fondene giver plads til, at skolerne og lærerne selv former indholdet. 

En anden mulighed kunne, ifølge Hanne Knudsen, være, at fondene understøtter skolerne konkret, men uden et snævert mål. Det kunne være ved at finansiere kompetenceudvikling og gøre det enkelt for lærere at søge efteruddannelsesforløbene. 

”Novo Nordisk har for eksempel et initiativ, hvor de finansierer efteruddannelsesforløb, der er udviklet af professionshøjskolerne, og så kan folkeskolelærere søge ved at udfylde en blanket. Fonden blander sig ikke i indholdet ude på uddannelserne, eller hvad lærerne skal bruge det til, men understøtter ved at stille midler og infrastruktur til rådighed,” siger hun.

Lucas Cone peger på, at vi både i forhold til fonde og tech-virksomheder skal organisere samarbejdet ud fra nogle principper og krav – og også ud fra frihedsidealer, der gør, at man løbende har muligheder for at eksperimentere, snakke om værdier og tilvælge alternativer. 

”I forhold til big tech-virksomhederne betyder det, at vi skal stille krav til, hvad de skal tilbyde i form af lokal adoption, moderation og redigering baseret på pædagogiske snarere end økonomiske principper,” siger han og peger på, at vi skal væk fra den økonomiske vision, hvor pædagogisk forandring kan sælges, bestilles og forudses som produkt.  

”Pædagogisk frihed handler om muligheden for at gøre erfaringer med handlekraft og ansvar i fællesskab med andre. Og det får du ikke mulighed for, hvis pædagogikken underlægges digitale abonnementer på lukkede platforme,” siger han og understreger, at ansvaret for at skabe en bredere organisering ikke ligger hos fondene og big tech-virksomhederne, men derimod er et politisk ansvar.

Politisk ansvar

I det sidste regeringsgrundlag var det, ifølge Hanne Knudsen, skrevet ind, at regeringen ønskede ’at være en attraktiv samarbejdspartner for og søge et tæt samarbejde med de mange fonde, der ønsker at engagere sig i udviklingen af velfærdssamfundet’. Men der var ikke formuleret nogen retningslinjer for, hvad et sådant samarbejde stiller af krav til fondene.

Hanne Knudsen efterlyser, at en kommende regering i højere grad tydeliggør rammerne for samarbejdet og opstiller nogle principper, der sikrer gennemsigtighed, armslængde og demokratisk forankring. 

”Når private aktører i stigende grad får indflydelse på det offentlige, bør de samme spilleregler, som gælder i det offentlige, også gælde for dem. Og i det offentlige er alt åbent, med mindre noget andet eksplicit er besluttet. Man kunne for eksempel gøre det lovpligtigt for fondene at offentliggøre deres bevillinger og eventuelle betingelser og modydelser. Man kunne også overveje, om kommunerne bør fremlægge deres policies og retningslinjer for samarbejde med private fonde, så de kan diskuteres,” siger hun.

Hun peger på, at fondene bør stille sig mere åbne over for at debattere, hvordan de bedst støtter det pædagogiske arbejde. Det er helt nødvendigt, hvis vi skal give fondene plads samtidig med, at vi værner om skolernes pædagogiske frihed.

”Når fonde involverer sig i det offentlige, bliver det private til en vis grad politisk. Og i det offentlige gælder nogle andre spilleregler om debat og kritik,” siger hun.

Hanne Knudsen efterlyser også, at der evalueres på, om donationerne har den ønskede virkning.

”Der mangler fortsat systematisk og uafhængig viden om effekterne af fondenes engagement i den danske folkeskole. I nogle tilfælde evalueres projekter i forhold til egne mål, men der er ikke nok viden om de bredere og mere langsigtede effekter, og heller ikke om de utilsigtede bi-effekter,” siger hun.

Også Lucas Cone opfordrer til et større politisk ansvar for at formalisere nogle principper, der sikrer, at kerneopgaven og den pædagogiske frihed ikke bliver smidt ud, når en fond stiller et laboratorium til rådighed, eller en big tech-virksomhed tilbyder en platform.

I forhold til teknologien peger han på, at der allerede er bevægelser mod alternativer til de lukkede platforme. Blandt andet på OS2skole, der er en sammenslutning af 24 kommuner, hvor man forsøger at samle skolerne om et alternativ til de lukkede platforme. 

”Vi bliver nødt til at gøre op med forestillingen om teknologier som ting, der kan indkøbes og administreres rundt om det pædagogiske arbejde. Hvad end det handler om kunstig intelligens eller trivselsmålinger, må teknologierne udsættes for pædagogiske refleksioner. Vi må tænke dem som en integreret del af den måde, vi bedriver undervisning og taler om pædagogisk frihed på,” siger han.