Asterisk nr. 114 - Juni 2026 - Tema: Frihed
Folkeskolen var engang den vigtigste instans til at frigøre unge fra tung social arv. Den rolle udfylder den ikke længere. I nogle kommuner forlader op mod hver tredje elev folkeskolen uden den eksamen, der giver adgang til videre uddannelse, arbejde og deltagelse i samfundet. Men hvis ikke folkeskolen kan løfte børn ud af det sociale hængedynd, er det svært at se, hvem der ellers kan.
Lyt til artiklen
Et voksende antal danske børn lærer alt for lidt i folkeskolen – og nogle næsten ingenting. Sidste år kunne mere end hver tiende elev i 9. klasse ikke bestå dansk og matematik. Blandt børn af ufaglærte forældre var det hver tredje. I kommuner som Ringsted, Bornholm, Odsherred og Vordingborg Kommuner er det hver fjerde elev, der forlader eksamenslokalet med uforrettet sag.
Samme billede tegner sig i de internationale skoleundersøgelser, TIMSS, PIRLS og PISA. De viser, at 10 procent af de fagligt svageste elever i matematik er næsten fire skoleår efter deres jævnaldrende. I læsning er efterslæbet på lidt mere end tre skoleår. Og blandt de 15-årige demonstrerer PISA en forskel på de svageste og stærkeste elever på helt op til seks års læring.
Voldsomme tal som peger på, at alt for mange børn i udsatte kommuner går i skole uden at lære ret meget. Og at alt for mange unge forlader folkeskolen efter 10 år med mangler i deres viden, som deres jævnaldrende i resten af landet har lært at betragte som helt grundlæggende. Det er alvorligt. Det begrænser deres udfoldelsesmuligheder og deres muligheder for at frigøre sig fra den sociale bagage, de ofte bærer med sig.
Og det burde være uacceptabelt for et demokratisk samfund som det danske, der bygger på en grundlæggende forestilling om, at mennesker skal kunne frigøre sig fra de sociale begrænsninger, de er født ind i, ved at tilegne sig kundskaber og færdigheder. Her har den danske folkeskole historisk indtaget en afgørende rolle som den port til viden, som alle børn gik igennem på deres vej mod videre uddannelse, arbejdsliv og familieliv.
”Det nærmer sig en kollektiv samfundsapati, at folkeskolen ikke længere udgør en løftestang – og især ikke for børn og unge med forældre, som er langvarigt udenfor arbejdsmarkedet."
Claus Holm
I årtierne efter Anden Verdenskrig var Danmark et af de lande, der lykkedes allerbedst med at løse denne opgave. Den sociale mobilitet steg markant, ikke mindst i 1970’erne. Arbejderbørn fik langt bedre muligheder for social opstigen netop via folkeskolen og uddannelsessystemet.
Men den udvikling er altså gået i stå og mange steder sat i bak. Det har forskerne Kristian Bernt Karlsson (Rockwool Fondens Forskningsenhed) og Rasmus Landersø (Københavns Universitet) senest påvist. Og det er efterhånden blevet alment kendt, at de faglige forskelle mellem elever er voksende.
Så kendt, at det nærmer sig en kollektiv samfundsapati, at folkeskolen ikke længere udgør en løftestang – og især ikke for børn og unge med forældre, som er langvarigt udenfor arbejdsmarkedet.
Det kan derfor synes paradoksalt, at den danske skole- og uddannelsespolitik i snart et par årtier har haft som målsætning, at alle elever, uanset social baggrund, skal udfordres til at blive så dygtige, som deres individuelle potentiale nu engang tillader. Denne udgave af retfærdighed, også kaldet uddannelsesretfærdighed, er - eller var – et sympatisk ideal. Men det er vi som samfund åbenbart begyndt at trække på skuldrene af.
”Måske er det på sin plads at slå fast, at lærere ikke er kraftkarle m/k, som kan lægge arm med de sociale omstændigheder, der omgiver folkeskolen – det er en politisk opgave. Men de kan med styrke så meget andet."
Claus Holm
Den aktuelle kundskabskrise handler om mere end pædagogik og didaktik, lærerautoritet, elevforudsætninger, inklusion, trivsel, faglighed, etc. Den handler om national og social sammenhængskraft, demokratisk deltagelse og personlig frihed.
Men når forskellene i kundskaber følger voksende forskellene i social baggrund relativt tæt, ser vi ind i et adskilt samfund, hvor nogle børn fødes til rige muligheder, mens andre fødes til begrænsninger og uden socialt håb om at overskride disse.
Måske er det på sin plads at slå fast, at lærere ikke er kraftkarle m/k, som kan lægge arm med de sociale omstændigheder, der omgiver folkeskolen – det er en politisk opgave.
Men de kan med styrke så meget andet: praktisere en professionel pædagogisk og didaktisk indsats, der tager udgangspunkt i den enkelte elevs faglige og sociale forudsætninger. Stille realistiske og optimistiske forventninger til elevens evne til at vokse med udfordringer. Insistere på, at trivsel også forudsætter anstrengelse i fagene.
Folkeskolen kan ikke løse social ulighed alene, men den kan være den fremstrakte hånd fra samfundet til de børn, der af forskellige personlige eller sociale årsager har haft størst behov for uddannelsesretfærdighed. Målet er ikke i sig selv bedre resultater i PIRLS, TIMSS og PISA, men at genoprette folkeskolens evne til at give alle børn de kundskaber, der kan gøre dem til selvstændige og frie borgere.
Leder af DPU, Aarhus Universitet, ph.d. og lektor ved Afdeling for pædagogisk sociologi ved DPU.
NR. 114
TEMA: Frihed
JUNI 2026
