”Børn i dag har ret svært ved at finde ud af at lege frit. Hvis du stiller fem børn sammen i en børnehave og siger: ”Bare fyr den af og leg” og så går fra dem, så kan de ofte ikke finde ud af det”. 

Sådan siger professor Ditte Winther-Lindqvist, DPU, Aarhus Universitet. Gennem mange års forskning i leg i dagtilbud og skoler har hun fulgt udviklingen i børns legekultur, og -færdigheder – samt udviklingen i debatten om børns leg: Hvor debatten tidligere handlede om, hvorvidt børn bare skulle have lov til at lege frit uden de voksne, eller om de skulle lære noget – også i dagtilbud – er de fleste i dag enige om, at fri leg er vigtig. Men at det samtidig er en færdighed, der svinder bort. 

Skal de voksne lege med?

I Den styrkede pædagogiske læreplan fra 2018 er legen skrevet ind som grundlæggende for dagtilbuddenes arbejde med børns trivsel, læring, udvikling og dannelse. ”Legen har en værdi i sig selv og skal være en gennemgående del af et dagtilbud,” hedder det. 

Læreplanen anbefaler også, at ”det pædagogiske personale indimellem deltager i børnenes lege”. Men kan man overhovedet tale om fri leg, når de voksne leger med?

”Det kan være en fordel, at de voksne er med. Men det gør også noget ved legen. Jo dygtigere, de voksne er til at lege, jo mere ligner den leg, hvor de voksne deltager, den leg, børn har med andre børn. Men vi voksne er ikke så gode til at lege, så det er en udfordring for det pædagogiske felt,” siger Ditte Winther-Lindqvist. 

Digital leg har taget over fra sandkassebyggeri og røver-og-politi 

Fantasilege, undersøgende og udforskende lege, kreative og konstruktionslege. Alt sammen eksempler på legetyper, som – hvis initieret af børnene selv – ofte fungerer, når legen er fri. 

Den slags lege kan også leges digitalt, fortæller Stine Liv Johansen, lektor på Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet. Hun forsker i børns leg med digitale medier.

”Der er mange former for digital leg: Computerspil, der kan handle om identitet, æstetik, kreative udtryk, men digital leg kan også bare være at hænge ud sammen og være i sådan en legende, nydelsesfuld tilstand, hvor man måske ser indhold sammen eller poster og kommenterer på sociale medier”, siger hun.

Hun nævner eksempler fra sine tidligere forskningsprojekter, hvor børn i daginstitution optog stop-motion videoer eller tog billeder hjemme og fortalte om dem næste dag i institutionen. For de helt små kunne det også være at høre lyde eller se videoer fra for eksempel savannen som inspiration til lege ude på legepladsen.

”I sådan nogle aktiviteter sker det tit, at børn, som måske har svært ved at udtrykke sig på andre måder, lige pludselig kommer til orde og finder det spændende at lege med den digitale teknologi,” siger Stine Liv Johansen.  

Hun svarer ligesom Ditte Winther-Lindqvist ’ja’ til, at leg på digitale medier kan være fri leg – også selv om der ofte er både lovgivning, teknologiske begrænsninger og voksnes regler, der rammesætter legen på digitale medier:

”Der er tit noget bestemt, man skal i et computerspil. Men børn gør jo ikke altid kun det, der var meningen. De gør noget helt andet, og så bliver det legen i sig selv. Et eksempel er nogle, der fik kager til at brænde på i et spil, der gik ud på at drive en restaurant. Det var de flade af grin over. Men børn kan også blive inspireret til leg af det, de har spillet: Måske tager de rytmer og mekanismer og måder at sige et eller andet på med fra et computerspil og ud på legepladsen”, siger Stine Liv Johansen. 

Barndommens gade er rykket online

Ditte Winther-Lindqvist var i 2023 med til at udarbejde en landsdækkende legeundersøgelse baseret på svar fra forældre i 1000 familier med børn mellem 0 og 15 år. Undersøgelsen viste blandt andet, at når børn leger i fritiden, er det mest med forældre og søskende. Legen udendørs uden voksnes opsyn er markant mindre end i forældrenes barndom, og legen med andre børn fra nærområdet er nærmest forsvundet.

Til gengæld begynder mange i skolealderen at lege med venner online. Blandt de 10-15-årige er det mere end 80 procent, der leger med venner online via spil eller sociale medier mindst en gang om ugen. 

”Man kan sige, at barndommens gade bare er rykket indendørs og på skærmen. Forældrene kender ikke platformene eller det sprog, børnene taler i spil eller online. Så på den måde er alt det uovervågede og risikofyldte, hvor man for eksempel heller ikke nødvendigvis ved, hvem der er bag skærmen i den anden ende, rykket derind, hvor det før foregik udendørs”, siger Ditte Winther-Lindqvist. 

Det er Stine Liv Johansen enig i. Og hun mener, der her findes fællesskaber, der har særdeles stor betydning for mange børn. For nogle er det fællesskaber, der ikke var praktisk mulige off-line, som for eksempel fællesskaber mellem børn og unge med handikaps, og det kan være fællesskaber, der rækker langt udenfor skærmen:

”Det kan jo både være, at man spiller med nogen man kender – aftaler at mødes i Fortnite eller på et bestemt spil i Roblox. Men man kan også spille med nogen, man ikke kender, men som så bliver ens spillevenner. Især for mange drenge er det ekstremt vigtige fællesskaber, de er en del af igennem spil, som kan lægge grundlaget for virkelig gode venskaber”, siger Stine Liv Johansen og fortsætter: 

”Der er nogle børn, for hvem de sociale fællesskaber, som de har online, er fuldstændig afgørende vigtige for deres trivsel”.

En verden, de voksne ikke gider være med i 

Netop uvidenheden blandt forældre og andre voksne om de digitale medier, der er vigtige og vægtige i mange børn og unges liv, er et tveægget sværd, mener Stine Liv Johansen. 

”Det er selvfølgelig godt, at de kan være fri for de voksnes kontrollerende blik og endelig bare få lov at lave det, de synes er fedt, uden at skulle leve op til en masse krav fra voksne. Men mange børn oplever, at de voksne ikke tager det, de foretager sig online, alvorligt. At man ikke bliver rost lige så meget for at vinde en vild kamp i et onlinespil, som for at have vundet en fodboldkamp. Og problemet er jo, at de så også er uden de voksnes opsyn, når der er problemer”, siger hun.

Onlinespil og sociale medier er ofte lig med overvågning og indsamling af brugernes data til brug i markedsføring. Desuden er der en risiko for at blive udsat for mobning eller at blive kontaktet af fremmede, der vil børnene det ondt, når de færdes online. 

”Det er både på godt og ondt, når børn er alene hjemme på nettet. Når de møder indhold, de bliver kede af, eller der er konflikter, så er de voksne der ikke. Undersøgelser har vist, at det er forsvindende få børn, der føler, at det nytter at tale med deres forældre og endnu færre med en pædagog om det,” siger Stine Liv Johansen. 

Hun har sammen med 33 andre medieforskere skrevet en kronik, der advarer mod en aldersgrænse på sociale medier. Og hun er bekymret for, hvad de nye begrænsende regler for brug af digitale medier i dagtilbud, der trådte i kraft i 2024, kommer til at betyde for børns tidlige digitale dannelse.

”Når de her ting bliver sat i værk, så tror man, det løser problemerne. Men så får vi jo ikke etableret den vigtige samtale med vores børn. Vi får ikke etableret det rum, hvor de kan lege, eksperimentere, udfolde sig og reflektere – sammen med os voksne. Det er den helt store bekymring”, siger hun. 

Værktøjskasse til voksne, der har svært ved at lege

Så hvad enten legen foregår i Minecraftuniverset eller i mudderet på legepladsen, er der brug for, at de voksne er med. Enten som den pædagog, der spørger ind til, hvad der foregår online og siger ”Ja tak – sådan der!” når et barn har vundet et spil – eller som legesupporten, der kender en masse gode lege og giver input til børnene, mens man selv giver los og leger med.

Og det er ikke så let: 

”Det er sindssygt svært, og det er ikke engang for sjov! Jeg er heller ikke for god til at lege,” siger Ditte Winther-Lindqvist.

Derfor har hun været med til at udvikle en ’Legemodsmodel’, der skal inspirere og rådgive lærere og pædagogisk personale i dagtilbud og SFO’er om, hvordan de kan overvinde den barriere, det er at tage leg alvorligt og for alvor turde lege – til gavn for både børn og voksne: 

”Som voksen er der flere barrierer for at blive mere legende. Man er nødt til at forstå det som en faglig pædagogisk opgave at lege med børnene,” siger hun.

Ligesom børnene mangler øvelse i at lege – blandt andet fordi de har for lidt tid til at få gang i de rigtig gode lege, som man skal bruge mindst en time til – så mangler de voksne også øvelse og måske også redskaber i den pædagogiske legekasse. Legedidaktik er viden om, hvordan man sætter lege i gang, hvordan man tilpasser dem alder og børnegruppe, og hvordan man trækker sig igen, når legen kan bære selv. Ditte Winther-Lindqvist giver et eksempel:

”Alle mine kyllinger” dur ikke til alle. Det er for følelsesmæssigt overvældende for en 2-årig, for det er jo farligt at løbe forbi en ræv, når man skal hjem til sin mor – og man kan blive ædt på vejen. Så er man nødt til at lave variationer, så den ikke er så uhyggelig.” 

I arbejdet med legemodsmodellen besøgte hun og kollegerne dagtilbud i fem forskellige kommuner og lavede analyser af, hvordan der blev arbejdet med leg i en periode på halvandet år. Analyserne understøttede hendes vurdering af, at leg er en færdighed, der lige så langsomt er ved at forsvinde efter et par årtier, hvor legen og særligt den frie leg måtte vige pladsen for læring.  

”De unge, der i dag er på vej ud på arbejdsmarkedet, har været udsat for en langt mindre varieret legekultur, end vi blev. De kender måske 5 lege hver. Men i gamle dage kendte alle jo 5 store gruppelege, 5 hvor man kunne lege nogle stykker sammen, 5 indendørslege osv. Alle har et mindre legerepertoire i dag. Så når man er blevet træt af hinkeruder og gemmeleg, hvad skal man så? Så er der ingen, der har gode idéer. Men man lærer det ikke på pædagoguddannelsen. Det er bare en ting, man forventer, at voksne skal kunne finde ud af, og det synes jeg er et paradoks,” siger Ditte Winther-Lindqvist.

Er fri leg altid godt for alle?

Generelt mangler der altså både færdigheder, tid og øvelse i fri leg. Men er fri leg en universalløsning: Hvis bare børn får voksenstøtte og mere tid til fri leg i dagtilbuddene, vil trivsel, kreativitet og fællesskab så automatisk følge med?

Nej, så enkelt er det ikke. For selv når børn får godt gang i legen, er fri leg ikke altid helt fri – i hvert fald ikke for alle børn.

Dels kan de helt små i vuggestuealderen slet ikke finde ud af at lege frit og alene uden en voksen, der hjælper dem. Man kan heller ikke forvente af tre-fireårige børn, at de altid tager hensyn til hinanden.

”Det kan de faktisk ikke finde ud af. Det skal vi give dem mulighed for at lære, og vi skal være tålmodige med det, for mange kan ikke forstå det,” siger Ditte Winther-Lindqvist.

Dels viser både forskning og erfaring, at fri leg ikke nødvendigvis er inkluderende. Tværtimod viser det sig, at 15–20 procent af børnene ikke finder vej ind i legefællesskaberne, hvis legen overlades fuldstændigt til børnene selv. Nogle børn starter sjældent selv en leg, nogle inviteres ikke med i de andres leg, og nogle får et ’nej’, hvis de spørger, om de må være med. Det er børn, der bliver stående på kanten, og som dermed går glip af netop de erfaringer, som legen rummer, og som er grobund for dannelse, læring og trivsel. 

Ifølge Ditte Winther-Lindqvist kan det være børn, der mangler legeerfaring, sproglige redskaber eller sociale strategier. Det skal de først lære, og her skal de voksne hjælpe – også selv om det ændrer præmissen for legen: 

”Når de voksne er med, så må alle være med. Og så får børnene øje på hinanden på nye måder. De lærer, at det faktisk er rart at være med i et fællesskab, hvor der ikke altid er en risiko for at blive afvist. De bliver gradvist oplært i, at det ikke er så farligt at sige ja til alle – også dem, man ikke kender i forvejen. Men pointen er, at man ikke kan forvente, at børn selv skal fungere som ’moralske integrationsagenter’ for hinanden. Små børn siger nej uden bagtanker. De beskytter legen, ikke fællesskabet,” siger Ditte Winther-Lindqvist.