Asterisk nr. 107 - april 2024
Hvem får mest ud af at gå i skole? Mange vil svare, at det er de privilegerede elever, pigerne, og de ”danske” elever, der får mest ud af deres skolegang. Meget tyder dog på, at børn uanset deres baggrund får nogenlunde det samme ud af at gå i skole, og hvis der er en forskel, så er det til de mindre privilegeredes fordel. Selvom den sociale ulighed først ses i skolen, så er det ikke her, årsagen til den skal findes.
Lyt til kommentaren
Asterisk-kommentaren er et fagligt perspektiv fra en eller flere forskere om et aktuelt og/eller vigtigt emne inden for pædagogik og uddannelse.
Det dominerende perspektiv på social ulighed i skoleforskningen i dag er, at skolen i højere grad er en del af problemet end en del af løsningen. I dette ’kritiske’ skoleperspektiv antager man, at børn fra velfungerende hjem lærer mere i deres skoletid end børn fra mindre velfungerende hjem. Generelt ser vi også store forskelle i faglige præstationer blandt velstillede og mindre velstillede elever i skolen. Men det, at vi først observerer uligheden i skolen, betyder ikke, at skolen er årsagen. Årsagen til de store forskelle i elevernes faglige præstationer skal i stedet findes i børnenes hjem.
I tråd med international forskning viser min egen forskning, at der er en tendens til, at den sociale ulighed enten falder eller forbliver nogenlunde konstant, mens børn går i skole.
Omvendt stiger den sociale ulighed i perioden før, børn begynder i skole. Det tyder på, at det kritiske skoleperspektiv tager fejl, når det fremhæver skolen som værende med til at skabe social ulighed i Danmark. De mindre velstillede elever er dem, som er mest afhængige af den læring, som finder sted i skolen. En grundlæggende præmis for, at læring kan finde sted, er en vis grad af ro og orden. Det er af den grund bekymrende, at der er sket en stigning i undervisningsforstyrrende uro i skolen. I sidste ende vil den stigende uro ramme socialt skævt.
”Hvordan ville den sociale ulighed se ud, hvis vi havde mindre eller ingen skole?”
Simon Skovgaard Jensen
Tankegangen i det kritiske skoleperspektiv kender vi fra mange ulighedsdebatter. I forhold til køns-ulighed i faglige præstationer taler man om den ’feminine skole’, hvor skolens værdier og forventninger til adfærd beskrives som mere i overensstemmelse med pigers adfærd. Det vil, mener man, i sidste ende føre til en favorisering af piger over drenge. Vi ser det ligeledes i debatten om præstationsforskelle imellem børn af indvandrere og børn af ”danske” forældre. Her tilskrives forskellene i faglige præstationer blandt andet diskrimination og bias.
En af hovedmotivationerne for lærerstuderende er, at de gerne vil gøre en forskel for netop de udsatte elever. Det kan gøre det svært at forstå, at der skulle finde en bevidst og negativ forskelsbehandling sted på landets skoler. Det er en grundlæggende pointe for et alternativt perspektiv, som i modsætning til det kritiske skoleperspektiv anskuer skolen for at være ’ulighedskompenserende’
Hvordan vi opfatter skolens betydning for den sociale ulighed, afhænger i stor grad af, hvilke spørgsmål vi stiller. Det kritiske skoleperspektiv fokuserer på at besvare spørgsmålet:
”Hvordan ville den sociale ulighed se ud, hvis børn gik på de samme skoler og blev behandlet ens?”
I det ulighedskompenserende perspektiv forsøger man at besvare spørgsmålet:
”Hvordan ville den sociale ulighed se ud, hvis vi havde mindre eller ingen skole?”
Min forskning forsøger at besvare det sidste spørgsmål.
Min forskning viser, at folkeskolen bidrager til at mindske den sociale ulighed i 2. klasse. I resten af skoletiden er det nogenlunde det samme, børn fra velstillede og mindre velstillede hjem får ud af skolen. For drenge og piger finder jeg også, at de får det samme ud af skolen. I forhold til børn af indvandrere gælder det, at de får mere ud af at gå i skole igennem hele deres skolegang, end børn af danske forældre gør.
Dermed ikke sagt, at der ikke findes bias, forskelsbehandling og favoritelever i skolen. Min forskning peger bare på, at disse faktorer til trods lykkes folkeskolen som minimum med at bidrage ensartet til elevers læring uagtet deres baggrund. Potentielt mindsker skolen ligefrem uligheden.
Jeg har undersøgt, hvor meget man lærer på en måned i skolen, og hvem der får mest ud af det i 2., 4., 6., og 8. klasse i Danmark. For at undersøge effekten af en måneds skole, har jeg sammenlignet børn, som var lige gamle, da de tog de nationale test, men tog testen på to forskellige tidspunkter. Jeg har herved kunnet adskille betydningen af en måneds skole fra at blive en måned ældre. Mine resultater er i tråd med amerikanske studier, som også undersøger spørgsmålet ”Hvordan ville denne sociale ulighed se ud, hvis vi havde mindre eller ingen skole?”
I den forbindelse har man undersøgt, hvordan forskellen på faglige præstationer udvikler sig over skoleåret og sommerferien. Resultaterne peger på, at imens den sociale ulighed stiger hen over sommerferien (når der ikke er nogen skole), så mindskes den eller forbliver nogenlunde konstant hen over skoleåret.
Den sociale ulighed ville højst sandsynligt være større i dag, hvis vi havde mindre skole. Min forskning viser, at børn fra velstillede hjem har større gavn af at tilbringe længere tid i hjemmet i førskolealderen end børn fra mindre velstillede hjem. Det samme gør sig gældende, når vi sammenligner piger og drenge og ”danske” børn med børn af indvandrere.
International forskning viser, at de store forskelle i faglige præstationer på baggrund af køn, immigrationsbaggrund og socioøkonomisk status allerede findes, når børn begynder i skole. Igennem skoletiden forbliver disse forskelle nogenlunde konstante. Det samme gør sig gældende i Danmark fra 2. klasse og frem, og vi har ingen grund til at tro, at det ikke gør sig gældende, allerede når børnene starter i skole. Tilsammen peger det på det kendte faktum, at årsagerne til social ulighed i stort omfang skal findes i børnenes hjem.
”De, som har mest gavn af den mindskede uro, er eleverne fra de mindre velstillede hjem.”
Simon Skovgaard Jensen
Selvom den primære årsag til social ulighed skal findes i hjemmet, så viser min og den internationale forskning, at skolen kan være en del af løsningen på den sociale ulighed i faglige præstationer. Det er således bekymrende at læse, at Danmarks Lærerforening fremhæver, at lærerne har oplevet en stigning i den undervisningsforstyrrende uro i skolen de seneste år. En grundlæggende præmis for, at læring kan finde sted, er en vis grad af ro og orden, og når de mindre velstillede elever er mest afhængige af den læring, som finder sted i skolen, har den stigende uro potentiale til at ramme socialt skævt.
I forbindelse med min ph.d. var jeg f.eks. med til at vise, at mindre undervisnings-forstyrrende uro i klassen fører til bedre faglige resultater. De, som har mest gavn af den mindskede uro, er eleverne fra de mindre velstillede hjem. Det er dog muligt at mindske den undervisningsforstyrrende uro. Forskellige indsatser rettet mod at give lærerne redskaber til at håndtere den undervisningsforstyrrende uro virker både i forhold til at mindske uroen og forbedre de faglige præstationer. Det viser min og andres forskning.
Det er dog vigtigt at huske, at lærerne kun er den ene del af ligningen. Selvom mængden af undervisningsforstyrrende uro til dels kan tilskrives de enkelte lærere, handler det også altid om de elever, som går i klassen. Vi bør derfor være påpasselige med at forvente, at disse problemer udelukkende kan løses ved at ’fintune’ vores skoler. Vi skal altid have for øje, hvilke elever som går i skolen, hvordan elevgruppen er sammensat, og hvilke forudsætninger de har for at deltage i skolen. Det er stadig i elevernes egne hjem, at hovedårsagerne til den sociale ulighed skal findes, og hovedparten af løsningerne skal derfor også findes her.
Simon Skovgaard Jensens ph.d.-projekt: Reducing Inequality through Discipline
Postdoc i på DPU, Aarhus Universitet.
NR. 107
TEMA: PROFESSIONEL DØMMEKRAFT
APRIL 2024