Asterisk nr. 107 - april 2024
Den nye aftale om folkeskolen - Frihed og fordybelse - vil give mere frihed til lærerne, så de i højere grad kan udøve professionel dømmekraft. Men dømmekraft opstår ikke af sig selv; den bliver til i professionelle fællesskaber og på baggrund af viden og indsigt fra blandt andet test, lyder det fra to DPU-forskere.
Lyt til artiklen
En ny aftale om folkeskolen har set dagens lys. Grundlæggende gør den op med folkeskolereformen fra 2014, der af mange lærere opleves som stram og hæmmende for deres professionelle dømmekraft. Men netop dømmekraften vil den nye aftale nu give mere plads til.
I aftalen er det også besluttet, at skolen skal have færre prøver, og at projektopgaven i 9. klasse bliver valgfri for den enkelte skole. Mængden af test forbliver derimod den samme. Og her skal man nok have tungen lige i munden. For test og prøver er ikke det samme. Test er f.eks. de internationale PISA- og IEA-undersøgelser, mange skoler deltager i. De test vil fortsat være en del af skolen, men mængden obligatoriske prøver i udskolingen vil altså blive mindre.
Lektor i pædagogisk sociologi Christian Christrup Kjeldsen fra DPU, Aarhus Universitet, har i mange år forsket i betydningen af netop test i folkeskolen. Han fremhæver dem som en vigtig brik i forhold til den professionelle dømmekraft:
”Test kan informere den enkelte underviser og kan på den måde indgå som ét element ud af flere, der bidrager til at øge lærerens dømmekraft,” siger han.
Han er blandt andet national leder af den internationale TIMSS-undersøgelse (Trends in International Mathematics and Science Study), som undersøger 4.-klasseselevers kompetencer i matematik og natur/teknologi. Og så har han selv for år tilbage stået bag katederet som folkeskolelærer.
”Den viden, testen indbringer, kan man bruge til at forandre noget – f.eks. i undervisningen eller i skolepolitikken.”
Christian Christrup Kjeldsen
Han kobler test til den professionelle dømmekraft, som ifølge hans forskning består af tre elementer: Erfaring; didaktik og pædagogik og systematisk indsamling af viden – bandt andet gennem test.
Dømmekraften foregår desuden på tre niveauer, fortæller Christian Christrup Kjeldsen: På lærerniveau, på kommunalt niveau og på politisk niveau. På samtlige tre niveauer spiller test en rolle for at generere den nødvendige viden, der kan være med til at løse et givent problem i skolen, forklarer han.
Lad os tage niveauerne et ad gangen: Test og også prøver som f.eks. eksamener skal være et middel til at blive klogere på, hvordan det går med den undervisning, man som lærer har sat i gang, og dermed give input til den professionelle dømmekraft. På kommunalt plan kan det handle om, at man vil forstå, hvorfor nogle skoler i kommunen lykkes bedre end andre, f.eks. med at lære børnene matematik. På nationalt plan vil man måske blive klogere på en reform, politikerne har igangsat, og som de måske skal forsvare eller gøre op med. Pointen er, at test og testresultaterne på alle tre niveauer ikke er mål i sig selv, men midler til at blive klogere på forhold i skolen, forklarer Christian Christrup Kjeldsen:
”En god test skal have et formativt formål. Det vil sige, at den skal være middel til læring eller indsigt – hos eleven eller læreren, kommunen eller hos de nationale politikere. Den viden, testen indbringer, kan man bruge til at forandre noget – f.eks. i undervisningen eller i skolepolitikken. Hvis testen er målet i sig selv, handler det blot om performance, og det bliver ingen klogere af.”
”Test er aldrig neutrale, de gør altid noget ved den praksis eller kontekst, man måler ind i.”
Kristine Bagge Kousholt
Alligevel er test gennem tiden blevet tillagt meget værdi. Måske også mere end de bør. Det mener i hvert fald Kristine Bagge Kousholt, der er lektor i pædagogisk psykologi på DPU, Aarhus Universitet. Hun har især forsket i lærere og elevers deltagelse i og perspektiver på de nationale test som del af folkeskolens sociale praksis. Hun siger:
”Man kan godt være tilbøjelig til at tænke, at test er mere eller mindre ubetydelige. Det er bare et par gange om året. Og så kan vi lige få et hurtigt indblik i, hvordan det går med elevernes faglige niveau. Men test er aldrig neutrale, de gør altid noget ved den praksis eller kontekst, man måler ind i. De spiller ind i familier og i relationer mellem forældre og børn, de får betydning for elevers selvforståelse, og de virker ind i undervisningen. Selv når lærerne prøver at tage alvoren ud af test, så har de alligevel stor magt.”
Selvom lærerne prøver at køre spændende forløb og frigøre sig fra test, så kan eleverne være opsat på at vide besked om, hvorvidt det er noget, der tæller i det store regnskab. På samme måde som de karakterer, de får i udskolingen, kan have betydning for deres muligheder for at vælge ungdomsuddannelse.
Kristine Bagge Kousholt minder om, at test aldrig viser hele billedet af en problematik:
”Test kan stille helt skarpt på et udsnit af noget. Men de viser ikke helheden. Med de nationale test, der bliver det jo det, der kan lade sig gøre med ’multiple-choice test’ – der er kun ét rigtigt svar. På den måde er det testens muligheder og begrænsninger, der bestemmer, hvad der testes i, og det kan virke tilbage på undervisningen, i og med vi ved, at det der bliver evalueret, ofte er det der bliver prioriteret,” siger hun og tilføjer, at det jo ikke er naturgivet, at det skal være sådan, og at den tendens med fordel kan udfordres.
Og samme mekanisme gælder for prøverne, forklarer Christian Christrup Kjeldsen. Han er enig i, at både test og prøver ofte styrer, hvad der undervises i, og hvis man skruer ned for antallet af prøver, så bliver der kun eksaminer i hovedfagene. Det er et problem for skolens alsidighed, mener han:
”Faren ved at lette prøvetrykket er, at der kan opstå en rangordning mellem fagene – hvis det f.eks. kun er dansk, matematik og engelsk, vi tester i, så bliver de prøveløse fag mindre betydningsfulde, og derfor prioriteres disse fag mindre på skolerne. Det kan derfor blive spændende at se, hvordan et fag som idræt udvikler sig nu, når det ikke længere er prøvefag.”
Dem, der underviser, skal nok prioritere deres undervisning, hvad enten det er et prøvefag eller ej. Men man kan frygte et scenarie, hvor de lærere, der har undervisningskompetence i de prøveløse fag, ikke nødvendigvis vil komme til at undervise i de fag. Man kan f.eks. forstille sig, at en idrætslærer vil blive anvendt et andet sted, når fagfordelingen skal gå op.
”Idéen med de nationale test var, at de skulle være lærernes pædagogiske redskab til undervisningsdifferentiering.”
Kristine Bagge Kousholt
Kristine Bagge Kousholt hilser i det store og hele beslutningen om at lette prøvetrykket velkomment. Der er fra alle dele af samfundet, ikke mindst i skolen, et stort præstationspres på børn og unge. Færre test i skolen kan måske være med til at bremse noget af den mistrivsel, der følger med præstationsræset.
Men frem for alt opfordrer hun politikere og skolefolk til at have større bevidsthed om, hvilket problem de enkelte test skal løse. For, som hun pointerer: Hvis testen bliver anset for at være svaret, hvad var så problemet? Det mangler vi ifølge Kristine Bagge Kousholt ofte mere nuancerede svar på. Omvendt skal samme test nogle gange løse for mange problemer på én gang.
Det var tilfældet med de nationale test, da de blev indført i skolen i 2010. Dengang havde politikerne mange planer for, hvilke problemer de nationale test skulle løse. Dels var der problemet med færdigheder, sådan som de blev problematiseret af politikere og medier på baggrund af internationale målinger og sammenligninger. Men de skulle også være med til at løse inklusionsudfordringen, fortæller Kristine Bagge Kousholt:
”Idéen med de nationale test var, at de skulle være lærernes pædagogiske redskab til undervisningsdifferentiering og hjælpe de fagligt svage elever – altså et forsøg på samtænkning af inklusion og test. Mange vil nok synes, at det er en mærkelig sammenblanding af interesser, for test er indsnævrende og differentierer eleverne, og inklusion kræver det modsatte, nemlig at skabe lige handlemuligheder for alle. Men sådan blev der argumenteret dengang.”
Testene blev skabt ud fra et adaptivt princip, hvor de var tilpasset den enkelte elevs faglige niveau og gradvist blev enten sværere eller lettere, afhængig af den enkelte elevs besvarelse under testafviklingen.
”De var tænkt som et formativt evalueringsredskab med undervejsvurderinger, som skulle støtte lærerens didaktik og pædagogik. Og så var meningen med det adaptive princip, at den enkelte elev ikke skulle opleve nederlag med test – helt i overensstemmelse med inklusionstanken,” fortæller Kristine Bagge Kousholt.
Med det dobbelte formål og de mange modstridende elementer blev det uklart, hvilke problemer de nationale test i virkeligheden løste. Flere forskere pegede på, at testene var for upræcise, men det fik først rigtig medieomtale, da en skoleleder fra Ørum Skole på Djursland i efteråret 2015 gik offentligt ud med sin kritik baseret på skolens erfaringer med at teste eleverne to gange med en uges mellemrum. Resultaterne var vidt forskellige og trak overskrifter som: ”Testresultater svinger, som vinden blæser” (Folkeskolen, 22. oktober 2015), og ”Ørum Skole dumper nationale test” (Århus Stiftstidende, 23. oktober 2015). I første omgang lød beskeden fra ministeriet, at eleverne ikke havde ’optimal testadfærd’.
For Kristine Bagge Kousholt var ministeriets reaktion på kritikken et tegn på, at der hele tiden sker gradvise, og derfor næsten usynlige, glidninger, der giver mere magt til test og mindre magt til lærere og elever. Og så sker der det, at ’test avler test’, som hun udtrykker det. Er der først sat gang i en testkultur, så vil der med tiden følge flere test. Og det er netop den udvikling, vi har været vidner til gennem de sidste 20 år i den danske folkeskole, mener hun:
”Man skal passe på med at tro, at testen er lig med sandheden. Test som vidensform er en ud af mange forskellige måder at skabe viden om eleverne i klassen. Men test kan hurtigt komme til at styre for meget, fordi de trækker på en vidensform, som generelt nyder stor legitimitet i vores samfund,” siger Kristine Bagge Kousholt.
I 2019 nåede kritikken af de nationale test nye højder, da DPU-professor Jeppe Bundsgaard og KU-Professor Sven Kreiner i en kritisk rapport afslørede, at testene målte alt for usikkert. Som konsekvens satte daværende børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil testene på pause. De er nu afløst af såkaldte overgangstest, mens et udvalg arbejder på at udarbejde nye test til landets folkeskoler, der har fået benævnelsen Folkeskolens nationale færdighedstest.
Nogle lærere give udtryk for, at test kan give dem vigtig information og udfordre fastlåste forståelser af eleverne, fortæller Kristine Bagge Kousholt. Men test kan også gøre det modsatte, pointerer hun – nemlig indsnævre synsfeltet:
”I min empiri har jeg både set lærere, som bruger test til at understøtte egne professionelle vurderinger, sådan så lærerens vurdering får mere legitimitet, og lærere, der aktivt har modarbejdet testviden, da denne viden gav dem en for indskrænket forståelse af eleverne. De lærere gav udtryk for, at testviden modarbejdede deres pædagogiske praksis og gjorde det svært at nå de mål, de havde sat for de enkelte elever.”
Først og fremmest ser hun, at formålet med test måske kan udvides fra de mere entydige testkategorier til mere rummelige og meningsfulde evalueringstilgange. Hun uddyber:
”Det er vigtigt, at vi ikke får lukket vores viden om børnene. Målet med evalueringer bør være at skabe udvidede deltagelsesmuligheder for alle børn. Det er det, skolen handler om – at skabe gode betingelser for, at eleverne kan udvikle sig sammen med andre – både fagligt og socialt. Så hvordan kan evaluering og måske endda test bidrage til den målsætning? ”
Kristine Bagge Kousholts forskning peger i den forbindelse på, at vi kan bruge evaluering klogere i skolen, end vi gør i dag. F.eks. kan evaluering handle om at undersøge de fælles betingelser for læring sammen med eleverne. Og måske kan vi gå videre endnu og styrke lærerens praksis gennem evaluering og stille spørgsmål som: Hvordan kan evaluering skabe et gensidigt engagement mellem lærer og elever i læreprocesser, så læreren samtidig kan blive klogere på sin egen lærerpraksis?
Men fremfor at læreren står alene med de overvejelser og vurderinger, mener hun, at det er noget, der skal håndteres og udvikles kollektivt i lærerteamet og i samarbejde med ledelse og forældre. På samme måde ser hun dømmekraft som et kollektivt begreb. Hun uddyber:
”Det er vigtigt, at dømmekraft ikke bliver noget, du har eller ikke har som lærer. I stedet bør vi fokusere på, om vi får skabt gode betingelser for samarbejde i lærerteams, gode forældresamarbejder, og at ledelsen bakker op, så læreren ikke står alene, men har opbakning flere steder fra. For mig at se er dømmekraft meget mere end noget, den enkelte lærer besidder, men måske snarere noget, der beror på de fælles muligheder, skolens aktører kan skabe sammen.”
”Hvis vi bruger test til at blive klogere på, hvordan vi kan gøre det bedre for alle elever, så giver det mening.”
Christian Christrup Kjeldsen
Tilbage i 1994 fik både lærere, forældre og ikke mindst politikere virkelig noget at tænke over i kølvandet på den første internationale læseundersøgelse i dansk skoleregi. Undersøgelsen baserede sig på en læsetest blandt 4.- klasseelever og var i følge Christian Christrup Kjeldsen vigtig, fordi den gav anledning til, at vi i Danmark fik justeret vores forestilling om kvaliteten af vores skole. Den var ikke så fremragende, som vi gik og troede.
”På baggrund af den undersøgelse gik der et arbejde i gang med at uddanne læsevejledere og lave andre målrettede indsatser. Den viden, som testen gav os, var vigtig for skolens udvikling,” siger han og tilføjer:
”Hvis vi bruger test til at blive klogere på, hvordan vi kan gøre det bedre for alle elever, så giver det mening.”
Det samme gælder diagnostiske test, pointerer han. Er der nogle elever i klassen, der har svært ved at knække læsekoden? Så lad os finde ud af, om de elever har dysleksi eller andre læringsudfordringer.
”Hvis testen kan hjælpe lærere til bedre at imødekomme elevernes behov, så er det et middel til at øge den pædagogiske dømmekraft. Men hvis målet bare er at kunne sige: ’vores klasse klarede sig bedre end parallelklassen’, så giver det ikke mening,” siger Christian Christrup Kjeldsen.
Han kan derfor ikke svare entydigt ja eller nej til, om vi bør lette prøvetrykket i skolen. For ham er testens kvalitet og anvendelse afgørende for, om den kan styrke lærerens dømmekraft. Han siger:
”Hvis spørgsmålet er, om vi har for mange test, så er svaret, at det kommer an på, hvordan de bliver brugt, og hvor gode testene er. Så når regeringen ser, at der kan være brug for at lette prøvetrykket, er de nødt til at tage stilling til, om det, der testes i, giver vigtig viden på flere niveauer. Eller mere lokalt – om testen relaterer sig til det, læreren lige har gennemgået, så læreren kan blive klogere på, hvor godt eleverne er med rent fagligt i forhold til at kunne udvikle den videre undervisning.”
Christian Christrup Kjeldsen fremhæver de internationale komparative IEA-test (International Association for the Evaluation of Educational Achievement) samt PISA-test som højkvalitetstest, der giver brugbar viden til dømmekraften på flere niveauer. Han uddyber:
”De internationale IEA-test er gode og grundige og giver brugbar indsigt, som blandt andet bruges i undervisningen på læreruddannelsen. Og den viden, de genererer, er alment anerkendt på skolerne blandt lærere og skoleledere"
Test kan også bruges til at udfordre og nuancere politiske debatter om skolen. Men de kan også antænde debatter, sådan som PIRLS-læseundersøgelsen gjorde i foråret 2023. Testen viste nedgang i danske elevers læsekompetencer, og der bredte sig efterfølgende en debat om skærme i skolen, anført af undervisningsminister Mattias Tesfaye, der mente, at skærmene måtte være hovedårsagen til de danske elevers dalende læsescore. Den kobling var der bare ingen evidens for i undersøgelsen, som f.eks. DPU-forsker Simon Skov Fougt argumenterede for i medierne. Alligevel var det dén politiske dagsorden, PIRLS-testen satte i gang.
Christian Christrup Kjeldsen forventer ikke, at politikerne skal rette al politik ind efter forskningsresultater fra f.eks. de internationale IEA-undersøgelser. Han synes sådan set, det er fint, at de som politikere sætter nye debatter i gang på baggrund af testresultater fra skolen.
”Politik handler jo ikke kun om viden, men også om holdninger, værdier og erfaringer. Og ideologi. Og det er ok. Men jeg ville ønske, at de lyttede lidt mere til forskningen, når de udøver deres politiske dømmekraft.”
Lektor i pædagogisk sociologi på DPU, Aarhus Universitet. Han er overordnet national leder for de internationale IEA-undersøgelser TIMSS, PIRLS, ICCS og ICILS. Han forsker bl.a. i test og sammenhængen mellem elevers præstationer i skolen og deres sociale baggrund. Han underviser på Kandidatuddannelsen i pædagogisk sociologi.
Lektor i pædagogisk psykologi på DPU, Aarhus Universitet. Hun forsker i evalueringspraksis, testning, læring og børns fællesskaber. Hun underviser på kandidatuddannelsen i Pædagogisk psykologi og er fagkoordinator for Masteruddannelsen i trivsels- og ressourcepsykologi.
NR. 107
TEMA: PROFESSIONEL DØMMEKRAFT
APRIL 2024
