Dømmekraftens kritiske ven

På denne vis opgraderer vi den professionelle dømmekraft til en slags superkraft, ja næsten urkraft, der i frisat form kan kaste kvalitet, lys og glans over nærmest alt pædagogisk arbejde i landets dagtilbud og skoler. Vi må af fagmedier såvel som dagspresse forstå, at lokal frihed til at udøve dømmekraft er entydigt godt, og at stat og styring lige så entydigt er noget værre noget.

Og i et socialliberalt samfund som det danske kan dette nok virke intuitivt rigtigt på mange, hvis ikke de fleste. Men alligevel er det at gøre sig sagen for let blot at erklære sig for dømmekraftens ven, for den fortjener mest af alt en ret kritisk en af slagsen. For regelmæssigt tilbagevendende eksempler på dårlig dømmekraft i f.eks. dagtilbudssektoren med omsorgssvigt og dårlige kvalitetsmålinger til følge er formentlig de fleste bekendt.

Så når dømmekraften skal foldes ud i arbejdssituationer, som er præget af høj kompleksitet, uforudsigeligheder, stress og måske endda korporlig modstand, har lærere og pædagoger ganske vist brug for et professionelt råderum, men et sådant rum må også have sine grænser. Det er her, det kritiske venskab er vigtigt, for ellers kan tiltroen til, hvad den enkelte pædagog eller lærer udstyret med sin dømmekraft kan udrette, hurtigt blive for meget af det gode.

Det gælder for alle mennesker, og derfor også for lærere og pædagoger, at refleksion forudsætter kognitive og moralske ressourcer, og disse bruges bemærkelsesværdigt hurtigt op. Så det vil være klogt som f.eks. lærer og pædagog også selv at forlange et mål af rutiner, regler og regulativer omkring sit arbejde. Ikke fordi man er for doven til at træffe beslutninger, men ganske enkelt fordi man er nødt til at økonomisere med sin dømmekraft og udstrækningen af sit ansvar, hvis man skal komme nogenlunde uskadt gennem arbejdslivet.

Faren for udmattelse

Men skal lærere og pædagoger ikke netop gøre brug af deres reflekterende dømmekraft, når de konstant og lynhurtigt skal håndtere alle hånde mere eller mindre uforudsete hændelser, efterhånden som de materialiserer sig?

Både og. Filosoffen Hannah Arendt advarer eftertrykkeligt i sit essay Tænkning og moralske overvejelser mod fraværet af refleksion, men peger omvendt på behovet for almindelige og standardiserede regler og rutiner som kan beskytte mennesket mod konstant tænkende opmærksomhed. Et mandat til uendelig ikke-rammesat improvisation og et dermed følgende ubegrænset ansvar ville opbruge vores kognitive og moralske ressourcer inden formiddagspausen og hensætte os i udmattelse. Som pædagog og lærer gør man derfor - som nævnt - klogt i at kræve lidt regler og rammer, ikke på grund af dovenskab og ansvarsforflygtigelse, men fordi man er nødt til at økonomisere med sig selv.

Men før man økonomiserer med sin reflekterende dømmekraft, skal man gerne sikre sig, at man overhovedet har en sådan. Frisættelsesretorikken tager for givet, at den er a priori, noget medfødt: Slip urkaften løs, og så indfinder der sig både omsorg og læring af høj kvalitet.

Men sådan foregår det bare ikke. En pædagog eller lærers dømmekraft skal nu engang være professionelt opøvet, ikke dilettantisk, og den udvikles gennem uddannelse og erfaringer, der gør pædagoger og lærere i stand til at udøve den professionelt. Det handler om at beherske rutiner, metoder og de omsorgs- og læringsmål, der sætter en i stand til såvel at tilrettelægge arbejdsdagen som at reflektere, improvisere og udøve dømmekraft i forhold til uventet gråd, småulykker og modstand.

Forsvarlig frisættelse

I jo stærkere omfang denne veluddannede, professionaliserede dømmekraft er til stede i institutionen eller på skolen, des mere kan man – fra statslig eller snarere kommunalpolitisk side – give afkald på styring. Men dog aldrig helt og aldeles, for så god viste verden sig ikke at være, kære Humboldt.

Siden 1990’erne har spørgsmålet i dansk sammenhæng været, hvordan man balancerer tydelig kommunal styring med lokalt råderum for pædagoger og lærere i kommunens dagtilbud og skoler. Og der er behov for en balance mellem styring og dømmekraft. For tiltroen til den professionelle dømmekraft forudsætter, som Arendt så tydeligt lærer os, også en nødvendig besindelse på den reflekterende dømmekrafts råderum. Det gælder for den enkelte pædagog og lærer som for kommunen og staten, at frisættelsen af dømmekraft skal være forsvarlig, forsigtig og kontrolleret.

Jo, frisættelsesretorikken er forlokkende, men idéen om lokal autonomi har en bagside, nemlig at det lokale ansvar bliver for stort. Friheden kan være en fælde for den enkelte pædagog, lærer, institutions- og skoleleder, for med friheden følger også en ansvarsbelastning og en risiko, som de fleste nok ved nærmere eftertanke vil finde for meget af det gode.