Asterisk nr. 107 - april 2024
SPOT PÅ NY FORSKNING
Asterisk har talt med professor emerita Bente Jensen om hendes karriere og om forskningsprojektet Pædagogisk kvalitet i dagplejen.
Dagplejernes faglige selvsikkerhed, professionelle identitet og evne til at reflektere bliver boostet, når de samles i professionelle læringsfællesskaber og sammen undersøger og udvikler deres pædagogiske praksis med børnene. Det er en af konklusionerne hos forskerne bag det toårige kompetence- og praksisudviklingsforløb Pædagogisk kvalitet i dagplejen, som har involveret medarbejdere og ledere i dagplejen i 11 kommuner. Projektet er lavet som et samarbejde mellem DPU, Aarhus Universitet, VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd og TrygFondens Børneforskningscenter.
”Projektet viser, at det gør en stor forskel for dagplejeres læring, når de kan reflektere og udvikle praksis sammen. Dagplejere er jo meget alene med børnene i hverdagen. Det giver noget særligt, når de kan samles i professionelle læringsfællesskaber sammen med andre dagplejere og dagplejepædagoger og arbejde med ny viden, nye tanker, nye ideer og udvikle på deres praksis med børnene i dagligdagen,” siger DPU-professor emerita Bente Jensen, som er en af forskerkræfterne bag projektet.
Målet med projektet har været at styrke de 0-2-åriges trivsel, socioemotionelle udvikling og læring – og styrke børn i udsatte positioner.
Forskerne bag Pædagogisk kvalitet i dagplejen har bygget projektet på to metodiske søjler: Den ene søjle er de pædagogiske læringsfællesskaber, og den anden søjle er den pædagogiske tilgang, som dagplejerne i projektet har lært. Den bygger på den såkaldte Abecedarian-metode, hvor man gennem interaktioner mellem barn og voksen i hverdagen styrker børnenes trivsel, udvikling og læring. Dagplejerne har fået helt konkrete hverdagsvenlige øvelser, redskaber og inspiration inden for fire felter: Prioritering af sprog, kommunikativ læsning, læring i omsorg og læring i leg. I øvrigt alt sammen noget, som dagplejerne kunne bruge i arbejdet med den styrkede pædagogiske læreplan.
Udviklingsprojektet er foregået i tre arenaer: Hos den enkelte dagplejer med fokus på det tætte samspil mellem dagplejer og barn, i dagplejegrupper, hvor deltagerne har kunnet reflektere og udvikle sig pædagogisk i fællesskab og til fælles workshops med forskerne. De kommunale dagplejepædagoger er blevet lært op både i projektets metoder og i facilitering af lærende fællesskaber i dagplejegrupperne.
Det har været helt bevidst fra forskernes side at lægge hovedvægten på den fælles læring i dagplejegrupperne. Ifølge forskerne ved vi nemlig, at udbyttet af klassisk undervisning som efteruddannelse alene er tvivlsomt. Som de skriver i forskningsrapporten: ”Det er i stigende grad anerkendt, at kompetenceudvikling baseret alene på undervisning og top-down-overførelse af viden og information giver minimalt udbytte, idet det er løsrevet fra specifikke og situerede arbejdspraksisser.”
”Vi kan se, at læringsfællesskabet har en kæmpe betydning for, om deltagerne får noget ud af et forløb.”
Bente Jensen
Den pointe står klokkeklart for Bente Jensen efter årtier med forsknings- og udviklingsprojekter i dagtilbuds- og skoleverdenen.
”Når målet er at styrke fagprofessionelle i at arbejde med viden og ny praksis sammen, så skal vi ud i virkeligheden. De her totimers kurser, hvor man forsøger at overføre viden om et emne til folk, rykker ikke. Det er naivt at tro, at vi kan fortælle folk en masse, som de så skal gå hjem og implementere i dagligdagen og dele med kollegerne. Groft sagt kan vi lige så godt smide den slags kurser på møddingen,” siger Bente Jensen og peger på det paradoksale i, at diverse reformer på børneområdet gennem årene ofte er forsøgt implementeret med netop den form for videndeling. Det gjaldt f.eks., da de pædagogiske læreplaner i dagtilbud blev indført i starten af 00’erne.
”Udover at det er sjovere at arbejde i grupper, ved vi fra ret omfattende studier af voksenlæring, at læringsfællesskaber er en af vejene til at skabe reel læring på arbejdspladsen, fordi der sker både en kollektiv og en individuel læring og refleksion på samme tid. Vi kan se, at læringsfællesskabet har en kæmpe betydning for, om deltagerne får noget ud af et forløb. Det virker på en helt anden måde, når man er sammen om at lære noget, arbejde med nye erkendelser og reflektere sammen. Det er dét, der kan forandre praksis,” siger Bente Jensen.
Som en fast del af metoden i projektet optog dagplejerne hverdagssamspillet med børnene i dagplejen på video. Det kunne f.eks. være en højtlæsningssituation, en leg, en puslestund. På den måde kunne de se og reflektere både over deres egen og kollegernes praksis i dagplejegrupperne.
”Når man ser sig selv og sine kolleger på video, er det meget nemmere at se og forstå interaktionen og nærheden mellem barn og voksen. Det bliver så konkret, når man kan se blikkene og kropssproget. Man får åbnet øjnene for nogle ting, som man måske ellers ikke ville have bidt mærke i. Der opstår også et stærkt fællesskab i gruppen og en større åbenhed for refleksion, som vi kan se, har en kæmpe betydning. Dét, at du er sammen med både en dagplejepædagog og kollegerne om faglig udvikling, og I kan spejle jer i hinanden, betyder noget for læringen,” forklarer Bente Jensen.
De 11 kommuner, som var med i Pædagogisk kvalitet i dagplejen, orkestrerede projektet ret forskelligt, og coronapandemien, der brød ud midt i projektperioden, medførte også nogle benspænd, så dele af projektet måtte afvikles digitalt. Men de professionelle læringsfællesskaber var omdrejningspunktet i alle kommuner. I et sideløbende etnografisk studie blev dagplejerne og dagplejepædagoger interviewet og observeret i tre udvalgte kommuner, og har var det tydeligt, at refleksionerne i de professionelle læringsfællesskaber satte tydelige aftryk.
”Vi ved faktisk, at der er mere tid til det enkelte barn i dagplejen end i vuggestuen.”
Bente Jensen
Og når det handler om at bevare dagplejen som et godt og pædagogisk stimulerende sted for børn, så er de lærende fællesskaber en af nøglerne, pointerer Bente Jensen.
”Når vi arbejder med professionelle læringsfællesskaber, hvor dagplejere kan mødes og reflektere og udvikle deres praksis i samspil med dagplejepædagoger, tager vi det bedste fra vuggestuen og kombinerer med den nærhed og tætte interaktion, som dagplejen kan give. Kombinationen kan noget: At man både kan mødes og reflektere over sin pædagogiske praksis i sammen med ligesindede og så have det nære og tætte miljø i hverdagen med få børn,” siger Bente Jensen, der også har beskæftiget sig med dagplejen i andre forskningsprojekter.
”Dagplejen er et godt tilbud. Ganske vist har dagplejere forskellig uddannelsesmæssig baggrund, men med den rette pædagogiske tilgang og støtte er dagplejen god for små børn, fordi det er et overskueligt og trygt miljø med en tæt interaktion og voksenkontakt. Og vi ved faktisk også, at der er mere tid til det enkelte barn i dagplejen end i vuggestuen.”
‘Pædagogisk kvalitet i dagplejen’ viste, at indsatsen styrkede dagplejernes faglige selvsikkerhed og professionelle identitet. Det var tydeligt, at refleksionerne i dagplejegrupperne udviklede sig. Dagplejerne gik fra at beskrive at ’alt det gør vi da i forvejen’ til at forklare, hvorfor de gjorde, som de gjorde med børnene. På den måde blev de stærkere til at reflektere over og udvikle deres praksis med blik for at støtte det enkelte barns behov og udvikling. Projektet satte med andre ord et positivt aftryk på dagplejernes arbejde med børnene – især når det handlede om arbejdet med sprog og læsning.
I den kavantitative del af evalueringen af projektet kunne forskerne ikke direkte måle, at de børn, som deltog i projektet, udviklede deres sproglige og socio-emotionelle kompetencer mere end andre børn.
Bente Jensen hæfter sig dog ved, at der var indikationer på, at børn af forældre, som står uden for arbejdsmarkedet, i særlig grad profiterede af indsatsen.
”Effektmålingen tyder på, at børn af forældre, som begge er ledige eller står uden for arbejdsmarkedet, fik et signifikant bedre ordforråd end børn i sammenligningsgruppen. Når man som jeg har beskæftiget sig med social ulighed, og hvordan vi får løftet gruppen af børn i udfordringer, så bliver man glad over det billede, fordi det er det eneste signifikante resultat, vi finder. Men selvom det er signifikant, er det alligevel et resultat, vi er nødt til at tolke lidt forsigtigt,” siger Bente Jensen.
Hun understreger, at dagplejerne gennem egne videoanalyser oplevede, at børnene udviklede sig på daglig basis – også selvom det ikke fremgår af effektstudiet.
Bente Jensen peger på, at effekten formentlig ville se anderledes ud, hvis man havde fulgt børnene over længere tid.
”Vi ved fra den internationale forskning og lignende projekter med Abecedarian-tilgangen i en lang række andre lande, at den her tilgang kommer især børn i udsatte positioner til gode på både den korte og den lange bane,” siger hun.
Det netop afsluttede forskningsprojekt var Bente Jensens sidste. Hun har skiftet professortitlen ud med ’professor emerita’ efter et langt forsknings- og arbejdsliv med fokus på bekæmpelse af chanceulighed blandt børn og udvikling af professionelle gennem fælles læring. Man skal ikke have været i rum med Bente Jensen i mange minutter, før man forstår, at hun som forsker brændende, tror på de lærende fællesskaber og selv har haft dem som en livgivende puls i hele sit arbejdsliv – både som forsker, men også som folkeskolelærer.
Bente Jensen er oprindeligt uddannet lærer og arbejdede gennem flere år i 1970’erne i Hillerød på en såkaldt åben-plan skole med god plads til gruppe- og projektarbejde. Ideen med åben-plan skolerne var at fremme fleksibel undervisning og fælles læring, og skolerne var 70’ernes hotteste tendens inden for skolearkitektur.
”Jeg valgte bevidst en åben-plan skole. Vi var mange unge lærere, og det var en helt ny skole med mennesker fulde af gode ideer til undervisning, fornyelse og forandring. Vi lavede mange ting i fællesskab og inspirerede hinanden dagligt. Så på den måde er jeg selv i den grad rundet af lærende fællesskaber,” forklarer Bente Jensen, der derfor naturligt senere trak netop det spor med ind i sine forsknings- og udviklingsprojekter.
Det var også her i folkeskolen, at det andet store fokus i Bente Jensens arbejdsliv voksede frem: Social ulighed og børns forskellige deltagelsesmuligheder. For her sad de jo alle sammen: Dem fra parcelhusene og dem fra de små lejligheder. Dem der boblede af tal og ord og dem med sproglige udfordringer. Dem som rakte hånden op, og dem som kastede med stole.
”Der var ekstremt store forskelle på elevernes udgangspunkter. Det var altid sådan, at der var omkring 20 procent af eleverne i en klasse, som var i udsatte positioner. Nogle havde en anden kulturel eller sproglig baggrund end dansk, nogle var socialt udsatte eller udadreagerende, andre vendte det indad. Jeg kunne se, at alle børn ikke havde samme chancer. Og jeg kan huske, at jeg tænkte, som jeg siden har gjort så mange gange: Det må vi kunne gøre bedre,” fortæller Bente Jensen.
”Vi, som er tæt på børnene, må kunne gøre det bedre f.eks. ved at arbejde refleksivt og være opmærksomme på, hvad der foregår i rummet.”
Bente Jensen
I Infomedias databaser over indhold i danske medier kan man også se, at det netop er inden for temaet social ulighed, at Bente Jensen har været kilde og flittig skribent af debatindlæg og kronikker gennem de sidste 20 år.
”Den individorienterede tilgang til udsathed og børn i problemer har altid generet mig. Det er ofte børnene, som bøder, når de ikke passer ind i systemerne. Men måske skulle vi hellere indrette vores undervisning, institutioner og systemer anderledes. I stedet for at konstatere at et barn ikke kan sidde med i rundkreds til samling, jamen så kunne vi jo se, om vi kunne lave noget andet end samling, hvor det barn kan være med,” siger Bente Jensen.
Som hun også har undersøgt i flere forskningsprojekter, pointerer hun, at lærere og pædagoger ofte kommer til at reproducere og forstærke uligheden, som er mellem børn – både indirekte, men også meget konkret.
”Den ene lille pige træder ind i daginstitutionen og pædagogen siger ’aaaj, hvor er du fin i kjole i dag’, mens en anden pige, som aldrig har pænt tøj på, kan stå og se på, for hun bliver ikke anerkendt og kaldt fin. Det er en fornem opgave for fagprofessionelle at få øje på de små øjeblikke,” siger Bente Jensen og fortsætter:
”Humanistisk set er det grundlæggende et problem at lade børn blive ekskluderet fra muligheder, som andre får. Vi, som er tæt på børnene, må kunne gøre det bedre f.eks. ved at arbejde refleksivt og være opmærksomme på, hvad der foregår i rummet. Jeg kan se fra de mange forskningsprojekter, jeg har været involveret i med fagprofessionelle, at der sker noget, når vi sætter os sammen og reflekterer. For vi kan faktisk vælge at gøre noget andet, hvis vi får øje på uhensigtsmæssighederne,” siger Bente Jensen.
Vi slutter ved Bente Jensens afskedsreception på DPU en støvregnende januar-fredag i 2024. En kvinde i en lilla uldponcho slår på glasset. June Tessin Kamph hedder hun. Hun har aldrig mødt Bente Jensen før, men hun er mødt op til afskedsreception, fordi hun har fulgt professorens forskning og læst hendes bøger. Og June har noget vigtigt, hun vil sige:
”Jeg er et levende bevis på, at din forskning i børns lige muligheder har sat spor – både i børns liv og hos pædagogiske medarbejdere. Jeg ville ikke have stået her i dag, hvis ikke folk som Bente Jensen havde kæmpet for, at vi er nødt til at gøre det bedre og bekæmpe social ulighed i børnehøjde,” siger June.
Som datter af to meget unge teenageforældre oplevede hun det at være i daginstitution i 1970’erne som decideret livreddende. For i børnehaven så pædagogerne Junes behov, anerkendte hende og tog sig af hende.
”Den rørte mig dybt, for her stod et vidne – et menneske af kød og blod og satte det hele i perspektiv, da hun sagde: Det nytter.”
Bente Jensen
Senere stødte June som pædagogmedhjælper i 1990’erne på Bente Jensens forskning, da den institution, hun arbejdede i, var involveret i et af Bente Jensens forskningsprojekter med fokus på professionelle læringsfællesskaber og en opblødning af hierarkierne. Via projektet fik June som pædagogmedhjælper mere ansvar blandt andet for børnenes rytmik, og det gav hende en tro på, at hun kunne noget fagligt. I dag har hun været uddannet pædagog i mange år og vil nu læse videre på en pædagogisk kandidatuddannelse.
”Nogle af de ting, som forskere publicerer, ender bare i en skrivebordsskuffe uden at virke eller påvirke. Men jeg er et levende eksempel på, at det nytter at blive ved med at have blik for, at ikke alle kommer med samme muligheder og ressourcer. Nu har jeg lyst til at give noget tilbage,” siger June Tessin Kamph.
Bente Jensen fik en klump i halsen over Junes tale.
”Den rørte mig dybt,” fortæller Bente Jensen, ”for her stod et vidne – et menneske af kød og blod og satte det hele i perspektiv, da hun sagde: Det nytter. Det gør en forskel at blive set i dagtilbuddet, det gør en forskel, at medarbejderne lærer sammen i dagtilbuddene. Det var stort. Og det indrammer så fint det, jeg selv er stolt af at have bidraget til fagligt: At have blik for både børn og pædagogisk personale og give dem flere handlemuligheder. At jeg i mine forsknings- og udviklingsprojekter har bidraget til, at praktikerne bliver involveret og selv tager ejerskab over deres egen praksis og udvikler deres faglige dømmekraft.”
Forskningsrapport: Pædagogisk kvalitet i dagplejen
Professor emerita ved DPU, Aarhus Universitet. Hun forsker i pædagogiske indsatser, som kan modarbejde social ulighed i dagtilbud og skoler og er forfatter til flere bøger og publikationer.
NR. 107
TEMA: PROFESSIONEL DØMMEKRAFT
APRIL 2024
